Harry Potter and the Sorcerer’s Stone

Som det gælder de fleste store populærkulturelle fænomener, skal man vel have boet under en sten det sidste årti for ikke at have hørt om Harry Potter – den britiske forfatter Joanne Rowlings serie af syv bøger om den engelske dreng Harry Potter, der kommer på troldmandsskolen Hogwarts og tager kampen op mod den onde, onde Voldemort, der slog Harrys forældre ihjel.

Den første bog i serien, Harry Potter and the Philosopher’s Stone (der på amerikansk blev omdøbt til Harry Potter and the Sorcerer’s Stone og på dansk kom til at hedde Harry Potter og de vises sten), udkom i 1997, og blev øjeblikkeligt et stort hit.

To år senere købte Warner Brothers filmrettighederne, og indledte dermed en filmserie, der først sluttede i 2011, da film nummer otte havde premiere. Det er én film mere end bogseriens antal, hvilket skyldes, at den sidste film splittedes op i to dele.

Det gode mod det onde

Efter en kryptisk, men stemningsfuld, indledning, starter Harry Potter-filmserien med, at vi introduceres for Harry Potter (Daniel Radcliffe); en elleveårig knægt, der bor hos sin lede moster, onkel og fætter. Mor og Far Dursley er onde på den klassisk eventyragtige facon, og tvinger bl.a. Harry til at bo i kosteskabet, råber af ham og behandler ham generelt som skidt, mens de bundforkæler deres lille møgunge af en søn, Dudley.

Men så sker der noget: Da Harry fylder elleve får han (med møje og besvær) brev om, at han er optaget på troldmandsskolen Hogwarts, og med ét kastes han ind i et parallelsamfund, hvor hekse og troldmænd lever side om side med almindelige mennesker. Hogwarts, hvor hovedparten af alle bøgernes handling udspiller sig, ligger dog på et afsides slot (eller vel nærmere borg), og her får Harry nogle gode venner i pigen Hermione og drengen Ron (Emma Watson og Rupert Grint).

Af andre venlige sjæle på Hogwarts er også den aldrende rektor Dumbledore (Richard Harris) og opsynsmanden Hagrid (Robbie Coltrane), men der er naturligvis også nogle skurke, bl.a. den lede lærer Snape (Alan Rickman) og én af de andre elever, Draco Malfoy (Tom Felton).

Alt er dog ikke fryd og gammen på Hogwarts. Det år, Harry blev født, forsvandt verdens hidtil ondeste troldmand, Voldemort, da han forsøgte at slå Harry ihjel efter at have gjort det af med Harrys forældre. Der er et eller andet specielt ved Harry, der fik Voldemort til at miste sine kræfter, og af samme grund er Harry lidt af en celebrity i troldmandsverdenen. Men Voldemort pønser naturligvis på et comeback, og det er præcis det, Harry og hans venner opdager ved filmens klimaks.

Episodisk

Mere behøver jeg ikke at fortælle om handlingen i Harry Potter and the Sorcerer’s Stone, der som film altså fik den amerikaniserede version af bogens titel, selv om den hermed mistede antydningen af forbindelser med alkymi. “The philosopher’s stone”, som vi på dansk kalder “de vises sten” spiller nemlig en vigtig rolle for handlingen, men præcis hvordan skal jeg selvfølgelig ikke åbenbare her.

Ligesom J.K. Rowlings roman har særligt denne første film et vist episodisk præg, hvor mange af sekvenserne nærmest har karakter af tableauer. Det gør dog ikke noget, dels fordi filmen holder sit plot for øje, så handlingen skrider planmæssigt frem, dels fordi en stor del af filmens styrke ligger i tableauernes mulighed for at visualisere mange af Rowlings finurlige idéer.

Faktisk må man sige, at romanen egner sig aldeles glimrende til filmatisering, og på nogle måder fungerer filmen faktisk bedre end sit forlæg, fordi de mange små detaljer, Rowling har fundet på egentlig fungerer bedre på film end på skrift.

Disse detaljer er f.eks. malerier, hvor motiverne bevæger sig, trapperne på Hogwarts, der skifter position med jævne mellemrum, magisk slik, der bevæger sig og forskellige andre ting i samme stil. Selvfølgelig nævnes disse ting i romanen, men i filmen ses mange af de små idéer ofte i baggrunden, så man bliver mindet om dem oftere, end tilfældet er i bogen.

Selve plottet er egentlig relativt uinteressant når det kommer til stykket. Ikke uinteressant i den forstand, at det gør filmen kedelig, men det er faktisk miljøbeskrivelsen og stemningen, der særligt gør denne første Harry Potter-film seværdig.

Historien er den klassiske om det gode mod det onde, og hele bogserien fungerer naturligvis som en klassisk bildungsroman, hvor Harry udvikler sig fra barn til voksen i sin kamp for det gode mod det onde. Dette gør også Harry til både romanernes og filmenes absolut mest uinteressante karakter – en nødvendig én af slagsen for handlingen, men ikke desto mindre én, vi har set tusindvis af gange før.

Farverige bipersoner

Bipersonerne er langt mere interessante og farverige, ligesom skuespilpræstationerne også er markant bedre hos birolleindehaverne – både blandt børn og voksne. Daniel Radcliffe er bestemt ingen stor skuespiller, og hans største styrke er vel nok, at han ligner Harry, sådan som Rowling beskriver ham. Langt bedre er både Emma Watson og Rupert Grint som Harrys venner. Særligt Grint er ganske fremragende, og viser allerede i den første film, at han har god komisk timing.

Voksenrollerne er et veritabelt stjernekort over britiske skuespillere – om end Dumbledore spilles af irske Richard Harris. Harris, der jo desværre døde i 2002, spiller Dumbledore helt som man forestiller ham fra romanen, og fremstår overordentlig sympatisk. Det kan man ikke ligefrem sige om Alan Rickman som den skurkagtige Snape, men Rickman er helt forrygende i rollen. Derudover kan i flæng nævnes kendte britiske ansigter som Robbie Coltrane, Maggie Smith, John Hurt, John Cleese og Richard Griffiths.

Chris Columbus

Da Warner skulle omsætte Harry Potter and the Philosopher’s Stone til film, valgte studiet at overlade instruktionen til Chris Columbus – et godt, om end sikkert, valg. Columbus har som både manuskriptforfatter og instruktør op gennem 1980’erne vist sig som én, der har et sikkert greb om både det fantastiske og ikke mindst om børn – både det at skrive til børn og at arbejde med dem som skuespillere.

Som manuskriptforfatter skrev Columbus bl.a. Gremlins (1984), The Goonies (1985) og Young Sherlock Holmes (1985), og som instruktør stod han bag bl.a. Home Alone (1990), Home Alone 2 (1992) og Mrs. Doubtfire (1993).

Det er dog ikke Columbus, der har skrevet manus til Harry Potter and the Sorcerer’s Stone; den ære tilfaldt den relativt ukendte Steve Kloves, hvis bedst kendte drejebøger indtil da var The Fabulous Baker Boys (1989) og Wonder Boys (2000). Kloves’ adaptering er imidlertid ganske god, og han har da også skrevet manus til samtlige Potter-film på nær den femte.

Det var imidlertid Chris Columbus, der skulle omskabe Kloves’ ganske trofaste manuskript til en velfungerende historie, og det er lykkedes godt, selv om man også må konstatere, at Columbus’ billede af Hogwarts er meget ufarlig og visuelt både meget amerikansk og meget konservativt. Det er imidlertid en ret ringe kritik, for når musikken spiller, fungerer alt fint i filmen.

Apropos musikken er den komponeret af John Williams, som Columbus arbejdede sammen med på de to Home Alone-film. Musik af Williams er naturligvis yderligere en styrke for enhver film, selv om Williams faktisk leverede et endnu bedre score til den efterfølgende film og et formidabelt score til den tredje.

Harry Potter and the Sorcerer’s Stone er måske ingen perfekt film, men den er solid på stort set alle punkter og underholdende nok til at klare den noget oppustede spilletid på knap 150 minutter. Filmen blev da også en succes hos både målgruppen og barnlige sjæle blandt det voksne segment. Det er bestemt ikke ufortjent, og jeg mener ikke, at fans af romanerne har meget at udsætte på denne første film i serien.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Fantasy, Filmatisering, Magi, Troldmænd