The World is Not Enough

Forståeligt nok var Bond-producenterne begejstrede for deres valg af David Arnold til at komponere musikken til den attende Bond-film, Tomorrow Never Dies (1997), og de holdt fornuftigt nok fast i Arnold, da der skulle vælges komponist til den nittende film i serien.

I modsætning til Tomorrow Never Dies, er The World is Not Enough en meget underholdende film og også en fin Bond-film. Til gengæld har Arnolds score generelt fået flere hug end det, han komponerede til den foregående film. Primært har kritikken gået på, at Arnold denne gang lod de elektroniske dele af scoret tage magten fra de symfoniske.

Det er da også helt korrekt, at electronicaen fylder betydeligt mere i musikken til The World is Not Enough, end det gjorde i den foregående film, men faktisk synes jeg ikke, scoret lider under det, og på andre punkter synes jeg klart, at The World is Not Enough er et stærkere score.

Titelsangen

På Tomorrow Never Dies måtte Arnold lide den tort at se sin egen titelsang (skrevet sammen med David McAlmont og med tekst af Don Black) blive erstattet af en kvalitativt underlegen sang af Sheryl Crow.

Dette skete ikke på The World is Not Enough. Denne gang skrev Arnold musikken alene, mens Don Black igen stod for teksten. Sangen fremføres af den amerikanske gruppe Garbage med symfonisk arrangement af Arnold. Som med “Surrender” (den omdøbte titelsang fra Tomorrow Never Dies) er der tale om en aldeles fin Bond-sang.

“The World is Not Enough” lider dog lidt under, at de symfoniske arrangementer ligger meget langt nede i mixet. Havde de været trukket lidt længere frem i lydbilledet, havde de giver sangen lidt mere pondus. Derudover er det en smagssag, om man bryder sig om Shirley Mansons stemme. Jeg synes, den er lidt for spinkel, og en mere markant sangerinde kunne også have givet sangen mere slagkraft.

Foruden titelsangen, skrev Arnold og Black endnu en sang, der ligger som albummets nr. 19 – en stille jazzballade, der dog føles en smule malplaceret, idet den slet ikke forekommer i filmen. Dertil lyder Scott Walkers fremførsel en smule besværet, selv om sangen som sådan er ganske fin.

Elektronisk arsenal

Scoret som sådan er, som mange har bemærket, betydelig mere pumpet op med elektroniske elementer end Arnolds foregående Bond-score. Det giver sig hovedsageligt udtryk i udstrakt anvendelse af drum loops, men dertil også et arsenal af enten synthesizet eller i hvert fald modificeret percussion. Endvidere anvender Arnold også en lyd, der svarer til den klassiske lyd af LP’er, der scratches.

På den måde er The World is Not Enough ikke bare et umiskendeligt moderne score; det er også et meget rytmisk orienteret score, og det er måske derfor, jeg rigtig godt kan lide det på trods af de store mængder electronica: Rytmiske scores har af én eller anden grund altid tiltalt mig, og der er en højeksplosiv kinetisk energi i mange af Arnolds cues på The World is Not Enough.

Derudover skal jeg bestemt heller ikke glemme at nævne, at Arnold endnu engang formår at holde Bond-seriens musikalske arv in mente – både ved liberal anvendelse af det klassiske Bond-tema og masser af klassiske Barry-blæsere. For begge dele behøver man bare høre det fuldfede actioncue “Come In 007, Your Time Is Up” (nr. 3), der fra 3:43 både byder på Bond-temaet på steel guitar og en trofast version af Barrys big band-arrangement af temaets mellemstykke.

Derfor lægger The World is Not Enough sig også i direkte forlængelse af Arnolds musik til Tomorrow Never Dies, der smukt kombinerede nyt og gammelt – i The World is Not Enough skruer Arnold bare en tand ekstra op for det moderne.

Tematisk bindemiddel

Scorets primære tematiske identitet er naturligvis bygget op omkring melodien fra “The World is Not Enough”, hvor Arnold ofte nøjes med at citere tre noder – nemlig de, der akkompagnerer ordene “not enough” i sangteksten. Det er nok til, at man kan identificere temaet, og det fungerer utroligt godt som en rød tråd igennem musikken.

Der er mange gode eksempler på denne anvendelse af hovedtemaet, bl.a. i “Access Denied” (nr. 4), men der er selvfølgelig også eksempler på, at Arnold citerer lidt mere af temaet. Det sker f.eks. i det smukke “Welcome to Baku” (nr. 6), der foruden noget etnisk instrumentering og analogt slagtøj også indeholder smuk solovokal fra sangerinden Natacha Atlas. Læg i øvrigt også mærke til den fine kontrapunkt mellem “The World is Not Enough”-temaet og Bond-temaet.

Selv om det er temaet fra titelsangen, der er det primære tematiske bindemiddel på scoret, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er flere temaer. Én af de kvindelige hovedpersoner, Elektra King, får sit eget helt udviklede tema, der høres i flere cues. Det får sit helt eget cue i “Elektra’s Theme” (nr. 9) – et fint, afdæmpet romantisk cue, hvor temaet først fremføres på flygel, inden resten af orkestret tager over. I øvrigt høres det i en easy listening-/jazzagtig version i “Casino” (nr. 7).

Også den anden kvindelige hovedrolle, Christmas Jones, har sit eget tema, som på albummet dog kun høres i “Christmas In Turkey” (nr. 18). Her får det til gengæld også en fin, afdæmpet fremførsel, igen indledningsvist på flygel og Christmas Jones-temaet er faktisk det bedre af de to temaer for de kvindelige hovedroller.

Dertil kommer yderligere et par mindre motiver – heraf ét, der også hørtes i musikken til Tomorrow Never Dies, og som Arnold måske oprindelig har tænkt som et mere generisk musikalsk motiv for Bond-filmenes skurke. Her dukker det op hen imod slutningen af “Caviar Factory” (nr. 14).

Forrygende actioncues

Det siger sig selv, at rigtig meget af musikken på scoret er actionmusik, og her er der virkelig nogle forrygende cues at komme efter. Albummet lægger i den forstand meget stærkt ud med “Show Me The Money” (nr. 2), der fører direkte over i det endnu stærkere “Come In 007, Your Time Is Up”.

Også både “Ice Bandits” (nr. 8) og “Caviar Factory” (nr. 14) er ekstremt effektive actioncues, der som de fleste actioncues på albummet i høj grad drives frem af blandingen af electronica og velkomponeret symfonisk musik. “Ice Bandits” lader bestemt heller ingen i tvivl om, at Arnold har stor respekt for John Barry. Generelt er Arnold god til at bruge sine blæsere på en måde, der giver mindelser om Barrys Bond-scores, også uden at han direkte kopierer noget, Barry har gjort. Det er “Ice Bandits” et topklasse-eksempel på.

Men de to fedeste actioncues på albummet er ikke nævnt endnu: Det er “The Bunker” og det umiddelbart følgende cue “Pipeline” (nr. 11-12). “The Bunker” indledes på albummet med et ganske udmærket suspense-cue (skæringens fulde navn er “Going Down – The Bunker”), men det er fra ca. to minutter, at det bliver eksplosivt fedt, og jeg mener eksplosivt fedt! I denne del introducerer Arnold også et fedt actionmotiv, der giver cuet sit helt eget liv.

Også det efterfølgende cue “Pipeline” har faktisk sit eget motiv, men er derudover især fedt, fordi Arnold driver cuet frem med en rytmisk ostinato, skiftevis for flygel og strygere, der skaber en intens stemning – super-super-fedt!

Og så har jeg ikke engang nævnt det over 10 minutter lange “Submarine” (nr. 17), der byder på endnu mere actionmusik i høj klasse!

Enkelte stille cues

Som det nok fremgår, er The World is Not Enough især for actionelskere, men mere stille cues er der også. Enkelte har allerede været nævnt, men der er yderligere nogle stykker, som veksler mellem det ganske fine (“Remember Pleasure”, nr. 13) til det noget mere anonyme og mindre interessante (“Torture Queen”, nr. 15).

Og selv om “Body Double” (nr. 10) vel egentlig må klassificeres som et suspensecue, så er det blandt albummets og scorets mere afdæmpede af slagsen og byder også på lidt fin etnisk kulør, da Arnold gør brug af det kaukasiske og mellemøstlige strengeinstrument kanun.

Virkelig fedt

Med en samlet spilletid på lige over 68 minutter, heraf ca. 60 minutter ren score, er albummet med musik fra The World is Not Enough mere fyldigt end Tomorrow Never Dies. Alligevel er der musik fra filmen, der ikke er kommet med, og en komplet udgivelse ville være yderst velkommen – men mon ikke det kommer til at ske en dag?

Selv i sin nuværende form er The World is Not Enough et virkelig fedt score, og jeg må blankt erkende, at jeg klart foretrækker det frem for Tomorrow Never Dies. Hvorvidt electronicaen af og til dominerer lidt for meget, er noget, man kan diskutere frem og tilbage, men mig generer det på ingen måde. Det er først med Die Another Day (2002), at Arnolds eksperimenter med elektroniske stafferinger for alvor begyndte at genere mig, men det er en anden sag. The World is Not Enough kommer med de allervarmeste anbefalinger herfra!

Nummerliste:
1. The World Is Not Enough (Garbage) (3:58)
2. Show Me The Money (1:27)
3. Come In 007, Your Time Is Up (5:19)
4. Access Denied (1:33)
5. M’s Confession (1:32)
6. Welcome to Baku (1:42)
7. Casino (2:57)
8. Ice Bandits (3:42)
9. Elektra’s Theme (2:07)
10. Body Double (3:00)
11. Going Down – The Bunker (6:28)
12. Pipeline (4:16)
13. Remember Pleasure (2:46)
14. Caviar Factory (6:01)
15. Torture Queen (2:22)
16. I Never Miss (3:32)
17. Submarine (10:21)
18. Christmas In Turkey (1:29)
19. Only Myself To Blame (Scott Walker) (3:39)

Total spilletid: 68:11

Anmeldt i nr. 83 | 13/09/2012

Stikord: James Bond