On Writing

Tilbage i 2000 udkom On Writing – A Memoir of the Craft, Stephen Kings bidrag til den vildtvoksende genre af ”gode råd til håbefulde forfattere”-bøger. Men heldigvis er der ikke tale om en kedelig grundbog med masser af regler. Der er regler (eller rettere råd), men King formår at gøre selv denne del af bogen underholdende og læsbar.

Desuden udgør rådene ikke hele bogen. De findes i bogens tredje del, ”On Writing”: 143 af denne udgaves 367 sider.
hvid

Selvbiografisk

Efter ikke ét, ikke to, men hele tre forord, når man frem til bogens første del med titlen ”C.V.”, hvor King fortæller om sin barndom, opvækst og ungdom. Som sådan er ”C.V.”, de første 115 sider af On Writing, selvbiografisk, men ikke i den klassiske forstand, der fortæller så meget som muligt om forfatteren. Kun de aspekter af Kings liv, der er relevante for hans virke som forfatter er medtaget i bogen.

Det er både styrken og svagheden ved On Writing. Køber man en bog i håbet om at læse gode råd om det at skrive godt fra én af verdens absolut mest populære forfattere, så forventer man måske ikke umiddelbart, at en stor del af bogen er af selvbiografisk karakter.

Men hvis man lige holder sin skuffelse i skak og giver bogen en chance, vil man opdage, at også den selvbiografiske del af On Writing indeholder en masse gode råd til den håbefulde forfatter. Her er det blot mere i den småfilosofiske afdeling, hvor King deler ud af sin livserfaring.

På den måde er første del af On Writing bestemt vedkommende i relation til bogens emne som sådan – og man skal i den forbindelse også bemærke, at bogens undertitel er A Memoir of the Craft. Dette burde, allerede inden man har åbnet bogen, gøre det klart, at On Writing er en personlig bog.

Men med netop denne undertitel kunne læseren naturligvis også være fristet til at tro, at On Writing hovedsageligt var en erindringsbog og hovedsageligt ville handle om forfatteren King. Og når man når frem til afslutningen af ”C.V.”, vil mange formentlig ærgre sig over, at denne del af bogen ikke er længere – eller over at King ikke har kastet sig ud i at skrive en decideret selvbiografi.

Sådan havde jeg det i hvert fald, for ”C.V.” er både spændende og oplysende – og så er denne del af bogen (ligesom resten i øvrigt) skrevet i den venskabelige, sludrende, causerende tone, King normalt forbeholder sine forord. Det fremstår ærligt, er ofte meget morsomt og bliver stedvist decideret rørende.

Værktøjskassen

Anden del af bogen er kort – 34 sider – og med titlen ”Toolbox”. King indleder med en kort anekdote om sin bedstefars kæmpe værktøjskasse, der var gået i arv til Kings onkel Oren. Både bedstefaderen og onklen var tømrere.

Det er dette store skrummel af en værktøjskasse – med forskellige niveauer eller ”etager” – King bruger som metafor for forfatterens værktøjskasse. ”Hyppigt anvendt værktøj skal ligge øverst,” råder King: ordforråd og grammatik. Længere nede kommer andre stilelementer, hvoraf King henter nogle fra William Strunk og E.B. Whites The Elements of Style (1959) og hvoraf nogle er hans egne præferencer.

Her råder King os bl.a. til at undgå passiv form, undgå adjektiver og så videre. I denne del af bogen diskuterer King også sætningsopbygning og – efter hans mening vigtigere endnu – anvendelsen af afsnit som en af de grundlæggende byggesten i en historie.

”Toolbox” indeholder også en del teksteksempler, der understreger Kings pointer. Nogle af teksteksemplerne er fra publiceret litteratur, andre har King skrevet til lejligheden. Nogle af eksemplerne fremhæver King positivt, andre bruges som eksempler på, hvordan man ikke skal gøre tingene. Alle eksemplerne er illustrative og velvalgte (og ind imellem decideret sjove).

Om det at skrive

Tredje del af bogen hedder ”On Writing”, og her går King ind i en nærmere diskussion af, hvordan man skriver. Ikke de grundlæggende sproglige og stilistiske elementer – dem har han dækket – men de mere komplicerede elementer såsom velfungerende talesprog, beskrivelser, baggrundshistorie/-information m.v.

Derudover kommer han omkring, hvordan man vælger hvad, man skal skrive om, og han diskuterer elementer som symboler og temaer foruden sin egen tilgang til det at skrive. King sammenligner en historie med et fossil og beskriver forfatterens rolle som det at blotlægge fossilet uden at ødelægge noget.

I den forbindelse nævner King bl.a., at han aldrig har brudt sig om at ”plotte” en bog på forhånd – altså at lade plottet styre handlingens udvikling. Det vil, påstår han, føre til kedelige, stive fortællinger og vil svare til at udgrave fossilet med et trykluftbor. Han fraråder det på det kraftigste.

Læs meget, skriv meget

Vi får også andre råd og formaninger med på vejen: Hvis man vil være god til at skrive, skal man først og fremmest sørge for at læse en masse og skrive en masse. Man skal mindst skrive 1000 ord om dagen i seks dage om ugen lyder det fra King!

De to råd dvæler vi lige lidt ved her: Med ”sørg for at læse en masse” mener King reelt set flere timer om dagen, hvilket, sammen med målsætningen om at skrive 1000 ord om dagen, betyder, at ingen, der ikke har en rig mand eller kone, har en snebolds chance i Helvede for at blive en god forfatter.

Præcis hvordan King forestiller sig, at helt almindelige mennesker skulle kunne afsætte 4-6 timer om dagen til at læse og skrive, er mig en gåde. Og det fra en mand, der selv har prøvet at have familie og fuldtidsarbejde, samtidig med, at han prøvede at få gang i en karriere som forfatter. I Kings dage som high school-lærer og med små børn derhjemme, tvivler jeg på, at han brugte seks timer om dagen på at læse og skrive. Bare mit personlige bud.

Et gran salt

Man bliver nødt til at tage råd som disse med et gran salt; ellers kan en bog som On Writing ende med at tage modet fra en håbefuld forfatterspire, og det er ikke meningen med bogen. På samme måde bliver man nødt til hele tiden at have in mente, at mange af bogens andre råd også er stærkt personlige udsagn og ikke universelle sandheder.

Det gælder f.eks. rådet om at lade være med at fastlægge plottet på forhånd – noget King måske oplever som snærende, men som andre forfattere (erfarne såvel som håbefulde) sagtens kan finde befriende og hjælpsomt.

Selvfølgelig er der nogle af rådene, særligt i ”Toolbox”-delen af bogen, der er af nærmest universel karakter, men mange af de øvrige råd og tips er stærkt personlige og kan ikke som sådan siges at være ”sandheden” om det at skrive godt.

Ikke desto mindre er også ”On Writing”-delen af On Writing særdeles underholdende læsning, og ligesom ”Toolbox” indeholder den også en del gode teksteksempler.

Om det at leve

Sidste del af bogen er et efterskrift med titlen ”On Living” og fortæller historien om, hvordan King i 1999 blev ramt af en pickup truck og næsten slået ihjel – og om hvordan han kæmpede sig tilbage og kom i gang med at skrive igen.

Det er ikke en ynkelig sygdomshistorie, hvor King er ude efter vores medfølelse. Det er en faktuel og sober men også gribende beretning – og mellem linjerne ikke så lidt vred. King har tydeligvis ikke meget på tilgivelseskontoen i forhold til manden, der kørte pickup’en. Og det forstår man, når man hører historien.

Historien om bilulykken og Kings genoptræning er ikke med i On Writing, fordi King tilfældigvis havde lyst til at medtage det, da han skrev bogen. Historien er selvfølgelig med, fordi også den har noget at fortælle om det at skrive.

Appendikser

Foruden det der udgør selve tekstdelen af On Writing er der også et par appendikser – selvom de ikke kaldes det i bogen. Det første appendiks er et eksempel på, hvordan King reviderer første udkast af en tekst. Vi præsenteres for de første fem-seks sider af en historie og derefter præsenteres vi for den samme tekst med Kings (håndskrevne) kommentarer.

Meningen med at inkludere denne tekst er at give læseren et indtryk af, hvad det vil sige at revidere – noget King taler ganske meget om i ”On Writing”-delen af bogen. Historien, vi får de første sider af, hedder The Hotel Story. Senere blev titlen til 1408, der, som de fleste ved, blev filmatiseret i 2007.

Det skal lige siges, at 1408 var både færdigskrevet og udgivet (dog kun i en lydbogsantologi), da On Writing udkom i 2000, men begyndelsen på novellen skrev King faktisk med henblik på at bruge den i On Writing som et eksempel på, hvordan man reviderer. Det var egentlig ikke meningen, at King ville have skrevet novellen færdig, men det gjorde han så alligevel.

Appendiks nummer to er en liste på rundt regnet 100 bøger, som King anbefaler den håbefulde forfatter at læse. Det er ikke hans ”100 all time best books I ever read”-liste. Det er en liste over de bedste af de bøger, King læste de sidste tre-fire år op til udgivelsen af On Writing i 2000. Det betyder dog ikke, at der ikke også er klassikere på (f.eks. The Lord of the Flies, Oliver Twist), men de fleste af bøgerne er nyere og tæller alt fra Don DeLillos Underworld (1997) til de tre første bøger i J.K. Rowlings Harry Potter-serie (1997-1999).

Som den absolut sidste del af On Writing får vi novellen Jumper, vindernovellen i en konkurrence som forlaget Hodder & Stoughton udskrev i samarbejde med avisen The Observer i forbindelse med udgivelsen af On Writing i Storbritannien (Jumper er kun med i den britiske udgave af bogen). Det var selvfølgelig King, der udvalgte vindernovellen, som er skrevet af Garrett Addams.

Anbefales på det varmeste

On Writing er en ujævn størrelse: halvt selvbiografi og halvt gode råd til den håbefulde forfatter. Men heldigvis er hele bogen fortalt med Kings egen stemme, og selv i de tørreste dele af ”Toolbox” og ”On Writing” er On Writing underholdende. Alt er, som tidligere nævnt, fortalt i den joviale tone, King plejer at bruge i sine forord, og forfatteren kommer til at fremstå både ærlig, ukrukket og overmåde sympatisk.

Som forfatterspire er der mange dårligere bøger at læse end On Writing, selvom nogle af Kings råd som sagt virker både intimiderende og urealistiske. On Writing er måske ikke fyldt med banebrydende indsigter eller skriveråd, som ingen har givet før, men i On Writing leveres rådene i en underholdende indpakning, der gør, at man husker, hvad man har læst. Det er langt bedre end tørre stilmanualer, uanset hvor fornuftige de så end måtte være.

Og uanset om man har en forfatter i maven eller bare er almindelig Stephen King-fan, er første del af On Writing særdeles læseværdig – både fordi bogen giver et sjældent indblik i Kings liv og fordi dette indblik i flere tilfælde kaster lys over aspekter af Kings forfatterskab. Og selvfølgelig fordi også denne del af bogen er vildt underholdende.

On Writing anbefales på det varmeste! Mit primære kritikpunkt er, at bogen er for kort, særligt den selvbiografiske første del.