To the Devil a Daughter

Hammers To the Devil a Daughter er en satanisk gyser, løseligt baseret på Dennis Wheatleys roman af samme navn. Det var den anden Wheatley-filmatisering, som selskabet udsendte, og valget af forlæg skal utvivlsomt ses i lyset af, at Hammer havde brug for en succes. Det var derfor nærliggende at søge tilbage til selskabets gyldne periode, hvor blandt andet den fabelagtige The Devil Rides Out (1968) blev indspillet med den gamle mester Terence Fisher i instruktørstolen.

To the Devil a Daughter er en særdeles effektiv gyser, der ikke har meget at gøre med den traditionelle Hammer-produktion. Filmen viser nye sider af selskabet, men desværre blev den også en af de sidste, som selskabet udsendte. Derfor står den i dag tilbage som en mere eller mindre overset afskedssalut for en lang og glorværdig karriere, som bannerfører for britisk gys og gru.

Man gjorde et barn fortræd

Pigen Catherine fylder snart 18 og skal hjem til England efter at være vokset op i et kloster i Tyskland. Hjemrejsen er planlagt således, at hendes far samler Catherine op i London, når hun lander med flyet. Catherines far har imidlertid lagt andre planer, for tydeligvis plaget og stresset opsøger han succesforfatteren John Verney. Han beder ham om at møde Catherine i lufthavnen og passe på hende, indtil han kan samle hende op.

Verney er ikke nogen helt almindelig skønlitterær forfatter, han er ekspert i satanisme og okkultisme, og Catherine eller Catherines far er åbenbart i problemer med en eller anden form for satanisk sekt. Verney accepterer opgaven med den bagtanke, at det måske kan skabe stof til en ny bog. Han møder den unge pige, som aftalt, men efterfølgende melder hendes far sig aldrig. Noget er på færde, og mystikken breder sig hurtigt.

Catherine er afgjort ikke nogen helt almindelig teenager. Men det, der gør udslaget for Verney, er, at han bemærker, hun har modbydelige mareridt, som for ham afslører, at hun står i forbindelse med sataniske kræfter. Hvordan og hvorfor kan han ikke sige, men Verney er sikker på, at sagen er alvorlig.

Verneys venner, ægteparret Anna og David, blander sig i mysteriet og indvilliger i at tage vare på Catherine, mens han selv laver noget research og snart begynder en okkult katten-efter-musen-leg, hvor den frafaldne præst Fader Michael forsøger at få fingre i Catherine. Hun skal indgå et i seksuelt, diabolsk ritual på hendes 18-års fødselsdag.

Hvad sekten konkret vil med hende, står dog først klart til sidst, men mon ikke det har et eller andet at gøre med det sære barn, vi ser grave sig vej ud gennem en kvinde i filmens begyndelse? Spørgsmålet er nu, om Vernay og vennerne kan holde Catherine på afstand af satanisterne, og hvordan de vil beskytte sig mod Fader Michaels sorte magi.

Mesterligt og næsten perfekt

To the Devil a Daughter blev instrueret af Peter Sykes, der med udgangspunkt i manuskriptforfatterne Christopher Wicking og John Peacocks hårdhændede fortolkning af Dennis Wheatleys roman leverer et skarpt lille satanisk pragtværk. Romanforlægget er vel at mærke blevet skåret til og filtreret gennem Rosemary’s Baby (1968) og The Excorcist (1973).

Det har skabt et stærkt manuskript med en kontant formuleret historie samt ikke mindst et veldefineret persongalleri. Til det kan man så føje et særdeles solidt cast og et endda forbløffende virkningsfuldt score af Paul Glass (ikke at forveksle med Philip Glass). Det skaber alt sammen grundlagt for en film, der dirrer af intensitet.

Det lykkes dermed også for Peter Sykes at forvandle Wheatleys pulpede horror til en raffineret gyser. Han trækker blandt andet meget fint psykologiske og psykedeliske elementer ind i det visuelle udtryk, der gør To the Devil a Daughter en basalt nervepirrende oplevelse, krydret af foruroligende drømmesekvenser og diabolske kryb.

Valget af australske Peter Sykes til instruktøropgaven har næppe heller været helt tilfældig, for fire år tidligere havde han leveret den ligeledes raffinerede og fascinerende psykologiske gyser Demons of the Mind (1972) for Hammer. Det var også en film, som afsøgte nyt terræn for selskabet, i hvert fald rent stilistisk.

Vi ser da stort set heller ikke skyggen af de klassiske Hammer-elementer, altså kapper, flagermus og droscher, i To the Devil a Daughter. Vi har her at gøre med en moderne gyser, som til enhver tid fortjener sammenligning med den sataniske genres mesterværker. Måske når To the Devil a Daughter ikke helt op på siden af hverken Rosemary’s Baby eller The Excorcist, men den kommer tæt på og blegner i hvert fald ikke i forhold til forbillederne, som den står i så tydelig gæld til.

Fortættet stemning

Filmens helt store styrke er dens fortættede stemning og kyniske atmosfære. Hovedpersonen John Verney, spillet af Richard Widmark, er en benhård, pengegrisk blodhund. Han hjælper først og fremmest Catherine, fordi han lugter en god historie. Og det galleri af personer, der omgiver John, er ikke meget bedre. Vores protagonister er dermed ikke en flok gammelgode helte, der jagter skurke, fordi der det rigtige at gøre. De gør det for penge og berømmelse, i hvert fald ind til det øjeblik, hvor kampen mod satanisterne bliver personlig.

Et andet vigtigt kort er den purunge Nastassja Kinski i rollen som Catherine. Hun spiller som en skæv søvngænger på en sært underspillet måde, der gør hendes rolle både besnærende og skræmmende. Kinskis vilde øjne har en hel del at sige i den forbindelse. Ganske kløgtigt er de et fremtrædende element i fotograferingen og er absolut med til at sælge rollen som besat nonnepige rigtig godt. I den lidt tvivlsomme ende kan det så nævnes, at Nastassja Kinski kun var 15 år gammel, da hun spillede rollen, og de nøgenscener, hun (selvfølgelig) optræder i, vakte en hel del postyr i samtiden.

Oversatanisten Fader Michael spilles af Christopher Lee, der gør det fremragende i rollen som dragende kultleder. Dertil kommer, at hans medvirken i filmen sikkert har skullet overbevise horrorfans om, at dette var en ægte Hammer-film. Altså som en form for tryghedsfaktor. Uanset hvilken rolle, man tiltænkte Lee, gør han det imidlertid upåklageligt, og det samme kan man sige om det resterende cast, der alle optræder i små roller.

Set i forhold til antallet af medvirkende og lokaliteter er der tale om en relativt lille film, men det øger bare den fortættede stemning. Og når der samtidig ikke kan udsættes ret meget på de medvirkendes præstationer, spiller tingene derfor også her sammen på smukkeste vis.

Et par larmende skønhedsfejl

Til trods for den megen ros, som To the Devil a Daughter fortjener, sker der nogle uheldige fejltrin, som alle optræder kort før det ellers fremragende klimaks. Problemerne begynder i det øjeblik, hvor plottrådene skal samles, og vores hovedpersoner må forberede sig på den endelige konfrontation.

Manuskriptet forholder sig her relativt loyalt overfor hovedtrækkene i romanforlæggets handling, men gør det på en så summarisk facon, at det faktisk næsten bliver uforståeligt for den seer, der ikke kender romanen. Vi har således et opgør i Fader Michaels gamle kirke, hvorfra han blev ekskommunikeret for sine sataniske tilbøjeligheder 20 år før, filmens handling udspiller sig. Opgørsscenen er dybt besynderlig og virker tilmed ret ligegyldig, fordi den efterlader Verney stort set upåvirket, selvom den burde have afgørende betydning for hans adfærd.

Her har vi så også et af filmens andre små problemer. Historien skal fortælles, koste hvad det vil, og dermed må man også se stort på situationer, hvor en ven eksempelvis findes myrdet. Nå ja, men vi må jo se at finde de satanister, er nogenlunde Verneys reaktion, da han finder liget af en dolket ven i stuen. I et Dennis Wheatleysk pulp-univers kan den slags måske accepteres, men i filmatiseringen sættes vores tålmodighed på prøve.

Vanskelighederne med manuskriptet kan muligvis skyldes de store problemer, der plagede produktionen fra den tidligste fase. Manuskriptet måtte skrives om flere gange, der var finansielle problemer og internt på settet var der angiveligt også bryderier med flere af de medvirkende.

Rygterne vil vide, at den stærkt alkoholiserede Richard Widmark var mere eller mindre umulig at samarbejde med. Til det kom, at Michael Goodliffe, der har rollen som George de Grass, led under en svær depression og begik selvmord kort efter filmoptagelserne var afsluttet. Alt dette har uden tvivl bidraget til en kompliceret proces, og alene af den grund er det utroligt, at så få problemer har fået lov at skinne igennem i det endelige resultat.

Fremragende diabolsk gys

To the Devil a Daughter levede ikke helt op til Hammer-fans’ forventninger, og den blev aldrig til den store succes, som selskabet havde håbet på. Resultatet har da også været, at filmen er endt med at stå i skyggen af Hammers store klassikere. Det er imidlertid en skæbne, To the Devil a Daughter absolut ikke har fortjent.

Det er en glimrende gyser, der udgør et solidt sidestykke til de sataniske klassikere, der allerede har været nævnt flere gange i anmeldelsen. Der er dermed heller ikke nogen undskyldning for ikke at få støvet To the Devil a Daughter op. Filmen er en overset perle, men forhåbentlig vil det billede ændre sig i fremtiden – det krydser vi fingre for.

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012

Stikord: Bortførelse, Dæmonbesættelse, Filmatisering, Hammer Horror, Kulte, Menneskeofringer, Okkultisme, Satanisme