Dracula: Prince of Darkness

Der skulle gå otte år mellem Hammers Dracula (1958) og den første af de i alt syv fortsættelser, der havde Christopher Lee på rollelisten. Allerede i 1960 kom dog The Brides of Dracula, men her medvirkede Lee ikke, hvorimod Peter Cushing gentog sin rolle som Van Helsing.

I 1966 kom så Dracula: Prince of Darkness, der indledte traditionen med, at Dracula i hver film skulle genoplives på mere eller mindre fantasifulde måder. Igen er det Hammers dream team, der står bag filmen: Jimmy Sangster stod for manuskriptet, Terence Fisher instruerede, Bernard Robinson var production designer og James Bernard leverede musikken.

Lee var så utilfreds med de replikker, Sangster lagde i munden på Dracula, at han i ren trods spillede rollen helt uden replikker. Her er hvad Lee siger om sagen i Tall, Dark and Gruesome:

”In this new one I never said a word. I hissed, I spat, I snarled, but no words escaped my ruby lips. I was determined none should. I had read the script. I realized that it was impossible for anybody to write convincing lines for me. Rather than say the lines written down, I said nothing.”

Greven bliver ikke mindre truende af, at han ikke mæler et eneste ord. Tværtimod er det med til at gøre Dracula endnu mere intimiderende og uhyggelig.

Velkommen til Draculaborgen

Lad det være sagt med det samme: Dracula: Prince of Darkness er en utroligt fornøjelig og underholdende film! Den indeholder alle de klassiske Hammer-klichéer, handlingen kører i femte gear, og der er også lidt at grine af undervejs. Som sådan kan man godt argumentere for, at Dracula: Prince of Darkness er en mere råt underholdende film end den første Dracula, ligesom den på de fleste måder også føles som en større film med flere lokaliteter og roller.

Efter en prolog, hvor vi introduceres for munken Fader Sandor (Andrew Keir), møder vi de to brødre Charles og Alan Kent (Francis Matthews og Charles Tingwell) og deres koner Diana og Helen (Suzan Farmer og Barbara Shelley). De er på kulturrejse i Karpaterne, og det må jo gå galt!

På en kro møder de Fader Sandor, der advarer dem om ikke at tage forbi Draculaslottet, men dagen efter går det naturligvis hverken værre eller bedre end at det er præcis dér, de ender. Deres kusk nægter at køre dem hele vejen til Karlsbad, fordi mørket snart falder på, og de to par bereder sig på at måtte tilbringe natten i en ussel træhytte. Da der pludselig dukker en førerløs diligence op, kan mændene selvfølgelig ikke stå for fristelsen, og de fire rejsende hopper ombord. Desværre kan de ikke kontrollere hestene, der kører vognen direkte til, ja hvor ellers, Draculaborgen.

Her finder de borgen oplyst og middagsbordet dækket op til fire. De mødes af den bedemandslignende Klove, der forklarer, at hans afdøde herre har beordret, at borgen altid skulle være parat til at tage mod gæster. Selv om især Helen har mange betænkeligheder, lykkes det for de to mænd at overtale deres koner til at overnatte på borgen. Det skulle de selvfølgelig aldrig have gjort og efter et rask lille ritual er greven på benene igen.

Forrygende omgang Hammer Horror

Dracula: Prince of Darkness er en forrygende omgang Hammer Horror, når den er bedst! Vi har en kulørt historie, der i øvrigt bestemt ikke er ublodig (særligt ritualet, hvor Klove vækker Dracula til live, er ganske blodigt), nogle tilsvarende forrygende karakterer og et par særdeles smukke kvindelige hovedpersoner.

Det siger naturligvis sig selv, at sidstnævnte er garant for lidt lummerhed, der dog stadig er relativt tækkelig, men hvor det ikke desto mindre lykkes Sangster at fremhæve vampyrens erotiske magt. Det kommer ikke alene til udtryk ved Helens forandring fra frygtsom britisk turist til laber vampyrkvinde, men også i en scene, der er hentet direkte fra Stokers roman.

Greven har tvunget sig adgang til Dianas værelse, hvor han åbner sin skjorte og skærer hul på sit bryst, så blodet flyder. Om det er grevens hypnotiske evner eller erotiske magt, der gør, at Diana næsten når at drikke af Draculas blod, inden Charles og Fader Sandor kommer brasende ind, er ikke til at sige, men der er ingen tvivl om, at liderligheden lurer lige under overfladen, ganske som den gjorde i den første Dracula.

Til Hammerfilmenes flirten med det erotiske kan man dertil lægge alt fra overtroiske bønder til stoiske munke, der hjælper vores hovedpersoner (de af dem, der overlever natten på Draculaborgen); fra Dracula himself til en karakter, der er bygget direkte over Renfield fra Stokers roman. Det er endnu et element, Sangster her henter direkte fra Stokers roman, for Renfield medvirkede jo ikke i den første Dracula-film. Men her får Sangster fint inkorporeret karakteren som galningen Ludwig, der nu passes og plejes af munkene i Fader Sandors kloster.

Solidt cast

Skuespillerne er hele vejen igennem særdeles veloplagte i alle roller. Som nævnt gør Lee en fantastisk figur som den helt replikløse greve, og Lee er på den måde filmens absolut dominerende figur, men de øvrige skuespillere, særligt bipersonerne, er også helt forrygende.

En af højdepunkterne her er Philip Latham i rollen som Draculas tjener Klove. Latham spiller rollen med absolut stenansigt, hvilket gør figuren både skummel og komisk på én gang, og Klove er ganske enkelt en helt forrygende karakter. Også Thorley Walters i den Renfield-lignende rolle som galningen Ludwig er en herlig karakter, om end på en ganske komisk facon.

Den måske bedst kendte af skuespillerne i Hammer-regi, foruden Christopher Lee, er uden tvivl Barbara Shelley, der er blevet kaldt “The First Leading Lady of British Horror”. Hun blev én af Hammerstudiernes største scream queens og medvirkede i en lang række Hammerproduktioner siden sin Hammerdebut i Val Guests The Camp on Blood Island (1958). Den ligeledes dekorative Suzan Farmer havde også flere optrædener i Hammerfilm, ligesom hun også spillede sammen med Boris Karloff i Die, Monster, Die! (1965).

Endelig spilles Fader Sandor af Andrew Keir, der ligeledes havde flere Hammerproduktioner under bæltet; hans mest prominente rolle er nok den som Bernard Quatermass i den tredje Quatermass-film, Quatermass and the Pit (1967).

Klichéer der fungerer

Alt i alt er der tale om et virkelig solidt cast, der, sammen med Sangsters veloplagte manus og Fishers sædvanlige sikre instruktion, er med til at gøre Dracula: Prince of Darkness til en fremragende film. Det siger sig selv, at rollerne, som så meget andet i filmen, er klichéer, og at skuespillet ikke er på prisvindende niveau, men det er alle klichéerne i Hammers nu helt fasttømrede eventyragtige Mellemeuropæiske univers, der får Dracula: Prince of Darkness til at fungere så godt.

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012

Stikord: Dracula, Fortsættelse, Hammer Horror, Vampyrer