Og ikke mindst kigger vi på de Bond-piger, der optræder i filmene, og skuespillerne bag. Selvfølgelig vil en del af opmærksomheden gå til den primære Bond-pige, men vi vil for en gangs skyld give lige så stor opmærksomhed til alle de andre, der så ofte glemmes, når man læser eller hører om Bonds babes.
Dr. No
Mange af de elementer, der senere skulle blive helt faste ingredienser, introduceredes allerede i Dr. No, selv om en del af dem selvfølgelig blev raffineret hen ad vejen. Bond-pigen var imidlertid ét af de træk, der var på plads fra begyndelsen, og faktisk er der ikke kun én; 007 nedlægger tre damer i Dr. No.
Den første af disse er Sylvia Trench (Eunice Gayson), der som én af de eneste kvindelige figurer, ud over Miss Moneypenny, medvirker i mere end én film. I Dr. No møder Bond Trench i det kasino, hvor også publikum første gang introduceres for “Bond… James Bond”. Vittig dialog følger, og senere kommer Bond hjem blot for at finde en Sylvia Trench kun iklædt natkjole. Måske har producenterne og manuskriptforfatter Richard Maibaum på dette tidspunkt leget med idéen om at give Bond en kæreste, for Trench dukker også op i indledningen af From Russia With Love, inden Bond bliver kaldt på arbejde.
Trench spilledes af Eunice Gayson (f. 1928), der var aktiv som skuespiller fra 1948 til 1972 og i dag uden tvivl er bedst kendt for netop rollen som Sylvia Trench. Hun har derudover medvirket i en del TV-serier (blandt andet i to afsnit af Roger Moore-serien The Saint, 1963-65) samt Hammer-filmen The Revenge of Frankenstein (1958). I øvrigt var Trench dubbet i sin rolle i Dr. No – og spøjst nok af den samme skuespillerinde, der også dubbede den primære Bond-pige, Ursula Andress.
Dr. No følger det tidligere omtalte skema med tre damer, hvoraf én af dem er på skurkens side. I Dr. No er det Miss Taro, der godt nok arbejder for englænderne, men i hemmelighed spionerer for Dr. No. Rollen er jamaicaner af kinesisk afstamning og som sådan et lidt eksotisk indslag blandt Bonds ellers hovedsageligt hvide kvindelige erobringer i de første film. I virkeligheden var skuespilleren Zena Marshall (1926-2009) så hvid, som hun kunne være, men blot udstyret med lidt make up samt et lidt eksotisk udseende fra naturens side, måske som følge af delvist fransk afstamning.
Marshalls karriere løb fra 1945 til 1967. Hun debuterede, ukrediteret, i storfilmen Caesar and Cleopatra (1945) med blandt andet Claude Rains og Vivien Leigh, og medvirkede i løbet af sin karriere også i en hel del TV-serier. Hendes bedst kendte credit er uden tvivl Dr. No, men hun medvirkede også i Ken Annakins Oscarnominerede Those Magnificent Men in Their Flying Machines fra 1965 (hvori også medvirkede Gert Fröbe, titelrolleindehaveren i den tredje Bond-film, Goldfinger, 1964).
Den primære Bond-pige i Dr. No er velsagtens også er én af mest ikoniske i hele serien. Når man tænker “Bond-pige” er det i hvert fald meget svært ikke at tænke på scenen, hvor Ursula Andress stiger op af Caribiens azurblå vand kun iført sin hvide bikini. Denne introduktion var så ikonisk, at den blev “genindspillet” i Pierce Brosnans sidste Bond-film, Die Another Day (2002), hvor det er Halle Berry, der stiger op af vandet. Lidt kækt gentages den også med modsat fortegn i Casino Royale (2006), hvor det er damerne, der får noget at se på, da Daniel Craig, kun iført blå badebukser, dukker op af vandet.
I Dr. No spiller Ursula Andress rollen som Honey Rider, som Bond møder sent i filmen, da han er taget over til Dr. Nos private ø for at undersøge sagerne nærmere. Selve rollen er papirstynd, og Riders eneste funktion i filmen er at give Bond en dame i filmens tredje akt, som han senere kan redde og i sidste ende score. Formentlig er det Andress’ påklædning – eller mangel på samme – der skaffede hende en Golden Globe i 1964 (“New Star of the Year”) for rollen i Dr. No. Skuespillet er det i hvert fald ikke – særligt ikke når man tænker på, at Andress var dubbet på grund af hendes kraftige schweiziske accent.
Andress (f. 1936) debuterede helt tilbage i 1954 i den italienske komedie Un americano a Roma (hvor én af manuskriptforfatterne var en vis hr. Lucio Fulci), og hun har været aktiv til helt efter årtusindskiftet. Hendes sidste credit er fra 2005. Andress blev et sexsymbol i 1960’erne, både på grund af rollen i Dr. No og fordi, hun optrådte nøgen i Playboy i 1965.
Derudover fortsatte hun sin filmkarriere. I 1960’erne, mens hendes filmkarriere var på sit højeste, spillede hun overfor både Elvis Presley og Frank Sinatra i henholdsvis Fun in Acapulco og 4 for Texas (begge fra 1963). Hun var også med i den klassiske Første Verdenskrigsfilm The Blue Max (1966), og så kender genrefans hende både fra Hammers She (1965) og den italienske kannibalgnasker La montagna del dio cannibale (1978). Som et kuriosum kan det nævnes, at Andress også medvirkede i Bond-spoofen Casino Royale fra 1967.
From Russia With Love
From Russia With Love er et godt eksempel på, at det ikke er alle James Bond-film, der følger den omtalte skabelon med tre damer. From Russia With Love er desuden lidt atypisk i forhold til de senere film i serien, nemlig ved at Sylvia Trench vender tilbage i filmens indledning; noget der aldrig senere skulle ske i Bond-universet.
Efter From Russia With Love er der kun én tilbagevendende kvindelig karakter, og det er Miss Moneypenny. Flere kvindelige skuespillere er dog vendt tilbage; f.eks. medvirker Martine Beswick både i From Russia With Love og Thunderball, ligesom Maud Adams medvirker i både The Man With the Golden Gun (1974) og Octopussy.
I stedet for en affære med én af skurkens kvindelige håndlangere, antydes det kraftigt, at Bond muntrer sig en nats tid med hele to smukke sigøjnerpiger fra den sigøjnerstamme, Bond kommer i kontakt med. Vida og Zora hedder de to piger, der starter som drabelige kombattanter i en girlfight om den samme mand. Bond bliver bedt om at være dommer over kampens udfald, men der kommer en ildkamp i vejen, og sidenhen får Bond i stedet fornøjelsen af begge damers selskab.
Vida spilles af den israelske skuespillerinde Aliza Gur (f. 1944), der er stort set ukendt i Danmark, men som medvirkede i en del amerikanske TV-serier i 1960’erne og 1970’erne, blandt andet Perry Mason (1957-1966), The Man from U.N.C.L.E. (1964-1968) og The Wild Wild West (1965-1969). Hvad de færreste måske ved, er, at The Man from U.N.C.L.E. også var skabt med input fra Ian Fleming.
Gurs bedst kendte filmcredit, foruden den meget lille rolle i From Russia With Love, er nok over for Leslie Nielsen i spionthrilleren Night Train to Paris fra 1964. Gur var aktiv fra 1960 til 1973. Inden film- og TV-karrieren var hun Miss Israel i 1960 og samme år semifinalist i Miss Universe-konkurrencen, hvor Daniela Bianchi (Bond-pigen i From Russia With Love) i øvrigt blev nummer to.
Zora, den anden sigøjnerpige, spilledes af Martine Beswick (f. 1941), der lavede en smule modelarbejde, inden hun i begyndelsen af 1960’erne forsøgte at slå igennem i filmbranchen. Hun var til casting på Dr. No, hvor hun dog ikke fik en rolle, men til gengæld har den ukrediterede ære af at være danseren, der ses i silhuet under filmens fortekster. Efter From Russia With Love vendte Beswick tilbage i Bond-sammenhæng som Bonds assistent i Thunderball, hvor hun dog må lide den tort at blive slået ihjel af skurkene.
Beswick har været aktiv fra Dr. No i 1962 og indtil 1995, og hun har medvirket i en lang række film og TV-serier, heraf en ikke ringe del genrefilm. Hun var bl.a. med i One Million Years B.C. (1966) og flere Hammer-film, bl.a. junglefilmen Slave Girls (1967) og Dr. Jekyll & Sister Hyde (1971). Derudover kan det nævnes, at hun også var med i Oliver Stones spillefilmsdebut Seizure fra 1974.
Den egentlige Bond-pige i From Russia With Love er den russiske efterretningsofficer Tatiana Romanova, der spilledes af den italienske skønhed Daniela Bianchi (f. 1942). Som nævnt ovenfor blev Bianchi nummer to i Miss Universe-konkurrencen i 1960, og det forstår man så glimrende! Bianchis filmkarriere startede dog allerede før hun næsten blev Miss Universe, da hun i 1958 medvirkede ukrediteret i det franske kriminaldrama En cas de malheur med bl.a. Brigitte Bardot på rollelisten.
Bianchi nåede et par regulære filmcredits, før From Russia With Love, der uden tvivl er hendes bedst kendte rolle, hvorefter hun primært medvirkede i italienske film. Som kuriosum kan det dog nævnes, at hun spillede overfor Sean Connerys lillebror Neil Connery i spionfarcen OK Connery fra 1967. Foruden Bianchi og bror Connery kunne OK Connery også prale af både Bernard Lee (M), Lois Maxwell (Miss Moneypenny) og Adolfo Celi (Emilio Largo fra Thunderball) på rollelisten.
Bianchi nåede at blive krediteret for i alt femten roller (plus den ukrediterede debutrolle), inden hun giftede sig med en rig italiensk forretningsmand og trak sig tilbage. I From Russia With Love er Bianchi dubbet, da hun næsten intet engelsk talte. Stemmen kom fra den ukrediterede Barbara Jefford (f. 1930), der i England er bedst kendt som Shakespeare-fortolker, men som også har medvirket i en lang række film og TV-serier. Hun skulle senere lægge stemme til flere damer i Bond-universet, bl.a. i Thunderball og The Spy Who Loved Me. På Planet Pulp er vi stødt på damen selv som baronesse Kessler i The Ninth Gate (1999).
Goldfinger
I Goldfinger er der kun to damer, selv om man, med lidt god vilje, godt kan hævde, at der er tre, hvis man medtager den massøse, der ses lige i filmens begyndelse og som sendes af sted af Bond med et klap i røven. Hun spilles af britiske Margaret Nolan (f. 1943), der startede sin karriere som model i begyndelsen af 1960’erne, og som i 1965 i øvrigt kunne ses i Playboy. I 1963 begyndte hun også at arbejde inden for TV og film, hvor hun debuterede i Roger Moore-serien The Saint (1962-69). Siden har hun medvirket i en lang række film og TV-serier, hvoraf vi her på Planet Pulp blandt andet har anmeldt Witchfinder General (1968). Hun er fortsat aktiv som skuespiller.
I forhold til Goldfinger, er Margaret Nolan dog også interessant ved, at det i al promotionmaterialet for filmen er hende, og ikke Shirley Eaton, der ses dækket af guldmaling, ligesom det er hende, der ses som den guldfarvede, dansende kvinde i filmens titelsekvens.
I selve filmen er det dog Shirley Eaton (f. 1937), der ligger dækket af guldmaling på sengen. Eatons rolle, Jill Masterson, udgør i filmen skurkens kvindelige håndlanger, selv om hun er betydeligt mindre farlig end andre af slagsen. Det eneste hun laver for Goldfinger er såmænd at spionere på Goldfingers kortmodstander og informere Goldfinger om modstanderens hånd.
Eaton debuterede allerede i 1951 i TV-serien Parent-Craft (1951) og nåede næsten 40 optrædender i både film og på TV, inden hun trak sig tilbage allerede i 1969. Hun deltog også i det britiske melodi grandprix i 1957. Hendes rolle i Goldfinger er formentlig den bedst kendte og førte blandt andet til, at hun optrådte på forsiden af Life Magazine i fuld guldbemalet figur. Men lur mig, om vi ikke også på et tidspunkt kommer til at støde på hende igen her på Planet Pulp i forbindelse med Jesus Francos The Blood of Fu Manchu fra 1968 (i øvrigt med Christopher Lee som den asiatiske mesterforbryder).
På mange måder er det Shirley Eaton, der stjæler billedet i Goldfinger, blandt andet på grund af det ikoniske billede af hende, der ligger død på sengen, helt dækket af guldmaling. Men det er Honor Blackman, der er filmens primære Bond-pige. Blackman og hendes rolle Pussy Galore er på flere måder en lidt atypisk Bond-pige, ene og alene på grund af hendes alder. Da Goldfinger havde premiere var Blackman 39 år (ifølge nogle kilder dog kun 37), hvilket gjorde hende til den på det tidspunkt ældste Bond-pige, foruden den hidtil ældste overhovedet (med mulig undtagelse af Maud Adams, der var 38, da Octopussy blev lavet).
Derudover er Pussy Galore en lidt atypisk Bond-rolle af flere årsager. For det første fordi hun dublerer som håndlanger for skurken og som Bond-pige – sidstnævnte naturligvis fordi det lykkes Bond at omvende hende efter en tur i høet (i helt bogstavelig forstand). Og for det andet fordi hun er en påfaldende stærk og selvstændig kvinde i forhold til de hidtidige Bond-piger – og i øvrigt i forhold til mange af de efterfølgende.
Blackman er måske ikke den mest slående Bond-pige, men hun har en stærk personlighed, der brænder igennem i filmen. Derudover er hun uden tvivl den Bond-pige, der har det sejeste navn; et navn, der på alle måder er et godt eksempel på den seksuelt ladede dobbelttydighed, der er i mange af Bond-pigernes navne.
Blackmans screen credits er ganske imponerende, selv om mange af de film og TV-serier, hun har medvirket i, måske ikke er så frygteligt velkendte i Danmark. Blackman er født i 1925 (eller 1927 – igen afhængigt af hvilke kilder, man går til), debuterede ukrediteret i 1947 og er fortsat aktiv! Siden sin debut for 65 (!) år siden, har hun medvirket i over 100 film og TV-serier. I 1958 medvirkede hun i den klassiske Titanic-film A Night to Remember, og hun kunne også ses i et afsnit af The Saint i 1962. I 1963 spillede hun Hera i Jason and the Argonauts (med de berømte Ray Harryhausen-effekter), men for alvor kendt blev hun først med sin rolle i TV-hittet The Avengers (1961-69), hvor hun medvirkede i 43 afsnit fra 1962-64.
I 1964 kom så Goldfinger, og af senere genrerelaterede credits kan bl.a. nævnes horrorfilmene Fright (1971) og den sene Hammer-produktion To the Devil a Daughter (1976) med bl.a. Christopher Lee og Denholm Elliott.
Thunderball
Thunderball lever til fulde op til skabelonen med tre Bond-babes. Ved filmens begyndelse opholder Bond sig på et kursted i England, hvor han har en affære med én af de kvindelige fysioterapeuter, Patricia Fearing. Rollen som Patricia Fearing spilles af Molly Peters (f. 1942), der indledte sin karriere som model og bl.a. kunne ses i en række mandeblade, herunder Playboy.
Peters’ filmkarriere var ekstremt kort og tæller kun syv titler mellem 1964 og 1968, hvoraf rollen i Thunderball utvivlsomt er hendes bedst kendte. Peters er i øvrigt den første Bond-babe, der ses tage sit tøj af i en Bond-film. Så ved man det!
I Thunderball ryger Bond også i kløerne på én af skurkens kvindelige håndlangere – i dette tilfælde et kvindeligt medlem af SPECTRE. Det er Fiona Volpe, der spilles af italienske Luciana Paluzzi (f. 1937). Volpe er én af de mest interessante kvindelige skurke, Bond er løbet ind i, blandt andet fordi hun helt tydeligvis er en ligeværdig modstander for Bond. Hun er en dygtig skytte, kører bil så hurtigt, at selv Bond bliver nervøs, og selv om Bond selvfølgelig kommer ud af kniben, lykkes det hende også at forføre ham dermed at få skovlen under ham. Hun er også én af de mest aggressivt portrætterede skurke, da hun i samtale med filmens egentlige skurk, Emilio Largo, insisterer på selv at slå Bond ihjel!
Luciano Paluzzi var oprindeligt til audition til rollen som den primære Bond-pige, Domino, men i stedet blev hun tilbudt rollen som Fiona Volpe. Paluzzi debuterede i Italien i 1954 i komedien Sua altezza ha detto no! og medvirkede i løbet af 1950’erne i en række italienske og amerikanske film og TV-serier, herunder No Time to Die (1958), der var instrueret af den senere Thunderball-instruktør Terence Young og havde manus af den senere Bond-manuskriptforfatter Richard Maibaum.
Hun medvirkede også i to af Fritz Langs sene film, nemlig Langs to såkaldte “Indian epics”, som han vendte tilbage til Tyskland for at lave hen imod slutningen af sin karriere, Der Tiger von Eschnapur og Das indische Grabmal, begge fra 1959. I løbet af 1960’erne fik Paluzzi flere internationale credits, bl.a. et afsnit af The Man from U.N.C.L.E. (1964-1968), men hendes bedst kendte internationale rolle er uden tvivl Fiona Volpe i Thunderball. Paluzzi fortsatte karrieren frem til 1978, hvorefter hun ikke har medvirket i noget.
Den primære Bond-pige i Thunderball er Domino, der spilles af den franske skønhed Claudine Auger (f.1941), der blev Miss Frankrig i 1958 og vandt andenpladsen i Miss World-konkurrencen samme år. Ikke overraskende var det også i 1958, at hendes filmkarriere startede. På nær rollen som Bond-pige i Thunderball, har Augers karriere stort set udelukkende været i europæiske film, hvor hun dog også har haft en fin karriere frem til 1997, hvorefter hun ikke har medvirket i noget. Hovedparten af hendes film har været franske, men hun har også været med i en del italienske og enkelte tyske film.
Af særlig interesse for Planet Pulps læsere er måske Augers roller i de to giallofilm La tarantola dal ventro nero og Reazione a catena, begge fra 1971. En af Augers få internationale credits efter Thunderball er også en genrefilm, nemlig science fiction-filmen The Bermuda Triangle fra 1978, der havde ingen ringere end John Huston i hovedrollen. I Thunderball var Augers franske accent for kraftig for producenternes smag, så hun blev dubbet af Nikki van der Zyl, der også leverede Ursula Andress’ stemme i Dr. No.
You Only Live Twice
Her muntrer Bond sig med ikke mindre end fire piger; i hvert fald så længe man medregner den kinesiske skønhed, der hjælper med det fingerede mord på Bond i filmens indledning.
Af samtlige Bond-babes, er det nok de asiatiske i You Only Live Twice, som et vestligt publikum umiddelbart har sværest ved at genkende på navnet, men det er langt fra ensbetydende med, at de ikke har medvirket i kendte film.
Pigen som Bond er i seng med, da det fingerede mord finder sted, hedder Ling og spilles af kinesiske Tsai Chin (f. 1936). Chin er stadig aktiv som skuespiller, men var også væk fra branchen i en lang årrække, fra 1972 til 1993, hvor hun ikke er krediteret for noget. Hun debuterede i Anden Verdenskrigsfilmen Battle Hell fra 1957, og har faktisk primært medvirket i vestlige spillefilm og TV-serier.
Af disse er en ikke ringe del faktisk ganske kendte, bl.a. Don Sharps The Face of Fu Manchu (1965), også med Christopher Lee i rollen som den kriminelle mastermind. Siden hun genoptog karrieren i 1993, har hun medvirket i bl.a. Wayne Wangs The Joy Luck Club (1993), Red Corner (1997), Memoirs of a Geisha (2005) og – would you believe it – Casino Royale (2006). Hun har også lagt stemmer til forskellige animerede roller, bl.a. i Fox’ Titan A.E. (2000) og TV-serien Avatar: The Last Airbender (2005-2008).
Også i You Only Live Twice har skurkene en kvindelig håndlanger, Helga Brandt, som Bond dog ikke formår at lokke med i kanen. Brandt spilles af den rødhårede tysker Karin Dor (f. 1938), hvis oprindelige navn er Kätherose Derr. Hun debuterede i 1954 i den tyske komedie Rosen aus dem Süden og medvirkede næsten udelukkende i tyske film frem til begyndelsen af 1960’erne. Her var én af hendes tidlige engelsksprogede film instrueret af ingen ringere end Francis Ford Coppola, komedien The Bellboy and the Playgirls fra 1962.
Også i 1962 medvirkede hun i én af de mange Dr. Mabuse-film, Die unsichtbaren Krallen des Dr. Mabuse (The Invisible Dr. Mabuse). Ligesom Tsai Chin medvirkede Dor også i The Face of Fu Manchu, men der er ingen tvivl om, at hendes rolle i You Only Live Twice gav hende et kortvarigt boost. Efter rollen som Helga Brandt fik Dor roller i flere engelsksprogede produktioner, hvoraf den bedst kendte er Hitchcocks Topaz (1969), men hun havde også roller i hæderkronede amerikanske TV-serier som Ironside (1967-1975) og The F.B.I. (1965-1974). I Tyskland havde Dor stor succes i 1960’erne og medvirkede i en del genreproduktioner, bl.a. Der unheimliche Mönch (The Sinister Monk) fra 1965, baseret på Edgar Wallace-romanen The Terror (1930). Dor er fortsat aktiv som skuespiller.
You Only Live Twice er måske en smule atypisk for en Bond-film i og med at den primære kvindelige hovedrolle faktisk tages af dage i slutningen af anden akt. Aki, som er rollens navn, er en kvindelig japansk efterretningsagent, der hjælper Bond med at trævle sagen op, og i løbet af filmen får man faktisk det atypiske indtryk, at der er reelle følelser mellem Bond og pigen. Det er naturligvis af samme grund, at det er ekstra trist, da pigen dør – og endda i et attentat, der har Bond som sit egentlige mål.
Aki spilles af den skønne Akiko Wakabayashi (f. 1941), der var aktiv fra 1958 til 1971. Hun debuterede i den japanske film Hanayome sanjûsô (Song for a Bride) i 1958, og på nær fire titler, herunder You Only Live Twice, har hun kun medvirket i japanske produktioner. Foruden Bond-filmen tæller hendes internationale credits bl.a. to italiensk film, Akiko (1961) og Le orientali (1962) samt en enkelt optræden i den amerikanske TV-serie Shirley’s World (1971-1972) med Shirley MacLaine i hovedrollen.
I Japan medvirkede Wakabayashi imidlertid også i en del genrefilm, bl.a. Kingu Kongu tai Gojira (King Kong vs. Godzilla) fra 1962, Uchû daikaijû Dagora (Dagora, the Space Monster) fra 1964 og Dai tozoku (The Lost World of Sinbad) fra 1963 med Toshirô Mifune i hovedrollen. I øvrigt medvirkede Mie Hama, den sidste af de fire piger i You Only Live Twice, i flere af de samme film.
En sjov detalje er, at både Wakabayashi og Hama også medvirkede i spionfilmen Kokusai himitsu keikatsu: Kagi no kagi (Key of Keys) fra 1965, som Woody Allen brugte som baggrund for sin egen spillefilmsdebut What’s Up, Tiger Lily? (1966). Allen købte rettighederne til filmen, dubbede den med helt ny dialog, klippede den om, indsatte helt nyt materiale (blandt andet med sig selv), og skabte dermed en helt anden film! Foruden You Only Live Twice er What’s Up, Tiger Lily? måske derfor én af de bedst kendte credits for bade Akiko Wakabayashi og Mie Hama.
Mie Hama er den sidste af pigerne i You Only Live Twice. Hun spiller rollen med det fantastiske navn Kissy Suzuki; en pige fra den egn, hvor Blofeld har sin enorme kraterbase og som assisterer Bond i kraft af sit lokalkendskab. At hun også ser pænt godt ud er næppe noget, Bond har haft noget imod.
Hama er født i 1943 og blev opdaget af producenten Tomoyuki Tanaka, da hun arbejdede som buskonduktør. Herefter tog hendes karriere hurtigt fart, og fra sin debut i 1960 og til hun trak sig tilbage i 1989 nåede hun at medvirke i 77 forskellige titler. Ganske som Akiko Wakabayashi er langt hovedparten af Hamas credits japanske, ja faktisk har Mie Hama kun medvirket i to vestlige produktioner: You Only Live Twice og den franske antologifilm Les plus belles escroqueries du monde (1964), der både havde et stjernespækket cast og crew med navne som Claude Chabrol, Jean-Luc Godard, Roman Polanski og Catherine Deneuve.
I Japan medvirkede hun også i en god del genrefilm, bl.a. ovennævnte King Kong vs. Godzilla og også den Toshirô Mifune-instruerede eventyr-/krigsfilm 500,000 (1963). For husarerne kan det også nævnes, at Hama optrådte nøgen i Playboy i juni 1967.
On Her Majesty’s Secret Service
Den første Bond-film uden Sean Connery i hovedrollen er, hvad damer angår, både en fortsættelse af traditionerne og et markant nybrud. Sidstnævnte fordi Bond ikke bare forelsker sig i den primære Bond-pige, men rent faktisk ender med at gifte sig med hende. Som de fleste nok ved, skulle det blive et kortvarigt ægteskab, og fra og med den næste film i serien, er tingene tilbage til deres normaltilstand.
Men trods Bonds forelskelse og ægteskab, betyder det ikke, at Bond er erotisk tilbageholdende i On Her Majesty’s Secret Service. Selv om hans forelskelse i den primære Bond-pige, Teresa, allerede er godt undervejs, forhindrer det ikke Bond i at gå i seng med to af de mange smukke damer, som en vis Ernst S. Blofeld har installeret i sit alpesanatorium i Schweiz.
At være de facto indespærret på Blofelds alpetop med de mange damer må for Bond være lidt som at låse en tiårig knægt inde i en slikbutik. Og havde den gode 007 haft bedre tid, skulle han formentlig nok være nået hele raden rundt, for de 11 piger gør ikke just ondt i øjnene. Som situationen udarter sig, må Bond imidlertid ”nøjes” med to af dem, henholdsvis en ungarsk pige ved navn Nancy og en britisk pige ved navn Ruby.
Den ungarske pige spilles af den ungarskfødte Catherine Schell (f. 1944). Schells forældre, der havde været velhavende, emigrerede – først til Østrig, siden USA – efter at nazisterne konfiskerede deres ejendomme under Anden Verdenskrig, og langt hovedparten af Schells roller har da også være i engelsksprogede film. Hun debuterede dog i den lidet kendte vesttyske og brazilianske coproduktion Lana – Königin der Amazonen fra 1964, hvor Schell spiller titlens amazondronning.
Efter hendes ret beset ganske lille rolle i On Her Majesty’s Secret Service tog Schells karriere fart, og hun fik en lang række roller i britiske og amerikanske film og TV-serier. Hun medvirkede bl.a. i The Persuaders! (1971-1972), Space: 1999 (1975-1977; bedre kendt herhjemme som Månebase Alfa) og den første, langvarige Doctor Who-serie (1963-1989). Af spillefilm er hendes bedst kendte rolle, foruden den som Bond-pige i On Her Majesty’s Secret Service, nok som Lady Claudine Litton i Return of the Pink Panther (1975). Schell indstillede karrieren i 2004.
Den britiske pige Ruby spilles af Angela Scoular (1945-2011), der langt overvejende er kendt som serieskuespiller. Hun debuterede på TV i serien No Hiding Place (1959-1967) i 1964, og gennem sin karriere medvirkede hun i en lang række serier, hvoraf meget få er kendte uden for Storbritannien – én af de kendte er The Avengers (1961-1969), hvor Scoular medvirkede i en enkelt episode i 1968. En af Scoulars relativt få spillefilmsroller, foruden On Her Majesty’s Secret Service, var i den to år ældre Bond-spoof Casino Royale (1967). Scoular var depressiv hele sit liv og begik selvmord i 2011.
Den primære Bond-pige i On Her Majesty’s Secret Service er Teresa ”Tracy” di Vicenzo, spillet af Diana Rigg. Rigg har haft en alsidig karriere, hvor hun både har spillet teater i The Royal Shakespeare Company, medvirket i film og haft en længevarende TV-rolle, nemlig som den kvindelige hovedperson Emma Peel i 51 afsnit af The Avengers – i øvrigt over for Patrick McNee, der selv skulle få en Bond-optræden i A View to A Kill (1985).
Riggs karriere startede i det små med en meget lille i rolle i en TV-filmudgave af A Midsummer Night’s Dream fra 1959. Op igennem 1960’erne koncentrerede hun sig om TV-roller, bl.a. rollen som Emma Peel i The Avengers. Hun har medvirket i omtrent et dusin spillefilm siden On Her Majesty’s Secret Service samt en lang række TV-film.
Blandt de bedre kendte spillefilm, Rigg har medvirket i, er den stjernespækkede filmudgave af Shakespeares Julius Caesar fra 1970 med blandt andre Charlton Heston, Jason Robards, Richard Chamberlain og Christopher Lee samt Agatha Christie-filmatiseringen Evil Under the Sun (Mord i Solen) fra 1982 med Peter Ustinov i rollen som Hercule Poirot. Sideløbende med sine film- og TV-roller har Rigg medvirket i en lang række skuespil, både Shakespeare-skuespil og andre. Hendes seneste credit er for The Painted Veil (2006) med bl.a. Edward Norton og Naomi Watts.
Slut på første del af Bonds Babes.
Men James Bond og hans damer vender tilbage i
Bonds Babes del 2: 1970’erne
Udgivet i nr. 78 | 13/04/2012
Stikord: James Bond
