Octopussy

Efter at have siddet over For Your Eyes Only (1981) på grund af sine fortsatte problemer med de britiske skattemyndigheder, fik John Barry afregnet og købte sig også en lejlighed samme sted i London, hvor han havde boet, da han komponerede mange af de tidlige Bond-scores.

At tingene nu var ordnet med briternes skattefar gjorde det muligt for Barry at vende tilbage til Bond-serien full time, og Barry leverede de næste tre scores i serien – Octopussy, A View to a Kill (1985) og endeligt The Living Daylights (1987), der skulle blive hans sidste Bond-score.

Samme år som Octopussy fik premiere, 1983, sagde Barry også pænt nej tak til at levere musikken til den uofficielle Bond-film Never Say Never Again – en fin loyalitetsgestus fra Barrys side til Albert R. Broccoli, der sammen med Harry Saltzman havde givet Barry sin første store chance til at bryde igennem som filmkomponist med arrangementet af Bond-temaet til Dr. No i 1962.

De sidste tre scores, Barry leverede til Bond-serien er alle tre fine scores; særligt The Living Daylights der står som en fornem svanesang for Barrys involvering i James Bond-sagaen. Octopussy er på mange måder også et rigtigt fint score, selv om det ikke kan stå mål med Barrys klassiske Bond-scores fra 1960’erne.

En mat sang

En af de ting, der er med til at gøre Octopussy speciel er, at det skulle blive det sidste score i 16 år, der havde en sang, der blev komponeret udelukkende af filmens komponist, med tekst af en udefrakommende sangskriver og fremført af en til lejligheden hyret solist. Fra og med A View to a Kill har langt de fleste Bond-sange været skrevet og fremført af én af tidens varme pop- eller rockgrupper og kun i nogle tilfælde med input fra filmens komponist.

Når det gælder filmens sang, kan man desværre ikke sige, at Octopussy er et storladent farvel til traditionen med, at komponisten alene stod for musikken. Teksten blev i denne omgang skrevet af Tim Rice, der er bedst kendt for sine mange samarbejder med Andrew Lloyd Webber.

Idet producenterne bag filmen erkendte, at “Octopussy” var en besværlig om ikke decideret problematisk titel til en sang, fik Rice lov til at vælge sin egen titel, og resultatet blev “All Time High”. Det var i øvrigt første gang siden “We Have All the Time in the World” fra On Her Majesty’s Secret Service (1969), at en Bond-sang ikke havde samme titel som filmen.

“All Time High” , som blev fremført af amerikanske Rita Coolidge, er ikke ligefrem blandt de mest mindeværdige Bond-sange. Melodien er sødladen og ekstremt romantisk, hvilket fungerer, når det bliver brugt som filmens kærlighedstema, men ikke som musik til en sang. Her kommer melodien til at fremstå nærmest kvalmende, og “All Time High” er uden tvivl John Barrys ringeste Bond-sang. Ja, jeg mener også, den er værre end “The Man with the Golden Gun”.

Angiveligt skulle Barry og Rice faktisk have skrevet hele seks forskellige sange, hvoraf producenterne altså valgte “All Time High”, men mig bekendt er de fem alternative sange aldrig blevet udsendt i nogen form. Det kunne være spændende at høre, hvordan alternativerne lød.

Scoret er en hel del bedre!

Heldigvis er selve scoret en hel del bedre end sangen, og her er det bare ærgerligt, at Octopussy er ét af de scores i EMI’s serie af genudgivelser, der ikke er udkommet i en udvidet udgave. Således får vi det samme program, der blev udgivet på det oprindelige album i 1983 og som også kom ud på CD tilbage i formatets pure ungdom. CD-udgaven har længe været totalt udsolgt, og EMI’s genudgivelse fra 2003 markerede første gang i årevis, at Octopussy-scoret kunne købes.

Octopussy-albummet er blot 36 minutter langt og heraf består over seks minutter af to skæringer med “All Time High”, der ligger i hver sin ende af albummet. Der er altså blot en halv time af John Barrys score! Det er skammeligt, og man kan kun håbe på at resten af scoret en skønne dag vil blive udsendt.

Det vi får på albummet er til gengæld rigtig fint. Det begynder allerede godt med “Bond Look Alike” (nr. 2), der hovedsageligt består af forskellige afdæmpede variationer over James Bond-temaet. Det er altid godt med et Bond-score, der ikke skyr uden om det berømte tema, og det gør Barry bestemt ikke på Octopussy. Det dukker også op i andre cues, bl.a. i en veloplagt udgave i slutningen af “The Palace Fight” (nr. 10).

I “009 Gets the Knife and Gobinda Attacks” (nr. 3) skruer Barry op for hanen og giver os et fint action- og suspensecue, der bl.a. også introducerer filmens eget gennemgående actiontema. Det dukker op i anden halvdel af cuet, begyndende ved 1:25, og er et energisk tema med hvirvlende strygerostinati, hvorover temaet fremføres af træblæserne, altsammen punktueret af messingblæserudbrud. Et virkeligt fint actiontema, som vi skal høre et par gange mere på scoret – bl.a. i “Yo Yo Fight” (første del af nr. 8) og “The Palace Fight”.

Fine atmosfæriske cues

Med omtalen af de tre forekomster af actiontemaet har vi faktisk også dækket scorets rene actionmusik; dertil kommer et par fine suspensecues og et par udmærkede romantiske cues. Sidstnævnte består hovedsageligt af symfoniske udgaver af temaet fra “All Time High” og til Barrys forsvar må det siges, at temaet klart fungerer bedre som symfonisk tema end det gør i sangen.

Alligevel støder jeg næppe nogen ved at sige, at vi ikke har at gøre med Barrys bedste kærlighedstema, men både “That’s My Little Octopussy” (nr. 4) og “Bond Meets Octopussy” (nr. 7) er da passable romantiske cues. Især indledningen til sidstnævnte, der intet har at gøre med “All Time High”, er faktisk aldeles glimrende.

Et af scorets bedste cues er det fornemt atmosfæriske cue “Arrival at the Island of Octopussy” (nr. 5), der i både struktur og tempo meget tydeligt demonstrerer, at vi har at gøre med den mere modne John Barry, der er på vej mod scores som Out of Africa (1985) og Dances With Wolves (1990).

Også “Bond at the Monsoon Palace” (nr. 6) er et stærkt, atmosfærisk cue, hvis sidste minuts tid er ren suspense. Denne del af cuet lyder i både tempo og anvendelsen af lilletromme i øvrigt som en meget fjern slægtning til det berømte “Capsule in Space” fra You Only Live Twice (1967).

Solidt – og stedvist mere end solidt

Alt i alt er Octopussy et solidt Bond-score fra John Barry og et score, der også i enkelte cues er betydeligt mere end bare solidt. Det overordnede indtryk – som imidlertid kan skyldes albummets meget korte spilletid – er dog, at Barry hverken har følt sig synderligt inspireret eller motiveret til at bevæge sig uden for sin comfort zone. Når man hed John Barry var det imidlertid heller ikke nødvendigt for at levere et fint score, og Octopussy er bestemt ikke et dårligt filmscore – det er bare heller ikke Barry på sit bedste.

Nummerliste:
1. All Time High (vocals by Rita Coolidge) (3:02)
2. Bond Look Alike (3:01)
3. 009 Gets the Knife and Gobinda Attacks (3:09)
4. That’s My Little Octopussy (3:15)
5. Arrival at the Island of Octopussy (3:26)
6. Bond at the Monsoon Palace (3:06)
7. Bond Meets Octopussy (3:38)
8. Yo Yo Fight and Death of Vijay (3:47)
9. The Chase Bond Theme (1:59)
10. The Palace Fight (4:35)
11. All Time High (vocals by Rita Coolidge) (3:05)

Total spilletid: 36:03