For Your Eyes Only

John Barrys problemer med de britiske skattemyndigheder havde forhindret ham i at komponere musikken til The Spy Who Loved Me (1977), og det var kun fordi, Moonraker var en britisk-fransk co-produktion, at Barry kunne levere musik til den film. Barry havde endnu ikke afregnet med den britiske skattefar, da For Your Eyes Only blev lavet, så Barry foreslog Bill Conti som en mulig erstatning.

Det var sødt af Barry, men et råd, man kunne ønske, Broccoli og kompagni ikke havde fulgt, for Conti kvitterede med et meget svagt score, der kun hæver sig en smule over Marvin Hamlisch’ skrækkelige musik til The Spy Who Loved Me.

Kvalitativt svingende komponist

Bill Conti (f. 1942) er én af Hollywoods filmmusikveteraner med et imponerede CV. Fra sin debut i 1969 og til i dag har Conti leveret musik til 140 titler inden for både film og TV, heraf en række særdeles kendte og klassiske titler, hvoraf Rocky (1976) formentlig er én af de bedst kendte om end slet ikke den eneste.

Han vandt en Oscar for sit score til The Right Stuff (Mænd af den rette støbning, 1983) og leverede titelmelodien til Dynasty (Dollars, 1981-89), hele scoret til miniserien North & South (Nord og Syd, 1985-86) samt scores til en lang række andre halv- og helkendte film, bl.a. Victory (1981 – med en fodboldspillende Sly Stallone), The Karate Kid (1984) og Masters of the Universe (1987).

Med andre ord er Bill Conti én af de filmkomponister, som man bestemt ikke kan komme udenom, hvis man er filmmusikfan. Men det er bestemt heller ikke til at komme udenom, at Conti er en kvalitativt ekstremt svingende komponist. Når Conti er god er han god, uden, efter min mening at være i den absolutte topklasse, men når Conti er dårlig, er han altså også vildt dårlig.

Og i tilfældet For Your Eyes Only har vi desværre at gøre med ét af Contis virkeligt dårlige scores. Til gengæld kan man da kun være taknemmelig for, at Conti ikke blev bedt om at levere musik til Moonraker, for det havde i sandhed været en dårlig kombination. Når man betænker, hvor useriøst et score Conti leverede til én de mest seriøse Bond-film i årevis, kan man kun med gru tænke på, hvor galt det kunne være gået, hvis han var blevet bedt om at skrive musikken til én af de mest fjollede!

Tandløs og konventionel

Conti stod også selv for musikken til filmens titelmelodi, “For Your Eyes Only” , der fik tekst af Michael J. Leeson, der primært har gjort det som manuskriptforfatter. “For Your Eyes Only” er formentlig en af de mest tandløse Bond-sange, der nogensinde er indspillet. Ydermere er den indsunget af Sheena Easton, hvis nydelige og dybt konventionelle vokal sikrer, at den i forvejen harmløse sang forbliver dybt intetsigende. Nuvel, den er ingenlunde ringere end Madonnas “Die Another Day”, men det er vist også det, man kalder “damning with faint praise”!

Én ting er titelsangen, og der er selv Barry faldet igennem ved et par lejligheder, men hvad så med selve scoret? Ja, desværre kan jeg ikke melde stort bedre i den afdeling. Ikke fordi Contis score er anonymt, ligesom titelsangen. Tværtimod er meget af det så in your face, at man aktivt lægger mærke til det i løbet af filmen som sådan. Nu er filmmusik så sjovt indrettet, at det faktisk er helt okay, hvis man lægger mærke til musikken, fordi den er god, men hvis man lægger mærke til den, fordi den irriterer, så er det unægteligt skidt.

Symfonisk pop

Jeg skal på ingen måde komme med en dybdegående præsentation af alle skæringer på albummet; ud over at være uinteressant ville det formentlig også bare hæve mit blodtryk mere end cigaretter og et lidt for højt saltforbrug har gjort i forvejen. I stedet vil jeg prøve at give en overordnet karakteristisk af Contis score, suppleret med velvalgte eksempler.

Contis score består naturligvis af flere typer cues, hvor særligt actionstykkerne har det med at være utroligt påtrængende. Det skyldes fortrinsvist, at Conti har valgt at komponere actiondelene af For Your Eyes Only som det, man vel bedst kan beskrive som symfonisk pop suppleret med en masse ekstremt tidstypisk synthesizer.

Det vil sige, at de fleste actiontracks foruden symfoniorkestret inkluderer elektrisk guitar, trommesæt og synthesizer – og sidstnævnte er desværre af den utroligt cheesy 1980’er-variant. Poprytmerne og synthesizerne er ikke ren disco, men det lugter langt væk af, at discoæraen først var ved at rinde ud i 1981. Det sætter sit markante præg på en lang række cues, bl.a. “A Drive in the Country” (nr. 2), “Death of Blofeld” (anden del af nr. 4), “Gonzalez Takes a Drive” (nr. 5) og “Runaway” (nr. 8).

Contis valg var måske hippe i 1981, men har desværre den effekt, at scoret efter få år blev utroligt uaktuelt uden at det på nogen måde opnåede tidløshed. For Your Eyes Only lyder præcist som det, scoret er: Fra 1981. I dag har det desværre den effekt, at man ikke alene lægger mærke til det, når man ser filmen, men man kan heller ikke lade være med at trække på smilebåndet af det. Ærlig talt lyder det heller ikke, som om Conti har taget det rigtig seriøst, da han komponerede musikken.

Pornomusik og grisefest

Dertil kommer en række andre ret uheldige valg: “Take Me Home” (nr. 3) skulle nok have været et fint, romantisk cue, men med sit easy listening-beat og klamme flygelhorn lyder det desværre mere som musikken fra en softpornfilm fra de små timer på tysk TV. Utroligt kikset og utroligt grimt.

Contis måde at score de af filmens scener, der foregår i Spanien, er heller ikke just heldig. I stedet for diskret at traktere os for et hint af flamenco eller en enkelt trompet med mute, kører Conti det helt ud i ekstremen med musik, der lyder som noget fra en grisefest med Tjæreborg anno 1965 – f.eks. i indledningen af “A Drive in the Country” og “Melina’s Revenge”. Tydeligvis er der nogen, der har glemt at fortælle Conti, at less is more.

Ikke den rene jammerdal

Okay, alt er godt nok ikke den rene jammerdal, hvilket i øvrigt er det, der redder For Your Eyes Only sin anden stjerne. “St. Cyril’s Monastery” (nr. 6) er et ganske fint symfonisk suspensecue med hints af Bond-temaet, og også i “Submarine” (nr. 9) er der skruet gevaldigt ned for popelementerne; vi slipper ikke for trommerne og synthesizeren, men det virker trods alt. “Cortina” (nr. 11) er også et fint symfonisk cue, der inkorporer de første par toner af titeltemaet, og er derudover et velfungerende supensecue.

I albummets bonusdel med hidtil uudgivne cues (nr. 13-19) får vi enkelte andre velfungerende cues eller dele deraf, særligt “Recovering the ATAC” (nr. 17) og “Sub Vs. Sub” (nr. 18), men også dele af de kombinerede cues “Goodbye Countess / No Head For Heights / Dining Alone” (nr. 16) og “Run Them Down / The Climb” (nr. 19).

Især “The Climb” er faktisk et virkelig godt cue uden det mindste hint af den tongue in cheek-humor, der præger store dele af scoret – og i øvrigt uden hverken trommer, guitar eller synthesizer! Som et kuriosum må i øvrigt nævnes ” Ski… Shoot… Jump…” (nr. 15), der faktisk er et glimrende cue, men som ikke lyder som noget, Conti har komponeret til denne film! Med sin atonalitet og meget anderledes brug af både percussion, flygel og synthesizer, lyder det som en blanding af Jerry Goldsmith og Lalo Schifrin – på ingen måde ringe, men virkeligt et cue, der fremstår som noget specielt på albummet.

Dommen

Hvis Conti havde valgt at skrue op for de symfoniske dele og ned for de pop-rockede elementer, og hvis han i øvrigt havde kunnet overbevise os om, at han tog jobbet seriøst, kunne For Your Eyes Only have været et rigtig fint Bond-score, for Conti er som sagt en komponist, der godt kan, når han vil, og det skinner tydeligt igennem i de primært symfoniske dele af scoret.

Det bliver bedre, jo længere hen på albummet, man kommer, men denne todeling af scoret i en rædsom første del og en nogenlunde fornuftig anden del er jo en illusion: Det skyldes kun, at EMI’s udgivelse fra 2003 placerer alle de hidtil uudgivne cues i en blok efter den oprindelige albumudgivelse, der er reproduceret som nummer 1-12.

Selv om anden del af albummet indeholder en del fine ting, ændrer det ikke ved det faktum, at scoret som sådan indeholder alt, alt for meget dybt enerverende popsymfonisk musik, der i alt for høj grad binder scoret til sin tid og som i alt for høj grad afspejler en komponist, der i unødig høj grad spiller op til filmens relativt få komiske elementer. Det er svært at abstrahere fra i dag – uanset om det er i kontekst af filmen, eller når man lytter til albummet.

Derfor fremstår For Your Eyes Only også som et overordnet set utroligt svagt score med enkelte lyspunkter undervejs. Desværre er lyspunkterne hverken store eller klare nok til, at der for alvor er nogen god grund til opsøge For Your Eyes Only-albummet.

Nummerliste:
1. For Your Eyes Only (Vocal by Sheena Easton) (3:07)
2. A Drive in the Country (2:25)
3. Take Me Home (2:32)
4. Melina’s Revenge (2:18)
5. Gonzalez Takes a Drive (3:14)
6. St. Cyril’s Monastery (4:40)
7. Make It Last All Night (Performed by Rage) (3:31)
8. Runaway (3:54)
9. Submarine (2:39)
10. For Your Eyes Only (1:35)
11. Cortina (1:45)
12. The P.M. Gets the Bird / For Your Eyes Only – Reprise (Vocal by Sheena Easton) (5:05)

Bonus tracks:
13. Gunbarrel / Flowers for Teresa / Sinking the St. Georges (2:54)
14. Unfinished Business / Bond Meets Kristatos (1:53)
15. Ski… Shoot… Jump… (5:16)
16. Goodbye, Countess / No Head for Heights / Dining Alone (3:21)
17. Recovering the ATAC (2:28)
18. Sub Vs. Sub (3:16)
19. Run Them Down / The Climb (2:58)

Total spilletid: 58:51