Selvom lydbøger har eksisteret i mange år, er de blevet stadigt mere populære gennem de sidste 15-20 år, især som følge af digitale teknologier. Med først cd’ens og siden mp3-teknologiens fremkomst, blev det meget nemmere at høre lydbøger – man behøvede ikke længere låne store æsker med stakkevis af kassettebånd på bibliotekerne.
I dag indeholder enhver smartphone en mp3-afspiller, ligesom der findes masser af lydbogs-apps, så man meget nemt kan have en bog med sig på farten. Lydbøger er gået fra at være noget, der primært – ikke udelukkende, men primært – var målrettet blinde og svagtseende til at være et medie, alle har omfavnet. Man kan høre lydbøger i bilen, i bussen, i toget, mens man går sig en tur, cykler, står på løbebåndet i fitnesscentret. Ja, hvor som helst.
Bogen som taktilt og sanseligt medie
Men selvom mange af mine venner for længst har omfavnet lydbogen som medie, var lydbogsudgaven af It den første lydbog, jeg nogensinde har hørt. På trods af, at jeg i mange henseender er stor fan af moderne teknologi og ivrigt har omfavnet såvel smartphones som tablets og andre gadgets, er jeg på visse punkter også særdeles konservativ. ”I’m a complex guy, sweetheart,” som Han Solo tørt ville have konstateret.
For mig er receptionen af en bog ikke bare et spørgsmål om at høre ordene, høre historien. For mig er den taktile og sanselige oplevelse af en bog så stor en del af det at ”læse”, at jeg hidtil har gået i en stor bue udenom lydbøger, fordi jeg ganske enkelt ikke opfattede dem som et for bogen værdigt medie. Og skal jeg være helt ærlig, så har den opfattelse ikke ændret sig.
Følelsen af at sidde med en fysisk bog imellem hænderne er for mig en stor del af det at læse: Bogens tyngde, når man tager den ned af reolen er for mig første del af det at læse en bog. Så kommer for- og bagsiden: Ikke bare teksten på bagsiden (”blurp’en”), men også forsideillustrationen og kvaliteten af materialet og forsidens udførelse. Jeg har f.eks. altid været begejstret for de paperbacks, hvor titlen står fremhævet i lavt relief og jeg elsker fornemmelsen af at lade fingrene glide henover bogstaverne og mærke forsiden som et fysisk fænomen.
Inde i bogen: Papirets kvalitet, duften af papiret, synet af typografien. Fornemmelsen mellem fingerspidserne, når man vender en side. Og den medfølgende lyd, der kan være en tynd hvislen, hvis det er en tyk bog trykt på ”bibelpapir” eller en kraftig kartonagtig ”svoosh”, hvis papirkvaliteten er høj og papiret mat.
Kort sagt er hele den sanselige oplevelse ved at sidde med en fysisk bog i hænderne en så stor del af det ”at læse” for mig, at jeg har svært ved at forlige mig med lydbogen som medie. Af samme grund kommer I heller ikke til at se mig med en Kindle eller med en e-bog på min iPad. Ain’t gonna happen. No siree! No way, José.
Kald mig bare håbløst altmodisch – i dette tilfælde vil jeg tage det som en æresbetegnelse og bære det som et hæderstegn.
Det evindelige men
Men… For der er selvfølgelig altid et men.
Men – jeg pendler mellem 2 og 2½ time om dagen, hvor jeg sidder i min bil mellem Vejle (hvor jeg bor) og Århus (hvor jeg arbejder).
Men – jeg har stakkevis af bøger, jeg gerne vil genlæse oveni de stakkevis af bøger, jeg gerne vil læse for første gang.
Men – jeg har arbejde og familie, så muligheden for at smække mig på sofaen og bare læse i flere timer er ikke en luksus, jeg i dag kan tillade mig.
Pragmatisk som jeg i det store hele er, besluttede jeg mig for at indgå et kompromis: Jeg ville prøve mig frem med at ”genlæse” bøger, jeg kender i forvejen, som lydbog, mens oplevelsen af at læse et værk for første gang fortsat ville være forbeholdt bogen som fysisk medie.
Min prøveklud blev Stephen Kings It (1986), som jeg har læst en håndfuld gange på engelsk, siden jeg læste den for første gang (i dansk oversættelse) i 1990 eller 1991.
Audible
Denne artikel kommer ikke til at gebærde sig særligt meget med lydbogsteknologier. Jeg ved, der er adskillige muligheder for smartphone- og tabletbrugere, men jeg skal holde denne del af artiklen kortfattet. Jeg har en Android-baseret telefon, men en iOS-baseret tablet (aka en iPad), men det er telefonen, jeg har med mig overalt, og det blev med udgangspunkt i den, at jeg fandt en lydbogs-app.
Det endte med at blive Amazons Audible-app, der i øvrigt også findes til iPhone og iPad, og app’en ”taler sammen” på tværs af platforme. Så hvis jeg er nået til et bestemt sted i lydbogen på min telefon og lytter videre på min iPad, spørger app’en selv, om den skal synkronisere, så jeg springer frem til det sted, jeg kom til på min telefon.
Audible kan bruges som ”ren” afspiller, hvor man køber lydbøgerne – via Amazon – bog for bog. Alternativt kan man købe et abonnement, hvor man betaler en fast pris per måned, hvilket giver adgang til én gratis bog om måneden. Afhængigt af hvor mange bøger, man planlægger at høre, kan det være en god deal, men man skal lige regne lidt på det.
En metalæsning
Som min første lydbog – min testbog – faldt valget altså på Stephen Kings It (på dansk: Det Onde). Ikke fordi det var synderligt længe siden, jeg sidst havde læst bogen (jeg anmeldte den her på Pulpen i februar 2013), men netop fordi jeg havde bogen i relativt frisk erindring og fordi jeg har læst den så mange gange, at jeg kender den godt.
Som testbog ville jeg bruge It til at vurdere lydbogens styrker og svagheder som medie med udgangspunkt i et værk, hvor jeg kendte struktur, hovedpersoner, tematik og så videre. Så man kan sige, at min ”læsning” af It denne gang tog form af en metalæsning: Selvfølgelig nød jeg historien (som altid), men jeg var i meget høj grad opmærksom på mediet og udførelsen.
Formskiftende monster
Det er med stor glæde, at jeg kan meddele, at Audibles udgave af It i det store hele er særdeles vellykket. Bogen er – naturligvis – uforkortet, hvilket betyder en spilletid på 45 timer (It er én af Kings længste bøger), så der er også mange timers underholdning i den.
Selve ”bogen” vil jeg ikke skrive meget om her – jeg har som sagt tidligere anmeldt bogen her på Planet Pulp. Helt kort fortalt foregår It i to tidsspor: Et i romanens nutid, som er 1985, og et i sommeren 1958, hvor syv børn mødes og tager kampen op mod et formskiftende monster, der bor i byen Derry i Maine. I 1958 tror de, at de måske har dræbt monstret, der primært går efter børn, men da de grusomme mord begynder igen i 1980’erne, vender hovedpersonerne tilbage som voksne for at afslutte det, de begyndte som børn.
Som sagt: Vil I vide mere om It, kan I læse min anmeldelse af den andetsteds her på Pulpen. Lad det være nok at sige, at It er min absolutte favorit i Kings forfatterskab – en helt forrygende fortælling med fantastiske personkarakteristikker og et flot udmalet portræt af en mindre amerikansk provinsby anno 1958.
Glimrende oplæsning
Det er i store træk lykkedes Audible at producere en helt igennem vellykket lydbogsudgave af It. Bogen læses af skuespilleren Steven Weber, der primært er kendt fra tv, og som har en anden forbindelse til Stephen King: Han spillede nemlig Jack Torrance i den tekstnære men jævnt hen kedelige tv-miniserie over Kings The Shining (1977) fra 1997 (Kubricks film fra 1980 afviger måske en del fra Kings ånd, hvilket King selv har beklaget mange gange, men for fanden hvor er den god!).
Weber er en glimrende oplæser, om det skal der ikke herske nogen tvivl, og en god oplæser er selvfølgelig Alfa og Omega, når man skal producere en vellykket lydbog. Og når man skal producere en vellykket lydbog over en Stephen King-roman er det især af stor vigtighed, at oplæseren formår at karakterisere de forskellige personer godt, for Kings romaner indeholder store mængder direkte tale, der i høj grad er basis for hans personkarakteristikker.
Og det er Weber god til! Han formår at skabe troværdige og konsekvente gengivelser af romanens forskellige personer, drenge såvel som piger, mænd såvel som kvinder. Det er faktisk ingen ringe bedrift, når man har at gøre med et så stort – og varieret – et persongalleri, som man finder i It.
En jovial Richard Nixon – og en britisk kliché
Hans allerbedste karakteristik er af klovnen Pennywise – monstrets ”default”-skikkelse, som alle børnene på ét eller andet tidspunkt støder ind i. Jeg har læst en anmeldelse af lydbogen på nettet, hvor Webers Pennywise beskrives som noget i retning af en ”jovial Richard Nixon”, og uagtet at det måske lyder mærkeligt og upassende, så rammer Weber virkelig hovedet på sømmet.
Hans Pennywise er, præcis som karakteren i bogen, på én og samme tid både jovial og skræmmende, sarkastisk og truende. Når Pennywise er på banen er det en udelt fornøjelse at høre It, og i forhold til stemme-karakteristik er Weber endnu bedre end Tim Currys ellers roste præstation som Pennywise i tv-miniserien fra 1990.
Det eneste sted, Weber falder igennem, er, da han relativt tidligt i bogen skal formidle den direkte tale fra den britiske filmproducer Freddie Firestone (måske heller ikke én af Kings bedste navne – en anelse kliché, yes?) – her falder Weber virkelig i gryden med britiske klichéer. Bevares, han gør en ihærdig indsats for at få Freddie Firestone til at lyde britisk, men han kommer til at fremstå som indbegrebet af alle stiff upper lip-briter, der nogensinde har gået rundt i Londons gader med deres pæne britiske overskæg, pæne britiske paraplyer og drikker deres pæne britiske te. Just like during the war, old boy!
Men det siger sig selv, at når ens primære kritik af en oplæser er en overspillet biperson, der samlet set vel er med i under ti minutter af lydbogens 45 timer, så er der ikke det helt store at sætte fingeren på. Stedvist betoner Weber nogle ord og sætninger markant anderledes end jeg selv ville have gjort (end jeg selv har gjort, når jeg har læst romanen) og enkelte andre personer lyder måske ikke helt, som jeg ville have troet. Men andre er spot on! Den irsk-amerikanske betjent Mr. Nell, den tudsegamle bibliotekar Albert Carson og den næsten uforståelige Egbert Thoroughgood. Men mest af alt hans Pennywise.
Litterære kneb som lydbog
En anden ting, der gjorde, at jeg valgte It som min første lydbog var en vis nysgerrighed efter at høre, hvordan producerne mon egentlig greb Kings tekst an. It er et prima eksempel på nogle af Kings mere idiosynkratiske og personlige litterære greb, f.eks. at lade personernes tanker
(underbevidsthed)
snige sig ind i teksten i form af enkelte ord eller fraser i parentes og på en linje for sig midt i en beskrivelse eller tankestrøm. Jeg er sikker på, I forstår, hvor jeg vil hen.
Et andet eksempel er den måde, King skifter handlingen fra nutid til fortid – det jeg i min anmeldelse af bogen kalder ”den nærmeste litterære ækvivalent til et filmisk flashback, jeg kender til”. Det udsagn står jeg ved, og det fungerer ved, at King indleder et afsnit eller et kapitel med at teksten er skrevet i kursiv (og eventuelt i nutid), hvorefter han stopper midt i en sætning og introducerer et nyt afsnit (typisk markeret med tal), hvorefter sætningen så fortsætter – men nu ikke kursiveret og altså i romanens fortid.
Jeg var nysgerrig efter at høre, om producerne havde valgt én eller anden form for kunstgreb i formidlingen af de to elementer. Det har de ikke. Weber læser teksten op, præcis som den er skrevet, og for mig fungerede det upåklageligt. Men jeg gad nok vide, hvordan man ville opfatte det, hvis man ikke kender romanen, dens struktur og Kings litterære virkemidler på forhånd?
Tæt på fremragende
It er en lang roman at læse, og det er en lang lydbog at høre. Femogfyrre timer er immervæk en slags tid, og en lydbog af denne længde forudsætter selvfølgelig, at man har tid at sætte af til at ”læse”. Som sagt pendler jeg omkring 2 timer hver dag – afhængigt af trafikken måske op til 3 timer – så under de forhold er It hørt igennem på omkring fire arbejdsuger.
Det var fire glimrende uger i bilen på vej til og fra arbejde – og en allerhelvedes bedre måde at bruge sin tid på end at lytte til P3 hvis nogen skulle være i tvivl!
Jeg vil altid selv foretrække at læse en bog første gang ved at tage det fysiske eksemplar ned fra reolen, uanset om det er derhjemme eller på biblioteket, men de af jer, der har omfavnet lydbogsmediet i højere grad end jeg selv har, kan med sindsro investere i Audibles udgave af It. Romanen er fremragende og lydbogsproduktionen er tæt på at være det samme.
Udgivet i nr. 109 | 13/11/2014
Stikord: Stephen King
