Efter at John Williams i forbindelse med scoret til Harry Potter and the Chamber of Secrets overlod dele af arbejdet til sin mangeårige samarbejdspartner William Ross, var Williams tilbage i fuld kontrol, da musikken skulle laves til den tredje film i serien, Harry Potter and the Prisoner of Azkaban.
Williams’ Azkaban-score er et fantastisk score, der rangerer blandt hans bedste inden for de seneste 15 års tid og udgør dertil en fremragende lytteoplevelse som selvstændigt album. Azkaban-scoret er måske ikke så tematisk rigt som Chamber of Secrets-scoret, men til gengæld betyder de færre temaer, at scoret hænger fantastisk godt sammen.
Derudover eksperimenterer Williams både i forhold til stil og orkestrering; især har musikken en tydelig middelalder-/renæssanceinspiration, der både kommer til udtryk i Williams’ kompositioner og i fremførslen, der i flere tilfælde er lagt i hænderne på The Dufay Collective, et britisk ensemble, der har specialiseret sig i middelalder- og renæssancemusik.
Mere britisk flavour
I Harry Potter and the Prisoner of Azkaban er historien endnu engang blevet en tand mere dyster, og det sætter sig stedvist også spor i Williams’ musik, særligt i den uhyggelige musik, der bruges i forbindelse med dementorerne. Men det er nu ikke historiens mere dystre sider, at Williams særligt lader til at have ladet sig inspirere af. Snarere er det den ændrede billedæstetik, som instruktør Alfonso Cuarón etablerede, Williams virker inspireret af.
Cuarón har ændret ved mange ting på og omkring Hogwarts, der nu pludselig fremstår betydeligt mindre pussenusset end i Chris Columbus’ udgave, og billederne er også langt fra så varme og farvemættede som i de to første film: Hogwarts lader nu til at ligge i et ofte diset og regnfyldt Skotland, og det giver faktisk filmen en betydelig mere britisk flavour, end Columbus’ amerikaniserede billede.
Det er netop disse aspekter, Williams flere steder synes at være inspireret af, ligesom han også har taget afsæt i nogle af filmens mere modne aspekter, herunder Harrys følelser for sine døde forældre.
Nye temaer
Der bliver introduceret flere nye temaer i Azkaban-scoret, men som sagt ikke så mange, som i scoret til Chamber of Secrets. Hvor Chamber of Secrets havde selve Chamber of Secrets-temaet som sit eget “hovedtema”, så har Prisoner of Azkaban i endnu højere grad sit eget hovedtema, nemlig Double Trouble-temaet. Temaet høres i sin reneste form og med børnekor i “Double Trouble” (nr. 5).
Williams komponerede “Double Trouble” allerede under filmens optagelser, for koret, der synger sangen, indgår også i filmen. Men Williams valgte altså også efterfølgende at bygge store dele af sit score op omkring det fine, drillende og ustyrligt ørehængende tema, der mange steder fremføres af musikerne i The Dufay Collective. Det er faktisk imponerende, hvor mange forskellige måder Williams formår at bruge Double Trouble-temaet på (hør f.eks. “Secrets of the Castle” (nr. 9) og “The Portrait Gallery” (nr. 10) for to vidt forskellige udgaver), og det fungerer virkelig godt som scorets samlende musikalske identitet.
Et af de andre væsentlige temaer, der introduceres, er “A Window to the Past” (nr. 7), der bruges til at underscore Harrys følelser for sine forældre. Det er et afsindigt smukt og længselsfuldt tema, der primært høres fremført af The Dufay Collective, men som også stedvist væves ind i den generelle underscore.
Buckbeaks tema (“Buckbeak’s Flight”, nr. 6) er et stort og virkelig ekspansivt, fejende flot tema, der ikke bruges meget på scoret, men som skriver sig fornemt ind Williams’ portefølje – ganske enkelt ét af hans bedste temaer i de senere år.
Endelig er der en række mindre temaer og motiver, bl.a. den humoristiske vals i “Aunt Marge’s Waltz” (nr. 2), den syrede jazz-/bigbandmusik i “The Knight Bus” (nr. 3), motivet for Harrys Patronus-formular (“The Patronus Light”, nr. 15) og det minimale motiv for de uhyggelige dementorer, der primært dukker op i underscoren – bl.a. “Apparition on the Train” (nr. 4) og “The Dementors Converge” (nr. 19).
Gamle temaer glimrer ved deres fravær
Harry Potter-hovedtemaet (Hedwigs tema) glimrer, sammen med mange af de øvrige etablerede temaer, ved sit næsten totale fravær. Hovedtemaet åbner filmen og albummet i “Lumos! (Hedwig’s Theme)” (nr. 1) og bruges uhyre subtilt i noget af underscoren, men derudover hører vi meget lidt til de temaer, vi kender fra de to tidligere film.
Med undtagelse af Buckbeaks tema, er der ingen af de nye temaer, Williams etablerer, der bruges som ledemotiver for bestemte personer eller steder. I Chamber of Secrets fik vi f.eks. et tema for Hemmelighedernes kammer og ét for Gilderoy Lockhart, og flere af temaerne fra den første film fungerede også som ledemotiver. Godt nok kan man sige, at det samme til dels gælder i Prisoner of Azkaban – særligt for “A Window to the Past”-temaet – men overordnet set lader det til, at Williams er gået til Azkaban-scoret på en mere lokaliseret facon, nærmest scene-for-scene.
Dette vil nogle fremføre som en alvorlig kritik og se som en manglende vilje fra Williams’ side til at etablere en solid musikalsk sammenhæng tilbage til de to tidligere scores. Men ud over, at jeg gerne havde set en lidt mere udpræget brug af f.eks. hovedtemaet, er det ikke noget, jeg opfatter som et alvorligt problem.
Det skyldes især, at albummet reelt kun repræsenterer 56 minutters musik fra en film, der varer to timer og tyve minutter og som indeholder betydeligt mere musik end albummet giver os (den over 12 minutter lange “Mischief Managed!” er således kun en medley over alle scorets temaer).
Derfor er jeg sikker på, at en fuld udgivelse af scoret ville demonstrere en betydelig bedre sammenhæng med de to foregående film, men for så vidt er det da korrekt, at Azkaban-scoret, som det præsenteres på albummet, virker sært afskåret fra seriens hidtil etablerede musikalske identitet; noget der f.eks. slet ikke var tilfældet med Chamber of Secrets.
Ikke et alvorligt problem
En anden grund til, at jeg ikke kan se det som et alvorligt problem, er, at den musik, vi får på albummet generelt er af så afsindig høj en kvalitet, som den er! Temaerne er fremragende, men underscoren er i den grad også god, stedvist rystende god!
Om man bryder sig specielt om dementor-musikken, som den høres i “Apparition on the Train” og “The Dementors Converge” er en smagssag, men det er uhyre effektivt og nok det tætteste, Williams i mange år har været på sin ekspressive stil fra Close Encounters of the Third Kind (1977).
Til gengæld kan der ikke være mange, der ikke vil frydes over actionmusikken i “The Whomping Willow” (nr. 8) og “Quidditch, Third Year”, der hører til blandt noget af Williams’ bedste actionmusik i hans nye, ultrakomplekse stil, der særligt har gjort sig gældende efter årtusindskiftet.
Men de to cues, der klart imponerer mig mest, er de, der bruges i filmens centrale tidsrejsesekvens: “Saving Buckbeak” (nr. 17) og “Forward to Time Past” (nr. 18). Her understreger Williams effektivt både tidsrejseaspektet og det tidspres, hovedpersonerne opererer under, ved i begge cues at etablere en subtil, men allestedsnærværende rytmik. I “Saving Buckbeak” gør han det igennem anvendelsen af en række ostinati, og i “Forward to Time Past” ved decideret at bruge lyden af et tikkende ur hele vejen igennem cuet.
Begge disse suspense-cues er fremragende og er bare to eksempler blandt mange i Azkaban-scoret på, at Williams til stadighed er fyldt med nye idéer.
Forrygende idérigdom
Det er da også den forrygende idérigdom, der efter min mening gør Azkaban-scoret så umanerligt stærkt som det er. Der er ikke ét eneste cue, der ikke introducerer én eller anden ny og anderledes idé, og det er også med til at gøre albummet til en ekstremt varieret lytteoplevelse.
Derudover har scoret en stærk identitet i kraft af Double Trouble-temaet og den udstrakte anvendelse af tidlige instrumenter. Disse anvendes naturligvis side om side med symfoniorkestret og en betydeligt større mængde kor, end Williams tidligere har anvendt i Harry Potter-regi.
Det hele er med til at skabe et score, der forekommer betydeligt mere modent og en anelse mere generelt dystert end de to foregående Harry Potter-scores, uden at der af den grund mangler plads til hverken humor eller mere stilfærdige øjeblikke.
At man måske kan savne en stærkere tematisk tilknytning til de to foregående scores, kan ikke ændre ved min holdning, at Harry Potter and the Prisoner of Azkaban er ét af Williams allerbedste scores siden midten af 1990’erne. Hvis der på en komplet udgivelse af scoret tilmed etableres en mere markant tilknytning til de tidligere scores, vil min opfattelse af Azkaban-scoret ryge through the roof! Alt i alt kan jeg kun kvittere med at give topkarakter til dette fremragende score af den største nulevende filmkomponist, vi har!
Nummerliste:
1. Lumos! (Hedwig’s Theme) (1:38)
2. Aunt Marge’s Waltz (2:15)
3. The Knight Bus (2:52)
4. Apparition on the Train (2:15)
5. Double Trouble (1:37)
6. Buckbeak’s Flight (2:08)
7. A Window to the Past (3:54)
8. The Whomping Willow and the Snowball Fight (2:22)
9. Secrets of the Castle (2:32)
10. The Portrait Gallery (2:06)
11. Hagrid the Professor (1:59)
12. Monster Books and Boggarts! (2:27)
13. Quidditch, Third Year (3:47)
14. Lupin’s Transformation and Chasing Scabbers (3:02)
15. The Patronus Light (1:13)
16. The Werewolf Scene (4:25)
17. Saving Buckbeak (6:40)
18. Forward to Time Past (2:34)
19. The Dementors Converge (3:13)
20. Finale (3:25)
21. Mischief Managed! (12:11)
Total spilletid: 68:35
Komponeret af: John Williams
Dirigeret af: John Williams
Produceret af: John Williams
Komponeret: 2004
Udgivet: 2004
Label: Warner Bros.
Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015
