Dobermann

3 minutters læsetid
Dobermann

Fra midthalvfemserne og frem har franske genrefilm for alvor været i vælten; for en stor dels vedkommende på grund af den energiske (nogen vil sige overenergiske) Luc Besson, der både har instrueret en del genrefilm og produceret endnu flere.

Men Besson er naturligvis ikke den eneste, der har været på spil, og ét af de relativt tidlige indlæg i den franske genrefilmsbølge kom fra Jan Kounen, der i 2004 også var manden bag filmatiseringen af Blueberry.

Lad det være sagt med det samme: Det er længe siden, jeg har set en film så rædsom som Dobermann fra 1997. Den svælger i dårlig smag, style-over-matter, pik-og-patter-humor, usympatiske karakterer og umotiveret ultravold. Det lyder måske som en ret glimrende kombination, og det kunne det for så vidt også være, hvis det var skruet sammen med bare et mindstemål af talent, men talentet glimrer her ved sit fravær.

Alligevel må Jan Kounen vel kunne et eller andet, for han har fået en karriere, der også inkluderer såkaldt “seriøse” film. I 2009 stod han således bag Coco Chanel & Igor Stravinski med vores egen Mads Mikkelsen på rollelisten. Og for nu at lade tvivlen komme ham til gode, skal det da også påpeges, at Dobermann var Kounens spillefilmsdebut.

Spinkel handling

Dobermann (Vincent Cassel).
Dobermann (Vincent Cassel).

Dobermann handler om bankrøveren Yann, med tilnavnet Dobermann (Vincent Cassel), samt hans bande af psykopatiske medhjælpere, der jages af politiet. Politiet består mestendels af talentløse svæklinge og så lige stjernepsykopaten Cristini (Tchéky Karyo), der ikke vil sky nogen midler overhovedet for at få fat i Dobermann. Som Dobermanns kæreste ses Monica Belluci i en rolle, hvor hun stort set ikke ytrer ét eneste ord.

Handlingen er ekstremt spinkel: Mens Dobermann og hans slæng planlægger endnu et kup bliver de overvåget af politiet. Dobermann og co. gennemfører kuppet – bl.a. med flere døde politifolk som resultat – hvorefter Cristini kommer ind i billedet. Det lykkes for ham at opspore, hvor bankrøverne skal mødes, en lurvet natklub, og så bryder helvede løs i ildkamp og vold. The end.

Pueril fantasi

Dobermanns kæreste Nat (Monica Belluci).
Dobermanns kæreste Nat (Monica Belluci).

Som sagt kunne sådan en handling fint have dannet rammen om en god actionfilm, men alt fra de karikerede karakterer og det endnu mere karikerede skuespil til den manierede visuelle stil skriger: “Se hvor fede og seje, vi er”. Dobermann er en helt umanerligt selvfed og selvbevidst film, som har skullet cashe in på den bølge af voldelige og metalagsfyldte kriminal-/actionfilm, der dominerede anden halvdel af 1990’erne, efter Quentin Tarantino blev hot shit i Hollywood.

En af Dobermanns psykopatiske håndlangere.
En af Dobermanns psykopatiske håndlangere.

Men hvor Tarantino og mange af de utallige kopister formåede at skrive i det mindste én person ind i manuskriptet, som man sympatiserede med, er Dobermann fyldt med dumme svin, som man ikke føler noget for. Alle som én er de stjernepsykopater – både bankrøverne og betjentene – og man glæder sig egentlig bare til, at de alle sammen dør.

Læg dertil en totalt barnlig udnyttelse af seksuelle stereotyper og seksuelle referencer i stor stil samt masser af usjove komiske elementer, og så har man en film, der mest af alt kommer til at fremstå som en pueril fantasi, der er udført med tanke på stil og kun stil. Desværre er stilen så overgearet og belastende, at de cirka 100 minutter filmen varer mest af alt føles som en weekend i helvede.

Føj for fanden

Nogle af betjentene - den psykopatiske Cristini (Tchéky Karyo) yderst til venstre.
Nogle af betjentene – den psykopatiske Cristini (Tchéky Karyo) yderst til venstre.

Ingen af de medvirkende kommer ud af den her film med noget, der ligner værdigheden i behold, selv ikke Vincent Cassel og Tchéky Karyo, der heldigvis begge er kendt fra betydeligt bedre roller både før og særligt senere. Resten af de medvirkende overspiller så grotesk, at man ikke kan gøre andet end undre sig over, hvad fanden instruktøren har tænkt – hvis han i det hele taget har tænkt særlig meget.

Shootout i natklubben.
Shootout i natklubben.

På baggrund af Dobermann forekommer det næsten mirakuløst, at Jan Kounen har formået at skabe en karriere for sig selv, og man kan kun frygte for den fortsættelse, vi bliver truet med, og som efter planen skal få premiere i 2013. Jeg går i hvert fald i en stor bue udenom, og hvis man ikke har set den første film endnu, vil jeg kraftigt tilråde, at man gør det samme med den. Føj for fanden.

Dobermann er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne
Titel: Dobermann
Instruktør: Jan Kounen
Manuskript: Joël Houssin
Cast: Vincent Cassel (Yann “Dobermann” Le Pentrec), Tchéky Karyo (Inspecteur Sauveur Cristini), Monica Belluci (Nathalie)
Producere: Marc Baschet (producer), Frédérique Dumas-Zajdela (producer), Éric Névé (producer)
Foto: Michael Amathieu
Klip: Bénédicte Brunet, Eric Carlier
Musik: Brune (som Schyzomaniac), Jean-Jacques Hertz, Philippe Mallier, François Roy
Spilletid: 103 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Fransk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig, 1997
Produktionsselskaber: Canal+, France 3 Cinéma, La Chauve Souris, Noé Productions, PolyGram Audiovisuel
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 77 | 13/03/2012

Stikord: Frankrig

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.