Skyfall

Der skulle gå fire år mellem den seneste Bond-film, Quantum of Solace (2008), og Skyfall, hvilket skyldtes MGM’s langvarige finansielle problemer, der også forsinkede produktionen af The Hobbit. Pausen skulle dog vise sig slet ikke at være problematisk, for Skyfall blev en triumf for Bond-producenterne i mere end én forstand.

Ikke alene har Skyfall slået indtjeningsrekorder som Bond drikker Martinier; den er også som film en triumf, der helt klart viser, at den moderne Bond ikke står tilbage for Jason Bourne eller andre agentfilmserier, der tidligere har været spået som en naturlig aftager for en mere og mere træt Bond-serie.

Castingen af Daniel Craig og rebooten af Bond-serien med Casino Royale (2006) har revitaliseret Bond-serien, og selv om kritikere og fans kan debattere kvaliteten af Quantum of Solace fra nu af og til dommedag, ændrer det ikke på, at alle tre Bond-film med Daniel Craig i rollen har været massive kassesucceser.

Af de tre er der ingen tvivl om, at Skyfall er den bedste – også selvom jeg mener, at Quantum of Solace er blevet ufortjent rakket ned på. Man kan helt sikkert debattere, hvorvidt Skyfall er den bedste Bond nogensinde, men hvis man kigger på kvaliteten af manuskript, skuespil, instruktion og generel production value, kan der næppe være nogen tvivl om, at Skyfall er seriens bedste film i ordets bredere forstand. Den er ganske enkelt fænomenalt vellavet på næsten alle niveauer.

In medias res

Ligesom Quantum of Solace begynder Skyfall med en prolog, der hænger direkte sammen med filmens primære plot. Filmen starter in medias res med, at Bond og hans kvindelige kollega Eve (Naomie Harris) er på jagt efter en terrorist i Istanbul. Manden er i besiddelse af en harddisk, der indeholder identiteten på alle NATO-agenter, der er undercover i terroristorganisationer verden over.

Prologen indeholder én af Bond-seriens mest spektakulære jagtsekvenser nogensinde, inklusive en vildt imponerende motorcykeljagt hen over tagene på Istanbuls berømte basar. Jagten slutter på taget af et kørende tog, hvor Eve af M (Judi Dench) tvinges til at forsøge at skyde skurken. Hun rammer i stedet Bond, der falder i vandet fra en høj jernbanebro.

Herefter følger den flotte titelsekvens, der endnu engang er designet af Daniel Kleinman, efter at han havde siddet over Quantum of Solace.

Formodet død

Da handlingen genoptages, er Bond fortsat væk og formodet død. I virkeligheden forsumper han i Tyrkiet og lader ikke til at have nogle ønsker om at vende tilbage til England. Men da MI6 udsættes for et bombeattentat, vender Bond alligevel hjem og melder sig parat til tjeneste.

Men det er en hærget Bond, der vender hjem til en ny virkelighed: MI6 er flyttet til nye lokaler i nogle af Churchills gamle underjordiske bunkere under London, M er under opsyn, fordi hun har mistet de livsvigtige filer og Bond må gennemgå stribevis af prøver for at bevise, at han er i god nok form til at blive sendt i felten. Og det er hårdt for Bond, der tydeligvis slås med kroppens alderstegn.

I sidste ende vurderer M, at han er klar til tjeneste og sender ham af sted for at finde ud af, hvem der står bag tyveriet af harddisken og attentatet mod MI6. Det fører i første omgang Bond til Shanghai og senere til Macao, inden handlingen vender hjem til London. Til sidst fører handlingen os til Skotland, hvor Bond, M og en af Bonds gamle venner (Albert Finney) i en belejringssituation må kæmpe mod et overtal af skurkens mænd.

Balancerer på en knivsæg

I modsætning til den indædt seriøse Quantum of Solace balancerer Skyfall næsten til perfektion på den livsfarlige knivsæg, der gennem tiden har skabt de bedste Bond-film, nemlig balancen mellem alvor og humor. På vigtige punkter er Skyfall én af de mest seriøse Bond-film til dato, hvilket kommer til udtryk i væsentlige tematikker omkring både Bonds personlighed, hans forhold til M og efterretningstjenesternes eksistensberettigelse i den moderne verden.

Blandt de seriøse indslag får vi betydeligt mere at vide om Bonds forhistorie end nogensinde tidligere, hvilket er hentet direkte fra Ian Flemings næstsidste roman You Only Live Twice (1964), hvor vi i Bonds dødsannonce får vigtige ting at vide om Bonds baggrund. Det er en del af denne baggrund, vi også får i Skyfall og som bl.a. er årsagen til, at den sidste del af filmen foregår i Skotland.

Forholdet til M og M’s forhold til sine agenter er et andet vigtigt tema i Skyfall, og bl.a. finder vi ud af, at M bestemt ikke er nogen flink mormor-type. Det er således nogle af M’s tidligere valg som efterretningschef, der er direkte ansvarlige for de ting, der sker i Skyfall.

Endelig tages der et væsentligt og aktuelt tema op i den del af filmen, der handler om efterretningstjenestens eksistensberettigelse i den moderne verden. Her tager filmen den alvorlige drejning, at M, fordi hun har mistet vigtig information, sættes under opsyn af Gareth Mallory (Ralph Fiennes), der er formand for den britiske regerings efterretningsudvalg. I én af filmens mindeværdige sekvenser indkaldes M endda til en høring i udvalget, og det ligger i kortene, at hun er på vej ud af døren.

Fornemt manuskriptarbejde

Hvis nogen stiller spørgsmålet om denne form for alvor ikke tager det Bondske ud af Bond, er svaret et eftertrykkeligt nej. Det er her, man må tage hatten af for manuskriptforfatterne, da de formår at plante Bond solidt i en rationel, realistisk verden uden at glemme, at Bond også handler om urealistisk action og larger than life-situationer.

Den ”klassiske” Bond kommer særligt til udtryk i filmens første del, bl.a. i de dele af filmen, der foregår i Shanghai og Macao. Her får vi ikke bare klassisk action, men også andre klassiske Bond-elementer, som f.eks. en casino-scene i Macao og et besøg i skurkens tilholdssted, én forladt by på en ø. Og naturligvis har vi også et par smukke og sexede Bond-babes, i dette tilfælde britiske Naomie Harris som Eve og franske Bérénice Marlohe som Sévérine.

Og humoren og glimtet i øjet er som sagt også tænkt ind i manuskriptet. Fra de helt små detaljer og til de mere markante elementer. Førstnævnte kan f.eks. være, at Bond med usvigelig coolness lige retter på sit skjorteærme midt i en stor actionscene; sidstnævnte er f.eks. introduktionen af en gammel Bond-kending, nemlig Aston Martinen, vi første gang så i Goldfinger (1964).

Derudover kommer genintroduktionen af gamle roller i nye skikkelser. Her vil jeg ikke afsløre for meget, men blot nævne én, nemlig Q i skikkelse af Ben Whishaw, der sammen med Craig også leverer én af filmens fine humoristiske udvekslinger.

På den måde sørger manuskriptforfatterne også for mange steder i filmen at give anerkendende nik til de tidligere Bond-film, hvilket er med til at gøre Skyfall en film, der accepterer og respekterer (ja endda fejrer) sine forgængere og sin arv, samtidig med at den er rodfæstet i nutiden og peger fremad.

Det er virkelig flot arbejde af manuskriptforfatterne. Manuskriptet er endnu engang af veteranerne Neil Purvis og Robert Wade, der har skrevet alle Bond-film fra og med The World is Not Enough (1999), men på Skyfall fik de selskab af John Logan, der blev bragt ombord af filmens instruktør Sam Mendes. De seneste rygter siger i øvrigt, at Purvis og Wade nu er på vej mod deres egne projekter, og at de næste Bond-film alene bliver lagt i hænderne på John Logan. Det bliver rigtigt spændende!

Godt instruktørarbejde

Men det sindssygt solide manuskript er kun én ting; instruktionen er en anden, og her må man sige, at Sam Mendes har et overordentligt solidt greb på tingene. Mendes var et utraditionelt valg, da han aldrig tidligere har tacklet store actionfilm, men han leverer varen på fornem vis, og rent visuelt har han og fotografen Roger Deakins skabt den smukkeste Bond-film til dato. Her skal bare fremhæves actionscenen i Shanghai, hvor genspejlinger af byens store neonskilte udnyttes på spektakulær vis.

Personinstruktionen har Mendes, ikke overraskende, også godt styr på, og alle medvirkende leverer fine præstationer. Craig er i topform som en Bond, hvor alderen allerede er begyndt at trykke, men filmens skurk Silva i skikkelse af Javier Bardem stjæler flere gange scenerne. Skyfall er på grund af sin ret seriøse tilgang af flere anmeldere blevet sammenlignet med Christopher Nolans Batman-trilogi (2005, 2008, 2012), men den måske mest direkte parallel mellem Skyfall og Batman-filmene er Silva, der på mange punkter minder meget om Heath Ledgers fremstilling af Jokeren i The Dark Knight (2008).

Nogle få dråber malurt

Skal der smides nogle få dråber malurt i bægeret, er vi virkelig ude i småtingsafdelingen. Når jeg ikke kaster fulde seks stjerner efter Skyfall skyldes det alene, at en film, der er så god, som Skyfall er, kun skal have små og petitesseagtige fejl, før det trækker ned.

Som sådan er Silvas plot måske en anelse for perfekt udtænkt, og her kan man finde adskillige større plothuller. Dem er man dog generelt i stand til at se igennem fingre med, når musikken spiller. Lidt mere seriøst er måske den forskel i æstetik og tonalitet, der eksisterer mellem filmens første tre fjerdedele og så den sidste del af filmen, der foregår i Skotland.

Det er ikke fordi klimakset er dårligt, for det er det på ingen måde, men der sker et markant temposkift, som i en periode tager fremdriften lidt ud af filmen, ligesom tonen og æstetikken som sagt ændrer sig en del. Filmen er næsten uhyggeligt flot i den sidste del (særligt billederne fra Bond og M’s køretur til Skotland er visuelt dybt imponerende), men æstetikken og den særdeles alvorlige tone her markerer også det eneste sted, hvor balancen i Skyfall kammer over til den ene side.

Det er i sidste ende et meget lille problem, fordi den sidste del af filmen også er ekstremt underholdende og effektfuld, men som nævnt er det i en film af så høj kvalitet de små marginaler, der kan gøre forskellen.

Og skal vi helt ud i de bittesmå detaljer, så savnede jeg altså den klassiske gunbarrel-sekvens i begyndelsen af filmen (også selvom vi får den til sidst). Til gengæld må jeg erklære mig dybt positivt overrasket over Mendes’ faste komponist Thomas Newman, der på Skyfall erstattede veteranen David Arnold, der har leveret musik til alle Bond-film fra og med Tomorrow Never Dies (1997).

De tidligere rygter, der florerede om, at Arnold sprang Skyfall over, fordi han havde for travlt med at være musikalsk chef for de Olympiske Lege, er ukorrekte. Det var ganske enkelt et spørgsmål om, at Mendes krævede at få lov til at vælge komponist, hvis han skulle tage jobbet som instruktør. Jeg tror mange filmmusikentusiaster var nervøse over udsigten til et James Bond-score af Thomas Newman, men faktum er, at Newman leverede et virkelig flot score. Også titelsangen af Adele er mere end hæderlig.

Hører til i den absolutte top

Skyfall er på alle leder og kanter en film af høj, høj kvalitet som i øvrigt, trods sin spilletid på hele 143 minutter, ikke føles et minut for langt. Om filmens afsindigt høje kvalitet nødvendigvis gør den til den bedste James Bond-film er en større diskussion, men jeg tror de færreste vil være uenige i, at den hører til i den absolutte top af serien og at den absolutte topplacering bestemt ikke er utænkelig. Og når Skyfall ikke får de fulde seks stjerner fra mig, skyldes det som sagt alene nogle meget små detaljer.

Der skal derfor ikke herske nogen tvivl om, at Skyfall er en triumf for Bond-producenterne. Det er en fornem film at fejre seriens 50-års jubilæum med. Og den peger fremad på en måde, der får mig til at glæde mig som et lille barn til den næste Bond-film, som vi får allerede om to år, hvis alt går efter planen, idet Bond-producenterne nu stiler efter den gamle produktionscyklus med en Bond-film hvert andet år. Goody-goody!

Anmeldt i nr. 85 | 13/11/2012

Stikord: James Bond