Noah

Og Gud sagde: Der vil være spoilers i denne anmeldelse!

Filmvidenskab og teologi i Randers

Før jeg går i gang med selve anmeldelsen, vil jeg lige kort fortælle om den kontekst, jeg så filmen i: Jeg er bibliotekar på Randers Bibliotek, hvor en af mine opgaver består i at holde introduktioner til film i den lokale biograf. Med Noah tænkte vi det anderledes. Vi kontaktede en lokal præst, Børge, og spurgte, om han ville være med til at holde en samtale/diskussion efter visningen af filmen. Det ville han heldigvis gerne.

Så vi satte os til at se filmen i en næsten fuld sal. Efter filmen fandt vi så mikrofonerne frem og påbegyndte det, der udviklede sig til en meget spændende diskussion, der lå i feltet mellem filmvidenskab og teologi. Og der kom mange kommentarer fra salen. Men det vender jeg tilbage til lidt senere.

Producenterne der udviste store boller

Darren Aronofsky, den amerikanske filminstruktør født i 1969, virkede ikke som det mest oplagte valg, da jeg første gang så hans navn tilknyttet Noah. Men når man dykker lidt ned i materien, er det faktisk ikke så underligt. Specielt ikke når man ser, at filmen er baseret på en tegneserie, som Aronofsky selv har været forfatter på, nemlig den belgiske udgivelse Noé: Pour la cruauté des hommes fra 2011, der havde Ari Handel som medforfatter – og det er så også Handel og Aronofsky der har skrevet filmmanuskriptet sammen.

Noah er Aronofskys sjette film som instruktør siden debuten med Pi i 1998. Den fulgte han op med mesterværket, en personlig favorit, Requiem for a Dream i 2000 og derefter The Fountain (2006), The Wrestler (2008) og Black Swan (2010).

Aronofsky er om nogen en visionær instruktør, der både tør udfordre filmmediets tekniske sider og tilskuernes forventninger. Men hvis der er noget, han ikke er, så er det en klassisk blockbusterinstruktør. Så jeg vil sende en stor cadeau til de producere, der turde satse på det muskuløse forsøg på at føre den bibelske storfilm, en klassisk Hollywood-paradedisciplin, ind i en ny tidsalder.

Far, altså Gud, er ikke skuffet, han er SUR

At man så har helgarderet sig ved at lade Russell Crowe træde i Noas sko, er en anden sag, men ikke desto mindre også et godt valg, da han skaber en solid forankring i en film, der truer med at stikke i for mange retninger.

Men lad os kort se på handlingen: Gud er sur, Noa får en vision og sammen med nogle kæmper og sin familie bygger han arken. Så bliver nogle andre mennesker sure og vil gerne med på arken, da regnen begynder at falde. Men det må de ikke. For de er nemlig onde.

Fortællingen omtales i første Mosebog kapitel 6-9, og jeg vil som sådan ikke gå ind i diskussion af, hvad filmen gør anderledes end Bibelen. Det er der andre kloge mennesker, der har brugt meget tid på.

Når man blander enter med autobots

Jeg vil hellere se på nogle af filmens lidt aparte valg. Eksempelvis kæmperne der hjælper Noa. De er en hård blanding mellem enterne fra Peter Jacksons The Lord of the Rings-filmatiseringer og robotterne fra Michael Bays Transformers-film.

Ja, tænker du, det lyder mærkeligt. Og det er det bestemt også, men det er også et frækt valg at blande science fiction og fantasy ind i den dystre bibelfortælling. Disse kæmper hører filmens første halvdel til, hvor der er fart over feltet i noget, der minder meget om en postapokalyptisk setting.

Da arken så sejler af sted, skifter filmen karakter til noget, jeg vil betegne som tragedie, det menneskelige drama, hvor man også ser, at det gode ikke kan leve uden det onde og omvendt. Noget vi også diskuterede i biografsalen, og det er en vigtig, om end klassisk, pointe.

Nem at hade men den er fremragende

Filmen er bestemt nem at hade, hvilket også mange danske anmeldere gør: Den kan fremstå rodet, klodset og ufokuseret. Men hvis man lader den synke ind, altså lader sig rive med af filmens noget specielle væsen, så er der meget at komme efter. Den er muskuløs, smuk, anderledes og rørende. Kort sagt har den boller, og Aronofksy har mere på hjerte end bare lidt miljøaktivisme, som filmen ofte banaliseres til.

Derudover er fortællingen jo alle katastrofefilms moder og selve samfundsskildringen, før den rensende vand kommer, er ramt lige på sømmets hoved. Så er der lidt action. Fede effekter og elementer, der åbner op for mange diskussionsemner og det er sgu’ rart med en sådan type film, der i bedste Moses-stil deler vandene. Det er ikke nogen nem film at afkode. Men det er, som sagt, nemt at afvise den.

Det gør jeg ikke. Tværtimod vil jeg kalde den en bastard, der nærmer sig det mesterlige. Da vi havde set filmen, var præsten Børge meget afvisende over for den. Og der var mange delte meninger i salen. Men som vi snakkede os varme og fik inddraget publikums fine betragtninger, blødte Børge op: der var faktisk også noget, han kunne bruge i en teologisk sammenhæng. Men det er en film der kræver en grundig fordøjelse og et åbent hjerte og sind over for det anderledes. Det der måske ved første øjekast virker rodet, vil måske åbne sig for dig som noget smukt og dybt.

De varmeste anbefalinger herfra til at tage en tur på arken sammen med Russell Crowe og co.

Anmeldt i nr. 102 | 13/04/2014

Stikord: Bibelen, Katastrofefilm