Sucker Punch

Zack Snyder er én af den slags instruktører, der deler vandene – især blandt tegneseriefans. Han debuterede i 2004 med en overraskende god remake af Dawn of the Dead, lavede tegneseriefilmatiseringerne 300 (2007) og Watchmen (2009) og senest har han lavet Superman-filmen Man of Steel (2013), der skabte kontrovers blandt Superman-fans med sin nyfortolkning af figuren.

For tiden er Snyder i fuld sving med at lave Batman v Superman: Dawn of Justice (2016) og nu også Justice League, som DC Comics og Warner Bros. Pictures håber på kan blive deres svar på Marvels The Avengers.

Sucker Punch (2011), som vi ser på her, er efter Snyders mening en original film, på trods af at han omtalte filmen som ”Alice i Eventyrland med maskingeværer”. Da den kom ud i biograferne, blev den mødt med hård kritik fra både publikum og anmeldere. Især kvinder brød sig ikke om at se filmens piger blive skildret som sexobjekter. Det at være subtil er bestemt ikke noget, Snyder er kendt for, og det ser man også i Sucker Punch.

Babes i Eventyrland

Efter et brutalt familieopgør bliver pigen Baby Doll (ja, det er seriøst hendes navn!), spillet af Emily Browning, indlagt på Lennox Asylum, der til forveksling ligner Arkham Asylum fra Batman-tegneserierne.

Baby Doll møder andre smukke piger med ligeså spøjse popnavne: Sweet Pea (Abbie Cornish), Rocket (Jena Malone), Blondie (Vanessa Hudgens) og Amber (Jamie Chung). Man skulle tro, at Snyder tænkte på Spice Girls, da han opfandt de navne.

Sammen med de andre labre larver vil Baby Doll flygte fra sindssygshospitalet, der også fungerer som bordel/teater! Hun bruger sin åbenbart overdrevne fantasi, der byder på sære verdener befolket af kæmpesamuraier, dampdrevne nazisoldater, Smaug-wannabe-drager, robotter osv. Mand, hvor er den pige forstyrret!

Mere musikvideo og computerspil end film

Snyders baggrund som musikvideoinstruktør skinner klart igennem på filmens vanvittige og bombastiske billedside. Der er intet, der ikke ser stiliseret ud, og alt kører meget på overfladen. Som helhed virker Sucker Punch mere som en hybrid mellem musikvideo og computerspil end som en film.

Selvom jeg er imponeret af billedsiden, så virker den trættende i længden. Man drukner simpelthen i de mange visuelle effekter og ikke mindst de utallige slow motion-effekter, som Snyder elsker at bruge.

Fantasisekvenserne føles ikke som en skærende kontrast til resten af filmen, idet hele filmen føles som en stor illusion. Snyder var efter sigende inspireret af Terry Gilliams mesterværk Brazil (1985), men man skulle ikke tro, at han havde noget af Gilliams film. For Baby Dolls fantasier føles mere som Snyders egne. Den slags fantasier kan kun komme fra en total nørdet drengerøv med et indre manisk legebarn. Snyder har vitterligt bare kylet en masse cool ting ind i Baby Dolls verdner, alene fordi det er cool at se på.

Lækre babes tilsat fed musik

Alle skuespillere – okay, i hvert fald nogle af dem – kæmper en brav kamp med det banale manuskript. Filmens babe-figurer fungerer primært som blikfang og ligner nogle fra en Victorias Secret-catwalk. Kameraet elsker tydeligvis dem og især deres smart påklædte kroppe, når de kæmper. Men selv det bliver for meget i længden, hvilket man aldrig skulle tro, at det kunne blive.

Musikken spiller en stor rolle i Sucker Punch, hvilket virker passede i forhold til filmens musikvideo-æstetik. Den talentfulde islandske sangerinde Emiliana Torrini synger en fed cover-version af Jefferson Airplane-sangen ”White Rabbit”, og Emily Browning giver et sørgmodigt bud på Eurythmics-klassikeren ”Sweet Dreams” i filmens introsekvens.

En lækker omgang bras

Sucker Punch er noget værre bras, men er i store træk lækker og trods alt underholdende se på. Der er eye candy i rigelige mængder, selvom det er for meget i længden. Der er simpelthen ikke plot nok til at bære det visuelle overflødighedshorn – eller -tuba i dette tilfælde!

Man er ikke i tvivl om, at Snyder er en dygtig visualist. Han kan skabe flotte billeder med nymodens teknologi og kan præsentere det på lækker vis. Men som historiefortæller kniber det for ham med denne film. Personerne er ligegyldige og har kun én simpel funktion: Ar se godt ud, mens der sker sindssyge ting omkring dem! Så hvis I ser Sucker Punch, så slå hjernen totalt fra og bare nyd billederne og musikken. Dermed undgår I en gevaldig hovedpine!

Anmeldt i nr. 104 | 13/06/2014