The Spy Who Loved Me

The Spy Who Loved Me er en interessant film i Bond-kanonen, fordi det var den første film, hvis historie slet ikke var hentet fra én af Ian Flemings romaner. Godt nok kom filmens titel og enkle elementer fra romanen, men historien måtte skrives fra bunden, fordi Flemings roman (udgivet 1962) fik så mange hug fra både kritikere og fans, at Fleming kun tillod brugen af titlen, da filmrettighederne blev solgt.

Faktisk prøvede Fleming på mange forskellige måder at holde romanen væk fra markedet, efter førsteudgaven var kommet. Således fik han stoppet paperbackudgivelsen af romanen i Storbritannien, og en paperbackudgave kom først på markedet efter Flemings død.

Det betød altså, at der ikke var nogen vej uden om at kreere en ny historie, såfremt producenterne ønskede at bruge titlen til en film, og det kan man ikke fortænke dem i gerne at ville: The Spy Who Loved Me er en tillokkende, slagkraftig titel, som nok skulle kunne trække folk i biffen.

Alt andet end original

Nu skrev jeg godt nok både, at “historien måtte skrives fra bunden” og “kreere en ny historie”, men her må jeg nok korrigere mig selv en smule, for man kan kun kalde historien original i forhold til Flemings roman. I forhold til de øvrige Bond-romaner og især i forhold til de foregående Bond-film, er The Spy Who Loved Me alt andet end en original film, men man hæfter sig med glæde ved det faktum, at filmen fungerer. Det er særligt vigtigt set i forhold til den umiddelbart foregående film, The Man with the Golden Gun, der knirkede værre end en kirkegårdslåge i en horrorfilm.

Men nu hører det også med til historien, at The Spy Who Loved Me på ingen måde var nogen nem produktion. Den ene af de to Bond-producenter, Harry J. Saltzman, lod sig købe ud af franchisen, på grund af økonomiske problemer. Den oprindelige instruktør, Guy Hamilton, forlod filmen, fordi han fik tilbudt at instruere Superman (1978, hvor Hamilton så alligevel endte med at blive forbigået til fordel for Richard Donner). Og manuskriptet var også ramt af problemer.

Ikke mindst var det et problem for manuskriptforfatterne, at deres oprindelige plan – at lade Ernst Stavro Blofeld være skurken endnu engang – blev skudt i sænk. Kevin McClory, den ene af forfatterne bag det oprindelige manuskript til Thunderball (1965), fik nedlagt forbud mod at producenterne måtte bruge navnet Blofeld eller SPECTRE, fordi han hævdede at have opfundet navnene (se i øvrigt anmeldelsen af Thunderball).

Derudover lagde McClory sag an og forsøgte at stoppe produktionen, fordi han hævdede, at manuskriptet var planket efter et manuskript, han havde skrevet tidligere. Det lykkedes ikke for McClory at få stoppet produktionen, så efter mange hurdler, kom produktionen af The Spy Who Loved Me endelig i gang.

Kald mig bare Blofeld…

Så hvad er plottet? Jo, det korte af det lange er, at skurken, Ernst Sta.. øh… Karl Stromberg, er besat af livet under havoverfladen. Han har bygget et kæmpe undervandshovedkvarter, der også kan stige op til overfladen, og han drømmer om at etablere en civilisation under havets overflade. Så for at hjælpe processen lidt på vej, vil den svinerige Stromberg starte en atomkrig.

Derfor har han fået fremstillet en enorm olietanker, der ikke er en olietanker, men som i virkeligheden kan åbne bovporten og opsnappe atomubåde. For at opspore ubådene har han fået fremstillet et avanceret sporingsudstyr, som er det, der hjælper Bond med at komme på sporet af ham.

Da der forsvinder atomubåde fra både Storbritannien, USA og Sovjet, beslutter M og den russiske efterretningschef General Gogol sig for, at det er på tide at samarbejde. Så Bond bliver sat til at arbejde sammen med den smukke russiske efterretningsagent Anya Amasova, og så ved vi jo godt, hvad det ender med.

Underholdende

Som sagt er der masser af ting ved The Spy Who Loved Me, vi har set før. Det enorme skib, der opsnapper atomubåde er marine udgaven af rumraketten i You Only Live Twice (1967), og Karl Stromberg har ikke så lidt til fælles med Blofeld, bortset fra at Stromberg er idealist, mens Blofeld bare var grådig. At det hele så at sige er set før, betyder til gengæld, at plottet fungerer og formår at underholde fra start til slut.

Til gengæld er der skruet ekstra op for den kække humor, og det er omvendt ét af de elementer, der er med til at trække nedad i det overordnede billede. Det gælder både fra konkrete plotelementer og til mere metaprægede elementer. Ser man lige bort fra det helt aburde i, at Q’s laboratorium pludselig ligger skjult i et ægyptisk gravkammer (fordi Bond tilfældigvis er i Ægypten?!), er Q’s dingenoter, som de præsenteres i sekvensen, decideret latterlige.

Og at nogen har haft svært ved at tage tingene særlig seriøst understreges ekstra, da en scene i den ægyptiske ørken er sat til tonerne af Maurice Jarres tema fra Lawrence of Arabia (1962). Og så gør de klassiske toner fra Lawrence of Arabia intet godt for Marvin Hamlisch’ originale score, der, for nu at sige det mildt, ikke just er blandt seriens perler.

En humoristisk skurk

Også den nye henchman for skurken er med til at skrue op for humoren. Det er selvfølgelig Jaws i Richard Kiels enorme skikkelse. Kiel har kun gjort, som han blev bedt om, men den imposante skurk kunne faktisk have været ganske uhyggelig, hvis ikke både instruktør Lewis Gilbert (You Only Live Twice) og manuskriptforfatterne Christopher Wood og Richard Maibaum havde valgt at gøre Jaws til en grundlæggende komisk figur.

Endelig er der detaljerne. Den hvide Lotus Esprit, der også fungerer som undervandsbåd er i sig selv en cool, om end lidt over the top, Bond-gadget. Men scenen, hvor Bond og Amasova kører op på en strand, ender i lagkagekomik. Værst af alt, da Bond ruller vinduet ned og smider en fisk ud. Hvordan fanden er den fisk kommet ind i bilen, når det er en undervandsbåd?!

Ja, okay, nu er vi helt sikkert ude på kanten af navlepilleriets dybe, dybe afgrund, men det er i de små detaljer, at mange af irritationsmomenterne også ligger.

Imponerende stunt og fabelagtige kulisser

Til gengæld er der andre ting ved The Spy Who Loved Me, der er helt igennem spektakulære! Prologens skijagt med det afsluttende stunt, hvor Bond på ski kaster sig ud over en afgrund og udløser en faldskærm, er afsindigt imponerende, og det samme gælder for Ken Adams production design. Adam var manden bag production designet på de fleste af de foregående Bond-film, inklusiv You Only Live Twice med Blofelds enorme kraterbase, og det indre af Strombergs kæmpeskib er intet mindre end fabelagtigt!

Det er dog ikke kun production designet, der er rart ved øjnene, for det skorter bestemt ikke på smukke kvinder i The Spy Who Loved Me. Den primære Bond-babe i filmen er naturligvis Anya Amasova i Barbara Bachs skikkelse. Og det er godt, at Bach ser godt ud, for nogen stor skuespiller er hun ikke. Men ud over Bach er der yderligere en håndfuld dejlige damer – fra eksotiske ægyptiske skønheder til Strombergs letpåklædte assistent og endda en hotelreceptionist. Alle har de godt øje til Bond, der i Moores skikkelse nu er blevet til en playboyagent.

Masser at holde af

Alt i alt er The Spy Who Loved Me så solidt underholdende, at den står som én af de klart bedre indlæg i serien fra Moore-perioden, og det er under alle omstændigheder en markant bedre film end den umiddelbart foregående. Den campede humor er der stadig, ja den er nok faktisk blevet en tand værre, men fordi plottet trods alt er så velfungerende, som det er, lader man sig rive med og underholde hele vejen igennem. Noget mesterværk er The Spy Who Loved Me ikke, men der er masser at holde af.

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012

Stikord: James Bond