Frequency

Frequency – der på dansk fik den lidt bøvede titel Livsfarlig frekvens – er ikke en tidsrejsehistorie i ordets bogstavelige forstand, for faktisk er der ingen der fysisk rejser i tiden. I stedet har manuskriptforfatter Toby Emmerich (no relation!) valgt at lade far og søn tale i kortbølgeradio på tværs af tiden med alle de muligheder, det åbner for filmens handling.

Snak på tværs af tiden

Hovedpersonen i Frequency er kriminalbetjenten John Sullivan (James Caviezel), der stadig er traumatiseret over sin fars død 30 år tidligere. Faderen Frank (Dennis Quaid) var brandmand og døde under en redningsaktion i 1969, da John var seks år gammel.

Faderen var også radioamatør, og da John en dag ved et tilfælde falder over sin fars gamle kortbølgeradio, begynder der at ske ting og sager – formentlig på grund af kraftig solpletaktivitet både dengang og nu. I hvert fald kommer far og søn i kontakt med hinanden på tværs af tiden og indser ret hurtigt, hvad det er der foregår.

John bruger muligheden til at advare sin far om den brand, han døde i, og med sin nye viden lykkes det Frank at undgå sin død. Men man laver ikke ustraffet om på begivenhedernes gang!

Ved at have reddet sin fars liv, har John til gengæld forårsaget sin mors død i stedet. Et eller andet i fortiden blev nemlig ændret så meget, at moderen Julia (Elizabeth Mitchell) blev offer for den såkaldte Nightingale-morder – en gal seriemorder, der i 1960’erne myrdede tre kvinder, der alle var sygeplejersker.

Ikke alene har de ting, Frank og John lavede om på, gjort at Julia blev mordoffer, men også at Nightingale-morderen i Johns nye virkelighed ikke myrdede tre men hele ti kvinder. Nu må far og søn forsøge at hjælpe hinanden for at stoppe den gale seriemorder fra at myrde Julia og de andre kvinder.

Velfungerende plotelementer

Ovenstående er opskriften på en virkelig effektiv og veldrejet lille science fiction-thriller med et ganske rørende far/søn-forhold i centrum og med en række særdeles nervepirrende situationer, hvor Frank bliver sat direkte in harm’s way på grund af sit forsøg på at hjælpe John med at stoppe Nightingale-morderen. Frank er naturligvis ude af sit rette element, for han er ikke betjent, men så er det jo godt, at evnen til at tale sammen på tværs af tiden giver Frank og John nogle unikke muligheder.

F.eks. efter at Frank er blevet slået ned af morderen, der efterfølgende har gennemrodet Franks tegnebog. Da John finder ud af det, får han Frank til at pakke tegnebogen ind i plastik og gemme den et sikkert sted i huset – hvorefter John naturligvis kan fiske tegnebogen frem fra gemmestedet og få den tjekket for fingeraftryk i nutiden!

Ovenstående er bare ét blandt mange eksempler på, hvordan ”tidsrejse”-aspektet anvendes i filmen, for ikke alene kan John lave om på fortiden ved at give sin far vigtig information – virkeligheden forandres også omkring John i takt med, at Frank ændrer ting i fortiden. John selv kan, belejligt nok, huske både den oprindelige virkelighed og den nye, idet nye minder pludselig dukker op i hovedet på ham – et ret vigtigt plotgreb, da filmens handling ellers hurtigt ville løbe ud i sandet.

Det er disse tidsændringer samt far/søn-forholdet på tværs af tid, der bærer filmen, og seriemorderplottet er i virkeligheden kun den McGuffin, der driver plottet og giver lejlighed til dels at udforske forholdet mellem Frank og John, dels at lege med idéen om, at man kan ændre begivenhedernes gang. Alle plotelementerne spiller imidlertid virkelig godt sammen, og alt i alt er det er virkelig solidt manuskript, Toby Emmerich har fået skruet sammen.

Den eneste rigtige svaghed ved Frequency er de sidste tre-fire minutter, der får alt hvad den kan trække af varme farver, slow motion og sukkersød popmusik på lydsiden. En så vammel slutning kunne man godt have været foruden, og det er lidt irriterende, at det er præcis den smag i munden, man efterlades med.

Solide skuespillere

Alligevel er det en ret lille anke mod en film, der i øvrigt fungerer upåklageligt, og som desuden har to overordentligt solide skuespillere i de bærende hovedroller. Dennis Quaid er som altid sympatisk og bundsolid, og James Caviezel gør det også godt som den martrede kriminalbetjent, der har svært ved at få styr på sit liv. I birollerne ses bl.a. Andre Braugher som Franks gamle ven og Johns senere chef i kriminalpolitiet, og smukke Elizabeth Mitchell spiller Johns mor Julia.

Som en morsom detalje kan det nævnes, at Mitchell senere skulle medvirke i en anden tidsrejsehistorie, nemlig TV-serien Lost (2004-2010), der også har en anden detalje til fælles med Frequency.

I Lost hedder den mandlige hovedperson Jack Shephard, mens skurken i Frequency hedder Jack Shepard – og Shawn Doyle, der har skurkerollen i Frequency, kunne selv senere ses i en birolle i netop Lost. Også Jim Caviezel dukkede op i endnu en tidsrejsehistorie seks år senere, nemlig Tony Scotts Deja Vu (hvor han i øvrigt spiller skurken). Rene tilfælde eller et resultat af, at nogen har fucket rundt med tiden?

Ren guf

Alt i alt er Frequency ren guf for fans af tidsrejsehistorier, og med mindre de sidste tre-fire sukkersøde minutter kan ødelægge resten af filmen, bør Frequency falde i de fleste genrefilmfans’ smag.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Alternativ Tidslinje