Apollo 13

For et par måneder siden anmeldte vi her på Planet Pulp Alfonso Cuaróns teknisk imponerende, men derudover voldsomt overvurderede Gravity. I denne måned kigger vi på en film, som ikke alene må have fungeret som inspirationskilde for Gravity, men som på alle leder og kanter er en bedre film – Ron Howards lille mesterværk Apollo 13 fra 1995.

Handlingen i Apollo 13 er baseret på virkelige begivenheder, nærmere bestemt de alvorlige problemer, der indtraf under den 13. Apollo-mission i 1970, som skulle have gjort astronauterne Jim Lovell og Fred Haise til det femte og sjette menneske, der gik på Månen.

Sådan skulle det ikke gå. 56 timer inde i missionen eksploderede én af rumfartøjets ilttanke og forårsagede en række skader på fartøjet, der ikke alene gjorde det umuligt at fuldføre missionen, men som tillige satte astronauterne i livsfare.

Spændende selvom man kender udfaldet på forhånd

Én ting er at lave et habilt dokudrama over faktiske begivenheder; noget helt andet er at skabe et lille mesterværk af en film, der ikke alene fungerer, men som faktisk formår at gøre handlingen spændende, selvom man kender begivenhedernes udfald på forhånd.

Apollo 13 er én blandt en lille håndfuld film, der har formået at gøre netop det – David Finchers Zodiac (2007) og Roger Donaldsons Thirteen Days (2000) er et par andre eksempler. Alle tre er også film, der har draget fordel af fremragende manuskripter, gode casts og solid personinstruktion.

Manuskriptet til Apollo 13 er af William Broyles, Jr. og Al Reinert, der til sammen har blot 18 titler på cv’et. Af disse er Broyles, Jr. den mest produktive – foruden Apollo 13 har han skrevet bl.a. Castaway (2000), Planet of the Apes (2001) og Jarhead (2005) – mens Reinerts eneste større titel, udover Apollo 13, er Final Fantasy: The Spirits Within (2001). Dog stod Reinert også bag to episoder i den solide HBO-miniserie From the Earth to the Moon (1998), der blev produceret af tre af folkene bag Apollo 13 – Ron Howard, Brian Grazer og Tom Hanks.

Broyles, Jr. og Reinert formåede at skrue et absolut glimrende manus sammen, baseret på bogen Lost Moon (1994) af Jim Lovell og Time Magazine-journalisten Jeffrey Kluger.

Astronauterne og deres familier

Hovedfokus i Apollo 13 er selvfølgelig på missionen af samme navn, men inden vi bliver sendt ud i rummet, når vi at lære astronauterne at kende og ikke mindst deres familier – med særlig fokus på Jim Lovell (Tom Hanks), hans kone Marilyn og deres tre børn. Det er måske ikke synderligt originalt, men det er et smart trick, og det virker – det får os til at bekymre os så meget mere om astronauterne, da helvede bryder løs.

Vi møder også mange af teknikerne bag Apollo-missionerne, selvom de primært kommer ind i billedet under selve missionen. Inden vi når så langt har vi dog også stiftet bekendtskab med piloten Ken Mattingly, der er en del af det oprindelige hold, bestående af Jim Lovell (Tom Hanks), Fred Haise (Bill Paxton) og Ken Mattingly (Gary Sinise).

Vi ser dem træne sammen og får indtrykket af, at de er en tæt sammenknyttet og ekstremt velfungerende gruppe, der ikke alene er topmotiverede men også toptrænede til at gennemføre den trettende Apollo-mission.

Men så må Mattingly smides af holdet. Der er mæslinger i omløb, og som den eneste på holdet har Mattingly ikke haft sygdommen. Lovell får valget mellem at udskifte Mattingly med reservepiloten Jack Swigert (Kevin Bacon) eller få udskudt sin månefærd til en senere mission. Han vælger det første. Og hvem ved – måske er det det, der reddede alles liv…

Drama og thriller

I begyndelsen af missionen går alt efter planen, men så går det galt, og derefter stiger spændingskurven eksponentielt. Filmen udspiller sig herefter som en blanding af drama og thriller.

Vi følger selvfølgelig astronauterne, der befinder sig i deres havarerede rumfartøj, men vi følger også den hektiske aktivitet i mission control-centret i Houston, hvor teknikerne forsøger at improvisere løsninger på de alvorlige problemer, missionen nu står overfor. Og endelig følger vi astronauternes familier, der kun kan vente og håbe og bede til, at alt går godt.

Her skinner Broyles, Jr. og Reinerts manuskript for alvor. Ikke alene formår de at gøre de tekniske udfordringer forståelige og spændende på et niveau, hvor alle kan være med; de gør også dramaet menneskeligt gennem scenerne med astronauternes familier – og selvfølgelig hos de tre astronauter i deres flyvende sardindåse i det uendelige – og uendeligt fjendtlige – rum.

Glimrende cast

Det er også i denne del af filmen, vi for alvor møder andre medlemmer af filmens glimrende cast. Kernen i castet er selvfølgelig Hanks, Paxton og Bacon, der leverer fine præstationer som de pressede astronauter, men også blandt castet på Jorden er der glimrende præstationer.

Især Gary Sinise leverer en god præstation som den vragede pilot Mattingly, der (uden mæslinger) kaster sig ind i kampen for at løse et af de alvorligste tekniske problemer – hvordan astronauterne ombord på Apollo 13 kan få genstartet alle de nødvendige systemer med et minimum af strøm på deres batterier.

Men vi har også Ed Harris som flight director Gene Kranz, der har én af filmens to nu udødelige replikker: ”Failure is not an option!”. Den anden udødelige replik tilhører naturligvis Hanks, da han første gang rapporterer problemet til kontrolcentret: ”Houston, we have a problem.”

Blandt castet på Jorden har vi desuden et hav af solide birollefolk som Joe Spano, Xander Berkeley, Clint Howard (Rons bror) og andre skuespillere af den type, man ved, man har set før, men som man har problemer med at huske hvor, man har set dem.

Fungerer upåklageligt

Apollo 13 fungerer upåklageligt fra start til slut, og som sagt er det en imponerende bedrift, at manuskriptforfatterne og Ron Howard formår at gøre historien neglebidende spændende til trods for, at man kender udfaldet på forhånd.

Den eminente spændingsopbygning går hånd i hånd med en stribe fine skuespilpræstationer og en teknisk side, der ligeledes fungerer aldeles upåklageligt. Rent visuelt er Apollo 13 imponerende: Det gælder både i scenerne i det ydre rum, hvor vægtløsheden er troværdig og scenerne på Jorden, hvor 1970-miljøet er smukt realiseret. I den forbindelse er det ret sjovt at bemærke, at stort set alle i kontrolrummet ryger stort set hele tiden.

Endelig må jeg ikke glemme at nævne James Horners fremragende score: Apollo 13 var tredje gang, Ron Howard og James Horner samarbejdede – de to første gange var Cocoon (1985) og Willow (1988) – og siden har Horner leveret musik til yderligere fire Ron Howard-film. Alle de scores, James Horner har komponeret til Ron Howard har været entydigt gode og flere af dem decideret fremragende.

Et lille mesterværk

Apollo 13 er et godt eksempel på, hvor god Ron Howard er, når han er bedst: Lige på nippet til det decideret mesterlige. Og han er sjældent mindre end bundsolid. Som sådan er Howard én af Hollywoods allermest stabile instruktører – en instruktør af den type, det vrimlede med i det gamle studiesystem i Hollywood, og som rutinemæssigt tacklede film indenfor enhver tænkelig genre og gjorde det godt.

Apollo 13 er én af mine favoritfilm af Ron Howard – måske ikke et fuldt mesterværk, men så i det mindste et lille et! Hvis man var én af dem, der syntes, Gravity var ufattelig god, så har man enten ikke set Apollo 13 eller ikke set den i lang tid. Så se den eller gense den. Apollo 13 er på alle måder Gravity overlegen.

Anmeldt i nr. 108 | 13/10/2014

Stikord: Baseret på virkelige hændelser, Rummet, Rumskibe