Lost – The Last Episodes

Lost – The Last Episodes præsenterer over to skiver musikken fra de sidste fem episoder af Lost: The Candidate (S6E13), Across the Sea (S6E14), What They Died For (S615) og dobbeltafsnittet The End (S6E16-17). Musikken er fordelt således, at den første skive er dedikeret til de førstnævnte tre episoder, mens den anden skive udelukkende indeholder musik fra finaleafsnittet.

Det er lidt uklart, om udgivelsen præsenterer al musikken fra de sidste fem episoder, men under alle omstændigheder er al væsentlig musik til stede – muligvis minus det, der kan betegnes som regulært genbrug af tidligere komponerede cues.

I alt får vi 143 minutters musik fra i alt 239 minutter af serien, hvilket svarer til, at der kun er 96 minutter, eller ca. 19 minutter per afsnit, der ikke er scoret – eller som vi i hvert fald ikke får at høre på udgivelsen. Det betyder, at der er musik i et godt stykke over halvdelen af hvert afsnit.

Dette er faktisk normen for serien; der er således ikke mere musik i de sidste fire afsnit, end der har været i serien som helhed, og det siger ikke så lidt om, hvor stor en arbejdsindsats, Giacchino har lagt i de seks sæsoner af Lost. Selvfølgelig er der ikke tale om, at al musik i alle afsnit er splinterny – der er altid tale om en vis mængde af genbrug.

En travl mand

Men generelt må man sige, at hvert eneste afsnit har budt på en stor mængde nykomponeret musik, og der er således ikke noget at sige til, at Giacchino har haft travlt i de år, Lost kørte (2004-2010). Ikke alene leverede han musik til Lost i hele perioden; han var også fast komponist på J.J. Abrams-serien Alias, der overlappede Lost i to år (Alias kørte 2001-2006).

Det var også i denne periode, at Giacchino for alvor tog springet fra tv til spillefilm – bl.a. med musikken til The Incredibles (2004), Mission: Impossible III (2006), Ratatouille (2007), Star Trek (2009) og det Oscarvindende score til Up (2009). Og det er vel at mærke ikke de eneste film, Giacchino har komponeret til, mens Lost kørte, men bare de bedst kendte!

Set i det lys er det vildt imponerende, at Giacchinos musik til Lost ikke bare holdt sit kvalitative niveau hele serien igennem, men faktisk bare blev bedre sæson for sæson. Det kan naturligvis tilskrives, at Giacchino er blevet en mere erfaren komponist på grund af de mange opgaver, men omvendt er det – med mandens arbejdsbyrde – virkelig flot, at det på ingen måde gik ud over kvaliteten af hans score.

Salgbarhed

Som jeg bemærkede i min anmeldelse af Lost – The Final Season kan man på en måde betragte udgivelsen af Lost – The Last Episodes som en form for nødløsning. Lost – The Final Season er i forvejen en dobbeltdisc-udgivelse, men den præsenterer faktisk ikke mere end omtrent et kvarter af musikken fra de sidste fire episoder. Det er på flere måder et klart problem, fordi kvaliteten af den musik, Giacchino leverede til seriens finale, var ekstremt høj.

At Varèse Sarabande ikke valgte at lave den regulære udgivelse af sjette sæsons musik med tre skiver i stedet for to, var imidlertid nok et spørgsmål om salgbarhed. En udgivelse med to CD’er er i forvejen dyrere end én med kun en enkelt skive, og hvis udgivelsen havde fyldt tre skiver, ville den regulære udgivelse måske have solgt færre eksemplarer end der var nødvendigt for Varèse for at det kunne løbe rundt. Man skal her huske på, at filmmusik, selv i USA, er en niche inden for musikmarkedet.

Derfor valgte Varèse altså denne løsning: Ret lidt musik fra de sidste episoder på den regulære udgivelse og til gengæld en dobbelt-CD med al musik fra de sidste fire episoder rettet specielt mod de hårde fans af serien og Michael Giacchino og i et begrænset oplag på “kun” 5000 eksemplarer. Når jeg skriver “kun”, er det fordi, 5000 eksemplarer er et forholdsvis generøst oplag, der på ingen måde betød, at man behøvede at bekymre sig for, at oplaget blev udsolgt på rekordtid. Faktisk kan udgivelsen endnu erhverves uden problemer (fra ny).

Den følelsesladede underscore spiller den primære rolle

Nå, men videre til det, det handler om, nemlig musikken. Som jeg konstaterer i anmeldelsen af Lost – The Final Season, er sjette sæson af Lost nok seriens musikalsk stærkeste. Det understreges da også godt og grundigt i Lost – The Last Episodes, som er enhver Lost– og Michael Giacchino-fans våde drøm come true. Mængden af lækker underscore og flotte fremførsler af tematisk materiale er overvældende, og set sammen er de to udgivelser fra sjette sæson at betragte som et filmmusikalsk mesterværk.

På albummet får vi nogle betydeligt mere udtømmende præsentationer af nogle af de vigtige temaer, Giacchino introducerer hen imod seriens afslutning foruden naturligvis en masse fremførsler af tidligere etablerede temaer og motiver. Det hele er indstøbt i en særdeles kompakt pakke af lækker underscore, der genremæssigt spænder fra det følelsesladede til intens actionmusik.

Selv om der som vanligt diskes op med en masse glimrende suspense- og actionmusik, er hovedindtrykket af de to skiver dog, at den følelsesladede underscore spiller den primære rolle. Men det gør slet ikke noget, for spændingskurven er konstrueret eminent godt, og de forskellige genrer blandes perfekt.

Tre-fire særdeles vigtige temaer

Der er tre-fire temaer, der spiller en særdeles vigtig rolle i seriens slutspil. Temaet for “Mother” – moderen til Jacob og Manden i Sort – fik vi kun flygtigt at høre på The Final Season-albummet, men her får vi temaet at høre oftere og i en langt renere form, bl.a. i “Across the Sea” (CD 1, nr. 6). Det er et smukt, men også hemmelighedsfuldt og bestemt ikke uskyldigt tema, som stemningsmæssigt har store (og naturlige) ligheder med Jacobs tema.

Derudover introducerer det sidste afsnit også et tema for Øens hjerte – det sidste nye tema, der optræder i serien – og som betegner den mystiske kilde, der i sidste ende viser sig at være det, hele serien har drejet sig om. Det er det sted, de to modstridende kræfter – Jacob og Manden i Sort – har kæmpet om, og det sted, The Others, i kraft af deres stilling som Jacobs tjenere, har beskyttet.

Idet temaet udelukkende optræder i det sidste dobbeltafsnit, finder vi det naturligvis kun på CD 2, hvor det bl.a. optræder i “The Well of Holes” (CD 2, nr. 8). Det er endnu et stemningsladet tema, der understreger mysteriet ved stedet, men som også lader sig anvende i en mere actionpræget form.

Det tredje tema, der er ekstremt væsentligt i de sidste episoder, er naturligvis temaet for Manden i Sort. Det fik vi heldigvis også at høre på Lost – The Final Season-albummet, men ellers er der masser af fremførsler af det her – faktisk åbner det albummet i en actionudgave i “Cage Crashers” (CD 1, nr. 1).

Endelig er Jacobs tema, som det sidste, også særdeles vigtigt. Ligesom temaet for Manden i Sort blev det dog heldigvis også brugt ofte i sæsonens tidligere afsnit, så det optræder mange gange på Lost – The Final Season-albummet.

To ting gør albummet fremragende

Der hvor Lost – The Last Episodes for alvor tager kegler er derfor ikke bare i og med, at albummet giver os nogle ordentlige præsentationer af temaer, som i høj grad glimrede ved deres fravær på Lost – The Final Season-albummet. To andre ting gør albummet så fremragende: Dels den store mængde forrygende underscore, Giacchino komponerede til de sidste afsnit; dels – og ikke mindst – i den flotte anvendelse af de vigtige temaer fra tidligere sæsoner. Det er bl.a. dette, der gør, at man også fra et musikalsk synspunkt føler en form for closure, og at cirklen er fuldendt.

Underscoren kan man bruge meget tid på at prise til skyerne, men hvis jeg blot skal fremhæve nogle få, så kan jeg begynde med “SS Lost-Tanic” (CD 1, nr. 4), der stammer fra den højdramatiske sekvens i ubåden, hvor en hel del af vores hovedpersoner må lade livet. Det er noget af Giacchinos bedste actionmusik fra hele serien: Det er underscore, ja, men det inkorporerer på dygtig vis adskillige temaer og motiver og udgør en følelsesmæssig rutschebanetur.

“Don’t Look at the Light” (CD 1, nr. 7) er et fremragende suspensecue, der bl.a. også inkorporerer temaet for “Mother”, og “Hide and Snitch” (CD 1, nr. 16) er et næsten endnu bedre suspensecue, der bl.a. bruger et af motiverne for The Others foruden både Benjamin Linus’ tema, ét af Lockes motiver og mere til!

Den bedste actionmusik finder vi på CD 2, hvor jeg særligt må fremhæve “Blood from a Locke ” (nr. 10), “If a Tree Falls” (nr. 12) og “Locke V Jack” (nr. 13), der alle stammer fra seriens actionmæssige finale. Her kommer Giacchino både med noget helt forrygende godt underscore og nogle interessante måder at bruge tidligere etablerede motiver på. Særligt “Lock V Jack” er helt uomgængelig for Giacchino-fans – det er efter min mening et af hans allerbedste actioncues til dato (og der er efterhånden mange)! Derfor er det også så meget mere ærgerligt, at sådan et cue ikke fik en plads på Lost – The Final Season-albummet.

Closure

Og så er der den følelsesmæssige forløsning i slutningen af serien, der som nævnt betyder, at vi får mange af de tidligere etablerede temaer at høre. De er som sådan spredt ud på begge skiver, men det er klart, at de vejer tungest ved seriens absolutte slutning. “Closure”, “Jumping Jack’s Flash” og “Moving On” (CD 2, nr. 21-23) er derfor albummets og seriens absolutte musikalske forløsning.

Her får vi en virkelig tårefremkaldende præsentation af et udsnit af de vigtigste temaer, bl.a. Flash Sideways-hovedtemaet, flere af Lockes temaer, Jacks tema og Hurleys tema. Men det måske vigtigste er, at disse sidste cues blander musik fra seriens senere sæsoner med nogle af de temaer, vi husker fra seriens første sæson.

Således bruger Giacchino ét af seriens ubetinget smukkeste temaer – “There’s No Place Like Home”-temaet (sæson fire) sammen med både seriens hovedtema, “Life and Death”-temaet og Afskedstemaet, der alle blev etableret i første sæson. De to sidstnævnte er, foruden hovedtemaet, blandt de vigtigste tematiske formuleringer fra første sæson, og er selvfølgelig også blevet brugt senere i serien. Men de formår stadig at trække spor tilbage til deres første optræden i seriens første sæson, og det er selvfølgelig derfor, at de virker så fremragende til at skabe en fornemmelse af afslutning. At serien slutter med hovedtemaet er selvfølgelig også vigtigt for forløsningen.

Med andre ord har Giacchino som komponist formået at give seriens afslutning det perfekte musikalske akkompagnement, og man skal enten være ikke-fan eller meget hård om hjertet for ikke at blive rørt over den måde, musikken fungerer på i seriens afsluttende halve time.

Seks klokkeklare stjerner

Hvis jeg skal komme med en overordnet bedømmelse af Michael Giacchinos musik til Lost, så er det seks klokkeklare stjerner til serien som helhed. Som det eneste af de udgivne albums får Lost – The Last Episodes også seks stjerner. Dels for Giacchinos fantastisk effektive underscore, dels – og især – for hans utroligt smukke og indfølte måde at slutte serien af på.

Jeg er en kæmpe fan af Lost som tv-serie. Men helt ærligt er jeg en endnu større fan af Michael Giacchinos musik. I min bog står det ubetinget som den bedste musik, der nogensinde er komponeret til en tv-serie.

Nummerliste (CD1):
1. Cage Crashers (0:47)
2. Sherphard’s Why (1:08)
3. Sub-Primed (6:36)
4. SS Lost-Tanic (6:58)
5. Flew the Coop (2:08)
6. Across the Sea (1:56)
7. Don’t Look at the Light (3:33)
8. A Brother’s Quarrel (3:00)
9. Make Like a Tree (6:12)
10. Mother of a Plan (5:16)
11. Mother of Sorrows (3:59)
12. Love is Stronger than Death (2:53)
13. Cereal Experience (2:27)
14. The Four Amigos (1:15)
15. Walk and Talk and Aah! (2:33)
16. Hide and Snitch (3:02)
17. A Better Ben (1:57)
18. What They Died For (3:32)
19. Jack’s Cup Runneth Over (1:43)
20. Get Out of Jail Free Card (3:10)

Total spilletid: 64:05

Nummerliste (CD2):
1. Parallelocam (3:23)
2. Leaver-Age (1:11)
3. The Stick With Me Speech (3:07)
4. Ultrasonic Flash (2:54)
5. Fly By Dire (0:54)
6. Down the Hobbit Hole (4:35)
7. Dysfunctional Setup (2:18)
8. The Well of Holes (3:23)
9. Pulling Out All the Stops (2:30)
10. Blood From a Locke (0:35)
11. Our Lady of Perpetual Labor (4:37)
12. If a Tree Falls (2:57)
13. Locke V Jack (2:22)
14. Can’t Keep Locke Down (2:53)
15. The Long Kiss Goodbye (5:31)
16. We Can Go Dutch (2:29)
17. Kate Flashes Jack (1:15)
18. Hurley’s Coronation (2:49)
19. The Whole Shabang (7:31)
20. Aloha (1:14)
21. Closure (8:09)
22. Jumping Jack’s Flash (0:58)
23. Moving On (7:56)
24. Parting Words (3:33)

Total spilletid: 79:04

Samlet total spilletid: 143:09 (2 timer, 23 minutter, 9 sekunder)

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: TV