The Innkeepers

Forventningens glæde var stor hos mig, da jeg satte mig ned for at se Ti Wests The Innkeepers. Jeg var virkelig begejstret for Wests forrige film, The House of the Devil (2009), og handlingen i The Innkeepers, som den beskrives på coveret, var lige noget for mig: Et par unge mennesker bestyrer et gammelt hotel i weekenden, før det skal lukke, og beslutter sig for at benytte lejligheden til at lege spøgelsesjægere.

Som stor fan af spøgelseshistorier glædede jeg mig til en god én af slagsen kombineret med den fortælleform, Ti West også benyttede sig af i The House of the Devil, og som på coveret ganske rammende beskrives som Wests “slow burn”-stil.

Desværre udartede The Innkeepers sig til en moderat skuffelse, hvilket skyldes to ting: For det første sætter West sig lidt mellem to stole ved at veksle mellem gys og humor, og for det andet efterlader han filmens spøgelseshistorie uforklaret og uforløst.

Mens første del af problematikken til dels kan tilgives, især fordi spillet mellem de to hovedpersoner er så godt, som det er, kan den anden problematik slet ikke på samme måde tilgives, og det efterlader seeren irriteret og med fornemmelsen af et manuskript, der har haft behov for en ekstra gennemskrivning.

Hjemsøgt hotel

Plottet er egentlig ganske godt beskrevet på coveret. Luke (Pat Healy) og Claire (Sarah Paxton) arbejder på det gamle hotel The Yankee Pedlar Inn. Det er den sidste weekend, hotellet har åbent, inden det skal lukke, og der er næsten ingen gæster tilbage. En kvinde og hendes søn og en falleret skuespiller (Kelly “Top Gun” McGillis) er de eneste, der bor der, og Luke og Claire har ikke meget at lave.

Men hotellet har en forhistorie, og Luke og Claire er spøgelsesentusiaster. Eller rettere: Luke er spøgelsesentusiasten, der har formået at få Claire med på legen. Luke har tidligere set hotellets spøgelse – en ung brud, der begik selvmord – og har lavet en hjemmeside om hotellet. Nu mangler de bare beviser. Lukes kamera er gået i stykker, men de har hans båndoptager, som de vil bruge til at optage lyde, der ikke kan fanges af det menneskelige øre.

Uden at sige for meget, kan jeg godt afsløre, at det lykkes for dem. Den fallerede skuespiller viser sig at være clairvoyant og kan fortælle Claire urovækkende ting om hotellet. Og hvad med den gamle mand, der dukker op og insisterer på at få brudesuiten, selv om tredje sal allerede er lukket ned og ribbet for inventar?

Mange fine elementer

Jo, der er mange fine elementer i The Innkeepers, så hvorfor går det så galt? Først og fremmest er der vægtningen mellem filmens humoristiske elementer og gysene. The House of the Devil startede også langsomt ud og formåede at bygge glimrende op til det uhyggelige klimaks. West forsøger at gøre lidt af det samme i The Innkeepers, men han krydrer den langsomme opbygning med et virkeligt glimrende samspil mellem de to unge hovedpersoner.

Desværre er samspillet mellem de to næsten lidt for godt, for de keder sig tydeligvis og laver både fis med hinanden og med hotelgæsterne. Det er velskrevet og velfungerende; de to skuespillere spiller glimrende op til hinanden og som seer kommer man hurtigt til at holde af dem begge to.

Men det er lidt som om, Ti West glemmer gysene. Bevares, de kommer da, men der er for få af dem, da de endelig begynder at komme, og da de rigtige gys endelig dukker op, haster filmen mod sit klimaks og glemmer undervejs at redegøre ordentligt for den spøgelseshistorie, der ligger til grund for handlingen.

Sidstnævnte er den største fejl, Ti West begår i The Innkeepers, for de uhyggelige scener, der kommer i filmens anden halvdel fungerer faktisk glimrende. Problemet er, at man ved filmens slutning ikke har nogen anelse om, hvad det egentlig var, der foregik. Og dermed bliver den afsluttende lille gimmick, som jeg ikke skal afsløre her, også underligt tom: Kækt spil for galleriet, ligesom en stor del af filmen pludselig viser sig at have været.

Homage

I sidste ende betyder det, at The Innkeepers mere er en stiløvelse end en egentlig fortælling, og selv som stiløvelse er den som sagt lidt skizofren: Uagtet at de to hovedrolleindehavere spiller godt, balancerer filmen usikkert på hver side af gys og komedie uden at være hverken det ene eller det andet. Den er hverken en ren komedie eller en ren horrorfilm og nogen succesfuld sammensmeltning af de to opnår Ti West heller aldrig.

Det er helt umanerligt irriterende, for Ti West ved tydeligvis, hvad han foretager sig. Hans historie er hamrende uoriginal, men han vælger sine forbilleder med omhu: Ganske som The House of the Devil var en homage til udvalgte horrorklassikere, er The Innkeepers en hyldest til haunted house-film (særligt de fra 1960’erne og 1970’erne) samt, naturligvis, haunted hotel-klassikeren over dem alle, The Shining (1980). Men ligesom i The House of the Devil anvendes forbillederne diskret, nærmest genert, hvilket gør The Innkeepers til en utroligt sympatisk film fra en filmfans synspunkt.

Dertil kommer, at Wests dialog er velskrevet og ligger naturligt i munden på de to hovedrolleindehavere, der er både charmerende og sjove. Og hans stemningsopbyggende og decideret uhyggelige scener er også glimrende eksekveret.

Ganske som vi så i The House of the Devil, har West styr på sine virkemidler, leverer flotte billeder og en effektiv lydside. Han kan med meget få greb gøre nogle meget harmløse, hverdagsagtige ting uhyggelige, og han kan gøre det på en måde, der får det til at se legende let ud, hvilket det absolut ikke er. Kort sagt: Ti West er en skidegod filmhåndværker, og hvis han bare havde besluttet sig for at lave en film, der var enten det ene, eller det andet, ville han også have haft succes med det.

Uforløst potentiale

Så meget desto mere irriterende er det, at manuskriptet i sidste ende halter, når alt andet spiller så godt for West og hans cast og crew – fra den atmosfæriske setting, billedsiden, lydsiden, Jeff Graces fine score og de velvalgte skuespillere. Det er meget få justeringer, Ti West skulle have lavet i sit manus for at The Innkeepers havde været en moderne men samtidig meget gammeldags horrorfilm i absolut topklasse.

Som det endte, er The Innkeepers stadig en seværdig horrorfilm, der demonstrerer, at West er én af de mest interessante unge instruktører inden for genren med et fabelagtigt greb om sine virkemidler og, som der også står på coveret, en ægte kærlighed til horrorgenren. Men det er også en frustrerende filmoplevelse, fordi et enormt potentiale i høj grad efterlades uforløst.

The Innkeepers er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012

Stikord: Haunted House, Spøgelser