Ti piace Hitchcock?

Dario Argentos Ti piace Hitchcock? (engelsk: Do You Like Hitchcock?) fra 2005 er en tv-film, men ser vi bort fra det, befinder vi os hundrede procent indenfor Argentos comfort zone. Filmen er en lige-ud-ad-landevejen giallo af den type, Argento kunne instruere i søvne.

Voyeuristisk filmstuderende

En løjerlig prolog, der foregår i 1991, har underligt malplacerede okkulte undertoner, der i øvrigt ingen rolle spiller i resten af filmen, og prologens eneste funktion er derfor at etablere, at hovedpersonen Giulio er lidt mere nysgerrigt anlagt end godt er.

Derefter springer vi til nutiden, hvor vi møder Giulio som voksen. Han studerer filmhistorie og bor i en lejlighed, hvor han lurer på genboens smukke datter. Han overværer også at genboen (der er enke) har voldsomme skænderier med datteren.

Senere løber han ind i datteren, Sasha, i den lokale videobiks, hvor han også overværer et møde mellem Sasha og en smuk blondine. De to kvinder falder i snak i videobutikkens Hitchcock-sektion og lader til at blive venner. Kort derefter bliver genboen brutalt myrdet, og en idé tager form i Giulios hoved: Sasha har fået sin mor myrdet under inspiration af Hitchcocks Strangers on a Train (1951; dansk: Farligt møde), hvor to vidt fremmede beslutter sig for at ”bytte mord”, så de hver især har vandtætte alibier.

Som i enhver giallo kaster Giulio sig nu hovedkulds ud i sin egen undersøgelse af sagen, og han bliver besat af idéen om, at de to kvinder, Sasha og blondinen, har byttet mord. Giulios kæreste tror ikke på hans teori, og de to bliver uvenner. Men Giulio holder ved… Hvem mon har ret?

Masser af Hitchcock-referencer

Den direkte reference til Strangers on a Train er naturligvis ikke den eneste Hitchcock-reference i Ti piace Hitchcock? Tværtimod er filmen spækket med mere eller mindre subtile hints til diverse Hitchcock-film. Filmens voyeuristiske undertoner er naturligvis en fast ingrediens i giallogenren, hvor selve blikket ofte er altafgørende, og det er da især også i disse dele af filmen, der trækkes tråde tilbage til Argentos tidligere film inden for genren.

Men voyeurismen er naturligvis også et nik til mesterværket Rear Window (1954; dansk: Skjulte øjne). Det bliver da også ganske tydeligt lige i filmens begyndelse, da Argento lader kameraet panorere henover bygningen overfor Giulios lejlighed: Ganske som i Rear Window får vi her et lille indblik i alle genboernes liv.

Senere i filmen bliver Rear Window-referencerne helt tydelige, da Giulio brækker foden og hvor hans kæreste (de har fundet sammen igen) går over i naboejendommen, mens morderen er i bygningen.

På lignende vis er der en stribe referencer til andre Hitchcock-film, hvilket jo på en måde er meget charmerende på en lidt kikset filmnørd-facon. Ti piace Hitchcock? er stedvist også meget selvbevidst og kækt metarefererende, bl.a. i videobiksen, hvor vi kan se adskillige plakater for film af både Hitchcock og af Argento selv. Det kan man lide eller lade være med, men det tager aldrig overhånd.

Ulogisk opførsel

Mens filmreferencerne på den måde fungerer, er der desværre også en del, der ikke fungerer. Giallogenren har godt nok aldrig været kendt for, at dens hovedpersoner opfører sig logisk eller fornuftigt, men Giulios opførsel er ind imellem fornærmende dum. Et eksempel er da han, efter mordet på genboen, går over til genboens lejlighed, mens rengøringsfolk er i gang med at rydde op efter mordet. Her taler han med rengøringsfolkene og lyver over for dem, hvorefter han går over i sin egen lejlighed og står i vinduet, så rengøringsfolkene kan kigge direkte over på ham. Hvor smart er det?

På samme vis gør Giulio mange andre dumme ting i løbet af filmen, hvoraf det dog kun er få, der får nogen konsekvenser – og det er næsten endnu mere irriterende. Ikke fordi jeg ønsker, der skal ske noget skidt for filmens hovedperson, men fordi det virker sjusket og dovent skrevet og instrueret.

Og der er flere lignende detaljer. Et andet eksempel er, da Giulio går ned i den lokale videobiks og lader til at møde indehaveren for første gang. Vi skal altså tro, at en meganørdet filmhistoriestuderende, der er i gang med sit speciale, først nu møder den lokale videohaj for første gang? Eller for den sags skyld, at en meganørdet filmhistoriestuderende, der er ved at skrive speciale om tysk ekspressionisme, ser og tager noter til Nosferatu som om, det er allerførste gang, han ser den…

Ja, det er vitterligt små detaljer, men det er lige præcis denne type små detaljer, der underminerer historiens generelle troværdighed og vidner om et manuskript, der burde have været grundigere gennemarbejdet. Og manuskriptet er vel at mærke skrevet af Argento selv i samarbejde med Franco Ferrini, så det er ikke ligefrem fordi, det er uprøvede folk, der har leveret drejebogen.

Nu vi er ved drejebogen må det også siges, at historien ikke ligefrem er en opvisning i originalitet. Vi befinder os faktisk solidt inden for den traditionelle krimi, hvor motiverne er betydeligt mere gennemskuelige end i mange andre gialli. Det er nu ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, men det plot twist, Argento og Ferrini forsøger sig med i tredje akt, har man set komme på lang afstand.

Også ting der fungerer

Der er også ting i filmen, der fungerer rigtig godt, og som minder os om, hvad det er, Argento kan. Mordet på genboen er et eksempel på, hvor ubesværet Argento skaber eminent uhygge og suspense. Her er vi også i klassisk gialloland, komplet med POV-shots, en behandsket morder, mørke gange og en langsomt, snigende opbygning af stemning inden forløsningen kommer i form af et ganske grafisk og blodigt mord.

Det er en glimrende sekvens, der giver én lyst til at vende tilbage og gense nogle af Argentos gamle værker, hvor der var mange af dem. Der er flere lignende sekvenser, hvor man momentvis ser og føler Argento folde vingerne ud, og det er altid en fornøjelse at se på.

Teknisk solid

Rent teknisk fejler Ti piace Hitchcock? ingenting, og der er intet, der umiddelbart afslører, at der er tale om en tv-produktion. Det udmærkede score er i øvrigt komponeret af Pino Donaggio, der ikke er uvant med at komponere musik til Hitchcock-inspirerede film: Han har arbejdet sammen med Brian De Palma adskillige gange og leverede bl.a. musikken til De Palmas særdeles Hitchcock-inspirerede Dressed to Kill (1980) og Body Double (1984).

Kunne have forventet bedre

Ti piace Hitchcock? er et stykke velment venstrehåndsarbejde fra Argentos side, som helt bestemt har sin charme og sine stærke sider. Det er en film med en sjov idé, der i perioder er veludført, og som primært lider under, at manuskript ikke er blevet gennemarbejdet godt nok.

At skuffelsen sniger sig ind er nok mest et produkt af navnet på instruktøren. Havde Ti piace Hitchcock? været lavet af en mindre kendt instruktør, ville man ikke have kunnet kalde filmen andet end solidt håndværk og måske endda været behørigt imponeret over visse passager. Argentos problem er, at man (måske mod bedre vidende) stadig forventer mere af ham end bare solidt håndværk, og derfor kan man ikke undgå at føle en vis skuffelse, når det bare er det, man får.

Ti piace Hitchcock? er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 94 | 13/08/2013

Stikord: Giallo, Italian Cinema