Casino Royale

Velkommen til filmkøkkenet: Du skal bruge et eksemplar af Ian Flemings roman Casino Royale (1953), en stor portion af den tilbagelænede 60’er-vibe fra The Pink Panther (1963), en lige så stor portion af den mere syrede 60’er-vibe fra Candy (1968) samt et par dråber Monthy Python-essens. Blend Fleming-romanen under tilsætning af de øvrige ingredienser. Hæld over i en gryde og lad simre ved svag varme i 125 minutter.

Baggrunden

Casino Royale, der udkom i 1953, var Ian Flemings første James Bond-roman, men da Eon Productions sikrede sig rettighederne til Flemings romaner, var rettighederne til Casino Royale allerede solgt til produceren Charles Feldman, der så tidligt som 1957 arbejdede på at få romanen filmatiseret – oprindeligt som en seriøs filmatisering af romanen.

Det lykkedes ikke, og da Albert R. Broccoli og Harry Saltzman indledte deres serie af Bond-film, forsøgte Feldman at få et samarbejde i stand med de to, så Casino Royale kunne blive en del af det, vi i dag kender som den officielle serie af Bond-film. Heller ikke dette projekt lykkedes for Feldman.

Til sidst besluttede Feldman sig for at gå i en helt anden retning og indspille romanen som en komedie – angiveligt fordi han ikke mente, at han ville kunne konkurrere med Broccoli og Saltzmans serie.

Problematisk produktion

Produktionshistorien er lang og kompliceret, både på grund af mange manuskriptudkast, et problematisk cast med stjernenøkker og et hav af instruktører. Hele fem instruktører er krediterede, herunder legender som John Huston (der også medvirker i filmen) og Val Guest, og rollelisten tæller folk som David Niven, Peter Sellers, Ursula Andress, Orson Welles, Woody Allen, Deborah Kerr, Jacqueline Bisset og William Holden.

Blandt problemerne på settet var bl.a., at Peter Sellers og Orson Welles angiveligt ikke kunne udstå hinanden, hvilket fik den konsekvens, at Sellers’ engagement i filmen ophørte ganske pludseligt – uden at det i dag vides, om han blev fyret eller om han bare blev væk.

Manuskriptet krediteres til Wolf Mankowitz, John Law og Michael Sayers, men derudover menes det, at en hel stribe andre forfattere faktisk bidrog til manuskriptet, herunder Val Guest, Woody Allen, Billy Wilder og Peter Sellers selv. Et rygte vil desuden vide, at Sellers var utilfreds med, at filmen var en komedie og at han derfor improviserede adskillige af sine scener og spillede dem seriøst – hvilket faktisk stemmer overens med, at scenen, hvor Sellers’ rolle spiller baccarat med Le Chiffre (Welles) er forholdsvis seriøs og falder en del uden for resten af filmens tone.

Kort sagt: Produktionshistorien bag Casino Royale er lige så farverig som filmen, og man kan bestemt også mærke på det endelige produkt, at der har været mange kokke om retten. Men hvad med plottet?

Plottet

Jo, altså plottet… er ret usammenhængende. Og så alligevel. Faktisk kan man sagtens argumentere for, at Casino Royale har en nogenlunde sammenhængende historie; den er bare fortalt utroligt episodisk (og med et hint af nærmest Monty Pythonsk anarkisme), således at filmen nærmest får karakter af at bestå af en række mere eller mindre enestående tableauer.

Filmen begynder, da en række efterretningschefer fra England, Sovjet, USA og Frankrig dukker op hos den pensionerede Sir James Bond (David Niven) for at bede ham om at træde tilbage i aktiv tjeneste. SMERSH er på spil og eliminerer agenter fra alle efterretningstjenesterne. (Men, spørger du måske nu, var SMERSH ikke selv en sovjetrussisk efterretningstjeneste? Svaret er: Sshhhhh.)

Det lykkedes til sidst at lokke Sir James tilbage i aktion, og efter at han i filmens første segment med nød og næppe undgår et komplot for at ødelægge hans image om seksuel afholdenhed (første segment er fyldt med smukke kvinder), bliver Sir James chef for den britiske efterretningstjeneste. For at narre fjenden beslutter han sig for, at alle agenter fra nu af skal hedde James Bond, også de kvindelige!

Sir James hyrer nu Vesper Lynd (Ursula Andress) til at overtale kortgeniet Evelyn Tremble (Peter Sellers) til at stille op i et spil baccarat mod SMERSH-agenten Le Chiffre, og mens Tremble nu også bliver til en James Bond, kontakter Sir James sin datter Mata Bond (som han har fået med Mata Hari) for også at gøre brug af hendes evner.

I én af filmens skæveste sekvenser infiltrerer Mata Bond (Joanna Pettet) Den Internationale Mødrehjælp i Østberlin, som er én af SMERSH’s dækoperationer, og hvor Le Chiffre planlægger at sælge pinlige billeder af højtstående briter, amerikanere osv. for at tjene penge.

Det hele ender på Casino Royale, hvor James Bond (altså Peter Sellers) skal spille baccarat mod Le Chiffre (Orson Welles). Det viser sig dog, at bag hele affæren står i virkeligheden Sir James’ nevø Jimmy Bond (Woody Allen), der har planer om at sprede et biologisk våben, der vil gøre alle kvinder smukke og dræbe alle mænd, der er over 1.4 meter høje!

Hvordan det hele slutter skal jeg ikke gå nærmere ind på her – og her har jeg i øvrigt slet ikke husket at nævne, at Mata Bond inden da er blevet bortført af en flyvende tallerken. Som sagt: Plottet er ret usammenhængende.

Men hvad så…?

Er filmen så i det mindste sjov? Mnjah, det er så her, problemerne begynder. Som sådan er idéen om en anarkistisk og udsyret spoof/satire over James Bond-fænomenet med masser af smukke damer, easy listening-musik og mærkelige sets faktisk rigtig fin. Desværre er filmen langt hen ad vejen mere speciel end den er sjov. Bevares, der er da scener undervejs, man griner af, men i langt de fleste scener sidder man blot med et undrende udtryk og betragter løjerne udfolde sig.

Så skal man være helt nøgtern, er Casino Royale egentlig ikke nogen særlig god film. Til gengæld har den masser af charme, selvtillid og smukke kvinder. Charmen er umulig at benægte og opstår næsten alene ved det stjernespækkede cast, der render forvirrede rundt i en historie, der stikker i hundrede forskellige retninger på én gang.

Om filmens selvsikre udtryk er resultatet af andet end heldige sammentræf kan nok betvivles, produktionshistorien taget i betragtning, men dette til trods er Casino Royale så syret en film, at den udstråler en fuck you-attitude, der er svær ikke at holde af. Og endelig er det også svært ikke at holde af en film, der er så spækket med smukke kvinder i alle afskygninger.

Alt dette er stærkt forsonende træk ved en film, der ellers på mange punkter fejler totalt og hvis basale underholdningsværdi, man også på flere punkter kan sætte spørgsmålstegn ved. I hvert fald skal man være i humør til lige præcis denne type syrede 1960’er-flip for at Casino Royale ikke skal ende med at føles en kende lang.

Derfor kan jeg heller ikke anbefale Casino Royale uden markante forbehold, og min rating af filmen skal klart ses i lyset af, at jeg lod mig charmere af castet, stemningen, filmens iboende charme og totalt anarkistiske opbygning.

Anmeldt i nr. 88 | 13/02/2013

Stikord: James Bond