Edge of Tomorrow

Julen falder tidligt i år, var jeg fristet til at sige, ja julen falder tidligt i år, efter at have set Doug Limans fremragende Edge of Tomorrow. Og det var næsten en gentagelse: Sidste år glimrede Tom Cruise også i en science fiction-film, Joseph Kosinskis Oblivion (2013).

Der er flere gentagelser i Edge of Tomorrow, og jeg vil lige benytte lejligheden, så jeg ikke gentager mig selv senere, til at advare mod spoilers i denne anmeldelse. Du får ikke mange, men hvis du vil gå ind til filmen absolut spoiler-free, vil jeg foreslå, at du venter med at læse denne anmeldelse.

Jorden og antihelten er på røven

Vi er i en ikke så fjern fremtid. Jorden har i nogle år været i krig med en fremmed besættelsesmagt, aliens kaldet Mimics. Naturligvis spiller militæret (og filmen har ekstremt meget fed militærlir for dem, der tænder på den slags) en central rolle, og i bedste Starship Troopers-stil er menneskeheden samlet under samme fane ligesom medierne bruges til at introducere os til konflikten.

Og så møder vi ellers vores hovedperson, den kujonagtige Major William Cage, der i virkeligheden slet ikke er soldat, men reklamemand! Men Cage beordres til at deltage i en storstilet invasion, (hvem sagde D-Dag?), da de franske kyster skal invaderes af menneskeheden i et afgørende angreb på de fremmede.

Cage bliver en del af en militærenhed, og snart kastes han ud fra et fly i en imponerende kampdragt, som militæret har designet for at give menneskerne en chance mod de voldsomme Mimics – nogle monstre, der ligner en mellemting mellem Sentinels fra The Matrix og tilsat lidt Transformers.

Da Cage lander på kysten, går der dog heller ikke lang tid, før han bliver dræbt. Men så vågner han igen, lige på det tidspunkt, hvor han ankommer til militærlejren dagen før invasionen. Ja, hvem sagde Groundhog Day?

Nu skal Cage så forsøge at optrevle et mysterium uden at dø alt for mange gange, da det jo er træls konstant at skulle gennemspille den samme dag igen og igen…

Meget godt kommer fra Japan

Edge of Tomorrow er baseret på den japanske roman All You Need Is Kill af Hiroshi Sakurazaka fra 2004. Romanen er en såkaldt ”wasei-eigo” – en romantype, der typisk er omkring 200 sider, og som ofte er illustreret, hvilket også er tilfældet med All You Need Is Kill, der er illustreret af Yoshitoshi Abe, og som er på 230 sider i den engelske oversættelse. Kendere af tegneserien Linda og Valentin vil måske kunne huske bind seks, Den falske verden (Sur les Terres truquées, 1977), og der en del paralleller til handlingen i Edge of Tomorrow.

I sin essens er Edge of Tomorrow meget simpel: En alien invasion skal stoppes med afgørende slag. Filmen blander i indledningen fint elementer fra krigsfilmgenren med science fiction. Vi har også vores sølle antihelt, der naturligvis må lade livet. Men så skifter filmen ellers karakter, da antihelten ”genopstår”. Der er stadig masser af krigsfilmslir, både i personerne og udstyret, men nu er det mysteriet, der træder i forgrunden. For hvorfor er det, at dagen bliver ved med at gentage sig, og har Cage overhovedet en chance for at ændre noget?

Tidsrejser og følelsen fra et computerspil

Der er fyldt op med klassiske tidsrejseelementer, selvom der jo her mere er tale om loops end egentlige rejser frem og tilbage i tiden. Tom Cruise er sjældent set bedre, og hans transformation fra kujon til actionhelt er skildret på en ekstremt fed måde, der nærmest kan give tilskueren grå hår, for hvordan fanden holder han gejsten oppe, når han ved, at meget af det samme vil gentage sig igen og igen?

Man har også på en måde den samme følelse, som da man spillede computerspil i gamle dage, hvor man ikke bare kunne gemme hele tiden, og hvor man ofte skulle gentage de samme manøvrer gang på gang. Men man gjorde det sgu’, fordi man gerne ville videre i fortællingen, og det er netop den samme mekanik, som Edge of Tomorrow intelligent benytter sig af.

Filmen ved også præcist, hvornår den skal skifte gear, da gentagelser i film er et stærkt, men farligt virkemiddel, der risikerer at blive kedeligt. Og så tror man på Tom Cruise og hans karakter og det lidt beskidte look, som filmen har. Actionscenerne sidder lige i skabet, men hvem havde også forventet andet af Doug Liman?

Intelligent sommerblockbuster

Og ja, nejhattene kan godt finde et utal af plothuller, men personligt beholdt jeg jahatten på under hele denne intelligente rutsjebanetur – klassisk suspension of disbelief, der gjorde, at min hjerne slet ikke gad kigge efter plothuller.

Edge of Tomorrow er også en meget mere helstøbt film end eksempelvis den meget overvurderede Looper (2012) – en film, der, når den er bedst, nærmer sig det geniale, men som taber det hele på gulvet i filmens sidste tredjedel.

Så kort sagt er Edge of Tomorrow en perfekt sommerfilm. Ikke noget unikt mesterværk, men intelligent popcornunderholdning. Jeg har også helt glemt at sige, at selveste Bill Paxton er med i en fed rolle. Og nu vil jeg ellers skrive min anmeldelse af Edge of Tomorrow. Eller har jeg ikke lige gjort det?

Anmeldt i nr. 104 | 13/06/2014

Stikord: Filmatisering