Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness

Noget var gået min radar forbi. Noget stort. Det gik op for mig, da jeg slog et smut forbi min lokale Blockbuster. Dér, på hylden blandt film til en halvtredser, stod den og glimtede som en juvel: Tredje film i Dungeons & Dragons-serien. Det første, og meget jammerlige, indslag, Dungeons & Dragons (2000), ramte som en stinkende lort året før The Lord of the Rings-serien gjorde fantasy til hvermandseje.

En talentløs serie

Vi husker vel alle den manisk overspillende Jeremy Irons? Næste film var den markant bedre, men stadig ganske jammerlige, Dungeons and Dragons: Wrath of the Dragon God (2005). Hvordan kunne det gå så galt, at der skulle laves endnu en film?

Og denne tredje stinker, som nærmest er den bedste af de tre, er blandt andet produceret af den talentløse Courtney Solomon, der instruerede den første af filmene, og så er den instrueret af Gerry Lively, som instruerede nummer to. Der var åbenbart nogen, måske Solomon, der syntes, at Lively er en sej instruktør? Ellers var der bare ikke penge til mere? Eller måske tænkte man bare, at verden ville have godt af endnu en lortefilm lavet af endnu en talentløs instruktør?

At den så udkom sidste år, som tv-film vel at mærke, kan jo ikke undre, da det jo var der, at første del af The Hobbit-trilogien udkom. Så der er en rød tråd mellem Dungeons & Dragons-serien og Tolkien. Og det vidste vi jo godt, på rollespilsfronten, men på filmscenen har den røde tråd udviklet sig til et gustent reb, der leder direkte ned i den filmiske mødding: Peter Jackson, det er din skyld!

Så langt så godt. Jeg tog den tredje film ned fra hylden og lod mig forføre af både titlen og bagsideteksten. The Book of Vile Darkness! Ondskab, ja tak. På bagsideteksten, som man naturligvis aldrig må stole på, nævnes der en mind flayer, og mit mundvand begyndte at løbe: et helt grotesk monster, som jeg gerne vil se i en liveaction-film. Men nu må jeg allerede skuffe jer: Der er ingen, og jeg gentager ingen, mind flayer med i filmen. Øv.

Velkommen til fantasy-land a la Østeuropa

Men hvad så med selve filmen? Jo, den starter ganske fint med en tegnet introsekvens, hvor vi præsenteres for skabelsen af The Book of Vile Darkness. Stemningsfuldt og elegant. Men så klipper vi til den rigtige film, som endnu engang ligner noget værre lort spækket med dårlige skuespillere (jeg kender umiddelbart ingen af dem fra andre film) og det klassiske østeuropæiske look, som vi kender fra et utal af b-film – med og uden Steven Seagal.

Vores hovedperson og helt Grayson tilhører en gammel ridderorden, der for mange, mange år siden stoppede The Book of Vile Darkness og alle de onde, inden ”Jorden” gik under. Nu skal helten indvies, men det går helt galt, og snart bliver mange af ridderne dræbt og faderen, der også er ridder, tages til fange af et party af onde, onde folk. Så nu er gode råd dyre. Vores helt besøger ”magic item-butikken”, får sig blandt andet en bag of holding, og så forsøger han at komme med i de ondes party for at redde sin far, som i mellemtiden er blevet sendt et eller andet sted hen. Og ja, efter at have bestået en ”ondhedsprøve”, bliver han optaget.

Få fede scener i denne stinker

Så er der lidt sex, lidt balder, lidt amatøragtige kampscener, en masse CGI anno 1998, lidt ondskab, en drage, lidt mere ondskab. Men… Der mangler noget. Hvor er The Book of Vile Darkness? Det virker som om, at folkene bag filmen har tænkt det samme, for pludselig bliver den, nærmest ud af den blå luft, introduceret, og så følger slutningen, som er filmens klart, klart bedste del.

Her er der faktisk decideret ubehagelig stemning og mange fede scener. Der er eksempelvis en fremragende og creepy sekvens med en dæmon, som ligner noget fra en Guillermo del Toro-film. Her viser filmen, hvad den kunne være blevet til, med et ordentligt manuskript.

Gør slutningen så filmen til en nogenlunde god film? Nej, bestemt ikke, og de få velfungerende scener kan ikke redde det samlede indtryk og det tydelige aftryk af amatørarbejde. Men til gengæld gør alle dårligdommene den til en film i den klasse, der hedder so bad it’s good – de falske toner rammes til perfektion, og det gør rent faktisk, at underholdningsværdien er helt i top, dog af alle de helt forkerte årsager.

Dårlige rollespillere har fået en film der passer til dem?

Det er sgu’ utroligt, at man i 2012, eller hvilket som helst år for den sags skyld, vil spise folk af med den slags lort – og så fik jeg slet ikke sagt, at der i replikkerne er direkte referencer til rollespilsmateriale. Jeg ved ikke, hvor dumme de tror vi er? Tror de, at det er sådan, vi spiller rollespil – altså som en jammerlig rodebunke i Østeuropa?

Når jeg nu tænker mig om og tænker tilbage på nogle dårlige oplevelser fra eksempelvis rollespilskongressen Fastaval, så er der faktisk nogen, der spiller rollespil på præcis den måde. Så måske rammer den faktisk sin målgruppe: dårlige rollespillere? Tak for kaffe, siger jeg bare, og kvitterer med én, funklende rød stjerne til både Dungeons & Dragons: The Book of Vile Darkness og til de dårlige rollespillere.

Anmeldt i nr. 91 | 13/05/2013

Stikord: 3’er, Fantasy, Fortsættelse, Film baseret på rollespil