Allerede året efter den første James Bond-roman, Casino Royale, ramte boghylderne i 1953, udkom den næste roman i serien, Live and Let Die. Faktisk var romanen allerede skrevet, inden Casino Royale udkom, og da den første roman blev et stort hit, tilbød udgiveren, forlaget Jonathan Cape, Ian Fleming en kontrakt på yderligere tre romaner.
Live and Let Die er en lidt længere roman end Casino Royale, og den føles også på alle måder større. Handlingen er mere ekspansiv, plottet mere udbygget og Bonds eventyr mere varierede. Det betyder, at Live and Let Die er en særdeles underholdende affære, der samtidig holder tonen fra den første roman med et kontant sprog og en handlekraftig hovedperson.
Samme hårdkogte stil
Som sådan har Ian Fleming ikke ændret på sin tilgang til materialet. Han holder fortsat den hårdkogte stil, han lagde for dagen i Casino Royale, og på visse måder er Live and Let Die endda mere hårdkogt og brutal.
Selve James Bond-figuren er dog mere menneskelig i Live and Let Die. Godt nok er Bond stadig kynisk og kalkulerende, men ikke helt så meget som i Casino Royale, hvor Bond i en stor del af romanen f.eks. kun anså den kvindelige hovedperson som objekt for sit begær. I Live and Let Die begærer Bond også den kvindelige hovedperson, men med begæret følger også andre følelser.
Man skal ikke misforstå dette og tro, at Bond er blødsøden, for det er han ikke. Men det virker faktisk som om, Fleming har forsøgt at tegne et mere sympatisk billede af manden, der slet ikke fremstår så chauvinistisk eller misogyn, som i den første roman. Derudover gør Fleming også en indsats for at fremhæve, at der faktisk også er situationer, hvor selv James Bond kan blive bange.
Fra Casino Royale fortsætter Ian Fleming også beskrivelsen af Bond som fysisk sårbar. Romanfiguren Bond er ikke, som filmfiguren Bond, i besiddelse af en overmenneskelig fysik, der aldrig for alvor slår sig eller kommer i problemer. I en pæn del af romanen render Bond f.eks. rundt med en brækket lillefinger, der betyder, at hans ene hånd er forbundet og mere eller mindre ubrugelig. Og hen imod romanens slutning kommer han i lidt for tæt kontakt med en barracuda, der tager en luns af hans skulder. Bond overlever ikke ved hjælp af fysisk imponerende stunts, men ved hjælp af snilde, snuhed og intelligens.
Den Kolde Krig som bagtæppe
Selv om Live and Let Die dannede forlæg for den ottende James Bond-film – den første med Roger Moore i rollen som Bond – så er der tale om en meget løs filmatisering, der følger en del af romanens handling, mens andre dele er ændret til ukendelighed. Derudover er der elementer af romanen, der blev inkorporeret i andre Bond-film, bl.a. Dr. No (1962), For Your Eyes Only (1981) og License to Kill (1989).
Baggrunden for romanens handling er endnu engang den Kolde Krig, der dog krydres med lidt storbystemning i New York og tilmed lidt voodoo. Endelig er der også lidt skattejagt over romanen, hvilket skyldes romanens McGuffin, som sætter hele handlingen i gang.
Romanen starter in medias res med Bonds ankomst til New York, men ret hurtigt får vi præsenteret baggrunden for Bonds mission. Den britiske efterretningstjeneste er blevet opmærksom på nogle meget specielle guldmønter, der er begyndt at dukke op på det amerikanske marked. Mønternes type får briterne til at tro, at de må stamme fra den berømte kaper og pirat John Morgans legendariske forsvundne skat, der skulle befinde sig et sted på Jamaica.
I samarbejde med CIA har briterne fundet ud af, at mønterne sendes på markedet af en afroamerikansk gangsterboss, der går under navnet Mr. Big eller The Big Man – afledt af hans enorme størrelse og initialerne i hans navn: Buonaparte Ignace Gallia. Men ikke alene er Mr. Big den største gangsterboss i Harlem; han er også agent for den sovjetiske efterretningstjeneste SMERSH, som Bond stiftede personligt bekendtskab med i Casino Royale. Briterne vil gerne selv have fingrene i Morgans skat, men de tror også, at de guldmønter, Mr. Big får smuglet ud af Jamaica, bliver brugt til at finansiere SMERSH’s operationer i USA, og derfor må han stoppes.
Hævntørst
Det er mere end tydeligt, at Bond har taget oplevelserne i Casino Royale personligt, og han tørster efter hævn over SMERSH. Derfor glæder han sig til at få skovlen under Mr. Big. Vel ankommet til New York får Bond straks følgeskab af sin gamle ven Felix Leiter fra CIA, og de to havner ret hurtigt i kløerne på Mr. Big, der bl.a. også driver flere barer i New York.
Mr. Big viser sig at være en diabolsk intelligent skurk, der styrer et enormt netværk af undersåtter gennem frygt. Ved at udgive sig for at være selveste Baron Samedi, én af de vigtigste ånder inden for voodooreligionen, har han nemlig et jerngreb om sine undersåtter.
I New York møder Bond også den smukke Solitaire, som måske, måske ikke, er synsk, og som Mr. Big holder fanget på grund af hendes evner; han tror i hvert fald på dem. Bond og Solitaire ender med at slå pjalterne sammen, og Bond får da også følelser for Solitaire. Efter New York rykker handlingen så til St. Petersburg i Florida og endelig til Jamaica, hvor klimakset finder sted under mere eksotiske himmelstrøg.
Stemnings- og handlingsmættet
Live and Let Die er en stemningsmættet roman, der nyder godt af en lang række underholdende miljøbeskrivelser. Det gælder for den del af romanen, der foregår i New York og i særlig høj grad for den del, der foregår på Jamaica. Man kan tydeligt mærke, at Ian Fleming kendte Jamaica og holdt af øen. Denne del af romanen er smækfyldt med atmosfæriske og maleriske beskrivelser af Jamaica og har helt tydeligt været en stor inspirationskilde for manuskriptforfatterne af Dr. No.
Florida-delen af romanen er udmærket, men noget mere anonym, når det gælder miljøbeskrivelserne. Den indeholder til gengæld et par af romanens mest intense og barske sekvenser: Felix Leiters uheldige møde med nogle hajer (“He disagreed with something that ate him”) og Bonds koldblodige hævn over Mr. Bigs håndlanger, der er ansvarlig for Leiters lemlæstelse.
Derudover må man helt generelt sige, at Live and Let Die også er en handlingsmættet roman, hvor Bond kastes ud i den ene faretruende situation efter den anden. Der er ingen tamme passager, og Ian Fleming formår at skabe effektiv suspense; også selv om man jo aldrig er i tvivl om, at Bond nok skal klare den.
Racemæssige stereotyper
Det er umuligt at læse og kommentere Live and Let Die i dag uden at beskæftige sig med de racemæssige stereotyper, Fleming præsenterer i romanen. Skurken er sort og alle i hans organisation er sorte. Det betyder blandt andet, at alle Mr. Bigs håndlangere næsten konstant omtales som “negroes” i stedet for bare som “men” eller “helpers”.
Derudover er særligt New York-delen af romanen fyldt med mere eller mindre fordomsfulde opfattelser af Harlem, og i nogle kapitler er der helt klare undertoner af noget, der i dag vil blive opfattet som racistisk. Det gælder bl.a. den direkte dialog, der tillægges romanens sorte karakterer, og hvor Fleming gør en ihærdig indsats for at skrive dialektalt:
“‘You done look okay yoself honeychile,’ said the man, mollified by the tribute to his elegance, ‘an dat’s da troof. But Ah mus’ spressify dat yuh stays close up tuh me an keeps yo eyes off’n dat lowdown trash ‘n his hot pants. ‘N Ah may say,’ he added threateningly, ‘dat ef Ah ketches yuh makin’ up tuh dat dope Ah’ll jist nachrally whup da hide off’n yo sweet ass.’”
Derudover er der beskrivelser som denne, hvor Bond og Felix Leiter besøger én af The Big Mans natklubber:
“It was hot and the air was thick with smoke and the sweet, feral smell of two hundred negro bodies. The noise was terrific – an undertone of the jabber of negroes enjoying themselves without restraint, punctuated by sharp bursts of noise, shouts and high giggles, as loud voices called to each other across the room.”
Ja, det er tydeligvis ikke ligefrem sådanne scener, Ian Fleming har været vant til fra de klubber, han har frekventeret i London.
På den anden side skal man nok være forsigtig med at lægge for meget i disse beskrivelser, for som det er blevet bemærket af den britiske historiker Jeremy Black, der har skrevet bogen The Politics of James Bond (2000), så var racemæssige stereotyper af den type ganske almindelige for mange af datidens forfattere. Her skal man lige huske på, at Live and Let Die snart har tres år på bagen, og at bogen i øvrigt udkom, før Rosa Parks for alvor markerede startskuddet på borgerrettighedsbevægelsen i USA ved i 1955 at nægte at rejse sig for en hvid medpassager i bussen.
Det er klart, at man bider mærke i disse beskrivelser, når man læser romanen i dag, men det er på den anden side lige så svært at blive stødt over dem, som det er at blive stødt over Tintin i Congo. I stedet bør man læse romanen som et produkt af sin tid, og hvis man bliver stødt over den slags, må man hellere lade være med at læse litteratur fra før 1970 og i øvrigt nok bare spise sin tofubar og drikke sin soyamælk.
Derudover må det siges, at er det ikke er alle bogens “negre”, der præsenteres i et dårligt lys: Bond får hjælp af en sort konduktør på det tog, han og Solitaire rejser med fra New York til Florida. Ja, uden hjælpen fra konduktøren ville Mr. Bigs folk nok have fået ram på dem, og den stakkels konduktør betaler med sit liv. Og på Jamaica får Bond hjælp af den dygtige sømand og fisker Quarrel, der fungerer som Bonds træner og læremester i at begå sig i vandene omkring Jamaica.
Et godt bytte
Akkurat som sin forgænger er Live and Let Die en knaldroman, men det er en knaldroman med masser af kvalitet. Live and Let Die er på de fleste punkter bedre end sin forgænger, selv om Casino Royale, med sit enkle plot og meget få lokaliteter, har en simplicitet og elegance, som Live and Let Die ikke er i besiddelse af. Men når Bond går i action og handlingen kører i femte gear, bytter jeg gerne elegancen for den lidt bredere pensel, der sikrer Live and Let Die en fantastisk høj underholdningsværdi.
Forfatter: Ian Fleming
Forlag: Jonathan Cape
Udgivelsesår: 1954
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår: 2004
Forlag: Penguin Books (Modern Classics)
Format: Paperback
Sideantal: 129
Live and Let Die er udkommet i to udgaver på dansk, begge under titlen Blodig vej til Jamaica. Første gang udkom romanen på forlaget Grafisk i 1958. Anden gang var i 1965 på forlaget Skrifola.
Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012
Stikord: Filmatiseret, James Bond
