No Reason

Er man splatterfanatiker, vil man uden tvivl have stiftet bekendtskab med (eller i det mindste hørt om) den tyskfødte lowbudgetinstruktør Olaf Ittenbach, der foruden at sidde i instruktørstolen også er flittig i special-effects området.

Ittenbach elsker snavs – Ittenbach er snavs!

Ittenbach elsker blodige effekter og livlige latex-legemsdele – og det mærkes tydeligt i alle hans film. Budgetterne har ofte været meget lave, men gejsten for at fortælle og skabe gruopvækkende scener har altid været der. Desværre har talentet for instruktion ikke været lige så stort som mængderne af det teaterblod, der bliver hældt på.

Ser man på de første af Ittenbachs film som Black Past (1989), Burning Moon (1997) og Premutos – Der Gefallene Engel (1999), kan man tydelig mærke, at det altid har været splat og tortur, der har været i højsædet, og så måtte alt fra kameraindstillinger til skuespil, locations, musik og redigering komme haltende bagefter.

Det har sin charme i Black Past (og til dels i Burning Moon), da det virkelig er amatørproduktioner, skudt på et gammelt videokamera i en baghave med en gruppe venner. Her mærker man, at det hele egentlig bare har været sjov og løjer, som så senere er blevet udgivet til et større marked.

Men Ittenbach er ikke vokset (rent talentmæssigt) med alderen som f.eks. Peter Jackson og Sam Raimi, og han bliver ved med at lave amatørproduktioner uden at vise nogen form for udvikling.

Ittenbach overskider filmmediet

I åbningssekvensen til No Reason ser vi en nøgen og hysterisk kvinde (Irene Holzfurtner i rollen som Jennifer), der truer og derefter skyder en mand. Vi er fra begyndelsen på herrens mark, og der lægges op til, at vi som publikum skal lære karakteren og hendes historie at kende igennem resten af filmens flashbackscener.

Vi møder derefter Jennifer i hendes dagligdag, da hun skal til at flytte i hus sammen med sin mand og deres barn. Men på denne dag begynder der at ske en masse underlige ting. Et postbud kommer på besøg og overskider toilettet; den gamle nabo, der babysitter Jennifers søn, forsvinder sporløst (med barnet), og naboerne opfører sig underligt.

Det hele kammer over, da Jennifer falder i søvn i sit badekar og vågner op i et lokale smurt ind i blod og indvolde. I lokalet er en mystisk person, der ligner et dårligt rip-off af en cenobite fra Hellraiser-serien. Personen fortæller, at Jennifer må bøde for sine fejl i livet – og hun bliver derefter sendt på en tur, der skal vise hende på rette vej mod “det hvide lys”.

Hvordan det hele ender, og hvordan det hænger sammen med åbningssekvensen, skal selvfølgelig ikke afsløres her, men Ittenbach gemmer altså ikke på de store overraskelser.

De gode hensigter lades i stikken

Flere gange fornemmer man nogle af de gode hensigter og idéer, som Ittenbach har haft, men desværre formår han aldrig at gøre det spændende, eller også bliver det hele overforklaret til sådan en grad, at det hele falder til jorden.

Jennifers prøvelser foregår i forskellige niveauer, der har forskellige farver som f.eks. rød, grøn, gul, blå osv., før hun til sidst kan opnå det hvide lys og dermed frelse. En udmærket idé, men det smuldrer imellem fingrene på Ittenbach. I stedet for at lade farverne stå og arbejde på et underbevidst niveau, vælger han at bruge tid på at forklare farvernes betydning for publikum, så han er sikker på at have alle med ombord.

Det er som om, at Ittenbach denne gang har villet lave en kunstfilm med skrækelementer, men han har været for afskrækket til at hoppe direkte til en kryptisk kunstfilm af frygt for af at miste størstedelen af sit publikum.

I stedet for så fuldstændig at droppe kunstfilmelementerne, vælger Ittenbach at beholde dem, og det er her, én af filmens største svagheder ligger. For Ittenbach har ikke talentet til at lave en kunstfilm, og da han så samtidig vil lave en splatter, braser hele konstruktionen sammen.

De blodtørstige kan se frem til udskæring af øjeæbler, afbidning af penis og masser af andet gøgl fra Ittenbach hånd. En del af det er skam også ganske ulækkert og faktisk ret godt kreeret. Men det bliver aldrig intenst eller nervepirrende.

Ittenbach: Den glade og talentløse amatør

Ittenbach har tydeligt hentet inspiration i Saw– og Hostel-filmene, men også andre skrækfilm har været tydelige inspirationskilder for No Reason. Et af niveauerne, som Jennifer befinder sig på, er som taget ud af Hellraiser-universet, med lænker, læder, kroge og SM-sex. Desværre formår Ittenbach heller ikke at komme med fornyelser her, og vi får blot et opkog af de kendte elementer i hænderne på en amatør, der så inderligt gerne vil lave film.

Skuespillet er, som i de andre Ittenbach-produktioner, helt håbløst og minder mest om noget, man kan se i folkeskoleproduktioner, hvor man bedst spiller vred, hvis man råber meget højt og svinger kraftigt med armene.

Irene Holzfurtner tager virkelig kegler med sin rolle som Jennifer. Sjældent har jeg set en skuespiller præstere noget så horribelt som dette. Scenerne imellem hende og hendes søn er tåkrummende dårlige, for slet ikke at nævne filmens klimaks, hvor hun opfører sig som en anden actionhelt, taget ud af en John Woo-film. At sidde igennem samtlige 74 minutter er noget af en prøvelse, og personligt måtte jeg ty til anden form for underholdning, i stil med at knipse til nullermænd, for ikke at få en hjerneblødning.

Alt i alt er No Reason en værre amatørproduktion, lige fra instruktion til lyssætning og klipning. Ittenbach viser med al tydelighed, at han har flair for splat og effekter, men at han absolut ikke har øjet for flot filmhåndværk. Han har energien som en anden Ed Wood og spytter en masse film ud, men mangler lige det mindstemål af talent, der kunne gøre hans film “so bad it’s good”.

Som sagt er filmens tekniske side meget amatørpræget, og man får næsten selv lyst til at give sig i kast med et splatterorgie hjemme i baghaven. For hvis en mand som Ittenbach kan få sendt sine film ud på DVD til et større marked, så kan enhver! Nej, der er faktisk ingen grund til at se No Reason.

No Reason er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012

Stikord: Splat