Sergeant Slaughter, My Big Brother

Greg Williams er en etableret fotograf og instruktør, der udover Sergeant Slaughter, My Big Brother (herefter refereret til som Sergeant Slaughter), har en enkelt anden kortfilm på CV’et, Tell Tale (også 2010) med blandt andet Carla Gugino på rollelisten.

Han startede karrieren med fotojournalistiske nyhedsreportager om bl.a. Sierra Leone og Burma i 1990’erne, samt om børn født med deformiteter, og bevægede sig senere over i film- og reklamebranchen. Han er temmelig besat af lyssætning. Han har skudt en del Hollywood-portrætter for de store modeblade, mange reklamefilm i den sexede genre og står i øvrigt bag fotobogen, Bond On Set om de seneste James Bond-film.

Han har på de sidste fire Bond-film været fast still-fotograf samt produceret filmplakaterne. Som fotograf har han senest bevæget sig over i modebranchen og i løbet af 2012 er planen, at han skal instruere sin første spillefilm, Samarkand, som han sammen med sin storebror har skrevet manuskriptet til. Williams er med andre ord en mand med mange jern i ilden og ser, at dømme ud fra denne fascinerende kortfilm, ud til at være én, man bør holde øje med.

Historie om maskulinitet

Sergeant Slaughter er en hyldest fra Williams til hans egen storebror Olly og deres forhold. Hans baggrund som reklamefotograf mærker man nu ikke meget til i hverken det visuelle eller i instruktionen. Dens titelsekvens er grafisk enkel og meget passende – de tre rekvisitter, der er med til at beskrive forholdet mellem brødrene i de dominerende scener: en dolk, en høtyv og en ske.

Der er klar fokus på den relevante historie om maskulinitet. Manuskriptforfatter er Douglas Ray, der effektivt har fået heftig dialog skåret ned til det essentielle og presset nok effektive dramatiske scener ind til, at det bliver til et grundigt portræt trods den korte spilletid. Ray har også andre kortfilm på CV’et, blandt andet Get Off My Land (2007).

Sergeant Slaughter vandt to priser ved Chicago Short Film Festival 2010 – for Bedste Instruktion og Bedste Mandlige Skuespiller (Hardy) samt yderligere to priser for Bedste Instruktion i New York og San Francisco. Det er ikke uden grund, for han, Ray og Hardy får trods kun 13 minutter til at dække et stort emne godt nok gjort indtryk. I skrivende stund kan du i øvrigt stadig se Sergeant Slaughter kvit og frit ved at pege din browser mod Vimeo.

En simpel, flot hyldest til brormand

Keith er en typisk rolig knægt fra en gennemsnitsfamilie med en irriterende, voldelig storebror, der dog stadig fungerer som hans store beskytter. Keith mobbes nemlig heftigt af den lokale plageånd og ser ikke anden udvej end at flygte, når han konfronteres. Han ser op til sin bror trods det lidt ekstreme broderlige mobberi og agerer f.eks. menneskelig boksebold, når Dan skal træne.

De har et typisk forhold som brødre – hvor én må dominere – men med den twist, at storebror Dan ikke ligefrem har kontrol over sine impulser. Keith finder ud af, at storebror hemmeligt har meldt sig ind i den franske fremmedlegion og planlægger at rejse i nær fremtid, men kan ikke få noget konkret om emnet ud af ham. En snigende konflikt eskalerer langsomt og Keith får sagt ting, der får sparket gang i næste udviklingstrin, både i deres forhold som brødre og som mænd.

Dan er Keiths voldelige macho wanna-be af en storebror og med ham får filmen berørt emnet maskulinitet og dens mange sider. Dan møder vi første gang siddende dybt koncentreret og splitternøgen kun iført dolk spændt på skinnebenet og militærbaret, i gang med at lave skulpturer, (hans anden passion udover våben, vold og machoopførsel) som det mest naturlige i verden.

Han er toptrænet, fuldstændig besat af at blive militærmand og mangler tydeligvis selvkontrol, når det gælder fascinationen af vold. Samtidig har han kunstneriske evner, der snildt kunne sende ham en helt anden vej i livet og forældre, der er godt trætte af hans machoattitude. I korte, sjældnere glimt viser han tegn på charme, men hård-militærmand-facaden fylder stort set alt.

Klokkeklar, lovende instruktion og velskrevet historie

Når der kun er få minutter til at vise en karakters personlighed er det effektivt af Williams at lade Dan være både nøgen samt fysisk dominerende og direkte truende i én og samme scene. Endnu et smart træk, fra Hardys side, er at lade Dan tage telefonen med superhøflig dengsetone (og et syleskarpt blik til lillebror, der ikke skal overveje at kommentere på det) og sekunder efter kaste sin nøgne krop oven på Keith og truende holde ham nede med en dolk for struben. Tydeligvis en helt normal hændelse i brødrenes dagligdag. Godt så, altså har vi at gøre med ét styks meget opmærksomhedskrævende personlighed!

En anden nævneværdig scene er middagsscenen – den er sprængfyldt med stemningen af en familie, der er ved at køre træt i en vis herres altoverskyggende tilstedeværelse. Man fornemmer klart Keiths rolle som underkuet, om det så er ment kærligt eller på grund af storebrors manglende impulskontrol.

Ikke mindst er der proppet godt med interessante vinkler, der får fortalt en masse, ind i den lille historie – det er meget muligt, at Dan træner sindssygt hårdt og er fysisk parat, men er det mere tanken om at spille hård mand end militærlivet, han er besat af? Hvorfor er han superklar, men endnu ikke taget af sted, og hvorfor ikke den britiske hær frem for Fremmedlegionen – har han pletter på straffeattesten eller bare naive, romantiske drømme om at kunne kalde sig fremmedlegionær?

Hvor meget pres fra plageånden skal der til, før Keith ændrer taktik? Hvad er det, Dan mangler at gøre eller sige, inden han tager skridtet og fører planen ud i livet? Slutscenen, der her ikke skal ødelægges med spoilers, er også fin – enkel og godt beskrivende.

Karakterskuespil, så det batter

Ben Macleod (diverse britiske TV-roller) spiller Keith og gør det rigtig godt som usikker lillebror, der langsomt er ved at finde lidt mere af sin kommende personlighed frem. Han er især god i scenen, hvor Dans ukontrollerede vold er gået over stregen – et stenhårdt slag i ryggen med en stor ske som et lyn fra en klar himmel, fordi impulsive storebror så rødt. Keith bryder først hulkende sammen men får i raseri effektivt sagt den undskyldende Dan et par konstruktive sandheder, som han tydeligvis har haft lyst til længe. Det medfører et kæmpe rolleskift i hans liv dagen efter.

Tom Hardy (Bronson, Warrior, Inception, m.fl.) spiller storebroderen magtfuldt og med så dominerende tilstedeværelse, at portrættet af Dan er spot on. En hel del mænd med den slags storebror-pinsler i bagagen vil uden tvivl få flashbacks af præstationen og vi andre kan nikke genkendende til typen, der kan være svær at komme ind bag facaden på.

Som sædvanligt lægger skuespilleren masser af menneskelige lag på Dan og får gjort ham spændende. Både Macleod og Hardy er i øvrigt, trods deres alder, helt troværdige i rollen som teenager og ung mand i starten af 20’erne.

Nathaniel Parker (Stardust, Inspector Lynley Mysteries og utallige britiske TV-roller) spiller – med kun et par replikker – faderen med stoisk ro. Han er Dans diametrale modsætning, der med lidt stikken til machobrødet får sin søn til at ligne en irettesat 10-årig, der indser han må finde en undskyldning frem.

Gillian Bevan (diverse britiske TV-roller) spiller moderen, der er ved at knække sammen over sin pestilens af en hjemmeboende søn, der tester hendes grænser. Hun har også kun et par replikker, men hun får med et par desperate blikke og en dosis vand ramt plet som den bekymrede forælder, der ikke aner hvordan hun skal håndtere sin forældretrætte søn. Sean Teale (serien Skins) har rollen som plageånden Derek, der ikke har andet at lave end at skræmme sit mobbeoffer, når ikke han sættes på plads af Dan.

Underholdende lille sag

Alt i alt er filmen en imponerende lille perle, du ikke vil fortryde at have brugt 13 minutter af dit liv på. Hvis du generelt finder Tom Hardys rollevalg interessante, skuffer præstationen her absolut ikke – karakteren Dan er et lige så intenst og medrivende portræt som man kender det fra hans bagkatalog.

Sergeant Slaughter, My Big Brother leverer imponerende sikker instruktion fra Williams, solidt karakterspil fra Hardy og et velskrevet manuskript med fin humor. Den er en sej, lille hyldest til storebrødre, som mange nok har opfattet dem i tidernes løb – det ene øjeblik frygtindgydende magtudøver og det næste øjeblik verdens bedste bror – og de afgørende rolleskift, livet byder på. Den fanger rigtig fint det, at én ting er at være hård mand, men noget helt andet er at være mand nok til at sige fra.

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012