Diamonds Are Forever

Da George Lazenby takkede nej til at medvirke i mere end én Bond-film gik jagten straks ind på en ny skuespiller til at tage rollen. Adskillige skuespillere var under overvejelse til rollen, men United Artists var så forhippet på at få Sean Connery tilbage i rollen, at de gik med til at betale ham et astronomisk beløb, foruden en aftale om at lave to film efter Connerys valg.

Angiveligt fik Connery 1,25 millioner pund (omtrent 20 millioner pund i nutidens valuta), som skuespilleren brugte til at stifte Scottish International Education Trust; en fond, der støtter skotske mænd og kvinder inden for en lang række områder, hvor der ikke er mulighed for offentlig støtte.

Med Connery ombord igen og med Guy Hamilton (Goldfinger, 1964) tilbage i instruktørstolen, burde Diamonds Are Forever have været en triumf for Bond-producenterne og for United Artists. Men trods filmens økonomiske succes er Diamonds Are Forever den svageste af Connerys officielle Bond-film (at den uofficielle Bond-film, Never Say Never Again, fra 1983 så er endnu ringere, er en anden sag, som vi gemmer til en anden god gang).

Ville genskabe succesen med Goldfinger

Målet med Diamonds Are Forever var at genskabe den succes, som Goldfinger havde været, og en tidlig idé til plottet gik også ud på at bringe Auric Goldfingers tvillingebror i spil som skurken – naturligvis ude efter hævn over Bond. Idéen blev siden skrottet, og i stedet valgte man en gammel, trofast kending til skurkerollen: Ernst Stavro Blofeld. Således starter filmens prolog med, at Bond er på jagt efter Blofeld – formentlig for at hævne sig oven på begivenhederne i On Her Majesty’s Secret Service (1969).

Bond tror da også, at det er lykkedes ham at få ram på Blofeld, der nu i øvrigt spilles af Charles Gray, der havde en lille rolle som britisk efterretningsagent i You Only Live Twice (1967), men som mange danskere vil kende bedre som Sherlock Holmes’ bror Mycroft i den klassiske TV-serie med Jeremy Brett.

Men naturligvis er tingene ikke helt så enkle, og det viser sig da også, at Blofeld fortsat er på spil, og at det kun var en dobbeltgænger, Bond tog livet af i prologen. Der skal dog gå længe, inden Bond finder ud af, at det faktisk er Blofeld, der står bag det nye mysterium, Bond i mellemtiden er blevet sat til at løse.

I øvrigt skulle Diamonds Are Forever blive den sidste Bond-film, der brugte Blofeld som skurk. Selv om det kraftigt antydes, at det er Blofeld, man ser i prologen til For Your Eyes Only (1981), siges hans navn aldrig. Det skyldes, at Kevin McClory, der var medforfatter til det oprindelige manuskript til Thunderball (1965), formåede at overbevise retten om, at det var ham, der havde opfundet SPECTRE og Blofeld og derfor havde retten til navnene. Læs i øvrigt anmeldelsen af Thunderball for nærmere baggrundsinformation om hele den historie.

Diamantsmugling

Hovedhandlingen i Diamonds Are Forever omhandler diamantsmugling. Den britiske regering er bekymret over en stigende grad af udsmugling af diamanter fra Sydafrikas diamantminer. Ingen af de forsvundne sten er kommet på markedet, og briterne er bange for, at der er nogen, der samler et forråd af diamanter for senere at dumpe dem på markedet.

Bond bliver sendt til Amsterdam i rollen som en lavt rangerende smugler. Her skal han kontakte den smukke Tiffany Case (Jill St. John), der er forbundet med smuglerringen. Herfra går turen dog hurtigt videre til USA, hvor resten af filmen udspiller sig – mestendels i Las Vegas.

Undervejs kommer Bond i kløerne på de to aparte lejemordere Mr. Kidd og Mr. Wint, der nær får held med at tage livet af ham, og Bond får efterhånden kikkerten rettet mod den mystiske Las Vegas-rigmand Willard Whyte, der ikke er blevet set i månedsvis.

Mysteriet bringer også Bond til én af Whytes laboratorier i ørkenen, hvor der laves rumforskning, og hvor Bond finder ud af, at Whytes folk er ved at bygge en satellit, og at det er her, diamanterne skal bruges. Det ender med, at Bond bryder ind i Whytes penthouse blot for at opdage, at den ægte Willard Whyte er væk og erstattet af – ja, gæt selv hvem.

Langt fra en velsmurt maskine

Det er svært at pinpointe præcist, hvad det er, der gør, at Diamonds Are Forever ikke fungerer optimalt, men det er nok primært, fordi helheden i dette tilfælde er betydeligt mindre end summen af enkeltdelene. Mange delelementer fungerer egentlig fint, men en kombination af settingen, nogle ret halvhjertede actionscener og et stærkt knirkende plot gør, at Diamonds Are Forever langt fra er den velsmurte maskine, som faktisk alle de foregående Bond-film har været.

Hvis vi begynder med plottet, så er må man sige, at det efterhånden er ved at være velkendt: Igen-igen er Blofeld ude på at afpresse hele verden; denne gang ved at bygge en laserbærende satellit, som han kan bruge til at ødelægge verdens atommissiler og dermed sælge satellitten til den højstbydende atommagt. Satellitten er måske et nyt element (og skulle selv blive genstand for genbrug), men hele rumaspektet lugter stadig en hel del af You Only Live Twice.

Derudover tilmudres historien en del af hele diamantsmuglingsplottet og de mange mellemmænd samt ikke mindst mysteriet omkring den Howard Hughes-agtige eneboer Willard Whyte. Bevares, det fungerer da, når musikken spiller, men plotafviklingen er på ingen måde så lige ud ad landevejen som i de de foregående film i serien.

Actionscenerne er måske filmens svageste led, for ud over en udmærket biljagt i Las Vegas’ gader, er flere af actionsekvenserne overraskende flade. Det gælder f.eks. for den kikset-komiske “biljagt” i ørkenen, hvor Bond flygter fra Whytes laboratorium i en månebil. Og det gælder i særlig grad for den afsluttende actionscene, der finder sted på en boreplatform, og som hverken er særlig spændende eller veleksekveret.

Endelig bryder jeg mig slet, slet ikke om filmens Las Vegas-setting. Her er vi ude i noget dybt subjektivt, men Las Vegas er efter min mening én af de mindst filmiske byer, man kan forestille sig. Vulgariteten og neonpangfarverne på The Strip gør den berømte del af byen til en plasticagtig kulisse, der er alt andet end pæn at se på. Det kan godt være, at det snedækkede Schweiz i On Her Majesty’s Secret Service ikke var nær så eksotisk som Bahamas i Thunderball eller Japan i You Only Live Twice, men et snedækket Schweiz er efter min mening langt mere eksotisk end den overfladiske plasticatmosfære i Vegas.

Skuespillet halter

Skuespillet er heller ikke i top – eller måske skulle jeg rettere sige castingen, for skuespillet har jo sjældent været det, Bond-filmene slår sig op på. Sean Connery var kun 40, da Diamonds Are Forever blev indspillet, men han var allerede begyndt at se lidt gammel ud i rollen. Han gør det selvfølgelig fint som Bond, men metaltrætheden var tydeligvis sat ind, og man fornemmer flere steder, at han kun har taget rollen for pengenes skyld.

Desværre er manden bag skurken heller ikke velvalgt. Charles Gray var en fin skuespiller, men hans Blofeld er desværre både lidt grinagtig i sin selvtilfredshed og derudover næsten manieret britisk. Derfor er han hverken så uhyggelig, som Donald Pleasance var i You Only Live Twice eller i besiddelse af den farlige charme, som Telly Savalas’ udgave af Blofeld var i On Her Majesty’s Secret Service. Grays Blofeld formår ganske enkelt ikke at skræmme, og det er alvorligt problem med skurken.

De mest uhyggelige figurer i filmen er også nogle af dens bedste, nemlig de to lejemordere Mr. Wint og Mr. Kidd, der systematisk og med højt humør tager livet af alle, der kommer i nærheden af Blofelds diamanter. De spilles af henholdsvis Bruce Glover (far til skuespilleren Crispin Glover) og Putter Smith (der mest er kendt som jazzmusiker), hvis muntre fremstilling af de to mordere gør dem til nogle skæve og næsten bizarre karakterer. Det antydes i filmen, at de er homoseksuelle, hvilket er et element, der er hentet fra Ian Flemings roman (som filmen ellers ikke har meget til fælles med), og det er bare med til at gøre rollerne endnu mere kulørte.

Damerne er naturligvis, som altid, seværdige – i denne omgang er Jill St. John den primære Bond-pige Tiffany Case, mens sangerinden Natalie Woods lillesøster Lana er den sekundære Bond-babe – den storbarmede og meget nedringede Plenty O’Toole (“Named after your father perhaps?” foreslår Bond muntert, da han hører navnet).

Ærgerlig svanesang for Connery

På én eller anden måde hænger der en følelse af noget lidt rodet, lidt forhastet og lidt billigt over Diamonds Are Forever. Det er på ingen måde den ringeste Bond-film, men vurderet ud fra sine forgængere var Diamonds Are Forever helt klart den hidtil dårligste film i serien, da den havde premiere, og en lidt ærgerlig svanesang for Sean Connery i rollen.

Det fik selvfølgelig ingen betydning for filmens økonomiske formåen, for den blev en enorm succes, da den kom ud, og vejen var banet for flere film i serien, der nu gik ind i en 12 år lang æra med en ny, fast mand i Bond-rollen.

Anmeldt i nr. 78 | 13/04/2012

Stikord: Filmatisering, James Bond