The Raven

James McTeigues The Raven fik generelt lunkne anmeldelser, da den havde premiere i 2012. Det er sådan set unfair, for ret beset er der tale om en habil seriemorderthriller. Filmens største problem er, at den er utroligt ordinær, når man tager det forrygende set-up i betragtning.

The Raven har nemlig selveste Edgar Allan Poe (1809-1849) som sin hovedperson, og foregår i de sidste dage af Poes liv. Her er Poe (John Cusack) netop vendt tilbage til Baltimore, da en morder begynder at gøre livet surt for den alkoholiserede forfatter, der tilmed er noget nær bankerot.

I filmens indledning ser vi således, hvordan Baltimores politi ankommer til åstedet for et mord, der er foregået under særdeles mystiske omstændigheder: Politiet ankommer, mens morderen stadig er i rummet – han låser faktisk døren for næsen af dem – og da de kort efter får brudt døren op, er morderen væk og vinduet er lukket (og sømmet til) indefra.

Den belæste politidetektiv Fields (Luke Evans) synes dog, at der er noget bekendt ved forbrydelsen, og det går op for ham, at den er kopieret direkte fra én af Poes historier. Til en start hentes forfatteren derfor ind som mistænkt, men det går snart op for Fields, at Poe ikke er morderen, og nu må de to arbejde sammen for at fange galningen.

For at gøre ondt værre bortfører galningen Poes udkårne Emily Hamilton (Alice Eve) og spærrer hende inde under jorden, så Poe og Fields nu også kæmper mod uret for at finde morderen, inden Emily kvæles.

Forrygende set-up

Da jeg først hørte om The Raven gned jeg mig i hænderne i sød forventning. Her var noget andet end den fjollede Abraham Lincoln: Vampire Hunter (2012), men alligevel lidt i samme boldgade: En film med en historisk person hvirvlet ind i et fiktivt mysterium, og så endda ingen ringere end den myteomspundne Edgar Allan Poe.

Mine tanker gik straks i retning af to ting: Mark Frosts glimrende knaldroman The List of Seven (1993), der har Sherlock Holmes’ ”far” Arthur Conan Doyle som hovedperson i et okkult mysterium, og ikke mindst Matthew Pearls stemnings- og stilfulde krimi The Dante Club (2003), der også foregår på USA’s østkyst (i Boston), i nogenlunde samme tidsperiode (1865) og med forfattere og litterater som hovedpersoner. I The Dante Club bruger den gale morder Dantes Den Guddommelige Komedie som inspiration for sine morderiske tableauer.

Jeg tror da heller ikke, at der kan være megen tvivl om, at de to manuskriptforfattere bag The Raven, Ben Livingston og Hannah Shakespeare, har skævet til begge nævnte romaner, ligesom både From Hell (tegneserie 1989-96; film 2001) og formentlig også Se7en (1995) har givet en vis inspiration.

Desværre lever resultatet ikke op til det forrygende set-up – og heller ikke til nogle af forbillederne: Hverken den sublimt underholdende og ekstremt metarefererende The List of Seven eller den litterært dannede The Dante Club. Det er der flere årsager til.

Jævn udførsel

Vurderet alene på egne præmisser er The Raven ingen ringe film. Handlingen skrider logisk frem, der er en række fine skuespillere i de bærende roller, en række groteske mord og den obligatoriske katten-efter-musen, som vi kender det så godt fra et utal af seriemorderfilm fra de sidste to årtier.

Og deri ligger også filmens problem: Hovedpersonen er speciel og den periode og det miljø, filmen foregår i, ser man heller ikke så ofte. Men derudover er The Raven helt utroligt ordinær. Det skyldes blandt andet, at hverken Poe som hovedperson eller den ret specielle historiske setting bruges til særligt meget. Slutresultatet er en gedigen film om en udspekuleret seriemorder og ikke særlig meget andet. Og det er virkelig ærgerligt, især fordi både Poe og miljøet kunne have været udnyttet så meget mere.

Det er bestemt ikke fordi John Cusack er dårlig som Edgar Allan Poe, men Cusack har ganske enkelt ikke haft så meget at arbejde med. Manuskriptet gør simpelthen Poe til en lidt for almindelig figur, og det mørke, dystre og tungsindige, der så ofte associeres med Poe (med rette eller urette) levnes der ikke meget plads til.

Som sådan kan man sige, at filmen egentlig forsøger at give et mere ”let” billede af en mand, der måske ofte gøres mere dyster og myteomspunden end han burde være, og at dette for så vidt er en ny ting i sig selv. Desværre skyder manuskriptforfatterne sig selv lidt i foden ved at foretage dette greb, for netop dette aspekt af Poe kunne have givet The Raven betydelig mere pondus. Den ”læsende mands” thriller, som Mark Frosts The List of Seven og Matthew Pearls The Dante Club begge er, bliver The Raven aldrig den filmiske pendant til, måske af frygt for at skubbe en del af det potentielle publikum bort.

Godt nok præsenteres Poe som en excentriker og drukmås, men inderst inde er han bare en dybt romantisk, forelsket mand – en type hovedperson, vi har set en million gange før, og som den sympatiske John Cusack selvfølgelig kan spille i søvne. I en scene, hvor Poe forklarer Fields, hvordan hans ekskone døde af tuberkulose, undlader manuskriptforfatterne i øvrigt behændigt at afsløre, at Poes døde kone også var hans kusine, som var blot 13 år, da de blev gift i 1835.

Det er ærgerligt, at Poe på den måde gøres til en alt for ordinær hovedperson, for det er blandt andet det, der får hele filmen til at føles så ordinær. Derudover savner man også en lidt bedre udnyttelse af den interessante historiske setting, men måske det relativt beskedne budget her har haft noget at sige. Ikke fordi tidsbilledet er dårligt, men når settingen er så spændende, som den er, kunne jeg godt tænke mig, at art directoren havde malet med den lidt bredere pensel.

Habile skuespillere

Ellers er der som sådan meget få fingre at sætte på The Raven. Foruden John Cusack, der som altid leverer en fin præstation, er der en række udmærkede skuespillere i de øvrige roller. Luke Evans er måske en tand for anonym som Fields, men ringe er han ikke, og både Brendan Gleeson som faderen til Poes udkårne og Kevin McNally (bedt kendt fra Pirates of the Caribbean-filmene) som Poes redaktør gør fine figurer. Alice Eve som Poes kæreste er også udmærket og rollen er en fin, selvstændig kvindelig hovedperson, der dog hurtigt køres ud på sidesporet som filmens offer.

Teknisk er The Raven også veludført. Som sagt savnede jeg lidt flere visuelle cues til at understrege den interessante historiske setting, men derudover er det tekniske arbejde på filmen fint. Dette gælder også musikken af den for mig helt ukendte spanier Lucas Vidal. Ham tror jeg, man skal holde lidt øje med.

At The Raven fik så relativt dårlige anmeldelser, som den fik, kan ikke skyldes filmens kvaliteter som sådan, for selvom den er uhyre ordinær, så har vi set meget ringere seriemorderthrillere fra Hollywood, som har fået bedre anmeldelser. Men man kan ikke fortænke mange anmeldere i at være blevet skuffede over, at det enorme potentiale i set-uppet følges til dørs af det, der ”bare” er en helt habil, men utroligt almindelig thriller.

Det er en skuffelse jeg også deler, men det skal ikke forhindre mig i at vurdere filmen helt på dens egne præmisser, og som sådan er The Raven en fint underholdende film, der blot havde potentialet til at være så meget mere end det.

The Raven er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 89 | 13/03/2013

Stikord: 1800-tallet, Seriemordere