Når man fortæller nogen, at man skriver skønlitteratur, er det første, de som regel spørger en om (med mindre de selv har forfatterbetegnelsen på visitkortet), hvor man får idéerne fra.
Og selvom man hører dette spørgsmål om og om igen, er det faktisk et ret godt ét: Det dykker nemlig lige ned i epicenteret af skrivekunsten, for er der ingen idé, er der ingen bog – i hvert fald ikke nogen god bog.
Hvor kommer ideerne fra?
For at forklare, hvor manuskriptidéer kommer fra, må man lige starte med at ridse den typiske forfattertype op (jeg skal nok gøre det så kort som muligt): Ofte har forfattere en let introvert side. De kan sagtens begå sig ude i den rigtige verden, men har også det til fælles, at de elsker at trække sig lidt væk fra det hele og sidde og meditere over alle indtrykkene: Hvad var det nu lige, der skete i dag? Hvorfor råbte ham manden i bussen af chaufføren? Hvorfor trækker genboen altid gardinerne for, når jeg kigger derover? Og er dem nede i nummer 37, far og datter eller bare et virkelig umage par?
En person, der skriver skønlitteratur, er som en svamp. Hele tiden bliver der observeret, ræsonneret og analyseret. Indtryk bliver lagret, og de lægger sig inde i skallen og rasler rundt som brikker i et puslespil, hvor man endnu ikke kan se motivet – og det kan ofte være flere forskellige puslespil, hvor alle brikkerne er rodet sammen i ét stort kaos. Motiverne begynder at danne sig langsomt, og der mangler kun nogle få brikker. Men først når du finder den allersidste, den lille irriterende hjørnebrik, der har manglet i et halvt år, er du klar til at skrive en bog.
Et puslespil
Det skal dog lige indskydes, at idéfasen er ret forskellig, alt efter om det er en novelle eller en roman, der skal skrives. Ovenstående puslespils-model gælder for romanen, mens novellen kan være langt mere spontan og stamme fra ét enkelt, lille indtryk … Men novellen kommer vi tilbage til. Først romanen.
Et af de mest “puslespilsagtige” forløb, jeg har prøvet på egen krop, var romanen, Smukke Anna, fra 2011.
Jeg havde et par år forinden lavet noget research til et andet manuskript, der involverede en case om 50 romafamilier, der boede i et fabrikskvarter lidt uden for Prags bymidte. Der var ikke noget af casen, der endte i manuskriptet, skal det lige siges, men læsningen lagrede sig alligevel i de små grå.
Fra Prag til Smukke Anna
Da jeg så i 2010 tog på en kort tur til Prag, huskede jeg på nogle af tingene fra casen, og kunne ikke lade være med at gå og spotte romaer på gaden og gøre lidt notater i en lille notesbog. Jeg fornemmede, at der lå en god historie i romaernes gadetilværelse, og romaerne er ikke så populære i fiktionen. Jeg noterede mig også, at pigerne var ganske smukke (oh la la!) og gjorde mig tanker om, hvordan det måtte føles at være et så smukt væsen i en forrået gadetilværelse. Jeg var også et smut på torturmuseet ved Karls Broen, selvfølgelig, og dette medførte også en del skriblerier i min lille bog.
Da jeg kom hjem til Danmark igen, var jeg dog optaget af at skrive på andre ting, og den lille bog røg nederst i en skuffe og blev begravet under bunker af papirer. Smukke Anna lå i en meget utydelig råskitse og boblede et sted i min underbevidsthed, og jeg tænkte ikke rigtigt på den i omkring et halvt år.
Først en dag, da jeg sad på min cykel på vej mod Nordea på Sundbyvester Plads, slog der et billede ned i hovedet på mig som et lyn. Det forestillede en ung, smuk pige med bleg hud … nej, måske var det aske, der havde farvet hende hvid, og rundt omkring på huden var stænk af friskt, højrødt blod.
Det slog mig, at Smukke Anna, som den faktisk først blev døbt i det øjeblik, skulle være en historie om en lille piges hævn. Ragekniv. Lille pige. Blod. Gangstere … Bingo!
Jeg tænkte febrilsk på den lille notesbog og kunne ikke komme hurtigt nok hjem og lede efter den. Her var en fed historie. Puslespillet var næsten lagt!
Hvor kommer idéerne fra?
Som du kan se ud fra det ovenstående, er idéfasen langt fra en eksakt videnskab. Jeg har tit følt, at det havde et tilsnit af det okkulte, hvor det egentlig ikke er mig selv, der får idéerne, men “en anden”. Eller at jeg bare er et slags “hylster”, som de kreative strømninger skyder ned i og kanaliserer ud gennem fingrene og videre i tastaturet.
Den sidste brik i puslespillet Smukke Anna blev et mytologisk element, og det kom til mig på traditionel vis, altså gennem research. Jeg læste om romaernes ophav og erfarede, at de med stor sandsynlighed stammer fra inderne. Pludselig var der et spændende univers af hindumysterier at dykke ned i, og det mytologiske element gjorde også, at jeg kunne bevæge mig væk fra ideen om hævn, og i stedet lade Anna ”rense” synderne i gudinden, Kalis, navn og kæmpe for oprejsning for sit folk i stedet for bare sadistisk nydelse. Så manglede jeg selvfølgelig bare lige at skrive bogen!
Den specifikke oplevelse
Hvis vi så vender blikket mod novellen, er det sjældent puslespilsteknikken, der træder i kraft her. Mine noveller, der ofte er i længden 10-25 A4 sider, er for det meste inspireret af én specifik oplevelse – og det kan vitterlig være ALT!
Da jeg var i gang med at skrive novellesamlingen Frygt-filerne fra 2012, var mit sind på et tidspunkt så receptivt, at der i ét ekstremt tilfælde ikke skulle mere til, end at jeg så en solsort lande på et rødt tegltag på den anden side af min vej. Jeg sad og glanede og tænkte på, hvordan fuglene bare fløj nonchalant fra tag til tag, og ligesom var hævede over alt det, der udspillede sig nede i husene, elendigheden inklusive. Ti minutter efter havde jeg sværtet otte papirer til med kragetæer, og det var hele handlingen til novellen ”Familieliv”, groft skåret ud. Jeg vil selv placere Familieliv på en top 3 over mine bedste noveller, og den kom til live, fordi en skide fugl landede på et tag!?
Den stressede morgenbilist
Til min nye novellesamling, der ikke er udkommet endnu, kom en af idéerne, da jeg var ved at blive pløjet ned af en eller anden stresset morgenbilist, der bare skulle frem. Da jeg kom hjem, gik jeg i gang med at skrive en novelle – i en form for terapi måske – hvor jeg var hende, og hun selv oplevede den her irriterende mand (mig selv), der stod og fyldte det hele midt ude på vejen.
Andre gange kan en kort fortælling være motiveret af noget så banalt som frygt. Da de der ulidelige bandeskyderier var på sit højeste for et par år siden, havde jeg et mareridt, hvor en mand gik rundt og skød folk ned inde på Strøget i København. Et par dage efter stod der – i virkeligheden – en mand med en stor tatovering i ansigtet ude foran mit hus i tæt på to timer. Han gjorde ingenting, stod der bare og holdt udkig eller sådan noget.
Jeg var i tvivl, om jeg skulle ringe til politiet, for manden gjorde jo egentlig ikke noget ulovligt. Det var bare … klamt. Til sidst kom der en bil og hentede ham, og der skete ingenting, men det gav mig ideen til paranoia-novellen Flamingo, som blev antaget til antologien Terror i København (2010).
Der er også bare dage, hvor jeg er optændt af en slags raseri mod verden, der af og til kan virke, som om den er fyldt op med hensynsløse idioter og ikke meget andet. Og det er i det mind-set, at jeg skriver smuds som Monstre fra Frygt-filerne eller Gamle Fisseskæg fra min kommende novellesamling.
Ingen eksakt videnskab
Her er altså ridset to forskellige idéfaser op, én til romaner, og én til noveller, der er dog også tilfælde, hvor det er helt uden for boksen. Romanen Mutagen (2011) blev skrevet i en slags koger på kun en måned, og jeg havde bagefter meget svært ved at huske, hvor ideen med forurenet oksekød overhovedet var kommet fra.
Novellen Sammenhold fra Dystre Danmark 2 (2011) er en tolkning af en Cannibal Corpse-sang. Og engang skrev jeg en 80 siders kortroman, hvor det eneste, jeg vidste til at starte med, var, at der var én, der skulle have smadret sit ansigt ind med en mukkert, så han slugte sit øje! (dette manus mødte skarp modstand fra diverse forlag og har genereret en af de værste konsulentudtalelser, jeg nogensinde har set … ikke så mærkeligt måske)
Så for mig er det i hvert fald ingen eksakt videnskab, hvordan jeg kommer på idéerne. Jeg prøver bare at være vågen, granskende og generelt indigneret, og så bevare en tro på, at der findes gode historier i de mærkeligste, små ting (måske trænger den hvæsende, gamle kaffemaskine bare til at blive kalket af, men det kunne jo også være Satan, der boede i den?).
Ideerne vælger dig!
Og så prøver jeg aldrig at presse idéerne frem. Hvis der er blankt inde i mit hoved, ser jeg det som et vink om, at jeg skal slappe lidt af; idéerne skal nok komme på et senere tidspunkt. Jeg har prøvet det der med at sætte mig foran et blankt Word-ark og beordre mig selv til at skrive. Eller prøvet at forklare mig selv, at nu skulle jeg altså skrive en historie i den og den genre osv. Intet af det dur. Idéerne kommer gerne, når man er kilometer væk fra computeren, og man kan heller ikke selv vælge, hvad man vil skrive – idéen vælger dig, ikke omvendt.
Udgivet i nr. 84 | 13/10/2012
