John Carter

Alle drengerøve, og faktisk alle andre, kender Tarzan. Ham med underbukserne, lianerne og hylet. Tarzan blev ”født” af Edgar Rice Burroughs i 1912 – eller rettere sagt, den første historie om Tarzan udkom i 1912.

En pulpet helt blev født

Men sideløbende med Tarzan, skabte Burroughs også John Carter i 1911-1912. Med Carter og hele Mars/Barsoom settingen kan man sige, at Burroughs gik all in på datidens meget populære pulp fiction: Der var smæk for skillingen i et kulørt univers.

Carter dukkede første gang op i pulpmagasinet The All-Story i 1912, og med Tarzans succes var der lagt i ovnen til en samlet udgave af Carters første eventyr i A Princess of Mars fra 1917, som netop også er den samling, som denne filmatisering er baseret på.

Præcis hvorfor Disney valgte at kaste enorme mængder af penge efter en John Carter-film er mig en gåde: Det primære publikum, altså de unge, kender ikke John Carter, og et ældre publikum vil nok gå i en lang bue uden om filmen, da den netop er produceret af Disney. Markedsføringen af filmen var også en knudret omgang, og man var faktisk ikke helt klar over, hvad man kunne forvente.

Paul Dergarabedian fra Hollywood.com har udtalt følgende, som meget godt forklarer den økonomiske maveplasker, som John Carter var for Disneykoncernen: “John Carter’s bloated budget would have required it to generate worldwide tickets sales of more than US$600-million to break even, … a height reached by only 63 films in the history of moviemaking.” Sådan! At filmen så rent faktisk er ret god, er jo så en helt anden sag.

En mystisk hule

John Carter tager sin begyndelse på jorden. Den unge Edgar Rice Burroughs (ja, her er naturligvis meta på spil) bliver tilkaldt, da hans onkel, John Carter, er død. Da nevøen ankommer til Carters gigantiske landsted (Carter var en rig mand) finder han ud af, at Carter ligger begravet i et mausoleum, der kun kan åbnes indefra!

Edgar får sin onkels dagbog, og så viger rammefortællingen pladsen for filmens egentlige handling: John Carter, kaptajn i hæren, leder efter guld. Og så finder han en mystisk hule og en meget mystisk mand, og vupti, så er han på en helt anden planet.

Det viser sig naturligvis at være Mars, eller Barsoom som den kaldes af de lokale. Tyngdekraften påvirker Carter på en anden måde end de lokale, og det gør blandt andet, at han kan hoppe rundt som en anden superhelt. Hvad Carter ikke ved er, at Barsoom er en planet, der er truet af undergang på grund af en konflikt mellem Helium og Zodanga – de blå og de røde, ja, så groft kan det siges, og det gør det meget nemt (og tak for det) at kende forskel på helte og skurke i de mange kampscener.

Men de rigtige skurke er faktisk de gudelignende Therner. Thernerne, anført af Matai Shang (Mark Strong), har en masterplan, som jeg ikke vil røbe her. Og ind i denne konflikt kastes Carter, og naturligvis bliver der også plads til romance, storladent science fiction, masser af kamp og ramasjang.

Herlig ramasjang

Handlingen lyder måske simpel, og det er den til dels også, men alligevel får man følelse af en stor episk fortælling, der kunne havde været starten på en fed franchise. Men sådan skulle det ikke blive.
John Carter er bestemt ikke noget mesterværk. Langt fra. Til tider er den en anelse for ambitiøs uden at kunne leve op til det. Og i et par enkelte rædsomme scener, kom jeg til at tænke på dårligdommen i Star Wars Episode II: Attack of the Clones (2002). Puhaaa, det var ikke rart at blive mindet om den stinker!

Men langt hen ad vejen er John Carter herlig pulpet underholdning, der blander science fiction, romantik, frontiermyten, swashbuckling og fantasy. Den er et hyggeligt bekendtskab, som jeg faktisk tillod mig at se to gange inden for den samme uge – dog ikke i biografen, hvilket jeg ærgrer mig over, men det tilskriver jeg den jammerlige markedsføring, der ikke gav mig den mindste lyst til at se den.

Forventninger kan ødelægge daten med drømmepigen

Min glæde ved filmen viser også, hvor meget forventninger betyder. De kan faktisk ødelægge en ellers god oplevelse for én, hvis man forventer for meget. Og på den anden side kan lave forventninger medføre enormt store oplevelser. Lidt ligesom dates.

John Carter er også en sindssygt flot film, og man forstår faktisk godt, at den har været dyr, rent teknisk. At pengene ikke er gået til skuespillerne ser man, når man kigger på rollelisten, som netop ikke tæller de dyre drenge. Disney burde nok være gået efter en Will Smith-effekt, hvor hovedrollen garanterer x antal solgte billetter. Dermed ikke sagt at Taylor Kitsch ikke gør det godt som John Carter, men et stort navn havde solgt flere billetter.

Kitsch, og hvilket effektivt navn, kender du sikkert fra X-Men Origins: Wolverine (2009), hvor han spillede ingen ringere end Gambit. Ellers er Kitsch også set i den jammerlige men meget underholdende Battleship, som ligesom John Carter er fra 2012.

Gåden omkring selve projektet bliver ikke mindre, når man ser navnet på filmens instruktør: Andrew Stanton. Siger det navn dig noget? Stanton er et gigantisk navn inden for animationsfaget, hvor han har arbejdet på mange af Pixars gigantsucceser. Men John Carter var hans debut som instruktør på en live-action film. Måske Disney folkene havde sat lighedstegn mellem Pixar og succes på en ”rigtig” film?

Disney viser store boller og underlige beslutninger

Man må tage hatten af for de store boller, som Disney-drengene viser frem ved at tilknytte mindre
navne, men det er godt nok dumt, når de samtidig gerne vil lave en gigantisk blockbuster. De to ting hænger ikke sammen. Så det samlede indtryk af John Carter bliver en fin film, der er sat ind i en klasse, hvor den slet ikke hører hjemme.

Derfor fejlede den også i forhold til sine målgrupper og dermed sit indtjeningsgrundlag. Den var dømt til at fejle. Heldigvis kommer det jo ikke os ved, om Disney mister nogle milliarder, og om et par hoveder ryger. Vi står tilbage med en dejlig film, hvis markedsføring var en joke.

Anmeldt i nr. 90 | 13/04/2013

Stikord: Filmatisering, Mars, Pulp