Live and Let Die

Live and Let Die fra 1973, Roger Moores første Bond-film, var den første James Bond-film, hvor John Barry intet havde med musikken at gøre. Årsagen var noget så simpelt som manglende tid, for da musikken til Live and Let Die skulle komponeres, var Barry travlt optaget af arbejdet på musicalen Billy, der fik premiere i 1974.

Beatles-producer

Tjansen med at skrive filmens musik gik til den britiske komponist, arrangør og pladeproducer George Martin, der nok er bedst kendt som producer og arrangør på næsten alle The Beatles’ studiealbums. Det er da også Beatles-sammenhængen, der var grunden til, at Martin fik jobbet på Live and Let Die, for Paul McCartney havde nemlig skrevet en mulig titelsang, hvor Martin stod for det symfoniske arrangement.

Bond-producenterne kunne både lide sangen og det symfoniske arrangement, så Martin fik tilbudt jobbet som komponist. Interessant nok ønskede Harry Saltzman, den ene af de to producenter, faktisk en anden end Paul McCartney til at fremføre titelnummeret, hvortil George Martin måtte svare, at hvis ikke McCartney selv fik lov til at fremføre sangen, ville Bond-producenterne ikke få lov til at bruge den.

Grunden til at Saltzman ønskede, at det skulle være en anden kunstner, der skulle fremføre sangen, skal angiveligt have været den klare blaxploitation-indflydelse, der er i Live and Let Die. Af samme grund ville Saltzman gerne have haft en sort sanger. Det lykkedes så til gengæld at putte en alternativ version af titelsangen ind i filmen, fremført af den sorte sangerinde B.J. Arnau.

Glimrende Bond-sang

“Live and Let Die” (altså sangen) var den første rigtige pop-/rocksang, der blev brugt som titelsang til en James Bond-film. Altså forstået på den måde, at den både var skrevet og fremført af et i samtiden populært band eller en solist. Alle andre Bond-sange havde været skrevet af Barry (på nær “From Russia With Love”, der var skrevet af Lionel Bart) og fremført af en til lejligheden hyret kunstner. Denne model fortsatte også med at være dominerende i Bond-sammenhæng til og med Octopussy (1983), og først med Duran Durans titelsang til A View to A Kill (1985) blev det normen, at Bond-sangene blev udvalgt blandt indsendte kandidater fra diverse bands eller solister.

Lad det være sagt med det samme: “Live and Let Die” er en fremragende sang og en glimrende Bond-sang. Den er markant anderledes end de tidligere Bond-sange ved at være en decideret rocksang, men takket været George Martins arrangementer har den en dramatisk kant, der gør den særdeles filmisk. Det har nu ikke forhindret senere bands i at lave covers, der er rene rocksange – mest mindeværdig er nok Guns N’ Roses’ udgave fra Use Your Illusion I fra 1991.

Funky score

George Martins score er bestemt heller ikke ringe, selv om det – man fristes til at sige “naturligvis” – ikke kan konkurrere med Barrys hidtidige scores i serien. Martin har taget filmens blaxploitationelementer til sig, og i den ånd er de fleste af scorets symfoniske cues suppleret med forskellige instrumenter og elementer fra tidens funkmusik, bl.a. wah-wah-pedal, fløjter og trommesæt, der giver scoret en stedvist rigtig funky sound. Nogle af de bedste eksempler er “Bond Meets Solitaire” (nr. 3), den rygende funky anden halvdel af “Whisper Who Dares” (nr. 4) og den fine “Trespassers Will Be Eaten” (nr. 11).

Martin gør også brug af det symfoniske B-tema fra titelsangen, som man vel med en vis ret kan formode at han ikke bare har arrangeret for McCartney, men selv komponeret. Men faktisk er det relativt begrænset, hvor meget Martin læner sig op ad temaet fra titelsangen. Han bruger titelsangens A-tema som basis for et lidt cheesy kærlighedstema i “The Lovers” (nr. 19), og det barske B-tema dukker først for alvor op i de to rigtigt fine actioncues “New Orleans” (nr. 20) og “Boat Chase” (nr. 21).

Det er faktisk primært et af sine egne temaer samt det originale James Bond-tema, Martin anvender i scoret, og det fungerer rigtig godt! Martins eget primære tema dukker første gang op i “Bond Meets Solitaire” (nr. 2) og høres derefter i mange af scorets cues i forskellige udgaver. Også James Bond-temaet anvendes gennemgående, ofte i kontrapunkt til Martins eget tema, og de to fungerer glimrende sammen – f.eks. i “Bond Drops In” (nr. 9).

Enkelte cues stikker i andre retninger end den generelt dramatiske, Martin lægger for dagen. Det gælder f.eks. “San Monique” (nr. 7), der er et mere straight rytmisk nummer med en caribisk stemning. I øvrigt findes “San Monique” også i en alternativ udgave (nr. 17), hvor der virkelig er skruet op for den caribiske flavour! Dertil kommer enkelte source cues, den overgearede og percussiondrevne “Baron Samedi’s Dance of Death” (nr. 6), der høres i et show på San Monique, og de to traditionals “Just a Closer Walk With Thee” og “New Second Line” fra den New Orleans-jazzbegravelse, der indleder filmen (begge i nr. 2).

Lykkes med sit forehavende

Som de foregående Bond-scores, jeg har anmeldt, er også denne udgave af Live and Let Die udvidet i forhold til det oprindelige album. Flere cues indeholder mere musik end de gjorde på det oprindelige album, mens de sidste otte tracks er helt nye. Det er endnu engang en vigtig forskel, for flere af George Martins rigtig gode cues ligger blandt de hidtil uudgivne, og EMI’s remasterede udgivelse fra 2003 er på den måde med til at tegne et bedre billede af scoret, end det oprindelige album gjorde.

Generelt må man sige, at Live and Let Die er et funky score, der lugter af 1970’erne på flere forskellige måder. Ikke bare fordi, Martin har taget exploitationelementerne til sig og ladet dem bløde igennem i musikken, men også fordi rigtig mange filmscores fra 1970’erne bare skulle være funky – også de, der ikke var komponeret til exploitationfilm. Tænk blot på mange af Lalo Schifrins, David Shires og Roy Budds scores fra årtiet.

George Martin er måske ikke helt på niveau med d’herrer Schifrin, Shire og Budd, for slet ikke at tale om John Barry, men han lykkes alligevel prisværdigt godt med sit forehavende, og Live and Let Die er et mere end bare habilt score, der indeholder de ting, et Bond-score skal, og som har fokus på action og suspense, sådan som det bør være.

Nummerliste:
1. Live and Let Die (Main Title) (Performed by Paul McCartney & Wings) (3:13)
2. Just a Closer Walk With Thee / New Second Line (Performed by Harold A. “Duke” Dejan & The Olympia Brass Band) (2:16)
3. Bond Meets Solitaire (2:41)
4. Whisper Who Dares (1:43)
5. Snakes Alive (2:41)
6. Baron Samedi’s Dance of Death (1:42)
7. San Monique (1:57)
8. Fillet of Soul – New Orleans / Live and Let Die (Performed by B.J. Arnau) / Fillet of Soul – Harlem (3:20)
9. Bond Drops In (3:34)
10. If He Finds It, Kill Him (1:20)
11. Trespassers Will Be Eaten (2:45)
12. Solitaire Gets Her Cards (1:51)
13. Sacrifice (3:21)
14. James Bond Theme (1:48)

Previously unreleased bonus tracks:
15. Gunbarrel / Snakebit (1:31)
16. Bond to New York (2:47)
17. San Monique (Alternate) (2:47)
18. Bond and Rosie (3:51)
19. The Lovers (2:09)
20. New Orleans (2:54)
21. Boat Chase (2:02)
22. Underground Lair (4:15)

Total spilletid: 56:28