Moonraker

John Barry måtte sidde over The Spy Who Loved Me (1977), fordi hans problemer med de britiske skattemyndigheder gjorde, at han ikke kunne arbejde i England. Barrys udestående med skattefar var ikke løst, da der skulle komponeres musik til Moonraker, men da Moonraker var en britisk-fransk co-produktion, kunne Barry indspille musikken i Frankrig og dermed omgå problemerne.

Og det var godt, at Barry fik mulighed for at levere musikken til Moonraker. Ikke alene fordi der efter Marvin Hamlisch’ jammerlige score til The Spy Who Loved Me (1977) var alvorligt behov for et ordentligt Bond-score, men også fordi Barry endte med at komponere et fabelagtigt et af slagsen!

Flere nybrud

Barrys score til Moonraker er interessant på flere områder. For det første markerer Moonraker det første og eneste Bond-score, hvor der indgår et stort kor. Det var ikke noget, Barry havde gjort tidligere, og heller ikke senere Bond-komponister har gjort brug af kor, sådan som Barry gør det her.

Derudover er Moonraker interessant, fordi det er en markant anderledes lyd, Barry her leverer i forhold til sine tidligere Bond-scores og i det hele taget i forhold til de fleste af sine tidligere scores. Hvis man kender Barrys senere output, f.eks. Out of Africa (1985) og Dances With Wolves (1990), kan man tydeligt høre fællestrækkene, og sammenligner man med andre af hans scores fra samme tidspunkt, bliver det tydeligt, at det er omkring Moonraker, at Barrys stil begynder at ændre sig.

Tidligere havde Barry fortrinsvis komponeret relativt tempofyldte scores med liberal anvendelse af blæsere, men med Moonraker, The Black Hole og Hanover Street (alle fra 1979), melder en ny stil sig på banen: Betydeligt langsommere, med hovedvægt på orkestret strygersektion og med de karakteristiske, lange ostinati for enten strygere eller blæsere, der lægger den musikalske “bund”, hvorover de øvrige melodiske elementer lægger sig, uanset instrumenteringen.

Den modne Barry

Denne stil, som jeg i mangel af bedre vil kalde “den modne Barry”, begyndte for alvor at dominere Barrys output fra midten af 1980’erne, med enkelte undtagelser, men hører man et score som Hanover Street, var den sådan set allerede fuldt udviklet ved slutningen af 1970’erne, og store dele af Moonraker er faktisk også et godt eksempel på den (f.eks. et cue som “Bond Lured To Pyramid”, nr. 5).

Efter cirka 1990 var det denne stil, der totalt dominerede Barrys produktion, og den er akkurat lige så karakteristisk og øjeblikkeligt genkendelig som hans tidligere udtryk. Faktisk er John Barry én af de filmkomponister, der har haft den mest unikt genkendelige sound gennem hele sin karriere, uanset om det er den tidlige stil fra 1960’erne og 1970’erne, blandingsstilen fra 1980’erne eller den rent modne Barry-stil fra 1990’erne og frem. Man er sjældent i tvivl om komponistens identitet, når man ser en film, John Barry har leveret musik til.

Alt for kort album

Moonraker er et af de korteste albums i EMI’s remasterede serie af Bond-scores, hvilket skyldes, at de originale masterbånd fra orkestersessionerne ikke var tilgængelige for albumproducenterne, der måtte arbejde ud fra de oprindelige albummasters.

Hvorvidt de oprindelige masterbånd er gået tabt, eller om de ligger i et arkiv i Frankrig, hvor scoret som sagt blev indspillet, diskuteres stadig livligt af filmmusikfans. Faktum er under alle omstændigheder, at Moonraker-albummet har en alt for kort spilletid på kun ca. 31 minutter, og der er væsentlige udeladelser på albummet; bl.a. glimrer James Bond-temaet ved sit fravær, selv om det spiller en prominent rolle i prologens actionsekvens.

Der er formentlig ikke andet at gøre end at håbe, at de oprindelige masterbånd enten dukker op eller at et af de efterhånden mange filmmusiklabels beslutter sig for at bekoste en genindspilning af scoret – man har vel altid lov at håbe.

Et af Barrys allerstærkeste Bond-scores

Moonraker er et meget, meget stærkt score fra John Barry, og jeg tør godt sige, at vi står over for ét af Barrys allerstærkeste indlæg i serien: Markant anderledes fra de tidlige mesterværker som Goldfinger og Thunderball, men kvalitativt lige så godt.

Den musik, der fandt vej til det oprindelige album og som altså er det, vi også har på EMI’s genudgivelse fra 2003, er under alle omstændigheder utrolig godt: På én gang storslået, lyrisk og let dystert. Og når det skal være er det naturligvis passende action- eller suspensefyldt.

Dertil har scoret en glimrende titelsang – faktisk den sidste rigtig gode af de originalt komponerede titelsange: Bill Contis “For Your Eyes Only” fra filmen af samme navn (1981) er frygtelig sukkersød, og heller ikke Barrys “All Time High” fra Octopussy (1983), som i øvrigt var den allersidste Bond-titelsang, der ikke var helt eller delvist komponeret af en aktuel pop- eller rockgruppe, er noget at råbe hurra for.

Men “Moonraker” er faktisk en rigtig glimrende sang: En langsom ballade med tekst af Hal David og fremført af Shirley Bassey. Det var tredje og (i hvert fald indtil videre) sidste gang, Bassey indsang titelsangen til en Bond-film. Sangens melodi er naturligvis samtidig filmens hovedtema, og det lykkes på glimrende vis for Barry at kombinere en god melodi med noget uhåndgribeligt truende.

Themes galore

Moonraker-hovedtemaet anvendes også i løbet af scoret, bl.a. i en fin og langsom romantisk udgave i “Miss Goodhead Meets Bond”, men også med lette bossanovarytmer i “Bond Arrives in Rio” (første halvdel af nr. 7). Derudover er anvendelsen af selve hovedtemaet sparsomt, sådan som musikken præsenteres på albummet, men til gengæld er der adskillige andre temaer og motiver.

Her skal det lige nævnes, at Moonraker er det hidtil sidste Bond-score, hvor vi har hørt John Barrys fine 007-tema, som han komponerede til From Russia With Love-scoret (1963), og som siden optrådte i adskillige af Barrys Bond-scores. På Moonraker-scoret hører vi det i “Boat Chase” (anden halvdel af nr. 7), hvor det er en overraskende tilbagelænet, men rigtig fin, udgave af temaet, vi præsenteres for.

Men dertil kommer altså en lang række nye temaer, hvoraf flere kun høres i et enkelt cue. Dermed kan det vel diskuteres, om de bør omtales som deciderede temaer, for det er klart, at de ikke er ledemotiver som sådan. I stedet er de udtryk for, at Moonraker er et ekstremt melodisk orienteret score, hvor stort set hvert cue har sin egen melodi. Men det er ordkløveri; i alle tilfælde er der tale om en række fuldt udviklede temaer, hvoraf flere cues har mere end ét. Ja, det er ren themes galore, faktisk, og hvor er det fedt!

På top fem-listen over bedste Bond-cues

Det første af de nye temaer kommer i “Space Lazer Battle” (nr. 2), der – som titlen antyder – høres under filmens rumslag. Temaet her er komponeret i Barrys modne stil, og ligesom Moonraker-hovedtemaet kombinerer temaet både det storslåede, lyriske, smukke og dystre. Det er også ét af de cues på scoret, der indeholder kor, selv om koret efter min mening (i hvert fald stedvist) ligger lidt for dybt begravet i lydmixet. “Space Lazer Battle” er et formidabelt cue, der kun overgås af “Flight Into Space” (nr. 6).

“Flight Into Space” er albummets længste cue og præsenterer faktisk flere nye temaer, hvoraf det primære er det, der indleder cuet. Stilistisk er vi i samme boldgade som “Space Lazer Battle”: Det er på én gang dystert og lyrisk, og da et andet nyt tema sætter ind mellem ca. 1.35 og 2.15 bliver cuet helt umanerligt smukt i en passage, hvor koret også for alvor kommer til sin ret.

Senere vender cuets første tema tilbage i en par virkeligt storslåede udgaver. Jeg tror næppe, jeg er den eneste, der godt kunne tænke sig at høre dette tema fremført på et gigantisk kirkeorgel! “Flight Into Space” er uden tvivl albummets suverænt bedste cue og er på min top fem-liste over de bedste cues, Barry komponerede til en Bond-film (og dermed på top fem-listen over bedste Bond-cues nogensinde).

Action og suspense

Men hvis man tror, Moonraker kun fremviser den dystert-lyriske side af John Barry tager man fejl: “Cable Car” (første del af nr. 4) er et glimrende suspense- og actioncue med lidt mere tempo, der i øvrigt også indeholder sit eget tema. På albummet løber “Cable Car” direkte over i et andet cue, “Snake Fight” (anden del af nr. 4), der må klassificeres som ren suspense.

Også både “Centrifuge” og “Corinne Put Down” (første og anden del af nr. 8) er glimrende cues, hvor dog særligt “Corinne Put Down” må fremhæves. Cuet, der endda inkorporer sit eget tema, begynder langsomt, og selv om musikken kommer fra en højdramatisk scene, hvor en kvinde jages og slås ihjel af Rottweilere, lader Barry aldrig musikkens tempo stige til det decideret actionprægede. Han holder tempoet relativt langsomt og lader nærmest cuet udspille sig som et stykke tragisk musik.

Og hvis man så tror, at nu må det da være slut med temaerne, kan man godt tro om. Den tidligere nævnte “Bond Lured To Pyramid” (nr. 5), der er komponeret i Barrys modne stil, er nemlig bygget op omkring sit eget tema, og er desuden også ét af de cues, hvor Barry gør brug af koret.

Efter et sidste suspensecue, “Bond Smells A Rat” (nr. 9) afrundes albummet af en reprise af “Moonraker”-sangen i et noget højere tempo og med discorytmer; Barrys eneste indrømmelse af, at Moonraker udkom i disco-æraen. Dette er i øvrigt en lettelse, da begge scores på hver side af Moonraker, Marvin Hamlisch’ The Spy Who Loved Me og Bill Contis For Your Eyes Only, inkoporerer discofeberen mere integreret i musikken, hvilket der ikke kom noget godt ud af.

Take it!

Musikken til Moonraker kunne være endt som en frygtelig omgang makværk i hænderne på en mindre dygtig komponist end John Barry. Guderne skal vide, at filmen lægger op til det. Men i stedet for at lade sig lokke af filmens mange fjollerier, valgte Barry at komponere musikken med stenansigt og tage det hele dybt alvorligt. Det redder filmen flere steder, hvor en mindre standhaftig komponist ville have ladet musikken spille direkte op til filmens fjollede elementer og fjerne enhver ansats til drama.

På den måde mindede Barry langt hen ad vejen om én af de andre helt store komponister, Jerry Goldsmith, der ofte havnede på mere eller mindre tvivlsomme produktioner, men alligevel altid gjorde sit bedste og leverede musik, der var langt bedre end det filmen havde fortjent. Det er præcist det, Barry gjorde med Moonraker, og resultatet er et score, der både er smukt og dystert og spændende og bare helt igennem fremragende.

Albummet er begrædeligt kort, men indtil videre er det take it or leave it, og jeg vil på det kraftigste opfordre alle til at “take it”! Moonraker kommer med de allervarmeste anbefalinger herfra.

Nummerliste:
1. Main Title – Moonraker (Vocals by Shirley Bassey) (3:12)
2. Space Lazer Battle (2:50)
3. Miss Goodhead Meets Bond (2:49)
4. Cable Car and Snake Fight (3:10)
5. Bond Lured to Pyramid (2:07)
6. Flight Into Space (6:32)
7. Bond Arrives in Rio and Boat Chase (2:40)
8. Centrifuge and Corrinne Put Down (2:37)
9. Bond Smells a Rat (2:26)
10. End Title – Moonraker (Vocals by Shirley Bassey) (2:28)

Total spilletid: 30:51