The Hobbit: An Unexpected Journey

”In a hole in the ground there lived a hobbit” – jubii, vi er tilbage i Middle-earth! Bilbo Sækker bliver en del af et selskab, bestående af 13 dværge og troldmanden Gandalf, som skal på et eventyr: De skal befri et gammelt dværgerige fra en drage, som ligger på skatten. Held og lykke med det, fristes man til at sige.

Men før alt dette sker, bliver vi i en dejlig lille prolog ført tilbage til handlingen i The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (2001) – der gøres klar til fest, Frodo skal møde Gandalf, og Bilbo skriver på sin bog – den bog der sidenhen bliver til fortællingen i The Hobbit, som er Tolkiens eventyrbog fra 1937.

Hyggeligt

Og så er vi ellers tilbage i ”nutiden”, altså romanens nutid – det, der i den store sammenhæng jo er fortiden. Bilbo, som er en hygsom lille fætter, er naturligvis indledningsvist skeptisk. Dværgenes ankomst til Sækkers hjem er gengivet præcist så morsomt og hyggeligt som i romanen. Det er en udsøgt fornøjelse, som bliver endnu bedre, da dværgene, anført af Thorin Egeskjold, synger en sang fra de gamle dage. Smukt!

Bilbos eventyrgen vækkes naturligvis, og så er vi ellers af sted, hvor vi i små tableauer, meget som i et eventyr for børn, kommer fra den ene udfordring til den anden. Så langt så godt er vi tro mod romanen, men oven i den lækre gryderet, smider Peter Jackson og de andre manuskriptforfattere så en masse andet Tolkien-mytologi, som gør, at filmen bliver til noget andet og større end romanen.

Next stop Dunkelskov!

Da vi nærmer os filmens afslutning er vores helte netop blevet reddet af ørnene, og så kan vi så i anden del nok glæde os til Dunkelskov og en masse edderkopper! Jeg vil ikke her gå ind i en nærmere redegørelse for ligheder og forskelle mellem romanen og filmen, men blot konstatere, at filmen på overfladen er tro, men at der under overfladen løber en anden agenda – vel som i de fleste parforhold?

Og så glemte jeg helt at nævne de spektakulære actionscener, specielt den mod troldkongen og hans horder – her viser teknikken, HFR og 3D, også deres eksistensgrundlag: Wow, hvor ser det godt ud! Her føler man for alvor, at man får valuta for sine penge, og at man netop får noget, man ikke kan se hjemme i stuen. For man skal huske, at det netop også er grunden til, at man prøver nye teknikker af: Hvis man fortsat skal hive folk i biografen, nu hvor hjemmeudstyret er blevet så godt og billigt, så skal man tilbyde noget unikt udover de varme popcorn og den lunkne cola.

HFR 3D, godt eller skidt?

Det ærgrer mig faktisk lidt, at teknikken i The Hobbit: An Unexpected Journey har fyldt så meget i medierne igennem de sidste par måneder. Fordi så slemt er det ikke. Bevares, der er scener, hvor det ikke ser godt ud, men når det virker, så sparker det HFR 3D altså røv!

Personligt ville jeg ønske, at man ikke nødvendigvis havde brugt teknikken i hele filmen, da den i visse passager, specielt hvor der er meget lys, skærer lidt i øjnene. Og så ligner det lidt video på den dårlige måde – altså sådan filmet teater, hvor det ser FOR virkeligt og dermed lidt kunstigt ud, da vores øjne og hjerner jo netop er vant til at se film på den ”gammeldags måde”.

Om det kræver tilvænning, om det vil blive standard osv. er jo en helt anden diskussion. Jeg kan blot konstatere, at det ikke var så slemt, som jeg frygtede, og det i mange scener faktisk giver fortællingen en ekstra dimension.

Nu vil jeg ved andet gennemsyn glæde mig til at se den i en rolig 24 frames 2D-udgave, da den anden teknik kræver noget mere af både øjne og hjerne, og først der kan jeg endeligt vurdere, om jeg vil have min hobbit blød- eller hårdkogt.

Tilbage på bodegaen

At se The Hobbit: An Unexpected Journey er på mange måder som at besøge en god, gammel ven eller bodega: Nostalgisk, varmt og rørende. Der er kendte ansigter og steder, men også et visuelt look og score, som tager os med tilbage til de gode gamle The Lord of the Rings-dage i forrige årti.

Og så er der scener, eller mere specifikt frames, der er direkte kopier af de ”gamle” film – scenen hvor Bilbo falder og får ringen på, den måde Gandalfs mimik ændrer sig, da Bilbo påtager sig opgaven, da Gollum ser sig selv reflekteret i vandoverfladen osv. Det er godt tænkt også på den måde at kæde de to trilogier sammen.

Om filmen så er for lang, og om der er kedelige passager, er så en helt anden sag. Men man kommer ikke uden om, at Peter Jackson har grebet opgaven an som en mand, da han ikke blot ønsker at fortælle The Hobbit men også i samme åndedrag at bygge videre på The Lord of the Rings-trilogien.

Ja, der laves ikke blot en bro mellem de to trilogier, men der bygges videre på hele mytologien, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der sker, når man står med begge trilogier i deres færdige form: Så starter man med The Hobbit: An Unexpected Journey, og når man er færdig, må man være rystet i sin episke grundvold.

Et storslået projekt

Selvom første del af trilogien har sine problemer, så vil denne anmeldelse også hylde hele projektet, som er meget mere end ”bare” en filmatisering af The Hobbit. Og det åbner jo så op for flere ”problemer”, da filmudgaven af Bilbos eventyr både er mørkere og har mere handling end romanen.

Om man så ser det som et problem eller en styrke, er op til den enkelte. Men under alle omstændigheder er det et modigt projekt, og det gør det også hulens svært som anmelder at se på filmen, denne første del, som et enkeltstående værk. Den endelig dom kommer først, når tredje del er set og fordøjet.

Som film er The Hobbit: An Unexpected Journey en til tider langsommelig og smuk indledning på en større fortælling. Den tager sig tid, og nogle steder for lang tid, til at få afviklet visse scener, hvor handlingen og karakterernes motiver skæres ud i pap. Men på den anden side giver det os jo blot mulighed for at suge stemningen af Middle-earth til os og nyde, at vi er ”tilbage”. For i modsætning til eksempelvis de nye og de gamle Star Wars-film, har vi en klar følelse af, at det er samme univers, vi besøger.

Bevares, effekterne er blevet bedre, men det ligner stadig det univers, vi forlod for snart 10 år siden. Det er i sig selv en imponerende bedrift, og noget af ”tomgangen” i filmens handling kan simpelthen også skyldes, at Peter Jackson vil give os tiden til at rejse tilbage sammen med ham og hele filmholdet. Selve nyhedsværdien er naturligvis væk, og fortællingen er hverken helt så episk eller spektakulær som i The Lord of the Rings. Men det gør faktisk ikke noget, og Jackson forsøger jo netop at koble det hele sammen på en smuk måde. Så jeg var solgt. Ubetinget.

Kom så december 2013!

The Hobbit: An Unexpected Journey er ikke helt så god som første og sidste indslag i The Lord of the Rings. Men hvor mange film er det? Og på trods af sine problemer er det en film, jeg under ingen omstændigheder kan give mindre end 6 stjerner, da Jackson på mange måder sprænger den almindelige karakterskala og fordi hans projekt med at ”gå ud over bogen” er så modigt. God og hyggelig fornøjelse, og jeg kan næsten ikke vente til næste indslag.

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Stikord: Fantasy, Filmatisering, J.R.R. Tolkien, Middle-earth, Trilogi