The Curse of Frankenstein

I tilbageblikkets nogle gange ikke så klare lys er det til tider nemt at komme til at tænke på Hammerstudiernes gotiske gyserfilm som en given ting; som en type film, der blot fulgte en udvikling, der var “uundgåelig”.

Det er måske nok rigtigt så langt, at Hammers chefer havde øje for tidsånden og derfor sørgede for at dreje studiernes produktion i en lukrativ retning. Men set i forhold til Hammers tidligere film, var “Hammer Horror” et nybrud, der i høj grad var resultatet af de rette mænd på det rette sted til den rette tid.

The Curse of Frankenstein var ikke Hammers første horrorfilm. I 1955 oplevede Hammer stor succes med The Quatermass Experiment, baseret på en populær BBC TV-serie, og det var succesen med The Quatermass Experiment, der gav Hammer blod på tanden. Men The Quatermass Experiment var i sort/hvid og foregik i samtiden, så selv om den kan ses som et præludium til Hammers gotiske guldalder, var den ikke en del af den stribe af film, der skulle blive kendt som Hammer Horror.

The right stuff

Hammer var allerede i gang med at lave Quatermass 2 (1957), da studiet fik tilsendt et Frankenstein-manuskript af en kontakt i det amerikanske distributionsselskab a.a.p. Manuskriptet blev ikke taget vel imod hos Hammer, men idéen om at lave en Frankenstein-film faldt i god jord.

Det endte med, at Hammerproducenten Tony Hinds spurgte den unge production manager Jimmy Sangster, om han havde lyst til at skrive manuskriptet. Dermed tog Sangster springet til forfattergerningen og lagde samtidig én af hjørnestenene til Hammer Horror.

Den anden hjørnesten blev lagt, da Hammer valgte Terence Fisher til at instruere projektet. Fra sin instruktørdebut i 1948 og til The Curse of Frankenstein havde Fisher nået at instruere over 20 spillefilm foruden en kortfilm og ti episoder af forskellige TV-serier! Fra The Curse of Frankenstein og frem var stort set alle Fishers film produceret af Hammer, og med i alt omkring 20 film for studiet over de næste 17 år er det næppe for meget at kalde Fisher for Hammers hofinstruktør.

Den tredje hjørnesten i Hammer Horror kom i form af production designeren Bernard Robinson. Sammen med Sangster og Fisher var Robinson helt afgørende for det specielle look og den specielle stemning, som Hammers gotiske horrorfilm havde. Afledt af Sangsters manuskript kreerede Robinson igennem sine kulisser et helt specielt Mellemeuropæisk gotisk univers, som er helt og aldeles Hammers eget: Underligt tidløst og geografisk uplacérbart på trods af forskellige, særligt tyskklingende, stednavne, der nævnes i filmene.

Den fjerde hjørnesten i Hammer Horror vil nogle nok mene kan diskuteres. Nogle vil formentlig pege på Christopher Lee eller Peter Cushing, men jeg anser snarere Lee og Cushing som to af spirene på Hammers store, gotiske borg. Som den fjerde hjørnesten vil jeg i stedet pege på komponisten James Bernard, hvis fornemme scores stod for en ikke ringe del af stemningen i mange af Hammers bedste film i studiets guldalder fra midten af 1950’erne og til luften gik af ballonen i 1970’erne.

Jimmy Sangster, Terence Fisher, Bernard Robinson og James Bernard: Disse fire herrer etablerede det grundlæggende regelsæt for stort set samtlige af de kulørte horrorfilm, Hammer producerede i kølvandet på The Curse of Frankenstein. Mange af filmene var de selv involveret i, men selv når de ikke var, trak andre manuskriptforfattere, instruktører, production designere og komponister på den model, der blev etableret i 1957, også selv om stilen blev mere vovet (nogle vil sige “lummer”) som tiden skred frem. De rette mænd på det rette sted til den rette tid.

Peter Cushings film

Og så er der selvfølgelig skuespillerne, og her er det naturligvis helt korrekt, at særligt Peter Cushing og Christopher Lee for altid vil stå som to af Hammer Horrors primære skikkelser – også selv om de langt fra var med i alle de film, studiet producerede i den omkring tyveårige periode, hvor Hammer Horror nød stor succes.

Men både Cushing og Lee medvirker passende nok i The Curse of Frankenstein, selv om Lees rolle i denne omgang er ganske beskeden. The Curse of Frankenstein er ubestridt Peter Cushings film, og Cushing gør det aldeles glimrende som Baron Victor Frankenstein. Men måske skal vi lige tage et kort kig på handlingen i The Curse of Frankenstein.

Just robbing a few graves

Selv om Jimmy Sangsters manuskript naturligvis er baseret på Mary Shelleys roman fra 1818, så tager manuskriptet sig en lang række friheder i forhold til forlægget. Man må således ikke forvente en trofast filmatisering af romanen, men den grundlæggende tematik er bevaret.

Filmen begynder med en rammehistorie, hvor Baron Frankenstein (Cushing) besøges i fængslet af en præst, som han desperat forsøger at overbevise om sandheden i sin vanvittige historie. Herefter springer handlingen tilbage i tid, hvor vi indledningsvist møder den unge Baron Frankenstein, der netop er blevet forældreløs.

Frankenstein har averteret efter en privatlærer, og han ansætter Paul Krempe (Robert Urquhart) i stillingen. Krempe indfører Frankenstein i videnskaberne, og de to bliver nære venner. Et hurtigt klip og Frankenstein er nu voksen og Krempe lidt ældre (læs: lidt grå stænk i håret). Da de to lykkedes med et eksperiment, hvor de reanimerer en død hund, får Frankenstein den idé, at de skal bygge et levende væsen fra bunden ud fra ligdele, som de kan stjæle. Indledningsvist hjælper Paul, men han får snart kolde fødder, ikke mindst da Frankensteins smukke kusine og forlovede Elizabeth ankommer.

Frankenstein fortsætter naturligvis sine eksperimenter, selv om Paul flere gange forsøger at tale ham fra det. Ved én af disse lejligheder får vi følgende forrygende dialog:

Paul: Victor, I appeal to you. Stop what you’re doing before it’s too late!
Frankenstein: But what am I doing? I’m harming nobody. Just robbing a few graves. What doctor or scientist doesn’t? How else are we to learn the complexities of the human animal?
Paul: Doctors rob for the eventual good of mankind. This can.. this can never end in anything but evil.

Så er det ligesom på plads: Ligrøveri er helt okey-dokey, så længe det er for et godt formål! Helt forrygende!

Yderligere en forrygende række scener får vi, da Frankenstein skal skaffe hjernen til sin skabning. På dette tidspunkt er den gode baron eftertrykkeligt besat af sin idé, ja faktisk vanvittig, og det spiller Peter Cushing ganske formidabelt og underholdende. Men da hjernen endelig er i hus, går det galt: Frankenstein og Paul kommer op at slås, og hjernen bliver beskadiget. Det afholder dog ikke Frankenstein fra at installere hjernen i sin skabning, og så ved vi jo godt, hvad klokken er slået.

Til sidst lykkes det Frankenstein at få stykket sin skabning sammen, men hans maskineri er for kompliceret til, at han kan fuldføre genoplivningsprocessen alene. Da han forsøger at overtale Paul til at hjælpe, slår et lyn ned i maskineriet og vækker skabningen til live. Og selvfølgelig går det galt. Selv om Frankenstein forsøger at holde skabningen fanget, slipper den fri, og så skal jeg ellers ikke fortælle mere her.

Mellem under- og overspil

Som sagt er The Curse of Frankenstein helt og aldeles Peter Cushings film, og Cushing er eminent i rollen som den stadigt mere vanvittige Victor Frankenstein, der dog formår at gøre gode miner til slet spil. Cushing ligger konstant på vippen af under- og overspil, og han formår utroligt nok at gøre Frankenstein ganske sympatisk, selv om figuren samtidig er helt vanvittig og forbryderisk.

Hele affæren gøres desuden ekstra kulørt af den smukke Elizabeths ankomst i skikkelse af én af Hammers scream queens, Hazel Court, for samtidig har Frankenstein haft noget kørende med stuepigen Justine (Valerie Gaunt), som han formår at skaffe af vejen, da hun bliver lidt for nysgerrig og sniger sig ind i laboratoriet.

Den garvede britiske film- og TV-skuespiller Robert Urquhart er fin i rollen som Paul Krempe, selv om Urquharts spil for en stor dels vedkommende ligger mere til den overspillede end den underspillede side. Det tilføjer dog bare endnu et lag kulør og passer ganske glimrende ind i filmens overordnede udtryk.

Christopher Lee dukker op 50 minutter inde i den blot cirka 80 minutter lange film, og det er ret begrænset, hvor meget screentime Lee har i filmen. Alligevel spiller han som monstret naturligvis en væsentlig rolle for filmens videre handling, og det mest imponerende er måske nok, hvor ekspressiv Lee formåede at være bag den tommetykke og ganske fornemme make up.

I øvrigt skal det lige påpeges her, at monstret i The Curse of Frankenstein rent visuelt har meget lidt at gøre med Boris Karloff-monstret i Universals klassiker – helt bevidst, da Universal meget ihærdigt holdt på deres copyright i den henseende. Faktisk vil jeg mene, at det kun var til det bedste, og egentlig er monstret mere troværdigt i Hammers udgave end i Universals.

En triumf

Hele The Curse of Frankenstein er en triumf for Hammers produktionsapparat: Jimmy Sangsters manuskript er glimrende og faktisk overraskende modigt for sin tid, når det gælder indholdet. Det gav naturligvis også ramaskrig i samtiden, for der holdes ikke igen med morbide antydninger og endda visse special effects, der nok kunne få det til at vende sig i maven på nogle af datidens biografgængere.

Dertil kommer Bernard Robinsons smukke production design, hvor især Frankensteins laboratorium er et forrygende postulat af simrende kolber med boblende væsker i masser af farver, mærkelige dingenoter og gennemsigtige væsketanke, hvor skabningen ligger i, mens Frankenstein arbejder på det. Det er indbegrebet af en gal videnskabsmands laboratorium og det er både flot og festligt.

Terence Fishers instruktion er klar og hele molevitten afvikles uden antydningen af svinkeærinder: Spilletiden ligger på 83 minutter, hvor næsten hvert et minut anvendes til at drive handlingen frem. I Fishers hænder er The Curse of Frankenstein det stik modsatte af Frankensteins kluntede, grimme monster: Effektiv, trimmet og smuk.

Med The Curse of Frankenstein lagde Hammer stærkt ud med deres første horrorfilm i farver. Det er ikke uden grund, at filmen af eftertiden er blevet hævet op på en piedestal og har fået klassikerstatus, for det fortjener den ubetinget!

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012

Stikord: Filmatisering, Frankensteins Monster, Hammer Horror