Groundhog Day

Det skal siges med det samme: Groundhog Day (dansk: En ny dag truer) er en frygtelig sukkersød film med en kvalmende sød morale. Når det imidlertid er sagt, bør alle, der har en svaghed for Bill Murray kunne lide Groundhog Day.

Fanget i Punxsutawney

Murray spiller den egocentrerede og kyniske meteorolog Phil Connors, der arbejder på et lille lokum af en TV-station i Pittsburgh. Hvert år i februar bliver han sendt op til den lille by Punxsutawney for at dække ”Groundhog Day”. Lillebyen har gjort stor festivitas ud af traditionen med at hive et murmeldyr frem af sit bur, og høre om den ser sin egen skygge – for det betyder nemlig, at vinteren vil vare endnu seks uger.

Connors hader Punxsutawney og dens indbyggere, han hader Groundhog Day, han hader sin bøvede kameramand Larry (Chris Elliott), og det eneste lyspunkt for ham er faktisk den nye producer Rita (Andie MacDowell), som han alvorligt godt kunne tænke sig at komme i bukserne på.

Og tingene går da også akkurat som Connors ved, de vil gå. Han laver sit indslag, og de tre begiver sig tilbage mod Pittsburgh, da de bliver tvunget til at vende om på grund af en pludseligt opstået snestorm.

Fanget i tiden

Da han vågner morgenen efter til tonerne af Sonny og Chers ”I got you babe” på clockradioen er der imidlertid sket noget. Først tror Connors, at idioterne på den lokale radiostation har sat det samme bånd på som dagen før, men det er ikke tilfældet. For det viser sig ret hurtigt, at Connors er vågnet op dagen før! Der går et stykke tid, inden Connors tror på det, men ret hurtigt må han sande, at han gennemlever Groundhog Day igen og igen.

Da han indser, at han tilsyneladende ikke kan komme fra Punxsutawney, begynder han at udnytte situationen på det groveste. Han lærer efterhånden Punxsutawney og byens indbyggere så godt at kende, at han ved præcis hvad, der vil ske hvornår. Han bruger sin viden til at stjæle, score damer og helt generelt opføre sig som det dumme svin, han nu engang er.

Men efterhånden begynder situationen at tære på Connors – særligt da hans ihærdige indsats for at score Rita slår fejl gang på gang. Efter at have prøvet at begå selvmord på 117 forskellige måder, indser Connors til sidst at den eneste måde, han måske kan bryde sin forbandelse på er at blive et bedre menneske. Og det er selvfølgelig her, Groundhog Day bliver slemt kvalm.

Deadpan

Men indtil vi når til det punkt, har filmen fungeret som en glimrende platform for Bill Murrays enorme komiske talent. Jeg skal sige det med det samme: Murray er én af mine absolutte favoritkomikere og har været det, siden jeg så Ghost Busters (1984) første gang.

Han har den helt formidable evne til at levere de mest afsindige replikker og håndtere de mest afsindige situationer med fuldstændig deadpan-mimik. Det kommer der en lang række meget morsomme situationer ud af i løbet af Connors’ tid i Punxsutawney.

Særligt scenerne lige efter at Connors virkelig er begyndt at udnytte sin situation er vildt morsomme – bl.a. hjulpet af nogle ret sjove bipersoner. Særligt Stephen Tobolowsky som den møgirriterende forsikringsagent Ned Ryerson er morsom, men de to ikke-så-skarpe indbyggere, Connors går på druk med, er også underholdende – især i scenen, hvor Connors beslutter sig for at køre en tur på jernbanesporet!

Bill Murray som eksistensberettigelse

I virkeligheden er der ikke så meget at sige om Groundhog Day – efter min mening er det en fin lille komedie, hvis eksistensberettigelse ene og alene hænger på Bill Murray. Med enhver anden skuespiller i hovedrollen er jeg overbevist om, at Groundhog Day var endt som så overdrevent kvalmefremkaldende, at man ikke ville kunne holde den ud.

Det gør den heldigvis ikke, men det har Harold Ramis kun sin gamle Ghost Buster-kollega Murray at takke for. Harold Ramis dukker i øvrigt op i egen korpulente skikkelse som en læge, der skal undersøge Connors.

Andie MacDowell er selvfølgelig sød i den kvindelige hovedrolle, men ud over hende, Murray selv og så lige Stephen Tobolowsky er der meget lidt at sige om skuespillet i filmen, der heller ikke på andre områder gør noget større væsen af sig.

Stort hit

Alligevel blev Groundhog Day et stort komediehit, da den kom ud i 1993. Det er da også fuldt fortjent, også selv om den langt fra er så sjov som nogle af de andre komedier, Murray medvirkede i i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne – med titler som Stripes (1981; dansk: Røven af fjerde division), Ghost Busters (1984) og What About Bob? (1991; dansk: Hva’ med Bob?) som mine personlige favoritter.

Murray er heldigvis aldrig holdt op med at medvirke i komedier, selv om han siden også har gjort brug af sit komiske talent i andre genrer. Han var ustyrlig morsom i den lille birolle, han havde i Zombieland, men det lykkedes som bekendt aldrig Dan Aykroyd og nu afdøde Harold Ramis at overtale Murray til at gentage rollen som Peter Venkman i en tredje Ghost Busters; et projekt der nu har taget en helt anden retning.

Det er måske slet ikke nogen dårlig ting, når alt kommer til stykket, og uanset om Murray så helt stoppede med at medvirke i komedier, har vi en række helt fantastiske film fra 1980’erne, som kan ses igen og igen. Og vi har Groundhog Day, som bestemt også er et kig værd.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Tidsloop