Men in Black II

5 minutters læsetid

Fem år efter, at Will Smith og Tommy Lee Jones havde haft hovedrollerne i megasuccesen Men in Black (og Smith havde hittet med filmens titelsang), kom den uundgåelige fortsættelse, der ganske enkelt fik titlen Men in Black II.

Men in Black II er på langt de fleste måder ganske som sin forgænger, og det er på én gang filmens styrke og dens svaghed. Den nok største største problem ved Men in Black II ligger i plottets kolossale lighed med plottet i den første film. Det er lidt det samme problem, vi senere så med National Treasure (2004) og National Treasure: Book of Secrets (2007); man får nærmest fornemmelsen af, at man ser en remake af den første film, blot med nogle småjusteringer.

Guldkornene findes i sideplottene

Det glubske rumvæsen tager straks en mere appetitlig skikkelse.
Det glubske rumvæsen tager straks en mere appetitlig skikkelse.

I Men in Black II er plottet som følger: Fælt rumvæsen (i skikkelse af den altid dejlige Lara Flynn Boyle) kommer til Jorden på jagt efter en genstand, der vil give hende (den?) overtaget i krigen med en anden race af rumvæsner (eller noget i den stil). Men in Black må redde dagen – sjov og ballade følger.

Ovenstående er næsten fuldstændig identisk med plottet i den første MIB, og det er ærgerligt, at manuskriptforfatterne Robert Gordon og Barry Fanaro ikke har kunnet komme på en mere original historie. For selvom der selvfølgelig er visse twists rundt omkring, ændrer det ikke på, at man i store træk har en fornemmelse af, at man genser den første film.

Det er derfor i de mindre sideplots, at man skal finde guldkornene i Men in Black II. Det gælder f.eks. den første del af filmen, hvor J (Will Smith) er blevet udstyret med en ny og komplet uduelig makker (spillet ret underholdende af Patrick Warburton), som han da også ret hurtigt sletter hukommelsen på.

K som postmester.
K som postmester.

Sjovere endnu bliver det selvfølgelig, da J må forsøge at overbevise K (Tommy Lee Jones) om, at han engang har været tophemmelig agent. K er nemlig vigtig for at kunne løse problemet og finde Zarthas lys (rumdimsen), og han fik jo slettet hukommelsen i slutningen af den første MIB og arbejder nu som postmester i en lille provinsby. Det kommer der en række ret underholdende scener ud af, der på fin vis spiller op til Tommy Lee Jones’ ekstremt tørre (og stadig sjove) portrættering af agent K.

Fortsat god kemi mellem Will Smith og Tommy Lee Jones

Will Smith er fortsat cool som J.
Will Smith er fortsat cool som J.

Det er fortsat kemien mellem Will Smith og Tommy Lee Jones, der bærer filmen, og med i anden ombæring har vi igen Rip Torn som MIB-chefen Z, ligesom også Tony Shalhoub er tilbage som rumvæsnet Jeebs. I denne omgang er det Rosario Dawson, der indtager rollen som Will Smiths potentielle kæreste (Linda Fiorentinos rolle fra den første film er, forudsigeligt nok, skrevet ud af Men in Black II). Som sådan er det endnu et fint cast, filmen er bygget op omkring, og dertil har vi så, ganske som i etteren, de mange mere eller mindre (oftest mere) outrerede rumvæsner.

Frank the Pug.
Frank the Pug.

Her er der også gengangere, bl.a. ormene fra den første film (de spiller en noget større rolle i denne omgang) og ikke mindst hunden Frank (et rumvæsen i forklædning som en talende hund), der bliver J’s nye partner, indtil K får sin hukommelse igen. Både ormene og Frank er dog også udtryk for én af de andre ting, der ikke fungerer helt så godt i Men in Black II som i etteren, nemlig humoren. Det vender jeg tilbage til.

Først er der nemlig en anden ting, der må nævnes som lidt af en skuffelse, og det er, at effekterne generelt ikke er af helt samme høje kvalitet som i den første film. Rumvæsnerne er denne gang næsten udelukkende CGI-baserede, og det er ikke dem alle, der fungerer lige godt. Værst er Johnny Knoxville som rumvæsnet Scrad, der har et ekstra hoved i ministørrelse på en lang hals. Ikke alene er Knoxville pinligt ringe i rollen, men effekten med det ekstra hoved fungerer slet ikke.

Humoren kammer over

Det fæle rumvæsen har følgeskab af et andet rumvæsen, spillet af en pinlig Johnny Knoxville.
Det fæle rumvæsen har følgeskab af et andet rumvæsen, spillet af en pinlig Johnny Knoxville.

Men tilbage til humoren; den spillede også en stor rolle i den første film, og rumvæsnerne var også dér både groteske og vanvittige. En del af humoren i Men in Black II lever op til niveauet i den første film, og der er mange sjove øjeblikke, men desværre er der også en del situationer, hvor humoren kammer helt og aldeles over.

I Men in Black II har manuskriptforfatterne nemlig skruet humoren helt op til 11. Det ender ofte med lagkagekomik, som f.eks. da Frank sidder på forsædet af bilen og ”synger” med på ”Who Let The Dogs Out?” – det er selvfølgelig ”sjovt”, fordi Frank er en talende hund. Hø hø.

Rumskurken viser sin sande skikkelse i filmens klimaks.
Rumskurken viser sin sande skikkelse i filmens klimaks.

Stedvist bliver humoren endda helt tegneserieagtig – i en enkelt scene kommer der røg ud af ørerne på K, helt i stil med de gamle Looney Tunes-tegnefilm! Helt for alvor kammer det over, da et spor fører J og K til en bagageboks på Grand Central Station. Inde i bagageboksen bor en hel civilisation af små rumvæsner. Denne scene dubleres til sidst, da K åbner en hemmelig dør i MIB-hovedkvarteret og viser J, at hele vores verden også eksisterer i en bagageboks i en enorm intergalaktisk rejseterminal.

På den måde ender det faktisk med, at humoren bliver for meget af det gode, så ét af de elementer, der skulle være blandt filmens styrker, ender med at blive én af filmens svagheder. Det holder simpelthen op med at blive sjovt og ender med at blive lamt.

Grundlæggende underholdende, men halvbagt

At sige at Men in Black II er en fuldt værdig opfølger på den første film ville være en overdrivelse, men det ville også være forkert at karakterisere den som decideret ringe. Men in Black II er grundlæggende set ganske underholdende, og kemien mellem Will Smith og Tommy Lee Jones er fortsat glimrende.

Men på grund af den udprægede mangel på originalitet og den måde, humoren ofte kammer over på, sidder man alligevel tilbage med følelsen af at være blevet spist af med et halvbagt produkt, der med to så stærke skuespillere som Will Smith og Tommy Lee Jones i hovedrollerne kunne have været langt stærkere.

3 stjerner

Titel: Men in Black II
Instruktør: Barry Sonnenfeld
Manuskript: Robert Gordon & Barry Fanaro
Cast: Tommy Lee Jones (K), Will Smith (J), Rip Torn (Z), Lara Flynn Boyle (Serleena), Johnny Knoxville (Scrad/Charlie), Rosario Dawson (Laura Vasquez), Tony Shalhoub (Jeebs), Patrick Warburton (T)
Producere: Laurie MacDonald (producer), Walter F. Parkes (producer), Steven Spielberg (executive producer)
Musik: Danny Elfman
Foto: Greg Gardiner
Klip: Richard Pearson, Steven Weisberg
Spilletid: 84 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2002
Produktionsselskaber: Columbia Pictures Corporation, Amblin Entertainment, MacDonald/Parkes Productions
Distributør (DVD): Sony Pictures Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Rumvæsner

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.