Lost: The Complete Fourth Season

Da vi forlod vores hovedpersoner ved slutningen af sæson tre, så tingene markant anderledes ud end nogensinde tidligere! Det så nemlig ud til, at Jack lige havde opfyldt sit løfte til alle de overlevende fra flystyrtet og skaffet dem redning!

Nu er der naturligvis sjældent noget, der er så nemt, som det ser ud til at være, og der er da også alvorlige ugler i mosen. Publikum ved nemlig allerede, at der er noget, der bestemt ikke er, som det bør være.

I finaleepisoden af sæson tre præsenterede seriens bagmænd os for et mindfuck extraordinaire, da det gik op for os, at afsnittets flashback slet ikke var et flashback, men et flash forward! Med andre ord vidste vi ved slutningen af sæson tre, at i hvert fald Jack og Kate var blevet reddet, men til gengæld blev det også tydeligt, at Jack slet ikke havde det særligt godt.

Det er naturligvis i løbet af sæson fire, at vi får svaret på, hvorfor Jack er så fucked up, som han er i flash forwardet i den sidste episode af sæson tre. Sæsonen ændrer seriens narrative model, og i stedet for en realtidshandling på øen, der veksler med flashbacks, så har vi en realtidshandling på øen, der hovedsageligt veksler med flash forwards. Flashbacks optræder dog stadig, men mere som undtagelsen end reglen.

Voldsom realtidshandling

Det er en imponerende sammenvævet handlingsgang, seriens showrunners, Damon Lindelof og Carlton Cuse, står bag i sæson fire. På trods af flash forward-strukturen lykkes det for dem og seriens øvrige forfattere at bevare spændingen om, hvem af vores hovedpersoner, der egentlig kommer hjem fra Øen og hvordan, det sker. Ret hurtigt afsløres det dog, at det kun er seks af hovedpersonerne, der vender hjem og får tilnavnet “The Oceanic Six”. Hvad der er sket med resten, afsløres først hen imod sæsonens afslutning.

Realtidshandlingen på øen er en voldsom omgang, hvor Jack og co. må tage kampen om med en flok lejesoldater, som Charles Widmore har sendt til øen for at få fat på Benjamin Linus. Sammen med lejesoldaterne, anført af den sadistiske Martin Keamy, er også en lille flok civile kommet til øen – bl.a. fysikeren Daniel Faraday, antropologen Charlotte Lewis og den clairvoyante Miles Straume. De er der naturligvis ikke af helt tilfældige årsager, men er hyret af Widmore af vidt forskellige grunde, der først afsløres i løbet af sæson fire og fem.

Det sidste nye ansigt, der introduceres, er helikopterpiloten Frank Lapidus, der fragter lejesoldaterne til og fra øen fra det fragtskib, der nu ligger opankret nogle kilometer fra øen. Frank er dog ikke nogen skidt karl, og det lykkes for vores hovedpersoner at få ham over på deres side. Nu er problemet bare den, at Benjamin Linus har en spion på fragtskibet – hvem mon det er? – og endnu værre er, at Desmond opdager en enorm bombe på skibet. Og så ikke mere om den konkrete handling her.

Ændrer seriens dynamik

Som man måske har kunnet fornemme at referatet, så er sæson fire af Lost en lidt anden størrelse end de tre foregående. Dette kommer sig hovedsageligt af, at både den nytilkomne gruppe og skiftet fra flashbacks til flash forwards ændrer seriens dynamik. Sæson fire er virkelig seriens action-sæson, for der er tryk på fra første til sidste afsnit. Det sikrer en sæson med en næsten uhørt høj underholdningsværdi.

Man skal dog ikke tro, at det udelukkende er overfladisk action, for seriens mytologi bliver også væsentligt udbygget i løbet af fjerde sæson. Desmond er endnu engang midtpunktet i en del af handlingen, der cementerer seriens tilhørsforhold til den fantastiske genre – dette er han i øvrigt sammen med fysikeren Faraday. Og uden at afsløre for meget, kan jeg roligt afsløre, at det lugter mere og mere af science fiction. Men bare rolig: Der er ingen rummænd, og det kommer der heller ikke.

Derudover hører vi i sæson mere og mere til den mystiske Jacob, som lederen af The Others tager imod ordrer fra. De første referencer til Jacob (godt nok uden navns nævnelse) kom helt tilbage i sæson to, men i sæson tre dukkede hans navn også op. I fjerde sæson begynder hans tilstedeværelse (eller manglen på samme) at spille en vigtig rolle, særligt for John Locke, der efter de dramatiske hændelser i tredje sæson har erstattet Benjamin Linus som lederen af The Others. Jacobs indflydelse på serien bliver kun større og større i løbet af sæson fem og seks, i takt med at seriens mytologi for alvor rulles ud og afsløres.

Lægger i kakkelovnen til femte sæson

I sæsonafslutningen på sæson tre fik vi at vide, at nogen var død i Los Angeles, efter at Jack og Kate var kommet væk fra øen. Hvem det er, der ligger i kisten hos bedemanden, får vi først at vide i sæsonafslutningen på sæson fire, og denne afsløring tjener som én af sæsonens store twists samt danner baggrund for en væsentlig del af handlingen i sæson fem. Den anden store twist, der kommer i sæsonafslutningen, skal jeg ikke afsløre her. Jeg vil blot sige, at hvis ikke man for længst er stået af serien, så er det her, man enten æder seriens mytologi råt eller vælger at stå helt af.

Flash forward-fortællestilen bruges i sæson fire til at skabe en masse mystik om, hvad de af vores hovedpersoner, der forlader Øen, laver, efter at de er kommet tilbage. Der antydes en masse ting i flash forward-historierne, der fungerer som teasere og foreshadowing i forhold til realtidshandlingen på øen, og det er yderligere med til at underbygge den særdeles dynamiske handling.

Og selvfølgelig bruges flash forward-historierne også til at bygge op til den uundgåelige situation, hvor Jack indser, at de er nødt til at tage tilbage til Øen. For det er klart, at ingen af Losts seere i virkeligheden er interesserede i at se nogen af vores hovedpersoner genoptage deres liv i Los Angeles. Men hvordan vores hovedpersoner tilbage til Øen? Og særligt: Hvordan kommer de tilbage til Øen efter den monumentale begivenhed, der skete i sæsonafslutningen?

Ja, det må vi vente med at se til femte sæson, hvor den samme monumentale begivenhed får særdeles ubehagelige konsekvenser for de af vore hovedpersoner, der ikke slap væk fra Øen. Kort sagt: Sæson fire bygger op og bygger op og lægger virkelig i kakkelovnen til femte og næstsidste sæson.

Den korteste af de seks sæsoner

Der er med andre ord så rigeligt med ting at være vild med i fjerde sæson af Lost, og på visse punkter er fjerde sæson faktisk bedre end den umiddelbart foregående. Det giver serien en saltvandsindsprøjtning at gå fra flashbacks til flash forwards, og der er konstant gang i handlingen, der ikke et øjeblik så meget som truer med at gå i stå.

En del af grunden til, at det går over stok og sten er måske også, at fjerde sæson er seriens korteste med kun 14 episoder. Da det midtvejs i tredje sæson lykkedes Damon Lindelof og Carlton Cuse at forhandle sig frem til, at serien skulle slutte efter sjette sæson, blev der lagt en plan for, hvor mange afsnit, de sidste tre sæsoner skulle indeholde, nemlig 16 hver.

Forfatterstrejken i Hollywood fra 5. november 2007 til 12. februar 2008 kom dog til at ændre planerne, og to afsnit måtte skæres fra fjerde sæson. En del af den handling, der var planlagt i de to afsnit blev skrottet, mens andet blev indlejret i andre afsnit, og samtidig blev sæson fem og seks udvidet med hver ét afsnit, så de altså ender på 17. At sjette sæson så godt kunne have brugt fem afsnit mere er en helt anden sag, som vi vender tilbage til i anmeldelsen af The Complete Sixth Season.

Fjerde sæson i femte gear

Men fjerde sæson kører i femte gear og sikrer en forrygende underholdningsoplevelse. Serien har på dette tidspunkt for længst mistet sin nyhedsværdi, men er man genrefanboy, bliver den sådan set kun bedre og bedre, ligesom flere af de nye ansigter i castet giver et frisk pust. Her må særligt fremhæves Ken Leung som den clairvoyante og ultrasarkastiske Miles – han bliver særligt en bonus for serien i femte sæson. Derudover gør Jeff Fahey en fin og underspillet komisk figur som helikopterpiloten Lapidus.

Alt i alt fortsætter fjerde sæson af Lost med at sætte en meget høj standard for netværksbaseret tv. For fanden, hvor er det underholdende!

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: TV, Øer