The World is Not Enough

Efter den sløje Tomorrow Never Dies (1997) kom der lidt mere styr på sagerne med den nittende James Bond-film, The World is Not Enough, der havde premiere i 1999. Bruce Feirstein, der stod for det svage manus til Tomorrow Never Dies, fik denne gang hjælp af Neal Purvis og Robert Wade, der har arbejdet på samtlige Bond-film siden.

I denne ombæring bliver tingene lidt mere personlige for Bond – og især for M (Judi Dench), der spiller en betydeligt større rolle i filmen end figuren nogensinde har gjort tidligere. I filmens indledning bliver Bond uforvarende udnyttet til at aflevere en bombe til den britiske olierigmand Sir Robert King – én af M’s gamle venner.

Sporet peger straks mod terroristen Renard (Robert Carlyle), der tidligere havde bortført Kings datter Elektra (Sophie Marceau). Elektra formåede dog dengang at undslippe, inden Renard havde fået sin løsesum, og M og Bond tolker mordet på King som Renards hævn. Samtidig frygter de, at Renard vil gå efter Elektra igen, så Bond bliver sendt af sted for at ”passe” på hende.

Den videre handling skal jeg ikke afsløre her. Blot kan jeg sige, at i modsætning til Tomorrow Never Dies, der ikke bød på så meget som ét forsøg på at overraske, tager handlingen i The World is Not Enough et par drejninger undervejs. Om man så lader sig overraske af dem, kommer nok an på, hvor garvet en filmkigger, man er, men i det mindste skal Purvis, Wade og Feirstein have point for at forsøge.

Og da M hen imod slutningen af filmen bliver involveret langt mere direkte i filmens handling, betræder Purvis, Wade og Feirstein helt nyt territorium i Bond-sammenhæng, hvor M næsten altid kun har været brugt til at sætte Bond i gang. Det er ganske fint tænkt, og når M spilles af Judi Dench er man såmænd glad, bare hun får noget mere screen time.

Andre solide folk, men også fejlcastinger

Der er også andre solide skuespillere på rollelisten. Robert Carlyle får måske ikke lejlighed til at spille op til sit bedste i rollen som Renard, men han gør det fint som skurken, der på grund af et projektil i hjernen ikke kan føle smerte. Sophie Marceau er også godt castet som Elektra King – først og fremmest er hun jo bare en fryd for øjet, og for det andet kan hun spille skuespil.

Og hvis vi lige skal tage de nationale briller på, så dukker Ulrich Thomsen op i en lille rolle som én af Renards håndlangere, som Bond uden videre dikkedarer tager livet af. Siden da har det jo nærmest vrimlet med danskere i Bond-filmene – godt nok var der ingen i Die Another Day (2002), men i Casino Royale (2006) finder vi både Mads Mikkelsen (i en stor rolle endda) og Jesper Christensen; og sidstnævnte dukkede på ny op i Quantum of Solace (2008). Hvem bliver mon den næste? Ole Thestrup?

Der er to deciderede fejlcastinger i Tomorrow Never Dies. Den ene er Denise “Baywatch” Richards, der ses i en rolle som atomfysiker. Der er vist ingen tvivl om, at Denise Richards’ primære kvalifikation – eller rettere kvalifikationer – som Bond-babe er, at hun har store patter. Nogen stor skuespillerinde er hun ikke, og hun falder helt igennem i rollen som slagkraftig akademiker.

Den anden fejlcasting er John Cleese, der introduceres som Q’s assistent og kommende afløser. Cleese er en glimrende komiker, men i modsætning til Desmond Llewelyns afdæmpede humor går der Basil Fawlty i den, da Cleese entrer scenen. Det var godt, at producenterne ikke bar Cleese med over i rebooten af serien, men det skal til gengæld blive spændende at se Ben Whishaw som den nye Q i Skyfall.

Teknisk glimrende med fine actionskevenser

Teknisk er The World is Not Enough glimrende og med nogle imponerende actionsekvenser undervejs – særligt speedbådsjagten i begyndelsen af filmen og den senere sekvens, hvor Bond og Elektra på ski jages af en flok skurke, der dukker op i nogle svævende anordninger, der ligner en mellemting mellem snescootere og airboats.

Både skisekvensen og den afsluttende actionscene, der foregår i en synkende ubåd, er eksempler på to typer af actionsekvenser, som Bond-serien altid har excelleret i, og her er bestemt ingen undtagelse.

Filmens titel er i øvrigt afledt af familiemottoet for den (virkelige) britiske adelsmand Sir Thomas Bond (ca. 1620-1685), der i Ian Flemings roman On Her Majesty’s Secret Service fra 1963 (og filmatiseringen fra 1969) nævnes som en mulig forfader til James Bond (Thomas Bond har bl.a. lagt navn til den berømte Bond Street i London). Sentensen “Orbis non sufficit” går i øvrigt helt tilbage til den romerske satiriker Juvenal, der levede i det første århundrede e.Kr., og blev senere motto for kong Philip II af Spanien. Ja, man må sige, at James Bond er i godt selskab!

Gedigen Bond-film

Jeg må indrømme, at jeg er temmelig glad for The World is Not Enough. Uden på nogen måde at kunne konkurrere med de bedste Bond-film formår filmen alligevel at være hamrende underholdende, samtidig med at den undgår de pinligheder, der tyngede Tomorrow Never Dies. Ja, filmen fungerer faktisk så godt, at jeg også er helt igennem parat til at se igennem fingre med, at Pierce Brosnan fortsat er lidt af en træmand i Bond-rollen.

Handlingen skrider godt frem, Bond er undervejs passende brutal, når det kræves, og plottet er rodfæstet i noget, der måske nok er fantastisk, men som alligevel ligger inden for rammerne af det realistiske i Bonds univers. Her er det en blanding af olieeksport fra Kaukasus og terrorister, der vil have fingre i en atombombe.

Derudover er jeg vild med idéen om, at M i denne omgang involveres direkte, og at tingene bliver mere personlige for både Bond og M – i øvrigt noget, som trailerne til Skyfall lader antyde også bliver tilfældet i den nye film.

Tomorrow Never Dies hører ikke til blandt de bedste Bond-film. Men jeg kan lide den, og som den eneste af Brosnans fire film i rollen er den faktisk en gedigen Bond-film, der sagtens kan tage kampen op med mange af de andre indlæg i serien.

Anmeldt i nr. 83 | 13/09/2012

Stikord: James Bond