Quantum of Solace

Den toogtyvende James Bond-film lægger utraditionelt ud. Nemlig ved at være en direkte fortsættelse at den foregående – eller næsten i hvert fald. Således starter filmen med en intens biljagt ved hvis afslutning vi finder ud af, at Bond hele vejen har kørt rundt med Mr. White (Jesper Christensen) i bagagerummet.

Som de der har set Casino Royale (2006) vil vide, sluttede den film med, at Bond fandt frem til Mr. White, skød ham i benet og introducerede sig som “Bond, James Bond” – her fødtes figuren for alvor i den rebootede serie.

Vi har folk overalt

Efter at have undveget sine efterfølgere, som man må gå ud fra kommer fra Mr. Whites organisation, mødes Bond et hemmeligt sted i Siena, Italien, med M for at afhøre Mr. White. Der følger en forrygende scene, hvor White håner M og Bond: “Vi gik rundt og troede, at CIA og MI6 kiggede os over skuldrene, men i virkeligheden anede I slet ikke, at vi eksisterede.” White slutter med at konstatere “Vi har folk overalt”, og her kommer så filmens første overraskelse.

Uden at afsløre hvad den går ud på, kan jeg i stedet fortælle, at resten af filmen i grove træk handler om, at Bond forsøger at få ram på den mystiske Quantum-organisation, der var ansvarlig for Vesper Lynds død i slutningen af Casino Royale. Det fører bl.a. Bond til Haiti og Østrig og endelig til Bolivia, hvor klimakset udspiller sig.

Præcis hvad Quantum-organisationen er ude på, skal jeg heller ikke afsløre her, men Quantum er i mine øjne det bedste, der er sket for Bond-serien, siden vi sidst hørte noget til SPECTRE helt tilbage i You Only Live Twice i 1967 (Blofelds senere optrædener lader til at være på egen hånd). For Quantum er SPECTRE i det 21. århundrede – blot en langt mere realistisk og dyster organisation, der ikke minder så lidt om de forskellige sammenrend af magtfulde personer, der eksisterer i den virkelige verden. Desværre dukker Quantum vist ikke op i Skyfall, men forhåbentlig har vi ikke hørt det sidste til organisationen, for der er virkelig potentiale til mange gode historier her!

Uretmæssige hug

Quantum of Solace fik en del hug, da den havde premiere i 2008. Nogle af de britiske aviser var særligt grove, og beskyldte bl.a. filmen for at være uforståelig og castingen elendig, og at Bond nu ikke længere har nogen ikonisk status. Amerikanske Roger Ebert, som nok er den filmkritiker, hvis dømmekraft, jeg stoler mindst på, fandt plottet middelmådigt, rollerne svage og Bond uden personlighed.

Heldigvis var der også mere positive stemmer, og det var da også fortjent, for Quantum of Solace er i min bog en sørgeligt undervurderet film og uden problemer den bedste Bond-film siden The Living Daylights fra 1987.

Her får vi en Bond-film, hvor plottet ikke er den sædvanlige omgang “gal mand vil overtage verdensherredømmet” eller “gal mand vil starte Tredje Verdenskrig”, men en langt mere ildevarslende historie om en organisation, der vil sætte sig på vigtige ressourcer for at tjene styrtende med penge. Det gør de via på overfladen velgørende organisationer og igennem effektivt lobbyarbejde hos både politikere og fremmede efterretningstjenester.

Kort sagt får vi et plot, der mere end bare lugter af virkeligheden, og det bliver så krydret med de sædvanlige elementer, vi kender fra Bonds univers: biljagter, bådjagter, jagter til fods, forræderi, glamour, skyderi, skønne kvinder og naturligvis et opgør med filmens hovedskurk – også selv han kun er en brik i Quantum-organisationens store skakspil.

Gør utroligt mange ting rigtigt

Quantum of Solace gør utroligt mange ting rigtigt: Daniel Craig fortsætter sin seriøse, ironiske portrættering af Bond, som Ian Fleming bestemt ville have nikket anerkendende til, og selv om Bond igennem hele filmen er iskold, fornemmer man alligevel, at der banker et menneskeligt hjerte i ham. Han afskriver i begyndelsen af filmen Vesper som ligegyldig, men alligevel ved man, at det langt hen ad vejen er hævn, der driver ham. Craigs Bond er stadig den mest tro portrættering siden Timothy Dalton – måske nogensinde – og det fortjener han ros for.

Samtidig fortsætter Paul Haggis, Neal Purvis og Robert Wade trenden med at lade M spille en større rolle for handlingen – hun var også mere med i Casino Royale end vi har været vant til (med undtagelse af The World is Not Enough, 1999). Det er en rigtig god idé, for det udbygger forholdet mellem Bond og M. Hun ved, han er en forbandet god agent, men hun ved også, at han er svær at styre. Det anstrengte forhold fører til nogle fine scener – og selvfølgelig er M i sidste ende altid på Bonds side.

De kritikere, der fandt castingen elendig, kan jeg derudover slet ikke tage seriøst. Franske Mathieu Amalric er fremragende i rollen som den klamme og sleske skurk Dominic Greene – en rigtig politikertype – og i andre roller finder vi igen usædvanligt solide folk. Giancarlo Giannini er tilbage som Rene Mathis, og Jeffrey Wright opnår med Quantum of Solace at blive den kun anden skuespiller, der har spillet Felix Leiter to gange – og den allerførste, der har gjort det to gange i træk.

Ukrainske Olga Kurylenko imponerer også ved rent faktisk at være en habil skuespiller foruden en helt formidabelt lækker Bond-babe, mens Gemma Arterton måske er knap så overbevisende – men til gengæld mindst lige så nuttet – som agenten, der forsøger at holde Bond i kort snor i Bolivia.

Styr på detaljerne

Teknisk er Quantum of Solace også en umanerligt vellavet film. Visuelt er filmen holdt i nogle ret kolde nuancer, der passer fint til filmens temaer, der kredser om hævn og død, og det siger næsten sig selv, at der intet er at udsætte på hverken scenografi eller effekter.

Men også i de helt små detaljer fungerer Quantum of Solace. Det kan godt være, det er en fjollet lille detalje, men jeg er f.eks. ret glad for den måde, de forskellige locations angives på. I modsætning til de fleste film sker det ikke ved brug af samme skrifttype, filmen igennem, men med skiftende skrifttyper, der matcher den location, filmen skifter til.

Hvis jeg endelig skal pege på et element i Quantum of Solace, der irriterer mig, er det de science fiction-agtige computere, MI6 råder over i deres hovedkvarter. Det ligner næsten noget fra Minority Report (2002), og er i mine øjne et unødvendigt visuelt knæfald for et moderne filmpublikum, der forventer bling-bling-teknologi. Her så jeg meget hellere, at man havde holdt sig til en mere realistisk tone, som f.eks. den vi ser i Bourne-filmene.

Og nu vi er ved Bourne-filmene, så kommer man ikke uden om, at den nye Bond i mange henseender skylder Bourne-filmene en hel del. Som det var tilfældet i Casino Royale gælder det især slåskampene – læg her især mærke til den superfede og brutale slåskamp, Bond har med én af skurkens håndlangere i Haiti.

Det gælder dog også i klipningen i actionscenerne. Den er hektisk og med mange lynhurtige klip. Men i modsætning til Bourne-filmene synes jeg aldrig, at man mister overblikket i Quantum of Solace – f.eks. hænger biljagten i filmens indledning utroligt godt sammen på trods af en intens klipperytme.

For mig er inspirationen fra Bourne-filmene ikke noget negativt aspekt ved filmen, men det er blandt andet det, der har fået nogle kritikere op af stolene (blandt andet kritiserede de også klipningen). Men lad dem om det – Bourne-filmene er nogle af de bedste agentfilm fra de sidste 10 år, så hvorfor skulle Bond ikke låne fra dem? Alt andet ville da være snotdumt!

En instruktør med styr på lortet

Instruktøren Marc Forster formår også at styre hele molevitten med hård hånd. Forster var et utraditionelt valg som instruktør, da han aldrig havde lavet noget i samme stil tidligere. Forster er bedst kendt for film som Finding Neverland (2004) og The Kite Runner (2007), så en Bond-film var noget helt nyt for ham. Men Forster lykkedes i den grad med sit forehavende.

Ikke mindst skal han have stor ros for sit klarsyn omkring filmens spilletid, og det var da også med fuldt forsæt, at Quantum of Solace blev den korteste af alle Bond-film. Forster mente (med rette), at Casino Royale havde været for lang, og udtalte, at han ville have Quantum of Solace til at være tight og hurtig som et projektil. Deri ligger en væsentlig styrke i forhold til den overlange Casino Royale.

Ingen feel good-film

Quantum of Solace er til gengæld ikke nogen feel good-Bond-film. Dens visuelle stil matcher som sagt dens temaer og stemning, og klimakset i Bolivias ørken ender også med at blive et sindbillede på Bond. I den forstand er titlen velvalgt, selv om den bruges i en lidt anden form end Ian Fleming havde tiltænkt.

Titlen stammer nemlig fra én af Flemings historier – i dette tilfælde en novelle fra samlingen For Your Eyes Only (1960) – hvor Bond får fortalt en historie om ulykkelig kærlighed. I novellen er begrebet “the Quantum of Solace” (kvantum af trøst) et udtryk for det mindstemål af medmenneskelighed, man skal kunne finde hos sin partner for at et forhold kan overleve.

I Quantum of Solace (filmen) sker der en betydningsglidning i forhold til Flemings novelle, selv om menneskeligheden fortsat er på spil. Man kan argumentere for, at hele filmen udspiller sig som Bonds jagt på den “kvantum af trøst”, han kan opnå ved at hævne Vespers død. Om han så også opnår den, og om den i virkeligheden ikke dræber hans egen menneskelighed er så et andet spørgsmål.

At man i det hele taget kan have den slags overvejelser i relation til en Bond-film kan betyde to ting: Enten har jeg set for mange Bond-film i løbet af året og er begyndt at tage hele molevitten for seriøst. Eller også er de nye Bond-film af en lidt anden støbning end tidligere.

Svaret ligger nok et sted midt mellem de to, og Craig har da også i forbindelse med den nye film, Skyfall, udtalt, at den er et forsøg på at komme lidt tilbage til den mere lette og mere humoristiske Bond. Det ser nu heldigvis ikke så letbenet ud i trailerne, og faktisk håber jeg heller ikke, at vi vender tilbage til de kække oneliners og de lumre vittigheder, der især prægede Moore- og Brosnan-perioderne.

Klapsalver og varme anbefalinger

Når alt kommer til alt, kan jeg ikke andet end anbefale Quantum of Solace på det varmeste. Den er blevet uretmæssigt hængt ud – og det i høj grad for ikke at lefle for tidligere tiders udkørte Bond-klichéer. Hvis James Bond skal overleve i det 21. århundrede, må han følge med tiden, og det gør han i den grad i Quantum of Solace. Klapsalver og meget varme anbefalinger herfra!

Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012

Stikord: James Bond