Die Another Day

Efter den fine The World is Not Enough (1999) tog Bond-serien et mindre kvalitativt dyk med Pierce Brosnans sidste film i rollen som Bond, inden serien blev genstartet med Daniel Craig i hovedrollen.

Alligevel er Die Another Day langt fra så ringe, som mange kritikere vil gøre den til, og filmens primære problem ligger i den del af filmen, der foregår i Island, og hvor handlingen på visse punkter ganske enkelt køres en anelse for langt ud på det fantastiske overdrev – ikke mindst på grund af Bonds nye bil, der de facto er usynlig.

Man kan på visse punkter også klandre filmen for at være håbløst uoriginal, bl.a. med henblik på filmens hovedplot, men på andre punkter formår manuskriptforfatterne Neal Purvis og Robert Wade at overraske positivt, ligesom de også har succes med at give filmen lidt glimt i øjet.

Lægger stærkt ud

Die Another Day lægger stærkt ud, og præsenterer hurtigt sin vigtigste overraskelse og en reel nyskabelse i Bond-universet: For en gangs skyld kommer Bond i alvorligt problemer, da han under en mission i Nordkorea bliver taget til fange. En anden reel nyskabelse kommer under filmens titelsekvens, der bryder med traditionen ved i grafikken at inkorporere reel handling. Her ser vi bl.a., hvordan Bond tortureres af nordkoreanerne.

Efter et års fangenskab bliver Bond løsladt som en del af en udveksling, men M stoler ikke på ham – er Bond monstro blevet hjernevasket af nordkoreanerne? Her hører vi måske et svagt ekko af Ian Flemings sidste Bond-roman, The Man with the Golden Gun (1965), hvor Bond er blevet hjernevasket af russerne og prøver på at myrde M.

Det er nu ikke tilfældet her, men Bond bliver alligevel holdt indespærret af briterne og må slippe fri ved list. Han er overbevist om, at han blev forrådt af én af sine egne, og sætter nu ud for både at finde forræderen og den nordkoreanske bad guy, der overlevede i filmens indledning.

Retrocharme

Hvordan den videre handling former sig, skal jeg ikke gå i unødvendige detaljer med. Men det hører med til historien, at Bond blandt andet finder vej til Cuba, hvor han møder den amerikanske NSA-agent Giacinta “Jinx” Johnson (Halle Berry). Når det er værd at nævne, skyldes det to ting: For det første er scenerne på Cuba en kærlig tilbagevenden til et klassisk Bond-territorium, nemlig Caribien. For det andet introduceres Jinx Johnson på præcis samme måde, som Ursula Andress blev introduceret i den allerførste film, Dr. No (1962) – hun stiger op af vandet.

De cubanske scener og den tydelige homage til Dr. No er med til at give Die Another Day et vist mål retrocharme, som i min bog taler til filmens fordel. Men selvfølgelig kunne man også tage de kritiske briller på og argumentere for, at en filmserie, der på den måde trækker nostalgiske tråde tilbage til fordums storhed, måske er ved at være i alvorlige problemer. Et yderligere eksempel på denne nostalgi er en scene i Q’s laboratorium, hvor man ser en række gadgets fra tidligere Bond-film, bl.a. jetpack’en fra Thunderball (1965).

Selv hovedplottet er til en vis grad udtryk for det samme. Med undtagelse af, at filmen caster nordkoreanerne som de primære bad guys, er filmens McGuffin set før – endda så sent som i GoldenEye (1995), blot syv år før.

Vi har naturligvis at gøre med endnu en dræbersatellit, og denne gang er det tilmed en satellit af præcis samme type som den, Blofeld stod bag i Diamonds Are Forever (1971) – en satellit, der ved hjælp af diamanter kan koncentrere solens lys til en dødelig laserstråle. Vi har derfor både den diamantbesatte dræbersatellit og et subplot omkring diamanthandel, der naturligvis også lugter en del af diamantsmuglingen i Diamonds Are Forever.

Science fiction-overdrev

Alligevel er det ikke plottets mangel på originalitet eller den knivsægbalancerende nostalgi, der er den primære anke, man kan fremføre mod Die Another Day. Det er i stedet den måde, filmen driver teknologien ud på overdrevet og faktisk gør dele af Die Another Day til en science fiction-film. Her tænker jeg ikke kun på Bonds bil, som jeg tidligere har nævnt, men bilen er helt klart ét af de mest iøjnefaldende eksempler på problemet.

Det gør sig også gældende i forhold til den måde, hvorpå filmens skurke ændrer udseende ved hjælp af genterapi. Igen har vi her et ekko af Diamonds Are Forever, hvor det er ved hjælp af plastikkirurgi, at Blofeld har ændret på sit udseende. Men i Die Another Day er det science fiction-teknologi, der er i spil. Det skurrer desværre noget i ører og øjne, og ovenstående to eksempler er ikke de eneste.

Det er klart, at Bond-filmene kun sjældent har befundet sig inden for et realistisk univers, men deciderede science fiction-elementer har tidligere som regel spillet en meget lille rolle – og når science fiction-elementer har spillet en stor rolle, har udfaldet som regel været uheldigt. Moonraker (1979) er naturligvis skrækeksemplet.

Flotte damer

Men faktisk er det filmens mangel på originalitet, de fleste har fremført som det værste ved Die Another Day. Det synes jeg egentlig ikke er et markant problem, selv om det selvfølgelig ville være rart, hvis Purvis og Wade havde undgået den gamle traver, dræbersatellitten.

Filmens uoriginalitet til trods, glider handlingen som smurt i olie, og anvendelsen af nordkoreanerne som skurke fungerer fint – som de sidste rester af den Kolde Krig er også brugen af nordkoreanerne en slags throwback til forgangne tiders Bond-film.

Endelig må man godkende producenternes valg af kvindelige hovedpersoner – både Halle Berry og Rosamund Pike (der spiller en anden MI6-agent) er ægte skønheder, man gerne kigger meget og længe på. I andre roller er filmen solidt castet, men uden de store positive overraskelser. Judi Dench er som altid bundsolid som M, mens Michael Madsen spiller på rutinen i sin rolle som CIA-mand.

En af filmens skurke, diamantmineejeren Gustav Graves, spilles af britiske Toby Stephens, der desværre overspiller i sin rolle som ærkebritisk rigmand, om end langt fra så slemt som Jonathan Pryce overspiller i Tomorrow Never Dies (1997).

Og så må man med sorg bemærke, at Desmond Llewellyn glimrer ved sit fravær som Q. Llewellyn døde i 1999, og The World is Not Enough blev således hans sidste Bond-film. John Cleese dukker igen op som Q’s afløser, men endnu engang er Cleese fejlcastet og erstatter Llewelyns afdæmpede humor som Q med Fawlty Towers-lignende fjolleri.

Fin underholdning

Der er ingen tvivl om, at Die Another Day ikke hører til blandt seriens bedste film, men for første (og, skulle det vise sig, eneste) gang i Brosnan-perioden leveres løjerne med et mål af charme, der til en vis grad formår at opveje den totale mangel på originalitet og turene ud på science fiction-overdrevet. Som sådan kan man roligt lade sig underholde af Die Another Day, men de mange gode takter er desværre også med til at fremhæve filmens diverse mangler og fejlgreb.

Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012

Stikord: James Bond