The Cabin in the Woods

Hvis Scream (1996) og Drag Me To Hell (2009) parrede sig, ville de to films bastardafkom ligne noget i retning af The Cabin in the Woods. Det er en anbefaling, i fald nogen skulle være i tvivl, og efter denne anbefaling skal følge en advarsel: Denne anmeldelse kommer til at indeholde spoilers, så hvis du ikke vil vide noget som helst om The Cabin in the Woods, er det bedre at stoppe med at læse her.

Op af suppegryden

“Scream møder Drag Me To Hell”-analogien er naturligvis en grov forsimpling af det, The Cabin in the Woods er. Men hvis man tager den klassiske slasherfilm-setup og metalaget fra Scream og kombinerer det med den samme stemning af ren, uforfalsket glæde ved old school-gyserfilm, vi så i Drag Me To Hell, så er man alligevel et godt stykke på vejen mod en karakteristik af The Cabin in the Woods. Og med tanke på settingen og den gode portion humor, filmen også indeholder, kan vi såmænd også godt finde Evil Dead II (1987) i den suppegryde, The Cabin in the Woods kom op af.

En væsentlig forskel i forhold til Scream er dog, at The Cabin in the Woods kører sit metalag helt ud, og i sidste ende med glimt i øjet antyder, at vi, publikum, er noget, der svarer til The Great Old Ones fra H.P. Lovecrafts univers. Lyder det sort? Jeg skal prøve at forklare.

Velkommen til kontoret

Allerede under forteksterne leges der med os: Blod og tegninger af ofringer og andre okkulte sager med fin underlægningsmusik af David Julyan bygger op til et brutalt klip, der hurtigt river os ud af liflige horrordrømme. Velkommen til kontoret.

Vi introduceres for to nydeligt klædte midaldrende herrer, der lader til at arbejde i et tørt kontormiljø. Det viser sig dog ret hurtigt, at der ikke er tale om et almindeligt kontormiljø, men om en slags “mission control”, hvis formål dog først efter nogen tid begynder at dæmre for publikum og hvis endelige formål først til sidst afsløres.

De to herrer spilles af Bradley Whitford, der i Danmark nok er bedst kendt fra The West Wing (Præsidentens mænd, 1999-2006), og den garvede birolleskuespiller Richard Jenkins, kendt fra bl.a. The Core (2003) og Burn After Reading (2008). De spiller glimrende op mod hinanden i en række fine komiske scener i løbet af filmen.

Med et selvbevidst chokfremkaldende brag kommer filmens titel på skærmen, og scenen skifter nu til filmens hovedpersoner. Vi introduceres for den søde pige Dana (Kristen Connolly), hendes mere vovet-sexede veninde Jules (Anna Hutchison), collegesportsmanden Curt (Chris Hemsworth), den intelligente Holden (Jesse Williams) og pothovedet Marty (Fran Kranz).

Denne gruppe af stereotyper skal på ferie i Curts fætters afsidesliggende hytte ude i skoven. “Hov, alt det her har vi jo set før.” Ja, det har vi, og det er der en mening med. De fem tager af sted, og undervejs kører de forbi en uhyggelig forladt benzinstation (vi sætter endnu et flueben) med en creepy ejer (flueben), inden de ankommer til hytten i skoven. Inden da har vi, publikum (men ikke de unge), dog set noget meget, meget besynderligt ske med en fugl. Og det er her, vi første gang tænker “What the fuck?”

Ned i kælderen

De fem installerer sig i hytten, der dog hurtigt viser sig at byde på nogle besynderligheder. F.eks. et stort one-way mirror mellem to af soveværelserne, virkeligt uhyggelige malerier og andre seriøst mærkelige ting. Men de unge hygger sig, bader i søen og lægger op til at feste og hygge om aftenen.

Og der bliver da også fest og hygge, lige indtil lemmen ned til kælderen åbner sig af sig selv med et brag. “Det må være vinden,” siger én af de unge. “Tror du virkelig på det?”, eller noget i den retning, lyder svaret fra én af de andre. Men ned i kælderen kommer de naturligvis, og her finder de det, der ligner en samling af rekvisitter fra et pænt udpluk af de sidste 40 års horrorfilm.

Der er bl.a. en rund puzzlebox-lignende dims, der minder lidt for meget om The Lament Configuration Box fra Hellraiser (1987) til, at det er helt behageligt. Der er naturligvis masser af dukker og uhyggelige fotografier. Og selvfølgelig er der en dagbog med en skræmmende historie og en passage på Latin som pothovedet – den eneste af de fem, der rent faktisk har omløb i hovedet (!) – forsøger at overbevise vennerne om, at de IKKE skal læse højt.

Hvad gør de? Ja, de læser naturligvis passagen højt, og inden du kan nå at sige “What the FUCK?!” er der stor ståhej i mission control, hvor der kort forinden havde været et større væddemål i gang. Vinderne er glade; taberne skuffede: “Zombier?! Igen?!?” Ja, det er åbenbart ikke første gang, dette er sket.

På nuværende tidspunkt ved publikum godt, at de unge hovedpersoner er fanget i en mareridtsagtig udgave af The Truman Show (1998), hvor de bliver overvåget af kameraer og får deres dømmekraft påvirket af diverse kemikalier. Men redneckzombiefamilien, der begynder at jage de unge, kan da ikke være ægte? Vel? Vel?!

Røde knopper eller voldsomt god underholdning

Præcis hvordan alt dette hænger sammen, skal jeg ikke forklare her. Men filmens bagvedliggende idé bliver brugt på en så uhæmmet selv- og genrebevidst metakommenterende facon, at de, der har alvorlige problemer med Scream-seriens intertekstuelle leg, nok vil mærke store røde knopper springe frem over hele kroppen. Alle andre kan godt forberede sig på at blive voldsomt godt underholdt.

Mens den ene del af filmen udspiller sig mere eller mindre som utallige andre horrorfilm, vi har set de sidste 30 års tid, finder den anden sted i kontrolrummet, hvor der er skruet op for de humoristiske elementer. Men igen ikke uden mystik: Hvorfor de okkulte overtoner? Hvem er “De”, der refereres til igen og igen? Og hvorfor har både svenskerne, japanerne og andre lande tilsyneladende deres egen udgave af dette “show”?

Da vi nærmer os enden, eksploderer The Cabin in the Woods i et sandt orgie af blod og klassiske filmmonstre – med et twist. De sidste ti minutter byder på så mange cameos af kendte monstre (der dog ændret en lillebitte smule, så de ikke er helt identiske med forbillederne), at man ikke kan nå at følge med. Og så er der også en forrygende scene, hvor en mand bliver spiddet ikke én men to gange af en enhjørning. Og i øvrigt: Når jeg siger et orgie af blod, mener jeg det.

Svaret på det hele

Og ja, da filmen slutter, er der en mening med det hele. Ikke fordi alt, der er sket, på nogen måde giver mening – heller ikke internt i filmens univers – men overordnet set giver det god mening. Og vi får svaret på, hvorfor så mange unge mennesker, der ligner hinanden så meget (“The Whore”, “The Athlete”, “The Intellectual”, “The Fool” og “The Virgin”) er blevet nedslagtet under så ensartede omstændigheder de sidste 30-40 år.

Og, nåja, så er det også lige, at Drew Goddard og Joss Whedon mellem linjerne antyder, at vi, der er gået i biografen for at se The Cabin in the Woods, er noget i stil med gamle, onde guder.

Stereotyperne er godt fyldt ud

Som sagt: Får man kløe af metakommenterende, selvbevidste film, er det nok en god idé at gå i en stor, stor bue uden om The Cabin in the Woods, men ellers er der masser at lade sig underholde af. Sådan rigtigt uhyggelig bliver The Cabin in the Woods aldrig, selv om der da er et par scener, der fungerer. Til gengæld fungerer de fem unge hovedpersoner glimrende sammen, og det samme gør de to herrer i “mission control” som sagt også.

Blandt de unge ofre er Chris Hemsworth uden tvivl det største navn. Det var han ikke, da filmen blev indspillet, for The Cabin in the Woods blev lavet allerede i 2009, men fik altså først generel premiere i USA i marts (og i det meste af resten af verden i april og maj) 2012. Siden filmen blev indspillet, har vi jo set Hemsworth i både Thor (2011) og The Avengers (2012).

Hans medspillere er fine i deres roller, som de – akkurat som Hemsworth selv – udfylder præcist efter bogen. De spiller stereotyper, og det er meningen. Kristen Connolly er sød som filmens final girl, mens Anna Hutchison er så lækker og sexet og udfordrende, at man ved, det ender galt for hende. Jesse Williams er noget anonym som den flinke Holden, og de overstråles alle som én af Fran Kranz som den konstant vinde og skæve Marty. Kranz har filmens bedste replikker fra start til slut, og han kunne næsten bære en hel slasherkomedie alene. “Way to go, zombie arm!”

Læg også mærke til søde Amy Acker (fra bl.a. Buffy-spin-off-serien Angel) som én af videnskabsfolkene i kontrolrummet. Og så har vi jo også lige Sigourney Weaver i en lille birolle, hvis præcise funktion jeg ikke skal afsløre her.

Fanboys

The Cabin the Woods er skrevet af filmens instruktør Drew Goddard i samarbejde med Joss Whedon. Goddard kender vi som forfatter og producer på TV-serier som Lost (2004-10) og Alias (2001-06) samt Joss Whedons to serier Buffy the Vampire Slayer (1997-2003) og Angel (1999-2004). Det var i øvrigt også Goddard, der leverede manus til den fine Cloverfield (2008).

Joss Whedon kender de fleste formentlig. Han er manden bag Buffy og Angel samt den roste science fiction-serie Firefly (2002-03). Han var med til at skrive manus til Toy Story (1995) og senest både manuskriptforfatter og instruktør på The Avengers for nu bare at nævne nogle få af mandens film- og TV-projekter. Whedon er også tegneserieforfatter (bl.a. Astonishing X-Men-serien) og bare allround rimelig cool.

Tiden læger desuden alle sår, så jeg har for længst tilgivet Whedon det rodede manus til Alien: Resurrection (1997), hvis virkelige problemer nok nærmere skal lægges 20th Century Fox til last. Måske Weavers optræden i The Cabin in the Woods var Whedons måde at sige undskyld på?

Med The Cabin in the Woods viser både Goddard og Whedon sig som ægte fanboys, der på samme tid leger med genren (og med publikum) og hylder de mange film og monstre, som The Cabin in the Woods bygger på. På den måde kan The Cabin in the Woods ses som Whedon og Goddards langt mere puerile og platte, men i sidste ende derfor også langt mere underholdende, pendant til J.J. Abrams noget stivere og selvhøjtidelige hyldestfilm Super 8 (2011).

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012

Stikord: Metalag