On Her Majesty’s Secret Service

Den sjette James Bond-film blev også den første med en anden skuespiller end Sean Connery i rollen som Bond. Allerede inden You Only Live Twice (1967) havde Connery ønsket at komme ud af rollen, bl.a. af frygt for at blive typecastet, men producenterne formåede at få ham til at blive ved at hæve hans løncheck. Men derefter var det slut, og producenterne måtte på jagt efter en ny skuespiller.

Indledningsvist ønskede de faktisk at få Timothy Dalton i rollen som Bond, men Dalton, der i 1968 blot var 22 år gammel, sagde nej tak, fordi han følte, han var for ung til rollen. En del andre skuespillere var i kikkerten, men til sidst faldt valget på australske George Lazenby, som Bond-producenterne havde set i en reklame. Han blev inviteret til en prøveoptagelse og fik rollen.

Lazenby blev tilbudt en kontrakt på syv film, men desværre for Lazenby fik hans agent overbevist ham om, at Bond ville være håbløst forældet, når 1970’erne oprandt, så Lazenby lavede kun én Bond-film og har ikke ligefrem haft nogen glorværdig karriere siden.

Kritikerne var ikke specielt begejstrede for Lazenby, da filmen kom ud, og det er også rigtigt, at Lazenby hverken har Connerys karisma eller evne til på én og samme tid at virke farlig og charmerende. Men dårlig er Lazenby, og en del af grunden til, at han blev så dårligt modtaget har måske også noget at gøre med de ret fjollede kostumer, han render rundt i i en del af filmen.

Tidens tand har været ret nådig ved både Lazenby og On Her Majesty’s Secret Service, der i dag står som én af de virkeligt gode Bond-film – også selv om man ikke kan komme uden om, at den føles lidt som et vadested mellem de klassiske Connery-film og de næste mange Bond-film, hvor kvaliteten varierer helt vildt – begyndende med den utroligt lunkne Diamonds Are Forever (1971), hvor Connery vendte tilbage til rollen for en enkelt film. Kvalitativt skal der ikke være nogen tvivl om, at On Her Majesty’s Secret Service hører til striben af film fra 1960’erne.

Kronologisk omvendt

I Ian Flemings romanserie om Bond, ligger begivenhederne i On Her Majesty’s Secret Service (roman 1963) kronologisk inden You Only Live Twice (roman 1964), hvilket også er én af grundene til, at filmudgaven af sidstnævnte afviger så voldsomt fra romanforlægget. Romanen You Only Live Twice er nemlig langt hen ad vejen en hævnhistorie, drevet af begivenhederne i On Her Majesty’s Secret Service. Til gengæld er filmudgaven af On Her Majesty’s Secret Service (manus af Richard Maibaum) blandt de mest trofaste filmatiseringer af Ian Flemings Bond-romaner.

Filmen begynder med, at Bond overvåger den smukke Contessa Teresa di Vincenzo (spillet af Diana Rigg, endnu en fantastisk smuk kvindelig hovedrolleindehaver), som han i prologen blandt andet redder fra at begå selvmord. Bond bortføres af Teresas far, Marc-Ange Draco (Gabriele Ferzetti), der viser sig at være lederen af én af Europas største forbrydersyndikater. Draco har et tilbud til Bond: Hvis Bond kan tæmme hans datter og gifte sig med hende, vil Draco give Bond en klækkelig medgift.

Bond siger naturligvis nej tak – han arbejder jo i hendes majestæts hemmelige tjeneste – men han indvilger i at blive ved med at se Teresa, hvis Draco vil give Bond informationer om Ernst Stavro Blofelds nuværende opholdssted. Ved Dracos hjælp sporer Bond Blofeld (Telly “Kojak” Savalas) til Schweiz, hvor han udgiver sig for at være Grev Bleauchamp. Bond rejser til Schweiz idet han udgiver sig for at være en støvet slægtshistoriker, som Blofeld har hidkaldt for at bevise sit adelige ophav.

I Blofelds nye hovedkvarter på toppen af én af de schweiziske alper begynder Bond at trævle sagen op: Blofeld har etableret et forskningscenter for allergi, og har som patienter en række smukke unge kvinder fra hele verden.

Bond finder ud af, at Blofeld ikke bare kurerer deres allergier, men også hjernevasker dem til at være sovende agenter, der på Blofelds ordre skal slippe et biologisk våben løs, der vil gøre både planter, dyr og mennesker sterile. Endnu engang er det Blofelds plan at afpresse verden; denne gang ikke for penge, men for total amnesti for sine tidligere forbrydelser og anerkendelse af hans grevetitel.

Helt præcist hvordan handlingen udspiller sig, skal jeg selvfølgelig ikke fortælle her, men naturligvis dukker Teresa op igen og Bond forelsker sig for alvor i den unge kvinde. Det ender sågar med, at Bond gifter sig med hende og planlægger at trække sig fra “hendes majestæts hemmelige tjeneste”. Så langt når han dog aldrig, inden Blofeld tager en grusom hævn, der betyder, at On Her Majesty’s Secret Service er den eneste Bond-film, der har en decideret nedslående slutning.

En del nybrud

Ja, der er en del ting i On Her Majesty’s Secret Service, der markerer nybrud i Bond-serien. Ikke alene en ny skuespiller i rollen som Bond, men også nye sider af figuren James Bond, der for første gang virkeligt bliver forelsket. Han er tæt på at vise lignende følelser i You Only Live Twice, men i On Her Majesty’s Secret Service er de ægte, hvilket selvfølgelig også er medvirkende til, at filmens slutning er så meget mere tragisk.

Gadgets glimrer ved deres næsten totale fravær på nær nogle ret diskrete af slagsen. Den mest spektakulære er en smart pengeskabsåbner, Bond anvender tidligt i filmen, og som Egon Olsen ville have solgt både Benny og Kjeld for at eje. Derudover sætter Bond sig i passagersædet i én af filmens centrale actionscener, hvor det i stedet er den handlekraftige Teresa, der agerer chauffør.

Derudover afviger On Her Majesty’s Secret Service fra formlen ved ikke at have en decideret titelsang. Over filmens fortekster kører i stedet et rent symfonisk cue med filmens hovedtema, mens filmens obligatoriske sang først dukker op et stykke inde i filmen. “We Have All the Time in the World” var den første, men ikke den sidste, Bond-sang, der ikke indeholder filmens titel, men derudover er der tale om en fantastisk sang, hvis titel er dybt ironisk – ikke bare i kraft af filmens slutning, men også fordi den fremføres af Louis Armstrong, der allerede på det tidspunkt var svækket af sygdom. Armstrong døde to år senere, i 1971.

Men meget er naturligvis også ved det gamle i On Her Majesty’s Secret Service, ikke mindst Bonds charme og umættelige trang efter damer, der gør, at han – forelsket eller ej – selvfølgelig ikke kan holde fingrene fra kagedåsen, da han møder de smukke patienter på Blofelds sanatorium.

Kronologisk inkonsistens

Nu vi er ved Blofeld, så er han selvfølgelig også en genganger i filmuniverset, selv om Bond ikke har mødt ham tidligere i romankronologien. Det giver i filmserien anledning til en lidt besynderlig inkonsistens, der overhovedet ikke adresseres i filmen, for Bond og Blofeld kom jo ansigt til ansigt i You Only Live Twice. Derfor kan man ikke lade være med at undre sig over, at Blofeld ikke genkender Bond øjeblikkeligt, da han tropper op i Schweiz – for så godt er Bond heller ikke forklædt!

Derudover er der en meget stor forskel på Donald Pleasances portrættering af Blofeld i You Only Live Twice og Telly Savalas’ Blofeld i On Her Majesty’s Secret Service. Uanset om Blofeld så har haft gang i plastikkirurgi eller ej (det nævnes i romanen, men ikke i filmen), går man nok ikke fra Pleasances 1 meter og 68 og spinkle skikkelse til Savalas’ 1 meter og 78 og betydeligt mere imposante fysik.

Alt andet lige gør den altid seværdige Savalas en god figur som Blofeld, men det havde nu været rart med noget skuespillerkontinuitet i rollen: Ikke én af de tre gange, vi har set Blofeld i de Eon-producerede Bond-film har han været spillet af den samme.

Helt generelt er Blofeld i Savalas’ skikkelse en langt mere hands on-leder end Donald Pleasance, der spillede Blofeld som et klassisk ondt geni med håndlangere til alt det grove arbejde. I On Her Majesty’s Secret Service kaster Blofeld sig således selv ud i én af de hæsblæsende skijagter på Bond ned ad de sneklædte alper.

Flotte actionsekvenser

On Her Majesty’s Secret Service må generelt roses for sine actionsekvenser, hvor netop skiscenerne især er flot realiserede, selv om vi i dag tydeligt kan se, at alle close ups er lavet med brug af rear projection. Men alle wide shots er lavet med rigtige skiløbere, og det ser fabelagtigt godt ud – og også langt bedre end senere skisekvenser i f.eks. The Spy Who Loved Me (1977), For Your Eyes Only (1981) og A View to a Kill (1985).

Derudover har On Her Majesty’s Secret Service også et par forrygende suspensesekvenser, blandt andet den tidligere omtalte, hvor Bond bryder ind i et pengeskab, mens ejeren er ude til frokost og vi ved, han snart vender tilbage. Her spiller John Barrys afsindigt formidable score også en stor rolle for fornemmelsen af, at Bond arbejder under tidspres.

Helt generelt må On Her Majesty’s Secret Service bare siges både at være en fremragende thriller og én af de rigtig gode Bond-film, der i øvrigt vinder betydeligt i sit forsøg på at tegne et decideret menneskeligt portræt af Bond-figuren. Desværre er det noget, de efterfølgende film – helt frem til Casino Royale (2006) – fuldstændig glemmer, med undtagelse af en reference til Bonds ægteskab i ny og næ, mest prominent i prologen til For Your Eyes Only, hvor Bond besøger Teresas grav.

Man kan ikke andet end fantasere om, hvordan Bond-serien mon havde set ud, hvis Lazenby ikke havde fulgt sin agents dårlige råd og i stedet valgt at fortsætte som Bond. Personligt ville jeg klart have foretrukket en Bond-serie med flere Lazenby-film og ingen Roger Moore-film. I hvert fald fortjener On Her Majesty’s Secret Service et langt bedre ry end den havde i mange år, og i dag er der da også mange Bond-fans, der rangerer filmen blandt de bedste, hvilket er fuldt fortjent.

Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012

Stikord: Filmatisering, James Bond