A View to a Kill

Året var 1985, filmen hed A View to a Kill, og John Barry var endnu engang ombord som komponist; denne gang på filmen der skulle blive hans næstsidste Bond-film. Men ikke alt var, som det plejede. Markedet havde skiftet, og med musikvideoernes opdukken i de tidlige 1980’ere var Bond-bagmændene nået til den konklusion, at tiden var løbet fra den traditionelle Bond-sang.

Måske også med tanke på, hvor stort et hit Poul McCartney og Wings havde haft med titelsangen til Live and Let Die helt tilbage i 1973, besluttede the powers that be, at Bond-sangen skulle skrives og fremføres af ét af tidens hotte bands for på den måde at eksponere filmen endnu bedre.

Duran Duran og John Barry

Valget faldt på Duran Duran, der i 1985 havde nydt enorm succes i nogle år, men hitbandet fik ikke lov til at stå for sangen helt alene. John Barry arbejdede sammen med dem, men præcist hvor stort Barrys input var, er svært at sige med sikkerhed.

Bandet har selv hævdet, at Barry ikke var så aktiv i den kreative proces, men hjalp med at skelne mellem de gode og de dårlige idéer – noget Barry om nogen ville være manden for, med tanke på hans på det tidspunkt lange karriere som sangskriver og komponist. Duran Duran har også omtalt samarbejdet med Barry som om, han var en slags sjette medlem af bandet.

Helt uproblematisk var processen dog ikke. Ikke fordi bandet havde problemer med at samarbejde med Barry eller vice versa, men fordi der på dette tidspunkt var store interne gnidninger i bandet.

At Barry nød respekt kan der dog næppe være tvivl om, og faktisk skulle John Taylor være en kæmpe Barry-fan. Barry har i interviews bl.a. givet udtryk for, hvor imponeret og let befippet han var over Taylors nærmest encyklopædiske viden om musik, Barry knapt selv kunne huske at han havde skrevet.

I Barry-biografien The Man With the Midas Touch (af Geoff Leonard, Pete Walker og Gareth Bramley, 2008) kan man læse følgende Barry-citat:

“He knows more about stuff I’ve done than Geoff Leonard. He’d pick out a scene from an old movie, and I mean old, and talk about it as if I’m supposed to remember it as if it were yesterday!” (s. 92).

Anekdoten står i øvrigt også at læse i albumudgivelsens liner notes.

Helt uden indflydelse på sangen har Barry i øvrigt heller ikke været. I hvert fald er de synthesizede blæsere ekstremt Barry’ske, ligesom de akustiske blæsere og strygerarrangementet på filmudgaven af sangen selvfølgelig må være Barrys værk.

“A View to a Kill” blev den sidste sang, de fem originale medlemmer af Duran Duran indspillede frem til 2001, og sangen blev, som de fleste nok vil vide, et kæmpehit. Som Bond-sang kan man vel diskutere dens meritter – den er i hvert fald meget anderledes end noget af det, der er gået forud – men hitpotentialet er der ingen tvivl om, og personligt har jeg en svaghed for den.

Beklageligt kort album

Ligesom tilfældet var med Octopussy, er albumudgivelsen med scoret fra A View to a Kill beklageligt kort. Albummet har en spilletid på lige over 38 minutter, hvoraf over 5½ minut er afsat til de to udgaver af “A View to a Kill”, der ligger som henholdsvis første og sidste nummer.

Det er altså den oprindelige albumudgivelse, EMI har genoptrykt, og der er intet ekstramateriale at finde på skiven. Præcist hvor langt det komplette score til A View to a Kill var, ved jeg ikke, men næppe under 60 minutter i alt – og formentlig mere.

Ligesom med Octopussy er der bare at sige, at vi kan håbe, at resten af Barrys score en dag ser dagens lys på album, for musikken fejler bestemt ingenting. Det er kvalitativt af samme karat som Octopussy, hvilket vil sige overordentligt solidt og stedvist betydeligt mere end solidt, uden at det dog på nogen måde kan konkurrere med de klassiske Bond-scores fra 1960’erne. Men det er der nu ikke mange filmscores, der kan.

Actiontema

A View to a Kill er (igen som Octopussy) et score, hvori der er lagt mere vægt på atmosfærisk musik end på den deciderede actionmusik. Ikke forstået på den måde, at der ikke er actioncues, for det er der, men det suspensecues, der dominerer, og det er faktisk også her, at Barry er bedst.

De actioncues, der er, er skam også fine, og ligesom Octopussy havde sit eget actiontema, har A View to a Kill det samme. Temaet, der består af to melodilinjer i kontrapunkt, er ganske klassisk Barry – med blæserne i en fremtrædende rolle – og byder faktisk også på en sjælden ting for et Barry-Bond-score: En smule diskret anvendt synthesizer samt elektrisk guitar med overdrivepedal (det sidste er helt nyt).

Temaet høres første gang i “Snow Job” (nr. 2), men vender tilbage et par gange, bl.a. i “He’s Dangerous” (nr. 8), der faktisk udelukkende består af actiontemaet, samt i “Golden Gate Fight” (nr. 14), der stammer fra filmens klimaktiske showdown mellem Bond og Zorin på (og over) Golden Gate-broen i San Francisco.

Nu vi er ved action skal det naturligvis også nævnes, at James Bond-temaet også høres – men overraskende nok kun én eneste gang. Det er i slutningen af “May Day Jumps” (nr. 3), der i øvrigt er ét af de actioncues, der ikke gør brug af ovennævnte actiontema. Når James Bond-temaet kun høres en enkelt gang, skyldes det helt sikkert albummets korte spilletid.

Trækplastrene

Så fin actionmusikken end er, er det som sagt de atmosfæriske cues, der er de virkelige trækplastre ved A View to a Kill, og det er da også disse, der dominerer. Der er adskillige fine suspensecues, hvoraf enkelte har et fælles tema eller -motiv.

Det gælder “Pegasus’ Stable” (nr. 5) og “Tibbett Gets Washed Out” (nr. 6), der nok også er scorets to bedste cues. Særligt “Tibbett Gets Washed Out” er et forrygende eksempel på, hvordan Barry langsomt, men med usvigelig sikkerhed, opbygger suspense ved simple gentagelser af det samme motiv med minimale ændringer i orkestrering og intensitet. På mange måder minder “Tibbett Gets Washed Out” om det fantastiske cue “Gumbold’s Safe” fra On Her Majesty’s Secret Service, uden at det dog helt når op på det niveau.

Der er flere fine suspensecues – f.eks. “Bond Underwater” (nr. 9) og “May Day Bombs Out” (nr. 13) for nu bare at nævne nogle stykker. Dertil kommer enkelte rent atmosfæriske cues, der ikke udelukkende kan beskrives som suspense, f.eks. “Airship to Silicon Valley” (nr. 7) og “Destroy Silicon Valley” (nr. 12), der begge stedvist tangerer det decideret storladne.

Det bør også nævnes, at Barry får inkorporeret melodien fra titelsangen i scoret, hvilket egentlig er en fin bedrift, da melodien ikke umiddelbart forekommer egnet til at blive omsat til symfonisk musik. Men det lykkes Barry at få det omdannet til et ganske fint romantisk tema, der høres i “Bond Meets Stacy” (nr. 4) og “Wine With Stacy” (nr. 10).

Helt umanerligt solidt

A View to a Kill er et af den slags scores, man har på fornemmelsen er endnu bedre, hvis man fik det hele at høre. Nogle flere gentagelser af Bond-temaet ville f.eks. ikke have gjort noget, og Barry brugte også melodien fra titelsangen i andre kontekster end kærlighedsscenerne. Det ville vi gerne have haft med på albummet.

Det skal imidlertid ikke få nogen til at tro, at A View to a Kill er andet end et helt umanerligt solidt stykke arbejde, der – i stil med Octopussy-scoret – lider lidt under albummets korte spilletid.

Nummerliste:
1. A View to a Kill (performed by Duran Duran) (3:36)
2. Snow Job (2:29)
3. May Day Jumps (2:52)
4. Bond Meets Stacey (2:31)
5. Pegasus’ Stable (3:23)
6. Tibbett Gets Washed Out (1:43)
7. Airship to Silicon Valley (2:33)
8. He’s Dangerous (2:16)
9. Bond Underwater (2:35)
10. Wine With Stacey (1:55)
11. Bond Escapes Roller (1:24)
12. Destroy Silicon Valley (2:24)
13. May Day Bombs Out (3:02)
14. Golden Gate Fight (3:31)
15. A View to a Kill (performed by Duran Duran) (2:02)

Total spilletid: 38:16