Dracula

Efter succesen med The Curse of Frankenstein havde Hammerstudierne så at sige fået blod på tanden, og de kastede sig derfor straks over én af de andre horrorklassikere, nemlig Dracula, baseret på Bram Stokers roman af samme navn fra 1897.

I modsætning til The Curse of Frankenstein, der rent rettighedsmæssigt havde været relativt enkel, var sagen anderledes med Dracula, og Hammer måtte således forhandle en aftale på plads med Universal Studios, hvis Dracula-serie, der startede med Tod Brownings legendariske film fra 1931, var fortsat helt til slutningen af fyrrerne, hvor Universal formåede at slå greven ihjel ved at udsætte ham for komikerparret Abbott og Costello. Efter sigende skulle aftalen mellem Universal og Hammer være nået op på hele 80 sider, og den endelige aftale forelå ikke, før filmen faktisk var optaget!

Samme hold

Holdet bag Dracula var det samme, der havde stået bag The Curse of Frankenstein fra året før: Manuskriptet var skrevet af Jimmy Sangster, instruktøren var Terence Fisher og production designet var af Bernard Robinson. Endnu engang stod James Bernard for musikken, og også fotografen var den samme, nemlig Jack Asher.

Derfor kan det næppe heller overraske, at Dracula er endnu en klassiker, selv om den måske ikke er helt så sublimt underholdende som The Curse of Frankenstein. Sidstnævnte skyldes især den lidt mere tørre rolle, Peter Cushing denne gang udfylder som Van Helsing. Ikke fordi Cushing gør det dårligt, men det er blot et endnu et blandt mange eksempler på, at skurkeroller bare er mere saftige end good guys.

Frit efter forlægget

Jimmy Sangster tog sig nogle gevaldige friheder i forhold til Bram Stokers roman, hvilket blandt andet har den konsekvens, at filmen nærmest tager form af et kammerspil. Således er der kun en håndfuld roller, der har nogen reel betydning. Ud over greven, der, i overensstemmelse med romanen, reelt er meget lidt med, er det Van Helsing (Cushing), Arthur Holmwood (Michael Gough), hans kone Mina (Melissa Stribling) samt Arthurs søster Lucy (Carol Marsh).

Men hov, tænker du måske nu – hvad med den gode Jonathan Harker? Og for den sags skyld Dr. Seward, Quincey Morris, Renfield og andre af de kendte skikkelser fra romanen? Svaret er, at de fleste af dem ganske enkelt er skrevet ud af Jimmy Sangsters manuskript, på nær Jonathan Harker, der imidlertid spiller en helt anderledes rolle end i romanen. Man fornemmer nok også på de tidligere nævnte navne, at også Arthur, Mina og Lucy indtager helt andre roller end i romanen.

I Dracula, altså filmen, er Jonathan Harker allerede vampyrjæger, da vi møder ham ved filmens begyndelse. Her ankommer Harker til Draculas borg nær Klausenberg under påskud af at være grevens nye bibliotekar! Efter nær at være blevet bidt af en smuk kvindelig vampyr, greven har installeret på sin borg, lykkes det Harker at tage livet af kvinden, men desværre for Harker er greven selv en anelse for snu, og snart er det bye bye Harker.

Van Helsing ankommer snart til Draculaborgen, hvor han opdager, hvad der er sket med Harker, men greven er der ingen spor efter. Nedslået rejser Van Helsing til Karlstadt for personligt at overbringe den dårlige nyhed til Harkers forlovede, men da Van Helsing ankommer, mødes han af en modvillig Arthur Holmwood, der i øvrigt kan fortælle, at Lucy pludselig er blevet syg. “Hm,” tænker man, og ganske rigtigt har greven da også været på spil.

Nu må Van Helsing og Arthur slå pjalterne sammen for at uskadeliggøre greven, inden det bliver for sent, men kan de nå at redde Lucy – og hvad med Arthurs kone Mina, som greven også bliver lun på at sætte tænderne i?

Føles mindre

Man genkender tydeligt mange af de centrale elementer fra Stokers roman, men Sangster forenkler og fortætter dem for at få mest mulig smæk for skillingen. Sammen med det relativt beskedne cast og ret få lokaliteter, gør den forenklede handling Hammers Dracula til en ret intim film, der på en måde også føles “mindre” end The Curse of Frankenstein, selv om mange af idéerne bag produktionen er de samme.

Man mærker det f.eks. i filmens lokaliteter, som man får en fornemmelse af ligger ganske tæt på hinanden. Således er London ændret til Karlstadt, hvilket bl.a. giver anledning til den lidt aparte, men ganske underholdende, situation, at vi har en række personer med ærkebritiske navne, der tilsyneladende bor et sted i Mellemeuropa.

Men derudover fungerer Sangsters greb godt, og det er desuden med til at sikre, at handlingen har fart på. I øvrigt kan man forestille sig, at det ganske enkelt har været en mere budgetvenlig løsning, der betød, at man ikke skulle bygge så mange kulisser eller på andre måder forsøge at genskabe et victoriansk London.

Erotiske undertoner

Et andet element, som både Sangsters manuskript og Fishers instruktion formår at trække frem på aldeles forbilledlig vis, er vampyrens seksuelle magt. Dracula er lavet længe før Hammers vampyrfilm blev decideret lumre, men alligevel er der flere scener, der er stærkt erotisk ladede. Det kommer blot ikke til udtryk i skuespillerindernes påklædning, for den er tækkelig, men i deres skuespil.

Her må både Carol Marsh og Melissa Stribling roses for deres troværdigt spillede, men alligevel åbenlyse liderlighed, når de konfronteres med Dracula. Det hele ligger i blikkene og ansigtsudtrykkene, der er med til at gøre Hammers Dracula til den første “farlige” Dracula-film, fordi den inkorporerer et element, der ellers hidtil kun har været at finde i Stokers roman.

På den måde kan man med en vis ret hævde, at Hammers Dracula er den første “trofaste” filmatisering af romanen, fordi de tidligere filmatiseringer havde neutraliseret de vigtige erotiske undertoner i romanen og så at sige kastreret Dracula, der blev reduceret til “kun” at være et monster.

Grevens slagskygge

Som i The Curse of Frankenstein er Peter Cushing den dominerende skuespiller, men han føles alligevel knap så altdominerende som i Frankenstein-filmen, fordi man ved, greven lurer i kulissen. Selv om Christopher Lee kun har ganske få replikker og hans reelle screentime er begrænset, er Grev Dracula i Lees imposante skikkelse en formidabel figur, der fylder meget mere i filmen end hans screentime egentlig berettiger til.

Hermed må man sige, at Jimmy Sangster og Terence Fisher har opnået at gengive ét af romanens mest imponerende og subtile elementer, nemlig den stemningsmæssige slagskygge, Dracula kaster, selv om han kun er fysisk til stede i nogle få scener.

Lees portrættering af greven er naturligvis blevet ikonisk, og en stor del af filmens effekt og succes skyldes Christopher Lees udstråling. Lee bærer grevens slængkappe med pondus, og hans højde alene er med til at gøre Dracula til en skræmmende figur. Hvis man vil forsikre sig om det, kan man bare se scenen fra Draculaborgen, hvor Dracula første gang dukker op. Her ses han kun som en mørk silhuet, men alligevel er han en følelig trussel.

Dertil kommer mange klassiske vampyrklichéer, som Lee spiller til perfektion: Grevens chokerede ansigtsudtryk, når han konfronteres med kors; de hypnotiserende, blodsprængte øjne og, naturligvis, de overdimensionerede hjørnetænder, som greven blotter i et lettere besværet grin. Lees Dracula er indbegrebet af en filmvampyr og i dag måske nok en kliché, men mange af klichéerne blev født her.

Efter Cushing og Lee, er de øvrige skuespillere de rene bipersoner, uagtet at de fleste af dem har mere screentime end Lee. Michael Gough, som de fleste nok kender bedre som Bruce Waynes butler Alfred i Tim Burtons to Batman-film (1989 og 1992), er ret tør som Arthur Holmwood, men han fungerer fint i rollen som Van Helsings sidekick. Langt bedre er dog de to kvinder, Carol Marsh og Melissa Stribling, bl.a. fordi de formår at bibringe de erotiske undertoner.

Hører til på hylden

Dracula er, kort sagt, en klassiker; både indenfor Hammers produktion og i filmhistorien generelt. Som den første i Hammers lange serie af vampyrfilm, med og uden Dracula, fik den også enorm betydning for studiets senere film. At sige, at Hammers Dracula hører til på filmhylden hos enhver horrorfilmfan er dermed en høflig underdrivelse.

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012

Stikord: Dracula, Filmatisering, Hammer Horror, Vampyrer