John Williams havde et travlt år i 2002, hvor han leverede musik til ikke mindre end fire store produktioner: Star Wars Episode II: Attack of the Clones, Minority Report, Catch Me If You Can og Harry Potter and the Chamber of Secrets.
Det er af samme grund, at komponisten, orkestratoren og dirigenten William Ross er krediteret på albummets cover, hvor der står “Music adapted and conducted by William Ross”. Det skal med det samme slås fast, at Ross, som Williams har arbejdet sammen med mange gange tidligere, ikke komponerede noget af musikken til filmen.
Williams overlod til Ross at adaptere materiale fra det første Harry Potter-score til de steder i filmen, hvor Williams alligevel havde tænkt sig at bruge eksisterende tematisk materiale. Derudover fik Ross også lov til at dirigere scoret under indspilningen med London Symphony Orchestra.
Uanset hvad, så har Ross gjort et forrygende job over hele linjen, og Williams har selv gjort et forrygende job med produktionen af albummet, der som selvstændig lytteoplevelse faktisk står en del stærkere end albummet med musik fra den første film.
Gamle temaer vender tilbage
Scoret til den første film myldrede med temaer og motiver, men faktisk er der flere fuldt udviklede temaer i scoret til Harry Potter and the Chamber of Secrets. Det første score havde tre-fire fuldt udviklede temaer og en masse mindre motiver, der blev vævet ind og ud af musikken på Williams’ karakteristisk intelligente og subtile facon. På Chamber of Secrets-scoret anvendes færre af de mindre motiver, men til gengæld er der flere fuldt udviklede tematiske idéer – og derudover bruges temaerne fra den første film.
For naturligvis dukker Hedwigs tema – Harry Potter-hovedtemaet – op igen, men sådan som musikken præsenteres på albummet bruger Williams det i mere afmålte doser her, hvilket bestemt ikke gør noget. Det er et fantastisk tema, men det var lige før, Williams var en anelse for rundhåndet med det i det første score.
Familietemaet høres også hist og her (mest fremtrædende i “Reunion of Friends”, nr. 19), ligesom det skumle motiv, der i Harry Potter and the Sorcerer’s Stone både fungerede som motiv for De Vises Sten og for Voldemort, finder vej tilbage – men i denne omgang må det forstås som et rent Voldemort-relateret motiv. Det spiller en ganske fremtrædende rolle i “Meeting Tom Riddle” (nr. 14).
Også det tema, der i den første film var associeret med flyvning (og mere generelt med magi), inkorporeres stedvist i actionmusikken. Ja, selv Diagon Alley-temaet dukker også op.
På den måde etablerer Williams en ganske stærk forbindelse tilbage til det første score og den første film, hvilket også gør, at scoret til Harry Potter and the Chamber of Secrets føles som en helt naturlig udvidelse af den første films musikalske univers.
Nye temaer tegner albummet
Selv om temaerne fra den første film anvendes, er det dog de nye temaer, Williams komponerede, der tegner albummet med musik fra Harry Potter and the Chamber of Secrets. Der er hele seks splinternye, fuldt udviklede temaer samt ét markant nyt motiv i scoret, og der er nogle særdeles stærke temaer iblandt.
Det bedste af dem er Fawkes’ tema – altså temaet for Dumbledores fønix, der spiller en vigtig rolle i filmen. Det er et stort, smukt og malerisk tema, hvor Williams bruger den brede musikalske pensel. Temaet fremføres i sin fulde form i “Fawkes the Phoenix” (nr. 2).
Hemmelighedernes Kammer får sit eget tema, der på sin vis også kan siges at være denne films “hovedtema”. Det er et hemmelighedsfuldt og lidt uhyggeligt tema, der stedvist refereres i actionmusikken, men som bedst høres i “The Chamber of Secrets” (nr. 3).
Ja, vi er tre tracks inde i albummet og er allerede blevet præsenteret for to store, nye temaer. Men det stopper ikke her. “Gilderoy Lockhart” (nr. 4) er temaet for den ulideligt selvoptagede og narcissistiske Defense Against the Dark Arts-lærer, og her er vi ovre i den humoristiske del af Williams’ talent. Williams-fans vil øjeblikkeligt genkende temaet som næsten identisk med “No Ticket”-musikken fra Indiana Jones and the Last Crusade-scoret (1989), men bortset fra det lidt usædvanlige i, at Williams låner så direkte fra sig selv, er Lockharts tema ganske glimrende. Orkestreringen inkluderer i øvrigt et spinet og er på den måde med til at understrege Lockharts barokke fremtoning.
“The Flying Car” (nr. 5) er et traditionelt cue, der stammer fra filmens første store actionsekvens. Men ikke nok med, at der er tale om veloplagt underscore – cuet inkluderer såmænd også sit eget tema for den flyvende bil.
Herefter går der lidt tid, inden det næste nye tema introduceres, hvilket det så til gengæld gør i “Dobby the House Elf” (nr. 9). Det er et virkeligt sødt og afdæmpet, men også humoristisk, tema for den både venlige, irriterende og underkuede husalf. Rent strukturelt minder temaet en smule om “Nocturnal Activities” fra scoret til Indiana Jones and the Temple of Doom (1984), men det er kun i forhold til opbygning og tempo.
Allerede i næste cue, “The Spiders” (nr. 10), kan vi sige goddag til det næste nye tema – eller i dette tilfælde motiv. Det er det kriblende og uhyggelige edderkoppemotiv, der dukker op, hver gang de små edderkopper gør deres entré i filmen.
Og endelig får pigespøgelset Myrtle sit helt eget tema i “Moaning Myrtle” (nr. 11). I overensstemmelse med Myrtles tragikomiske (men mest komiske) fremtoning, er temaet afdæmpet og en smule trist, men med en klar humoristisk undertone. Det er endnu et fint tema til kataloget over Harry Potter-temaer, som må siges allerede at være imponerende stort efter blot to film. Man kan endnu engang ikke undlade at tænke på, hvor fantastisk det havde været, hvis Williams var endt med at levere musik til samtlige otte film.
Velkomponeret underscore
Foruden de mange nye og rigtig fine temaer, er der også en god portion velkomponeret underscore, der særligt ligger inden for actiongenren, men som stedvist også har til hensigt at skabe en dyster atmosfære – særligt i “Meeting Tom Riddle”. I enkelte tilfælde bevæger musikken sig også over i horrorgenren – f.eks. både i “The Spiders” og “Meeting Aragog”.
Men det er (man fristes til at sige selvfølgelig) actionmusikken, der er noget af det bedste af den traditionelle underscore. Både “The Flying Car” og det afsluttende store actioncue “Dueling the Basilisk” (nr. 18) er fremragende actioncues, der bedst karakteriseres som en blanding af Williams’ klassiske actionstil fra 1980’erne og hans moderne, ultradynamiske stil fra efter 2000.
Som det stort set altid er tilfældet med Williams, sørger han for at bruge sit tematiske materiale i meget af underscoren, der således aldrig kommer til at føles fremmed – hverken i forhold til de mere tematiske orienterede cues eller de deciderede koncertsuiter.
Alligevel har nogle filmmusikanmeldere fremført den kritik, at The Chamber of Secrets er noget mindre tematisk subtilt end scoret til den første film. Det er for så vidt korrekt i den forstand, at mange af de enkelte cues er meget orienteret omkring én tematisk idé – således er flere af de enkelte cues næsten at regne som koncertudgaver af ét enkelt tema. Sådan var det ikke med musikken i Harry Potter and the Sorcerer’s Stone, hvor de enkelte cues var langt mere komplekst opbyggede og ofte refererede til adskillige af de tematiske idéer.
At det forholder sig på den måde skyldes formentlig, at Williams som nævnt var mindre involveret i musikken end han nok gerne selv ville have været. Men jeg kan ikke få mig selv til at fremhæve det som en reel anke mod scoret. Uagtet at vi ikke har den dybe kompleksitet, der kendetegner det første score, er der stadig tale om et fremragende score, der netop fordi temaerne står så tydeligt frem også udgør en forrygende god lytteoplevelse som selvstændigt album.
Derudover må det påpeges, at der må være en betydelig mængde musik, der ikke har været plads til på albummet. Vi har trods alt at gøre med en film, der har en spilletid på over to og en halv time, hvoraf der er musik meget af tiden.
En anelse stærkere end det første score
I modsætning til de filmmusikanmeldere, der af ovenstående grunde, nogle gange anfører Harry Potter and the Chamber of Secrets som et svagere score end det første, mener jeg faktisk, at det står en anelse stærkere, især fordi der er flere fuldt artikulerede temaer. Det giver The Chamber of Secrets en større grad af variation end det første score, der måske nok var mere subtilt og med et væld af mindre motiver og musikalske idéer, men som ellers var stærkt domineret af hovedtemaet og et par andre temaer.
Hvis vi uddelte halve stjerner på Planet Pulp ville Harry Potter and the Chamber of Secrets få 5½ stjerne. Det gør vi imidlertid ikke, og derfor ender karakteren på fem stjerner. Men vi er tættere på de seks end på de fem, hvis det står til mig.
Nummerliste:
1. Prologue: Book II and The Escape from The Dursleys (3:32)
2. Fawkes the Phoenix (3:46)
3. The Chamber of Secrets (3:50)
4. Gilderoy Lockhart (2:06)
5. The Flying Car (4:08)
6. Knockturn Alley (1:48)
7. Introducing Colin (1:49)
8. The Dueling Club (4:08)
9. Dobby the House Elf (3:27)
10. The Spiders (4:33)
11. Moaning Myrtle (2:06)
12. Meeting Aragog (3:19)
13. Fawkes is Reborn (3:19)
14. Meeting Tom Riddle (3:38)
15. Cornish Pixies (2:13)
16. Polyjuice Potion (3:52)
17. Cakes for Crabbe and Goyle (3:31)
18. Dueling the Basilisk (5:03)
19. Reunion of Friends (5:08)
20. Harry’s Wondrous World (5:02)
Total spilletid: 70:18
Komponeret af: John Williams
Adapteret af: William Ross
Fremført af: London Symphony Orchestra
Dirigeret af: William Ross
Produceret af: John Williams
Komponeret: 2002
Udgivet: 2002
Label: Warner Sunset Records
Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015
