Diary of the Dead

Efter at Romero voldtog sit eget zombiekoncept med den underholdende og tåbelige Land of the Dead (2005), var det med bange anelser, at jeg satte mig til at se Diary of the Dead. Men der er sgu’ ikke noget at være bange for, da filmen er meget vellykket. Og det skyldes mest, at Romero forsøger at give nyt liv til zombiegenren ved at lade formidlingen komme i fokus. Så hvis man hader metafilm i stil med The Blair Witch Project (1999) og Cloverfield (2007), bør man holde sig langt væk. Og hvis man håbede, at Diary of the Dead “bare” var endnu en omgang zombieaction vil man også blive skuffet, selvom filmen er fyldt med vold og splat. Hvis man derimod vil have zombien serveret på en alternativ måde, kommer man ikke uden om Romeros nyeste skud på stammen.

Der gemmer sig bag filmens metafernis en ganske klassisk zombiefortælling med urealistiske optrin og vold for voldens skyld. Dette gør, at filmen i sidste ende kommer til at fremstå som en bastard, der har placeret sig mellem to stole. Men det gør den ikke mindre underholdende.

Film i filmen

Diary of the Dead er en film i filmen. Forstået på den måde, at hovedpersonens film “Death of Death” er en del af handlingen i den film, vi ser med titlen Diary of the Dead. Det er set før, men det virker ganske forfriskende her, og det er godt at se, at en gammel genremester som Romero stadig formår at forny sig.

Jason Creed er filmstudent på University of Pittsburgh. En aften er han sammen med venner og medstuderende ved at optage en klassisk gyserfilm, hvor en mumie jagter en kvinde. Men pludselig afbryder en tekniker produktionen, da han har set noget vildt i nyhederne. Åbenbart er der flere tilfælde, hvor døde mennesker er blevet ”levende” igen – ja, zombieplagen er begyndt. Jason beslutter sig for, at han vil filme begivenhederne som dokumentation til menneskeheden. Men først skal han hente kæresten Deb på hendes kollegium. Så begynder den klassiske rejse, nærmest skildret som en road movie, gennem et samfund i opbrud, hvor Jason og Deb får følge af filmcrewet og en nihilistisk filmprofessor. Det hele fortælles gennem Jasons kamera indtil det punkt, hvor det andet kamera findes.

Realisme for filmnørder

Først vænner vi os til, at det er Jason der filmer, og tilskuerens fokus ligger derfor på Jason, og den måde, hvorpå han skildrer det, der sker. Inde på hospitalet skruer Romero så metaknappen tættere på max ved at lade Deb finde endnu et kamera. Det gør, at der kan klippes mellem de to kameraer, og det er et godt dramaturgisk greb. Der kommer også flere lækkerier til filmnørder, da Romero også giver os et indblik i, hvordan Jason redigerer sit materiale sammen. Den dokumentaristiske stil giver filmen en lækker autenticitet, og flere steder bruges det helt optimalt.

Filmens helt store problem er dog den klichéprægede dialog, som leveres af meget svingende skuespillere. Desuden er hele voiceover-konceptet hæmmende, og virker meget påklistret – som om et testpublikum ikke forstod, hvad der skete, da de så filmen uden den forklarende stemme.

Beskuersamfund

Filmen er en kommentar på selve idéen om medier, og den måde, hvorpå vores samfund har ændret sig ved, at der nu findes mere end 200 millioner videokameraer. Romeros idé er, at vi nu er blevet vænnet til at se uhyrlighederne, men at vi stadig påvirkes, når vi bliver direkte konfronteret med dem. Et andet tema er, at vi lever i et beskuersamfund, hvor vi holder øje med ting, uden at vi blandes ind i dem. Deb siger da også følgende, da hun taler om, at man stopper op for at se ulykker på motorvejen: ”We do not stop to help. We stop to look.” En kommentar man naturligvis også kan knytte til os, der elsker at se vold på film, og en diskussion jeg ikke vil gå ind i her.

Det handler om det mediebevidste samfund, og det mediebevidste individ, og er som sådan ikke noget nyt i Romeros kritik af det moderne forbrugersamfund. I Diary of the Dead bliver det bare meget tydeligt, og flere steder for meget af det gode. Men igen er det også sidestillet med de gennemgående dårlige skuspilpræstaioner, som gør at pointerne og moralen nærmest preller af på én. Derfor virker filmen da også bedst, når Romero leger med mediet gennem cinematografien, og når han skruer op for den klassiske zombievold.

Som filmen skrider frem stiller Romero spørgsmål ved, om det store udbud af medier giver et bedre billede af virkeligheden, eller om det blot skaber mere støj. Når en vilkårlig person kan filme virkeligheden, hvem bestemmer så, hvad der er den objektive sandhed? Det er meget spændende problemstillinger, som dog drukner i zombiehavet, men igen er det elementer som gør, at jeg bestemt vil se filmen mere end én gang. Der er kød på knoglen, som jeg senere kan vende tilbage til, og Romero viser, at han stadig kan levere stof til eftertanke.

Klassisk zombievrøvl

Udover metalaget så følger Diary of the Dead ellers de klassiske zombiekonventioner ganske trofast. Således bliver vi som tilskuere løbende gennem filmen konfronteret, gennem forskellige medier, med hvordan samfundet er gået i hundene. Vi hører både, at de døde spiser kød fra deres ofre, og at de skal skydes i hovedet for at dø helt. Der er også de klassiske episoder: personer bliver bidt, og bliver til zombier, og hele tanken om, at den verden, vi kender ikke længere eksisterer. Og det er sådan set fint nok, selvom man måske havde håbet på, at Romero havde taget fortællingen et skridt videre – men når man har handlingen i Land of the Dead i baghovedet, er det måske meget godt, at han denne gang har holdt sig til den simple survival-horrorfortælling.

Som en lille sjov detalje i filmens metalag finder man i slutningen af rulleteksterne en very special thanks to: Wes Craven, Guillermo Del Toro, Stephen King, Simon Pegg, Tom Savini og Quentin Tarantino. Navne som de fleste kender. Men hvorfor bliver de takket? Alle sammen er med på filmens lydbillede, hvor de enten er nyhedsoplæsere eller andre, man hører i diverse medier.

Lækker vold

Diary of the Dead er dejlig blodig, og den dokumentaristiske stil gør, at man mærker volden på kroppen. Vi er for det meste væk fra tegneserieland, og nærmer os den realistiske skildring af zombievold. Men som filmen skrider frem, er det som om gode gamle Romero har tilsidesat den mediebevidste fortælling til fordel for klassisk zombievold, hvor der også kommer flere opfindsomme dødsscener med blandt andet syre, sværd og metalstænger.

Det ses faktisk ikke, at filmen ”kun” har kostet 2 millioner dollars, da Romero og hans crew får det optimale ud af både sminke og computereffekter. Vi er langt væk fra de klassiske studiefilm, som hæmmede Land of the Dead, og er mere tilbage til det minimalistiske look, som vi også så i Night of the Living Dead (1968). Hvor Land of Dead blev produceret i delvist studieregi under Universal Studios er Diary of the Dead produceret af Romeros eget firma Romero-Grunwald productions, som er ejet af Romero og hans gode ven produceren Peter Grunwald, i samarbejde med Artfire Films.

Flere steder stikker filmen ud i syrede optrin, som trækker det samlede udtryk væk fra det realistiske, men flere af disse scener er dog helt forrygende. Vores filmhold ankommer til en gård, da deres van er brudt sammen. Pludselig dukker der en døv Amishbonde op, som kaster en dynamitstang efter en trio af zombier, der nærmer sig gruppen. Mens det regner ned over manden med kropsdele og jord skriver han “I am Samuel. Hello” på en lille tavle, han har hængende om halsen, hvortil man hører en af filmfolkene sige “I thought the Amish were friendly folk”. Den scene er guld værd.

Mødet med Samuel byder også på et klassisk genretræk i form af, at gruppen forskanser sig i Samuels lade, der langsomt omringes af zombier. Og som en rigtig Amish, der ikke har moderne teknologi, finder Samuel da også sin gamle le frem, hvilket resulterer i flere gode sekvenser.

Filmens hæmsko og styrke

Mit største problem med filmen er den måde, hvorpå Debs voiceover er tæt på at ødelægge projektet. Godt nok er hun en studerende, og på den måde er hendes overforklarende analyser måske troværdige nok, men det virker bare ikke på filmen. De dele, hvor hun beskriver, hvilken teknik, der er blevet brugt, er virkelig fede, men den måde, slow motion, underlægningsmusik og voiceover voldtager filmen i filmen er ikke særlig fed. Diary of the Dead kunne være blevet et mesterværk, hvis den havde præsenteret sit stof mere hårdt og kontant. Men det er tydeligt, at Romero er gået på kompromis, hvad enten det er med sig selv, et testpublikum eller medproducenter, der ikke har ønsket den dystopi, som ellers havde givet filmen det mesterlige touch.

Det gør dog ikke, at Diary of the Dead ikke er værd at se. Den er i sig selv røvhamrende underholdende. Det er mere det, at man fornemmer, at filmen med en anden tilgang til det optagede materiale kunne være blevet noget helt andet. Så Romero: Kom med en director’s cut, hvor du lader metafilmen “Death of Death” blive mere grum og realistisk, og derved vil vi stå tilbage med en Diary of the Dead, som virkelig fremstår som en objektiv skildring af de døde, og et samfund lige før det bliver postapokalytisk.

Diary of the Dead er dog et fint indslag i Romeros zombie-serie, som nærmest blev ødelagt med Land of the Dead. Med Diary of the Dead er han næsten tilbage ved udgangspunktet, og han bruger den moderne medieflade ganske godt til at skildre en klassiske zombiefortælling.

Diary of the Dead er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 38 | 13/12/2008

Stikord: Splat, Zombier