The Avengers

Det er fredag aften. Fem ungersvende skal i biografen. Og hvad er det første, de diskuterer, da de mødes? Ja, rigtigt, de var næsten ved at komme op og slås over hvem af dem, der er Hulk! Og dernæst, hvem der er Kaptajn A, Iron Man osv. Velkommen til The Avengers og velkommen til en fest af de helt store.

Alle elsker Kaptajn A

Alle, eller alle med den mindste interesse for superheltefilmatiseringer, har ventet med spænding på mastodontfilmen The Avengers. Og nu er den her. Og ja, kort sagt, den var værd at vente på!

The Avengers er en superheltegruppe, der første gang så dagens lys i 1963, da tegneserielegenderne Stan Lee og Jack Kirby sammensatte den meget slagkraftige gruppe. Igennem årene har der været stor udskiftning, men Captain America har sammen med Iron Man været de centrale skikkelser. Selvom han faktisk ikke var med fra begyndelsen, så vil de fleste tænke på Kaptajn A når de tænker Avengers. Af andre prominente medlemmer kan nævnes Hulk, Thor og sidenhen A-list-helte som Spider-Man og Wolverine.

Og det kunne filmbranchen naturligvis ikke lade gå deres næse forbi. Tilbage i 2005 begyndte Marvel at barsle med idéen om en crossover, hvor store helte skulle slå pjalterne sammen i en gigantfilm. Siden da har idéerne ændret sig, en manuskriptforfatter blev skiftet ud, men der begyndte at ske ting og sager.

Derfor har vi også de seneste fire år set forskellige superheltefilm med de kommende helte fra The Avengers. Disse film sluttes alle af med, på den ene eller anden måde, at der netop ledes op til den ultimative superheltefilm, hvor alle heltene mødes. Filmene er Iron Man (2008) og Iron Man 2 (2010), The Incredible Hulk (2008) Thor (2011) og ikke mindst Captain America: The First Avenger (2011).

Var det en god ide?

Var det så nogle gode film, kunne man spørge? Og ja, må det overordnede svar lyde. I hvert fald var kvaliteten højere end mange andre steder i superhelteland. Iron Man var fræk og underholdende med en storspillende Robert Downey Jr. i hovedrollen – at Iron Man 2 så var mindre god er en helt anden sag.

The Incredible Hulk var slåen-på-tæven-underholdning uden de store dikkedarer. Thor fik en Shakespeareinstruktør bag rattet, og det kunne tydeligt mærkes, om end filmen fungerede bedst i scenerne på Jorden. Men i Chris Hemworths skikkelse blev Thor en sej helt med stort H og langt svenskergarn – noget Tony Stark også kommenterer på i The Avengers.

Men den bedste af dem var i mine øjne Captain America: The First Avenger, som var en gammeldags underholdningsfilm, der tegnede et pulpet tidsbillede af Anden Verdenskrig og samtidig et pulpet, nostalgisk og naivt billede af superheltegenren. Der var smæk for skillingen og en vaskeægte helt var født. All hail Kaptajn A!

Endelig kom vi så frem til april 2012. Heltene skulle mødes i den film, som godt kan komme til at slå rekorder rent blockbustermæssigt. Den har på forhånd skabt sig selv en gigantisk målgruppe, og med de navne på rollelisten kan de fleste nok lokkes med i biografen. Og det, der venter, er faktisk en ganske intelligent omgang ”hammertime”.

Elskede Iron Man

Filmens største force er uden tvivl heltene. Det er derfor vi vil se den. Men de mange helte ville ikke fungere, hvis manuskriptforfatteren lod dem i stikken. Men det gør han i dette tilfælde ikke. Joss Whedon, der både har skrevet og instrueret filmen, har fingeren på pulsen, og han er dygtig, for ikke at sige hamrende dygtig, til at skrive replikker og til at veksle mellem det storladne og det morsomme.

Man tænker sikkert, at Iron Man/Tony Stark/Robert Downey stjæler alle de scener, han er med i, og at han er det eneste morsomme i filmen. Det er heldigvis ikke tilfældet, sådan da. For han stjæler, og det under man ham, mange scener. Han er om muligt endnu sjovere end i Iron Man, og at sætte ham sammen med andre helte, som godt kan virke lidt stive i betrækket (ja, Kaptajn A og Thor er helte af den gamle skole), fungerer fremragende.

Men også de stive helte får lov til at skinne på repliksiden – for når der er action, er det ikke kun Iron Man, der sparker røv. Da Thor forsøger at forsvare sin bror Loke, konfronteres han med, at Loke lige har dræbt 80 mennesker, hvortil han tørt svarer: ”Han er også kun min adoptivbror.”

Og man kunne blive ved med at nævne oneliners, for der er til overflod af dem, og det gør også, at den bombastiske handling holdes nede på jorden af den afvæbnende humor. Og lets face it. Plottet er ikke videre originalt og spændende, og det er faktisk befriende, da det netop giver plads til, at heltene kan få lov til at udfolde sig.

Nogen gjorde Loke fortræd

Og lad os lige hvile lidt ved Loke. I Thor var Loke en fremragende skurk og det er han også i The Avengers – faktisk får han endnu mere screentime, og med Tom Hiddlestons tolkning bliver Loke til en stjernepsykopat, som man faktisk godt lidt kan forstå! Thor har altid fået opmærksomheden, den ”onde” far Odin, at han er adoptivbarn osv. – ja, psykologer ville gnide sig i hænderne for at få ham under behandling. Kort sagt er han den perfekte skurk.

Der er lige én rolle, eller nærmere skuespillerinde, vi heller ikke kommer uden om at nævne: Scarlett Johansson. Kors, hvor ser hun godt i det stramme kostume, hvorunder hun, efter hvad hun selv har fortalt, ikke havde noget på, da scenerne blev optaget! Som skuespillerinde gør hun det også udmærket, men det er ikke hendes primære formål i filmen, hvor hun er blikfang for mænd i alle aldre.

Gense de fire ”oprindelige” film

Nu ser vi lige kort på handlingen, men først skal det lige bemærkes, at det godt kan betale sig at gense de førnævnte ”prequels”, da der ellers er flere elementer, man ikke forstår. For en nemheds skyld kunne man bare lige læse handlingsreferatet på Wikipedia eksempelvis. Så er man bedre rustet og skal ikke bruge energi på ”hvem er hun, hvorfor ser han sådan ud og hvem er ham med klappen?”

Loke er tilbage, og han har en ond plan: Med hjælp fra nogle ”aliens” vil han smadre Jorden. Så simpelt er det faktisk. Heltene samles og skal kæmpe indbyrdes, før de er klar til den store, og imponerende, actionfinale, hvor en portal åbner dørene til en alien invasion. Referat slut.

Enorme Hulk

Det er simpelt, nogle vil måske syntes for simpelt, men i min bog er det den eneste måde, hvorpå filmen kunne komme til at fungere. Jeg har i lang tid overvejet, hvordan fanden de mange seje helte skulle være i samme film, og hvordan man ville sørge for, at de alle sammen fik nok opmærksomhed. Men det virker formidabelt i filmen, og da Hulk endelig slippes løs, har Whedon skabt så meget suspense om ham, at forløsningen virker formidabel: ”Vi har en hær”, hvortil der svares ”Vi har en Hulk.”

Naturligvis får nogen mere plads end andre, og her tænker jeg på Iron Man/Tony Stark. Og det er helt på sin plads, da han i Downeys tolkning er forrygende morsom, farlig og fandenivoldsk. Se blot scenen, hvor han stikker til Bruce Banner for at få ham til at forvandle sig til Hulk. Men de andre er også gode. Kaptajn A er en velskrevet karakter, da han netop fremstår som det han er: En helt fra en anden tid (både i den virkelige verden og set i forhold til tegneserieheltenes udvikling). Thor er Thor, og han er sej.

Røvsparkende action

Actionscenerne i filmen er formidable, og kort sagt er en filmen en teknisk lækkerbisken, hvor der specielt er skruet op for det imponerende effektmageri under filmens lange klimaks. Læg i øvrigt mærke til kameraarbejdet i filmen, som er meget levende, og ofte er der ikke klip, ud over de skjulte, i nogle af de store actionscener og det ser imponerende ud. Og så er det en larmende film – altså på den gode måde, hvor der hamres på fulde tønder (for de er faktisk ikke tomme, som nogle anmeldere ellers påstår).

Superheltefilm så solsorten synger

Der er i løbet af de sidste 12 år, hvis man ser X-Men (2000) som ground zero, kommet et utal af superheltefilm af meget svingende kvalitetet. Og man har konstant tænkt: Nu må den bølge da snart stoppe! Med The Avengers er bølgen kulmineret!

Men hvis filmene kan fortsætte med den standard, ser jeg ikke noget galt i, at der fortsætter med at komme superheltefilm. Og det gør da også. På tegnebrættet ligger lige nu Iron Man 3 (2013), Thor 2 (2013) og, naturligvis fristes man til at sige, hvis man blev under rulleteksterne til The Avengers, The Avengers 2. Og snart venter rebooten af Spider-Man (2012) og Superman (2013) og en masse andet gøgl.

Men indtil da bør I alle samle jer i biografen og nyde dette store vidunder af en superheltefilm. Godt gjort drenge!

Anmeldt uden for nummer | 29/04/2012