Goldfinger

Hvis man spørger James Bond– og filmfans i bredere forstand vil rigtig mange fremhæve Goldfinger (1964) som deres personlige favorit. Jeg må åbent erklære at høre til samme kategori, selv om jeg mener, at den umiddelbart efterfølgende film, Thunderball (1965), er akkurat lige så god.

Goldfinger og Thunderball markerer for mig højdepunkterne inden for James Bond-filmserien, og filmverdenen ville ikke have været markant fattigere, hvis Bond-serien var lukket og slukket efter disse to film.

Ikke fordi de umiddelbart efterfølgende film er markant ringere, for både You Only Live Twice (1967) og On Her Majesty’s Secret Service (1969) er glimrende, men med Goldfinger og Thunderball ramte producenterne ganske enkelt plet. Der er tale om to overlegne spændings- og actionfilm, hvor plot, handlingsafvikling og actionsekvenser går op i en højere enhed.

Guldsmugler

Goldfinger er baseret på Ian Flemings syvende Bond-roman, der udkom i 1959, men vanen tro er der naturligvis lavet lidt om på romanen. Blandt andet er skurken Goldfinger i romanen medlem af den sovjetiske efterretningstjeneste SMERSH, som Bond første gang stiftede bekendtskab med i Casino Royale (1953). Men i øvrigt følger filmen romanen relativt trofast.

I Goldfinger kommer Bond, endnu engang i skikkelse af Sean Connery, op imod Auric Goldfinger (Gert Fröbe – krediteret i filmen som Frobe, uden umlaut). Bond bliver sat til at overvåge Goldfinger på et hotel i Miami, hvor Goldfinger snyder i kortspil, hvilket Bond ganske hurtigt får sat en stopper for ved at forføre Goldfingers assistent, Jill Masterson. Senere finder Bond Masterson myrdet, helt dækket af guldfarvet maling.

I London sætter M (igen spillet af Bernard Lee) Bond bedre ind i sagen. Briterne mistænker Goldfinger, en internationalt anerkendt juveler og guldhandler, for ulovligt at smugle store mængder guld ud af Storbritannien, men de kan ikke finde ud af, hvordan han gør det. Bond følger efter Goldfinger til Schweiz og opdager, at Goldfingers Rolls Royce er bygget af rent guld, og at det er på den måde, han har fået metallet ud af Storbritannien.

Men her går det også galt; Bond bliver taget til fange, og i én af seriens mest mindeværdige suspensesekvenser ligger Bond bundet fast til en enorm plade af guld, mens en kraftig laser langsomt nærmer sig hans skridt. “Do you expect me to talk?” spørger Bond, og Goldfinger svarer: “No, Mr. Bond, I expect you to die!”.

Naturligvis lykkes det Bond at komme ud af kniben, men fortsat som Goldfingers fange. Goldfinger tager ham med til USA, hvor skurkens plan efterhånden går op for Bond: I samarbejde med kineserne planlægger Goldfinger at sprænge en “dirty bomb” i Fort Knox for derved at gøre samtlige USA’s guldreserver radioaktive de næste 58 år. Kommunisterne vinder ved at USA’s økonomi bliver smadret; Goldfinger vinder ved, at værdien af hans guldreserver tidobles.

En kombination af lykkelige omstændigheder

Årsagen til at Goldfinger fungerer så godt, som den gør, ligger i en kombination af lykkelige omstændigheder. Hvis vi begynder ved plottet, så er det afsindigt, men ikke så afsindigt at det mister enhver troværdighed. Især hvis vi lige husker, at filmen stammer fra en periode under den Kolde Krig, hvor CIA angiveligt forsøgte at slå Fidel Castro ihjel ved hjælp af en eksploderende cigar! Så absurd og afsindig Goldfingers plan end er, ligger den inden for, hvad man egentlig godt kunne forestille sig.

Det kan lyde banalt, at det grundlæggende plot kan spille så vigtig en rolle, men sammenligner man med nogle af de senere Bond-film, spiller en skin af troværdighed alligevel en rolle. Uagtet at den er hamrende underholdende, er You Only Live Twice, med SPECTRE’s kæmpemæssige vulkanbase, så langt ude, at man ikke kan gøre andet end at trække på smilebåndene.

Derudover er pacingen i Goldfinger eminent. Der er kun akkurat de stille øjeblikke, der er behov for, og ellers kører handlingen bare derudaf med det resultat, at filmen er konstant underholdende.

Endelig er Goldfinger en glimrende skurk. Selv om Gert Fröbe blev dubbet i den engelske udgave af filmen, er han alligevel en mindeværdig modstander. Han er både gal og genial, og så er der noget næsten jovialt over hans bamseagtige udseende. Han er måske ikke den mest skræmmende skurk, Bond har været oppe imod, men han er klart én af de bedste, når det handler om karisma.

Også Goldfingers højre hånd, den kompakte koreaner Oddjob (Harold Sakata), der har barberbladsskarpt stål i skyggen på sin hat, er en mindeværdig sidekick til skurken, og så er det sjovt at se Burt Kwouk (den stakkels Cato i Pink Panther-filmene) i en seriøs rolle som Goldfingers kinesiske kontaktmand. Kwouk vender i øvrigt tilbage i en helt anden rolle i You Only Live Twice og for at det ikke skal være løgn, er han også med, om end ukrediteret, i 1967-versionen af Casino Royale!

Klassiske elementer på plads

Stort set alle de klassiske Bond-elementer – eller klichéer om man vil – var ved at være på plads, da Goldfinger fandt vej til det hvide lærred: Prologen, der nogle gange hænger direkte sammen med hovedplottet, andre gange ikke; den spektakulære titelsekvens med halvnøgne damer, og de kvindelige roller med mere eller mindre absurde navne, der ikke sjældent har seksuelle konnotationer.

I dette tilfælde har vi f.eks. Pussy Galore, der nogenlunde frit oversat til dansk betyder “masser af fisse”. Det skal dog for en ordens skyld lige nævnes, at det ikke er manuskriptforfatterne Richard Maibaum og Paul Dehn, der står bag navnet; det kommer faktisk fra Flemings roman.

Bond begynder nu også for alvor at nedlægge kvinder på stribevis i filmene. I Goldfinger bliver det dog “kun” til to styk, nemlig Jill Masterson – Goldfingers uheldige assistent, der ender som én af hans “golden girls” fra titelsangen – og Pussy Galore, der i romanen i øvrigt er lesbisk.

Endelig kan det nævnes, at Bond nu for alvor får gadgets, der vil noget. I dette tilfælde er det hans bil: Bond tvinges til at opgive sin Bentley til fordel for det, der – efter min mening – er den fedeste bil, der nogensinde er produceret: Aston Martin DB5.

Naturligvis er Bonds Aston Martin svært modificeret af Q-afdelingen og har bl.a. maskingeværer, roterende nummerplader, katapultsæde (så Bond kan skyde passagersædet ud) og meget mere. Bond får naturligvis lejlighed til bruge flere af bilens funktioner undervejs.

Musikalsk styring

En sidste ting, der skal nævnes, er, at filmens komponist John Barry fra og med Goldfinger for alvor tog den musikalske styring. Til den foregående film, From Russia With Love (1963), var titelsangen komponeret af Lionel Bart, men til Goldfinger stod Barry for al musikken, også den imponerende titelsang, der blev fremført af Shirley Bassey og vel nok står som indbegrebet af, hvad en Bond-sang bør være.

Kun teksten blev fortsat leveret af andre, i dette tilfælde Leslie Bricusse, der også leverede teksten til You Only Live Twice (1967). Bricusse har i øvrigt leveret tekst til en lang række mere eller mindre kendte filmsange fra film så forskellige som In Like Flint (1967), Superman: The Movie (1978), Home Alone (1990) og Harry Potter and the Philosopher’s Stone (2001).

Med musikken etablerede Barry én gang for alle den lyd, de fleste vil genkende som Bond-lyden. Det havde han allerede for størstepartens vedkommende gjort med sit score til From Russia With Love, men til Goldfinger skruede Barry op for blæserne, og de fleste filmfans skal kun bruge de to første bragende messingblæsertoner fra Goldfinger-temaet til at sige “James Bond”.

Den bedste James Bond-film

Alt i alt leverede instruktøren Guy Hamilton med sin første Bond-film (han skulle senere instruere yderligere tre) også den formentlig bedste af dem alle – kun i skarp konkurrence med Thunderball fra det følgende år. Richard Maibaum og Paul Dehn skal også have stor ros for det ekstremt velfungerende manuskript, og endelig gør skuespillerne præcis det, de skal – anført af den glimrende Gert Fröbe.

Goldfinger bliver ikke ufortjent af rigtig mange anset som den bedste James Bond-film overhovedet, og skal man kun se én Bond-film i sit liv, bør det efter min mening være Goldfinger.

Anmeldt i nr. 76 | 13/02/2012

Stikord: Filmatisering, James Bond