Sweeney Todd

Der er nok at vælge imellem, når der er tale om Sweeney Todd-adaptioner; radiospil, gyserfilm, musicals, Hollywood- og tv-film, tegneserier og viktorianske melodramaer – med hvert sit bud på myten.

Denne mindre kendte tv-film fra BBC kombinerer Ray Winstone og gritty periodedrama med en Moodyson-filmfotograf og ja, det er næsten en lige så spøjs blanding, som det lyder. Denne Director’s Cut-udgave indeholder, til forskel fra den oprindeligt sendte tv-udgave, mere eksplicitte drabsscener, der ikke slap forbi tv-censuren, men først så dagens lys i dvd-formatet.

Miks af splattermyte, gritty kostumedrama og psykologisk vinkel

Filmens fokus er delt i tre hovedemner. Udover splatterdelen af myten, fokuseres der på karakterens modsætninger; den korrekte, men traumeplagede, samfundsborger, der hjælper de svage og den iskolde, ofte paniske morder – samt på forholdet til Mrs. Lovett.

Da den indadvendte barber opsøges af sin far åbnes raseri-sluserne. Næste kunde i stolen – en Newgate-betjent der praler over pædofilien derinde – er den første, vi ser Todd bruge barberkniven på.

I denne version opstår forholdet til Mrs. Lovett via hendes taknemmelighed over, at Todd foretager en abort på hende, siden opererer hendes voldelige mand og gør hende til enke, samt forærer hende naboejendommen. Lovett er i denne version til at starte med ikke den fuldblods-opportunist, hun oftest portrætteres som. Da hendes tilnærmelser sætter Todd i en akavet situation, begynder de yngre, mandlige udgaver af de kunder, hun henviser til Todds barberforretning at ende deres dage i barberstolen.

Todd har via et hul i Mrs. Lovetts soveværelsesvæg spioneret på Mrs. Lovett og hendes stigende mængde af unge elskere. Lovett er længe ikke klar over, hvad kødet, hun foræres af Todd, i virkeligheden er. I denne version får hun det først at vide, da Todd endnu en gang må komme hende til redning.

Middelmådig instruktion og fotograf med utraditionelle vinkler

Instruktøren er David Moore, hvis karriere ligger indenfor kategorien britisk tv-drama og miniserier af varierende kvalitet; bl.a. serier som Merlin, Rebus, en reboot af Forsyte-sagaen og senest Marple. Meget mere er der ikke at sige om ham, da filmens fotograf er den, der får opvejet for filmens mangler og fejl.

Filmfotograf Ulf Brantås fortjener at blive nævnt; med nærbilleder, realistisk lys og upoleret vinkel skaber han en rar afveksling fra de gængse pastelfarvede filmatiseringer af britiske kostumedramaer. Filmen kan i set designet ikke løbe fra sit BBC-studie-udseende, men Brantås’ lidt gritty stil og vinkler får indimellem hjulpet på det.

Brantås var filmfotograf på Moodyson-filmene Lilja 4-ever (2002) og Fuckin Åmål (1998) og karrieren har siden da ligget fast indenfor britisk tv på bl.a. klassikere, Stuart – A Life Backwards (2007), og senest serier som George Gently og Whitechapel.

Anti-geezer casting

Ray Winstone, bedst kendt fra bl.a. Nil By Mouth (1999), Sexy Beast (2000) og The War Zone (1999), er et modigt valg til rollen som Sweeney Todd. Han får ikke lov at køre sin typiske cockney geezer-rutine af men er stærkt nedtonet, hvilket i nogle scener fungerer og i andre bliver så tåkrummende, at det ikke engang er sjovt.

Indimellem lader Winstone til at stirre blankt ud i luften i den tro, at det er ”seriøst” skuespil. En af hans seværdige scener er, hvor han barhovedet og iført et læderforklæde parterer lig i kælderen, mens han mest af alt ligner en aggressiv kæmpebaby i blodrus. En specielt alsidig eller særligt dygtig skuespiller bliver Winstone aldrig, men hans nedtonede stil her klæder karakteren, og han er et syret, men godt bud på den sagnomspundne barber.

Et par seværdige scener, splatter, garvede navne; et okay bud på myten

På den øvrige rolleliste ses australske Essie Davis som Mrs.Lovett – hendes præstation passer bedre til et traditionelt kostumedrama; her ryger hun ofte ind i noget overspil. Så har vi den garvede David Bradley, kendt fra stort set alt, hvad der kan krybe og gå af britisk tv og senest i Game of Thrones og Harry Potter-filmene.

Han er perfekt i rollen som Sweeney Todds vrag af en far og uforglemmelig i scenen, hvor han desperat – og uden tunge, som sønnike har skåret af – forsøger at anmelde overfaldet til den syrlige, blinde leder af ordensmagten. Sidstnævnte spilles af den lige så garvede David Warner, kendt fra Tron (1982), The Omen (1976) og utallige britiske tv-roller. I rollen som betjent Payne ses en ung, lidt for ivrig Tom Hardy med den sædvanlige intensitet, som her endnu ikke er finpudset og ikke rigtig passer ind.

Alt i alt er det en spøjs omgang, der byder på enkelte seværdige ting; David Bradleys tungeløse vrag, Todds ekstase over nærkontakt med Payne og de realistiske drabsscener, komplet med kvalmende, langvarige gurglelyde fra ofrene. Så længe man ikke forventer nogen stor præstation fra Winstone, er hans tilknappede Sweeney Todd okay underholdning til en regnfuld søndag på sofaen.

Anmeldt i nr. 101 | 13/03/2014

Stikord: Seriemordere