Men in Black

Anden halvdel af 1990’erne og første halvdel af 2000’erne var for alvor Will Smiths storhedstid. Ikke dermed være sagt, at Smiths karriere er færdig (selvom han nok bør koncentrere sig mere om sin egen karriere end om sønnikes), men det var fra 1995 og frem til 2004, at Smith virkelig var on fire.

Allerede inden da havde han gjort sig selv populær som The Fresh Prince of Bel-Air i tv-serien af samme navn (1990-96), der på dansk jo selvfølgelig hed Rap Fyr i L.A. Men det var med film som Bad Boys (1995), Independence Day (1996) og Men in Black, at Smith for alvor blev et stort Hollywood-navn. Og han blev rigtig stor. Og det var fortjent.

Lige præcis rollen som agent J i Men in Black er et glimrende eksempel på den type karakter, Smith excellerer i at spille: Sjov, rapkæftet, sympatisk og god til at slå på tæven, når det er nødvendigt.

Jeg ved godt, det er en banal sammenligning, men Smith var for perioden 1995-2005 hvad Eddie Murphy var for 1980’erne. Og ja – jeg ved godt, at Murphy var så meget mere i 1980’erne, bl.a. en afsindigt talentfuld stand-upper, men lad det nu ligge – jeg sagde jo, det var en banal sammenligning.

Masser af rumvæsner

Men in Black tager sin begyndelse, da en gruppe amerikanske grænsevagter stopper en lastvogn fuld af illegale mexicanske indvandrere. Ud af det blå dukker en sort sedan op og ud stiger to mænd i sorte jakkesæt.

På nul-komma-fem har de hevet én af mexicanerne med ud i ørkenen og afsløret ham som et rumvæsen i forklædning. Lidt morskab og blåt slim senere ser vi, hvordan én af de sortklædte agenter, K (Tommy Lee Jones), sletter hukommelsen på de vantro grænsevagter, inden han gør det samme ved sin partner – der desværre har nået pensionsalderen.

Næste sekvens introducerer os for filmens skurk, der lander på planeten i sit rumskib. Eller… lander er måske så meget sagt. Nogen kontrolleret landing er det i hvert fald ikke, og ved landingen smadrer han en pick up-truck udenfor et lille afsidesliggende hus. I huset bor bonderøven Edgar og hans kone, og inden du kan sige vupti har rumvæsnet (som vi ikke får at se før i slutningen af filmen) ædt Edgar og brugt hans hud som forklædning.

Næste trin i plotraketten introducerer os for New York City-betjenten James Edwards (Will Smith), der til fods jager en mistænkt. Den mistænkte laver undervejs nogle mildest talt utrolige moves, men det lykkes alligevel Edwards at få ham trængt op i en krog (på taget af et højhus), hvorefter manden begår selvmord ved at kaste sig ud fra taget.

Den mistænkte var selvfølgelig et rumvæsen i forklædning, og da agent K finder ud af, at Edwards har formået at løbe rumvæsnet ind til fods, bliver han så imponeret, at han giver Edwards sit kort. Lang historie kort: Edwards kommer til en ”optagelsesprøve” hos Men in Black-organisationen, der overvåger de cirka 1500 rumvæsner, der til enhver tid er på Jorden, og kort efter bliver han til agent J.

Herefter kan hovedplottet foldes ud: Skurken fra det ydre rum er kommet til Jorden på jagt efter en genstand, der vil give hans (dens?) race overtaget i en krig med arquillianerne, en anden race af rumvæsner. Skurken, der nu vælter meget akavet rundt i Edgars krop (spillet særdeles underholdende af en stærkt sminket Vincent D’Onofrio) må selvsagt ikke få fingre i dimsen, og for at lægge ekstra pres på vores hovedpersoner, truer arquillianerne med at sprænge Jorden i stumper og stykker, hvis Men in Black ikke kan stoppe skurken.

Riggs og Murtaugh med et twist

Men in Black lever højt på en række ting, men først og fremmest er det kemien imellem Will Smith og Tommy Lee Jones. Jones er forrygende i rollen som den ekstremt tørre, totalt uhumoristiske og autoritære K, mens Will Smith er.. ja, Will Smith. Spillet mellem de to er det, der skaber hovedparten af filmens komik, men selvfølgelig kommer de to meget forskellige typer til at holde af og respektere hinanden. På den måde fungerer Men in Black som en buddy movie og J og K er Riggs og Murtaugh med et twist.

Jones og Smith har desuden hjælp af en stribe fine birolleindehavere, bl.a. Rip Torn som Z, chefen for Men in Black, og Tony Shalhoub som et rumvæsen i menneskeforklædning. Dertil kommer som nævnt en særdeles morsom Vincent D’Onofrio og endelig kan nævnes Linda Fiorentino som en kvindelig retsmediciner, der dels hjælper J og K, dels fungerer som J’s love interest, som det hedder i Hollywood-lingo.

Og så må man selvfølgelig ikke glemme den stribe både latterlige og meget sjove rumvæsner af enhver art, der befolker filmen. Rumvæsnerne er både realiseret som dukker og ren CGI – oftest sidstnævnte – og de er gennemført tåbelige og utroværdige. Der er også rumvæsnet Frank, der har forklædt sig som en hund af racen pug, og som kommer med alskens tåbelige kommentarer. At rumvæsnerne er fuldkommen utroværdige er helt og aldeles ligegyldigt; Men in Black er ren sjov og ballade, så det fungerer fint.

Som komedie er Men in Black skruet godt sammen. Det er ikke den type komedie, hvor man sidder og slår sig på maven af grin hele tiden, men man sidder for det meste med et smil på læben, man klukker mange gange i løbet af filmen og i nogle få tilfælde må man overgive sig og bare grine højt.

Min absolutte yndlingssekvens er så kort, at den er overstået næsten før, den begynder: K introducerer J for to rumvæsner, der arbejder i MIB-hovedkvarteret. Den ene hedder Bob; den anden har et navn bestående af nogle helt groteske lyde. Introduktionen leveres fuldstændig deadpan af Jones, og derfor er det sjovt. Sjovere end det lyder her i hvert fald.

Men det understreger bare en meget vigtig ting ved Men in Black. For uanset hvor perfekt en platform Men in Black var for Will Smith, så ville filmen ikke fungere uden Tommy Lee Jones. Det er kemien mellem de to, der er filmen egentlige motor og hjerte. Oprindelig ville producenterne have haft Clint Eastwood til rollen som K, og det kunne også have fungeret, men ærlig talt tror jeg, Jones var det bedste valg.

Den filmiske pendant til en portion cornflakes

Plotmæssigt er Men in Black en tynd film, og spilletiden er dejlig kort – med sine kun 94 minutter er Men in Black perfekt timet, så man aldrig når at blive træt af løjerne. Men af samme grund er den også den filmiske pendant til en portion cornflakes: Det smager godt om morgenen, men der er ikke meget substans i det og maven rumler efter et par timer.

Derfor er Men in Black heller ikke én af de komedier, der vil gå over i filmhistorien, men tager man filmen for hvad, den er, vil man være grundigt underholdt i samfulde 94 minutter.

På falderebet kan det lige nævnes, at Men in Black officielt er baseret på en tegneserie af samme navn, skrevet af Lowell Cunningham (og med flere forskellige tegnere), men at filmen intet har at gøre med tegneserien, der er betydelig mere dyster.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Rumvæsner